NB: Festmessehagel + lift med Hanne
INTRO GT
I dette afsnit fra GT skal vi høre om én, der glæder sig over alt det, Gud har gjort. Der er grund til jubel, glæde og lovsang, for Gud har taget den sten, som andre vragede og gjort den til hovedhjørnesten, dvs. den sten, der sikrer på hele byggeriet. Der skal dannes en festlig række helt op til alterets horn, for i templet i Jerusalem havde alteret nogle horn, og hvis man løb ind og greb fat i et horn, havde man helle, og så kunne man ikke pågribes. Ved alteret var man altså i sikkerhed. Rejs jer blot og hør. Salmisten skriver:
INTRO NT
For Paulus var nadveren noget helt centralt., fordi Jesus selv havde opfundet nadveren, hvor man spiser hans kød og drikker hans blod. I påsken fejrer vi også det usyrede brød eller brødet uden gær, og det er jo nadverbrødet, men det er også udtryk for, at vi også skal være usyret og uden surdej; i os skal der ikke være noget af det gamle, sure dej, men vi skal være en ny dej med frisk smag og lækkert bid. Rejs jer blot og hør. Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne:
PRÆDIKEN
Hvis det var gået, som vi lige har hørt, at Jesu opstandelse var endt med kvindernes frygt og tavshed, ja, så ville kristendommen have haft et kort liv på jord. Men det slutter ikke dér, selvom teksten fra evangelisten Markus slutter dér. Læser man videre i skriften, kan man se, at Jesus viste sig for flere disciple, inden han viste sig for sine særlige udvalgte (apostle); så fik de alle at se og høre, at Jesus var levende på en måde, der var dem en gåde. Hvordan kunne det lade sig gøre? Ja, det skabte nogen røre. Og for at gøre en lang historie kort (dvs. 2000 års kristendomshistorie), så gik de kristne ud af deres huse for at fortælle flere om, at Jesus havde vundet, og at man ved troen på Jesus også ville finde håb nok til et helt liv og kærlighed nok til at elske såvel venner som fjender. Opstandelsen; at Jesus blev hevet tilbage fra dødsriget ind i de levendes land; at livet vandt over døden; at lyset vandt over mørket; at velsignelsen vandt over forbandelsen – det er virkelig noget, der er værd at holde fast ved til alle tider og på alle steder. For tror man på dét, ja, så ér der en mening på trods af al den galskab, som vi ser rundt om os her i verden. Hvor ville vi mon have været uden opstandelsen; uden kristendommen?
Alt ville have set anderledes ud, og jeg tvivler på, at det ville have set bedre ud. For selvom vi går med høje drømme om at gøre det gode for hinanden både på det personlige plan, og når vi stemmer ved folketingsvalg, så er der alligevel meget i vores samfund, der kunne trænge til en opstrammer. Hjertevarme hænder bindes af kolde kontanter. Når nu Gud selv har lagt frygten for døden i graven og banet en vej til større liv for os, bør vi så ikke frygtløse arbejde på et bedre og større jordisk liv for alle vore medmennesker? Man kan tvivle eller tro på opstandelsen som et historisk faktum; om Guds indgriben i vores jordiske verden; om Jesu guddommelighed, men man kan ikke være ved sine fulde fem og så tvivle på, at der er mennesker rundt omkring, der kalder på os og ønsker at mærke noget til vores barmhjertighed.
Vi må ikke løbe væk af frygt for andre og være tavse om det, der kan give andre mod på at leve eller lyst til at være til stede. Vi skal ikke være (påske)kyllinger, men være hurtige til at gøre det gode som en snild hare. Vi er jo dog alle blevet født én gang for alle for at være her i nuet, livet og virkeligheden sammen med hinanden; hvis ikke vi kan være fælles om andet, så er vi da fælles om dét, at vi har fået livet. Hvis nogen sidder i en gravhule af ensomhed, så har vi faktisk magten til at kalde dem ud i livet. Det kræver nogle gange, at vi også selv må gå ind i gravhulens mørke rum, men der er ingenting at frygte, for Jesus har allerede været i alle de mørke rum, der findes for et menneske. Ikke mindst det sidste rum, dødens, som er uopbrydelig, uforanderlig og dog – netop blev opbrudt og forandret, da livet slog rod nede i gavens mørke skød. Vi har magten til at tage påskeblomsten med ud til de gamle på et plejehjem og være nærværende for dem, der ikke har andre at fejre påskefrokost med. Og måske skulle vi dele lidt ud af vores chokoladepåskeæg, så den ikke sætter sig, hvor der i forvejen er rigeligt.
Da Jesus var blevet vækket til live igen som en nyligt vågnet påskeblomst i forårsmorgenrøde efter vinterens undergang og glædens Langfredag, så fór han ikke straks til himmels for at komme væk fra os skrækkelige mennesker, men tværtimod begyndte han at opsøge enhver af dem, som af frygt og angst havde forrådt og fornægtet ham; dem, der var flygtet i deres følelse af fiasko og nederlag. Han ville så gerne have dem hjem i en omfavnelse af tilgivelse og fællesskab; give dem livslyst på ny. Det er på en måde så enkelt, så smukt og så ligetil, men for mange kan det virke fjernt og underligt, og det bliver da heller ikke nemmere at forholde sig til, når man skal hen i den gamle, hvide bygning en tidlig søndag morgen for at høre, at Gud stadig vil have med os at gøre. Men sådan har vi nu indrettet os her i folkekirken. Vil man ikke sidde herinde, så gå ud i forårssolen og kig på påskeliljerne, lyt til viben, mærk solens varme og se: vinteren er væk som dug for solen, og livets Gud, der virker i det skjulte, vil åbenbare langt mere, end øjne kan se og ører kan høre.
Det er desværre – eller heldigvis? - udansk at vise for store følelser i det offentlige rum, men I ved, hvordan man kan smile i skægget, når noget er gået op for én, som en påmindelse om noget dejligt, som man har glemt. De små følelser har også ret, og selv i en dansker kan kristendommen trives som en grundlæggende tro. Et håb er sået, og vi ser endnu ikke den fulde sandhed, men vi aner, at når man lever i kærlighed, så er man lige ved. At elske og at være elsket er den største lykke på jord, siges det, og med alt det, Jesus gik igennem må vi efterhånden indse, at vi er elskede af Gud, også selvom vi ikke forstår hvordan eller hvorfor. Han blødte for vores skyld, og når blodet løber, ved vi, at det er alvor. Jesus mente det alvorligt, og jorden drak grådigt hans (nadver)blod, for hele skaberværket længes efter befrielse, efter forår, efter opstandelse; efter håb, tilgivelse, frihed. Fuglene synger flottest, når de har slået frosten af vingerne, og blomsterne står yndigst som stjerner ved jorden, når de fremelskes af solens varme stråler. Og vi lokkes ud i naturens sang om foråret og får del i alt dette vidunderlige skaberværk, der ånder og eksisterer, så vi véd, at døden ikke vinder. Den kan ikke vinde. Hvor hård vestenblæsten end er, og hvor kold en skulder vinterkulden byder os, så svarer Jesus igen med en tilgivelse, der smelter hvert et hjerte, der var fanget i gamle laster, bekymringer og sorger. Naturen kalder: Kom ud, her er varme, og Jesus kalder: kom hjem i mine arme. Her er forår for krop og sjæl; Jesus stod op, for kærligheden kan ikke slås ihjel. Gud være lovet! Glædelig påskedag. Amen.
LOVPRISNING Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede: Kære Gud. Du som er lys og liv. Vi beder dig ræk os troen på at du, ligesom du væltede den store sten fra graven påskemorgen, vil vælte de store sten fra, i vores mørke, så vi kan følge Kristus ud af gravens mørke imod liv og fællesskab. Vi beder dig, vær tilstede som fornyende og forvandlende kraft i alle verdens brændpunkter og der hvor formørkelse hærger som krig, ødelæggelse og frygt for terror. Vær lys hos mennesker på flugt og velsignelse for alle der lever under forbandede vilkår. Vi beder dig, vær nær de mennesker, som har det svært. Dem som er ensomme, og dem som har fået revet gulvtæppet væk under sig af sygdom og død. Vær grunden under vores fødder trøst i vores hjerter og håb i vores hænder. Vær hos alle der har magt Må de bruge den med visdom fra dig og i kærlighed til mennesker. Vær hos din kirke her og ud over hele jorden. Lad de håbets sten fra den tomme grav, være de sten, som vi træder på, når vi går ud herfra som ambassadører for dit håb og din evige glæde. Amen. (skrevet af Hanne Jul Jakobsen, APRIL 19, 2017)
MEDDELELSER
Efter næste salme er der altergang og alle er velkomne.
VILSLEV: Efter gudstjenesten er der kirkekaffe og alle er velkomne.
- Hvis I kender til nogen, som er syge eller ensomme eller nogen ønsker at tale med mig som præst, eller har brug for besøg derhjemme eller på sygehus eller ønsker privat altergang, må I meget gerne hive fat i mig.
Vi har i påsken haft mange gudstjenester, og i morgen aften afrunder vi denne påsketid med en fællesgudstjeneste for hele pastoratet. Det sker med en gospelgudstjeneste Anden Påskedag mandag den 10. april kl. 19 i Hunderup Kirke, hvor Ribe gospelkor medvirker. På den måde afrunder vi påsken med liv og glade dage og så kan vi tage hul på hverdagen bagefter. Alle er velkomne.
APOSTOLSK VELSIGNELSE Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen. (2 Kor 13,13)