Det er vist ingen hemmelighed, at forskellige religioner er blevet brugt til at undertrykke kvinder. Man siger, at det jo var kvinden, der først spiste af den forbudne frugt, og derpå lokkede manden i fordærv. Derfor er hun blevet det svage køn; hende, der ikke kunne stå for fristelsen – selvom manden jo heller ikke kunne.
klik og læs Bibellæsningerne til Anden Søndag i Fasten
Salmer: 1. DDS 376: Lyksaligt det folk; 2. DDS 410: Som tørstige hjort monne skrige; 3. DDS 28: De dybeste lag; --- 4. DDS 707: Forgæves er vor kraft og kunst; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 753 Gud, du som lyset og dagen oplod
I nogle jødiske synagoger skal kvinder og mænd være adskilt, så kvinderne sidder på en balkon ovenover forsamlingen af mænd; dér kan de så strikke eller tage sig af deres børn, imens mændene praktiserer deres hellige, religiøse ritualer. I mange generationer var de kristnes kirker opdelt sådan, at mændene sad i højre side og kvinderne i venstre, ja, de havde endda hver deres indgang i kirken. De helt fattige og de meget syge mennesker blev på den tid holdt uden for kirken, og de kunne så høre prædiken igennem et hul i muren og allernådigst få nadveren sendt ud samme vej. Mange forskellige samfund har således af praktiske og religiøse grunde opdelt og adskilt mænd og kvinder, raske og syge og så videre. I vores tid er mange ting dog heldigvis anderledes, og i år kan vi fx fejre 100-året for, at blandt andre kvinder og fattigfolk har fået stemmeret. Efterhånden har kvinder altså fået en demokratisk stemme i samfundet, men det havde de ikke på Jesu tid. Og de havde slet ikke noget at sige, hvis de ikke var jøder! Derfor er dagens evangeliefortælling helt banebrydende i historien om Jesu gang på jord, og den er central for forståelsen af, at kristendom hverken kan eller skal anvendes politisk.
Troen på Jesus Kristus bryder med ethvert politisk system, fordi troen ikke kan puttes i en kasse med særlige politiske eller etiske, moralske og værdimæssige anskuelser. Tro er at forlade sig på et håb, og hvor håbefulde de forskellige politiske systemer synes at være, giver ingen af dem dog håbet om frelse og evigt liv i kærlighed.
Det var en skæbnesvanger dag, den dag, Jesus mødte den kana'anæiske kvinde. Ikke kun fordi hendes datter blev rask, men også fordi Jesu venner og efterfølgere pludselig blev klar over noget radikalt ved Jesu liv – hans ord skulle nå ud til alle jordens folk, for vi har alle brug for at høre, hvad han har sagt og gjort. Disse evangelielæsninger her fra prædikestolen kan forstås som afsnit i en lang serie om Jesu liv og vores frelse. Hver søndag har sit afsnit, og selvom vi hører de samme fortællinger flere gange, kan vi høre dem med nye øre, så at sige, ligesom man kan se på de gamle ting med nye øjne. Søndag efter søndag bliver det gamle altså hørt og set på nye måder, fordi vi hver især står nye steder i vore liv.
At den nødlidende er en kvinde er ikke forbavsende. Kvinder lider ofte nød – ja, vel lige så tit som mænd. Men det særlige er, at hun er af kana'anæisk afstamning. De to folkeslag eller stammer, jøderne og kana'anæerne, var gamle ærkefjender, og det var nóget mere alvorligt end det vi nu kender fra sportens verden om danskernes og svenskernes fjendskab. Da israelitterne drog ud af Egypten under Moses' lederskab, kom de til Israel, landet der siges at flyde med mælk og honning. Men Israel var på det tidspunkt beboet af kana'anæerne, og derfor førte israelitterne krig imod dem, indtil de kunne erobre landet. Det har kostet mange menneskeliv, og da jøderne kunne sætte sig på magten, måtte kana'anæerne finde sig i afmagten med al den usselhed og undertrykkelse.
Kvinden havde altså ingen høj status, da hun smed den sidste rest af ære over bord og kastede sig ned for Jesu fødder. Tværtimod bønfaldt hun en fjende om hjælp. For Jesus var jo jøde i Israel, af jødisk slægt og afstamning, og som jøde var han kun kaldet til at frelse jøder, sagde han. Det gav god mening for alle, der hørte på det, og hans venner og efterfølgere ville da også sende kvinden hen, hvor hun hørte til: væk fra de rene, hellige jøder.
Men måske sagde han det som en test af de andres tro. Nogle gange er det som om, Jesus lige skal afprøve, om hans disciple nu virkelig også har forstået alle de ting, som de selv mener at have forstået. Og tit må han indse, at de nok har tænkt større tanker om sig selv, end der var grund til. De var i hvert fald i denne situation klar til at handle på deres ord om at smide hende væk, så de ikke skulle høre på hendes nødråb og klageskrig. Det ville være som at slukke for TV'et, når der kommer noget, man ikke vil forholde sig til. Men livet er nu engang ikke som et fjernsyn, hvor man bare kan skrue ned for lyden eller slukke for skærmen, og kvinden råbte da også bare højere og kastede sig altså lige ned foran Jesus, så han næsten kunne snuble over hende.
Tænk sig, denne kvinde kaster sig i al sin fortvivlelse ned for fødderne af en flok ærkefjender, fordi hun nærer et lillebitte håb om, at hvis nogen kan hjælpe hende, må det være Jesus. Vi kan kun dårligt forestille os, hvad der har drevet hende til at kaste sig ned for sine fjenders fødder i håb om hjælp. Man kan tænke sig, at hun har tryglet om hjælp hos alle sine venner, betalt alle sine penge til læger, kvaksalvere, magikere, kloge mænd og koner, og at de alle velvilligt har lyttet til hende med bekymret mine, imens de tog hendes penge uden på nogen måde at have magt til at fjerne datterens sygdom. Desperation, frustration og håbløshed havde altså drevet hende langt ud over grådens rand væk fra sine venner og hjælpeløse fremstrakte hænder lige hen til fødderne af hendes sidste håb.
Og i første omgang blev hun også dér mødt af afvisning. Men hun gav sig ikke. Hun kunne ikke slippe den sidste rest af håb, for det ville kaste hende ud over håbets rand, og dér er kun fortabelse og vanvid. Ikke nok med, at hun havde kaste sig ned på den beskidte jord, men hun ydmygede sig endnu mere og lod sig omtale som en hund, der blot æder lidt smugler fra bordet. På den tid var hunden ikke menneskets bedste ven – tværtimod, levede hunde virkeligt et hundeliv, hvor de blev jaget bort med stenkast, og åd fordærvede ting i byens udkant. Sådan var denne kvinde: jaget bort til udkanten af byen, uden ære og næsten intet håb. Det er for os et voldsomt billede at tænke sig denne kvindes situation, men det er netop i det øjeblik hun indser og taler åbent om sin egen afmægtighed, at Jesus kan være hendes almægtige frelser.
Forgæves ville det være, hvis hun i hovmod havde krævet Jesu indgriben, som om det var hendes ret, og forgæves ville det have været, hvis hun havde forsøgt at forhandle med ham, som om hun kunne slå en handel af med ham. Det kender vi så godt, disse vennetjenester eller denne forhandling. Og det er en sød drøm at lulle sig ind i, når vi siger til os selv, at Gud vil give os et langt og lykkeligt liv, hvis bare vi opfører os ordentligt, eller hvis vi kommer i kirke ofte nok. Men alle vore små og store gerninger for at blive gode venner med Gud er forgæves; ligesom kvinden kun kom med al sin nød og elendighed i al ydmyghed og kun havde sine beskidte og tomme, fremstrakte hænder at løfte til bøn om hjælp, sådan tager Gud imod enhver, der kommer med alt, hvad der er vores, al vor synd, nød og elendighed. Og så kan vi forlade os på det håb, at Jesus alligevel aldrig afviser den, der trænger til trøst, styrke og forsvar. Amen.
Salmer: 1. DDS 376: Lyksaligt det folk; 2. DDS 410: Som tørstige hjort monne skrige; 3. DDS 28: De dybeste lag; --- 4. DDS 707: Forgæves er vor kraft og kunst; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 753 Gud, du som lyset og dagen oplod
I nogle jødiske synagoger skal kvinder og mænd være adskilt, så kvinderne sidder på en balkon ovenover forsamlingen af mænd; dér kan de så strikke eller tage sig af deres børn, imens mændene praktiserer deres hellige, religiøse ritualer. I mange generationer var de kristnes kirker opdelt sådan, at mændene sad i højre side og kvinderne i venstre, ja, de havde endda hver deres indgang i kirken. De helt fattige og de meget syge mennesker blev på den tid holdt uden for kirken, og de kunne så høre prædiken igennem et hul i muren og allernådigst få nadveren sendt ud samme vej. Mange forskellige samfund har således af praktiske og religiøse grunde opdelt og adskilt mænd og kvinder, raske og syge og så videre. I vores tid er mange ting dog heldigvis anderledes, og i år kan vi fx fejre 100-året for, at blandt andre kvinder og fattigfolk har fået stemmeret. Efterhånden har kvinder altså fået en demokratisk stemme i samfundet, men det havde de ikke på Jesu tid. Og de havde slet ikke noget at sige, hvis de ikke var jøder! Derfor er dagens evangeliefortælling helt banebrydende i historien om Jesu gang på jord, og den er central for forståelsen af, at kristendom hverken kan eller skal anvendes politisk.
Troen på Jesus Kristus bryder med ethvert politisk system, fordi troen ikke kan puttes i en kasse med særlige politiske eller etiske, moralske og værdimæssige anskuelser. Tro er at forlade sig på et håb, og hvor håbefulde de forskellige politiske systemer synes at være, giver ingen af dem dog håbet om frelse og evigt liv i kærlighed.
Det var en skæbnesvanger dag, den dag, Jesus mødte den kana'anæiske kvinde. Ikke kun fordi hendes datter blev rask, men også fordi Jesu venner og efterfølgere pludselig blev klar over noget radikalt ved Jesu liv – hans ord skulle nå ud til alle jordens folk, for vi har alle brug for at høre, hvad han har sagt og gjort. Disse evangelielæsninger her fra prædikestolen kan forstås som afsnit i en lang serie om Jesu liv og vores frelse. Hver søndag har sit afsnit, og selvom vi hører de samme fortællinger flere gange, kan vi høre dem med nye øre, så at sige, ligesom man kan se på de gamle ting med nye øjne. Søndag efter søndag bliver det gamle altså hørt og set på nye måder, fordi vi hver især står nye steder i vore liv.
At den nødlidende er en kvinde er ikke forbavsende. Kvinder lider ofte nød – ja, vel lige så tit som mænd. Men det særlige er, at hun er af kana'anæisk afstamning. De to folkeslag eller stammer, jøderne og kana'anæerne, var gamle ærkefjender, og det var nóget mere alvorligt end det vi nu kender fra sportens verden om danskernes og svenskernes fjendskab. Da israelitterne drog ud af Egypten under Moses' lederskab, kom de til Israel, landet der siges at flyde med mælk og honning. Men Israel var på det tidspunkt beboet af kana'anæerne, og derfor førte israelitterne krig imod dem, indtil de kunne erobre landet. Det har kostet mange menneskeliv, og da jøderne kunne sætte sig på magten, måtte kana'anæerne finde sig i afmagten med al den usselhed og undertrykkelse.
Kvinden havde altså ingen høj status, da hun smed den sidste rest af ære over bord og kastede sig ned for Jesu fødder. Tværtimod bønfaldt hun en fjende om hjælp. For Jesus var jo jøde i Israel, af jødisk slægt og afstamning, og som jøde var han kun kaldet til at frelse jøder, sagde han. Det gav god mening for alle, der hørte på det, og hans venner og efterfølgere ville da også sende kvinden hen, hvor hun hørte til: væk fra de rene, hellige jøder.
Men måske sagde han det som en test af de andres tro. Nogle gange er det som om, Jesus lige skal afprøve, om hans disciple nu virkelig også har forstået alle de ting, som de selv mener at have forstået. Og tit må han indse, at de nok har tænkt større tanker om sig selv, end der var grund til. De var i hvert fald i denne situation klar til at handle på deres ord om at smide hende væk, så de ikke skulle høre på hendes nødråb og klageskrig. Det ville være som at slukke for TV'et, når der kommer noget, man ikke vil forholde sig til. Men livet er nu engang ikke som et fjernsyn, hvor man bare kan skrue ned for lyden eller slukke for skærmen, og kvinden råbte da også bare højere og kastede sig altså lige ned foran Jesus, så han næsten kunne snuble over hende.
Tænk sig, denne kvinde kaster sig i al sin fortvivlelse ned for fødderne af en flok ærkefjender, fordi hun nærer et lillebitte håb om, at hvis nogen kan hjælpe hende, må det være Jesus. Vi kan kun dårligt forestille os, hvad der har drevet hende til at kaste sig ned for sine fjenders fødder i håb om hjælp. Man kan tænke sig, at hun har tryglet om hjælp hos alle sine venner, betalt alle sine penge til læger, kvaksalvere, magikere, kloge mænd og koner, og at de alle velvilligt har lyttet til hende med bekymret mine, imens de tog hendes penge uden på nogen måde at have magt til at fjerne datterens sygdom. Desperation, frustration og håbløshed havde altså drevet hende langt ud over grådens rand væk fra sine venner og hjælpeløse fremstrakte hænder lige hen til fødderne af hendes sidste håb.
Og i første omgang blev hun også dér mødt af afvisning. Men hun gav sig ikke. Hun kunne ikke slippe den sidste rest af håb, for det ville kaste hende ud over håbets rand, og dér er kun fortabelse og vanvid. Ikke nok med, at hun havde kaste sig ned på den beskidte jord, men hun ydmygede sig endnu mere og lod sig omtale som en hund, der blot æder lidt smugler fra bordet. På den tid var hunden ikke menneskets bedste ven – tværtimod, levede hunde virkeligt et hundeliv, hvor de blev jaget bort med stenkast, og åd fordærvede ting i byens udkant. Sådan var denne kvinde: jaget bort til udkanten af byen, uden ære og næsten intet håb. Det er for os et voldsomt billede at tænke sig denne kvindes situation, men det er netop i det øjeblik hun indser og taler åbent om sin egen afmægtighed, at Jesus kan være hendes almægtige frelser.
Forgæves ville det være, hvis hun i hovmod havde krævet Jesu indgriben, som om det var hendes ret, og forgæves ville det have været, hvis hun havde forsøgt at forhandle med ham, som om hun kunne slå en handel af med ham. Det kender vi så godt, disse vennetjenester eller denne forhandling. Og det er en sød drøm at lulle sig ind i, når vi siger til os selv, at Gud vil give os et langt og lykkeligt liv, hvis bare vi opfører os ordentligt, eller hvis vi kommer i kirke ofte nok. Men alle vore små og store gerninger for at blive gode venner med Gud er forgæves; ligesom kvinden kun kom med al sin nød og elendighed i al ydmyghed og kun havde sine beskidte og tomme, fremstrakte hænder at løfte til bøn om hjælp, sådan tager Gud imod enhver, der kommer med alt, hvad der er vores, al vor synd, nød og elendighed. Og så kan vi forlade os på det håb, at Jesus alligevel aldrig afviser den, der trænger til trøst, styrke og forsvar. Amen.
