I en lille by blev Jesus på en af de mange almindelige hverdage indbudt af Simon, der var farisæer, til et måltid og en forfriskning i sommervarmen. Det var sikkert en almindelig dag for Jesus, men for alle andre skete der noget meget mærkeligt. To vidt forskellige personer blev forvandlet på måder, de ikke havde kontrol over. Jesus takkede ja til indbydelsen for han var både sulten og tørstig ovenpå de lange gåture, han dagligt tog rundt omkring.
Farisæerne var ikke Jesu bedste venner, for de skulle altid stille en masse spørgsmål, og Jesus brugte meget tid på at forsvare sig og sine disciple imod farisæernes mange anklager og påstande. Farisæerne var en gruppe jødiske mænd, der havde studeret de jødiske love og regler i mange år, så de var rigtig kloge på, hvad de skulle gøre, for at kunne leve et helligt liv uden at blive snavset af verdens syndigheder. Dem kunne man ikke sådan løbe om hjørner med. De forsøgte mange gange at fange Jesus i nogle selvmodsigelser, ligesom når journalister kaster sig over politikere for at få dem til at sige noget, der kan skabe forsidehistorier. Farisæerne var dem, der levet korrekt religiøst i de jødiske byer dengang, og nu havde en af dem inviteret Jesus på et måltid.
Bedst som Jesus og Simon sidder ved bordet og taler om løst og fast, kommer der pludselig en ung og indsmigrende kvinde ind i huset. Kvinden var forberedt på at ville møde Jesus, for hun kom gående med en krukke fuld af en dyrebar olie. Det må have været tydeligt for de andre i lokalet, at hun ikke var en del af det gode selskab, men alligevel var der ingen, der smed hende ud. De var vel spændte på at se, hvordan Jesus ville reagere.
Hvor forberedt kvinden end var, havde hun nok alligevel ikke forberedt sig på, hvordan hun ville reagere følelsesmæssigt ved at stå helt tæt på den mand, der kunne få blinde til at se, døve til at høre og lamme til at gå; den mand, hvis ord var nådige og hvis øjne lyste mildt imod enhver, der kom ham nær. Hun brast i gråd, idet hun pludseligt så sit eget liv for sig; hun havde i mange år levet i synd og tilfredsstillet mange mænd med sin skønhed. Hun var sådan en, man kiggede efter i smug eller helt åbenlyst, og selv tørre, gamle mænd følte sig et øjeblik oplivet af hendes søde og forførende smil.
De jødiske love og regler er strenge om, at mænd ikke må begære andre kvinder end hende, man har giftet sig med. Men tit og ofte kan der for mændenes indre øre lyde en stille stemme, der indsmigrende spørger: ”Jamen kan det nu også være rimeligt, at du skal snydes for denne fornøjelse og glæde? Der sker jo ikke noget ved det. Din kone finder aldrig ud af noget. Går livet ikke ud på at more sig og glæde sig over det skønne her i verden?” Det er den gamle slange, der sådan hvisler og visker med søde og lokkende toner, og den har i tidens løb ført mange skilsmisser og megen smerte, had og fjendskaber med sig. Den unge kvindes normalt så bløde og indsmigrende stemme var nu opløst af den gråd, der gjorde det umuligt for hende at tale. I stedet faldt hun på knæ ved Jesu fødder, og hun græd så meget, at hun kunne vædde hans fødder med sine tårer. Hun slog sit lange hår ud og tørrede hans fødder med det, hvorefter hun salvede hans fødder med en dyrebar olie. Og Jesus lod hende gøre det.
Farisæeren Simon spærrede øjnene op og stirrede i vantro på det, der foregik ved hans måltid i hans eget hus; han regnede med at han havde indbudt en sand profet, en mægtig mand, en mand af stolthed og ære, og så lod Jesus sådan en skøge besudle sit hellige legeme ved spisebordet. ”Hvis den mand var profet”, tænkte Simon ved sig selv, så ”ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham”. Simon havde mistet appetitten og lysten til at lade som om, Jesus var en fornem gæst. Og knapt havde han tænkt sin tanke, før Jesus endelig sagde noget. Men Jesus åbnede ikke munden for at forbande kvinden til at holde op med at besmudse ham eller beordre hende ud at blive stenet. I disse dage hører vi ellers en del om, hvordan religiøse folk ikke tøver med at hugger hænder og hoveder af dem, der lever på en anden måde, end de religiøse love og regler påbyder. Men Jesus lod kvinden sidde ved hans fødder, og henvendte sig i stedet til Simon med en kort lignelse: ”En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale dem med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem, vil så elske ham mest?”
Enhver, der har haft stor eller lille gæld i sit liv, ved godt, hvad det vil sige at få eftergivet sin gæld, og pludseligt fra den ene dag til den anden at blive gældfri. Få mennesker får lov at opleve at blive gældfrie på den måde, men mange drømmer om det, og tænker ”Hvis man bare lige kunne vinde en million kroner, så....” Jesus greb dermed til en situation, som farisæeren og alle de nysgerrige i huset straks forstod. Jesus sammenlignede farisæeren og skøgen med folk, der skylder noget. Farisæeren regnede vel med, at han ikke skyldte så meget, og at skøgen skyldte utroligt meget. Det var jo hende, der levede i synd, og havde brug for at krybe grædende ved profetens fødder. Farisæeren Simon havde styr på sit liv, han var en stolt og ærefuldt mand, som havde mange venner, og levede efter de religiøse forskrifter, sådan som han skulle. Der var ikke meget mere, han kunne ændre hos sig selv; ja, han betragtede sit spejlbillede med stort behag og tænkte på sig selv som et forbillede for de andre, der ville have et godt og korrekt liv. Han så med afsky på kvinden, der havde overskredet alle grænser for, hvordan man kunne være i selskab med andre. Vi kan jo selv tænke over, hvor mange grædende kvinder vi har set, der vasker en mand med tårer for derefter at tørre tårerne væk med håret. På denne almindelige og lidt dovne dag i Jerusalem var det simpelthen en mærkelig situation, Simon befandt sig i; fremover ville han som nok sikre sig, at der ikke kom socialt belastede kvinder ind i hans hus, når han havde fornemme personer til bords.
Men selvom Simon var klog og have læst mange bøger, studeret mange regler og diskuteret mange sager, så havde han alligevel ikke forstået et suk af den korte lignelse, Jesus fortalte ham. Jesus måtte altså lægge sit ansigt i pædagogiske folder og inddrage kvinden som eksempel på én, der skyldte meget og havde fået tilgivet meget. Derfor kunne hun græde glædestårer, og derfor kunne hun uden problemer ydmyge sig selv. Jesus sammenligner Simon og kvinden for ligesom at skære sin pointe ud i pap. Da Jesus kom ind i huset til måltidet, fik han ikke vand til at vaske sine svedige og støvede fødder, han fik ikke et velkomstkys, og fik ingen duftende olie til at blive frisket op af. Simon havde altså ikke været en særlig god vært. Men kvinden havde overøst Jesus med sine tårer, sine kys og sin dyrebare olie – og hun var ikke engang vært; ja, hun var jo ingenting værd, bare en tilfældig skøge uden navn.
Simon så uforstående på Jesus. Hvad var pointen? Jo, sagde Jesus, ”Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.” Hvis man kun får eftergivet en lille gæld, hvor meget jubler man så? Hvis man regner med, at man er et syndfrit pragteksemplar af en mand, skulle man så juble højt over at have Jesus til bords i sin prægtige bolig? Simon jublede ikke. Men i et øjeblik så han ligesom det hele klart og tydeligt. Det var pludseligt gået op for ham, at han hele sit liv selv havde levet i synd, idet han havde bedraget sig selv; han troede, han levede et syndfrit liv ved at holde de ti bud og de mange regler; han troede, han var på den sikre side, at han var retfærdig, og at han troede på den eneste sande måde. Pludseligt genkendte han sig selv i kvindens ansigt. Hende havde han fordømt hårdt, men han havde ikke gjort noget for at hjælpe hende. Hende havde han hånet og spottet og leet af, men han havde aldrig spurgt til, hvordan han kunne hjælpe hende ud af hendes nød. Kvinden havde måttet bære på skammen over at være en, man ikke ville ses i selskab med; én, man talte om, men ikke talte med; én, der blev holdt uden for det gode selskab; hun var pletten på samfundet; hun var det sorte får i landsbyfællesskabet. Hun havde søgt hjælp og tilflugt mange steder, men hvor kan man finde kærlighed, hvor kærlighed ej bor? Som den sidste udvej gik hun til Jesus, som folk går i kirke, når alt andet glipper. Hun havde hørt om ham, at han ikke stødte folk væk, men vendte op og ned på de traditionelle forestillinger om, hvem man skulle være god imod. Endelig fandt hun ham og bragte ham en gave af velduftende olie; og da hun endelig så ham i øjnene mødte hun endelig den tilgivelse og nåde, hun så længe havde higet efter.
Der går en lige linje til i dag; en lige linje fra den dag hos farisæeren, hvor en skøge blev et eksempel på efterfølgelse, og hvor en af byens hellige mænd fik pillet hovmodet ud af sit hjerte, til i dag, hvor Jesu ord stadig giver genlyd: ”Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.” Men den, der derimod får tilgivet meget, elsker meget, og kan med lettet hjerte vende tilbage til en dagligdag, der ikke længere synes håbløs eller meningsløs. Når Jesus er den, hvor man altid finder nåde og tilgivelse, så kan enhver af os trygt gå til ham, omend vi føler, vi bærer mange eller få synder med os. Amen.
