Bibeltekster. Salmer: 1. DDS 761: Den klare sol går ned, 2. DDS 318: Stiftet Guds søn har på jorden, 3. DDS 178: Han står ved randen af sin grav, ---, 4. DDS 466: Vor Herres Jesu mindefest, 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat, 6. DDS 786: Nu går solen sin vej
I dag sætter vi fokus på noget helt almindeligt, nemlig måltidet. Alle har en mening om dagligdagens måltider, og mad er generelt i høj kurs i disse tider, hvor forlagene spytter kogebøger ud på stribe, og hvor fjernsynet flyder over med madprogrammer. Politikere og velmenende kostvejledere taler om, at vi både er for tykke og for tynde, at vi spiser for godt og for dårligt, og at vi hele tiden skal være opmærksom på, hvad vi putter i munden. Vi skal dog også huske fornuften og tænke, at det, der kommer ind i munden, jo altså også engang kommer ud.
Man kan sige meget om mad, og mennesker kan i hvert fald ikke leve uden at få noget sul på kroppen. Der har igennem tiden været forskellige kulturer og traditioner om mad og måltider; nogle holder mest af mors kødgryder, andre mest af de berømmede restauranter og atter andre nyder mest noget fast food fra den lokale. Sådan er vi forskellige og giver dermed politikere og velmenende kostvejledere grå hår i hovedet, fordi vi spiser, som det passer os. Mad fylder en del, og groft sagt kan man sige, at det lille barn ammes hos sin mor for at vokse op, og de første tyve år af livet går med at spise, så man kan blive stor og stærk.
Det bedste måltid mad har man i det bedste selskab, om det så er med familie, venner, ens eget selskab eller sammen med interessante fremmede. At spise sammen med folk man ikke kender eller personer, man er uvenner eller fjender med, kan være både akavet og ubehageligt. Man kan miste appetitten, uanset hvor god maden er. At spise sammen frivilligt viser altså noget om, at man gerne vil være sammen og dele en stund sammen. Snakken går nok også nemmere over et måltid; det er ikke så underligt, at mange har holdt stævnemøder over et godt måltid mad, eller at der serveres mad til forskellige politiske møder. Store beslutninger skal man ikke træffe på tom mave – det er barnelærdom.
I dag skal I ikke nøjes med at høre på mig, men vi skal også spise. Ikke kun det daglige brød, ikke fast food fra McD eller den lokale pizzaria, men et jødisk påskemåltid. Det jødiske påskemåltid minder os om dengang Moses stod bag israelitternes flugt fra slavetilværelsen i Egypten. Efter gudstjenesten er der måltid med påskelam og bitre urter, så vi selv kan prøve med sanserne at smage på påsken. Efter prædiken er der altergang, for hvor den jødiske påske bestod af spisningen af et lam med tilbehør af usyret brød og bitre urter, så består den kristne fejring af påsken ved indstiftelsen af nadvermåltidet. Det lyder hyggeligt med al den mad, men vi skal i dag dykke ned i menuen og symbolikken bag.
Traditionen med at fejre påske ved at spise lammekød, stammer tilbage fra dengang, israelitterne blev løsladt fra slaveriet i Egypten. Moses skulle få kong Farao til at løslade slaverne, men Farao nægtede. Ti plager måtte der til, før han endelig gav op, og i et svagt øjeblik lod Moses føre israelitterne ud af Egypten, over det Røde Hav og ud i ørkenen, hvor de skulle vandre omkring i 40 år. Det var ikke nok med ni plager, der måtte én plage mere til, før Farao løsnede sit jerngreb. Gud ville som den tiende plage selv gå på vandring i Egyptens gader, så alle førstefødte ville dø. Man kunne dog redde sin førstefødte ved at slagte et lam og smøre blodet på dørstolperne, så ville Gud gå forbi uden at gøre skade. Lammets død blev menneskets frelse.
Israelitterne slagtede en masse lam og smurte en uhyggelig masse blod på dørstolperne. Men Farao vidste ikke noget om alt dette, og da hans førstefødte søn, hans tronarving, næste dag lå død i sin seng, var han tvunget i knæ. Døden havde fjernet drengens livskraft og jaget en dyb smerte i hjertet på Farao. Endelig gav han op og lod israelitterne gå. Da Moses førte israelitterne ud af Egypten, måtte de skynde sig, før kong Farao ombestemte sig. I skyndingen nåede de kun at tage de vigtigste ting med sig på deres flugt. Sådan er det vel også i dag, når nogle flygter, at man kun lige tager det allermest nødvendige med. Mad skal man jo have, så kvinderne pakkede hurtigt grøntsager, mel og kød, men som flygtning havde de ikke adgang til særligt gode køkkenfaciliteter. De havde ikke ret til et fedt køkken.
Gud havde før deres flugt påbudt dem at spise bitre urter, usyret brød og stegt fårekød – det var en mager diæt, der skulle pege hen på den tid, de måtte leve under fattige forhold på flugt, inden de kunne komme til landet, der flød med mælk og honning. Hyggeligt har det ikke været, og man kan bare se hen til vore tids flygtningelejre i udlandet for at få et indtryk af, hvordan israelitterne levede i deres flugt. Da jøderne endelig havde bosat sig i Israel, hvor de fik bygget et stort og flot tempel til ære for Gud, blev de ved med én gang om året at fejre påsken som minde om dengang, de var slaver og fik reddet livet ved at ofre lam.
Jøderne fejrede på den måde påsken i hundredvis af år, og det var en fast tradition, der fik tusinder af jøder fra andre lande til at samles i Jerusalem denne ene gang om året. Men for et par tusinde år siden skete der noget med påsken. Det var nemlig ved påsketid, at Jesus samledes med sine tolv allernærmeste for at spise påskemåltidet, som det var traditionen. Det måltid skulle dog vise sig at blive noget helt andet, end hans apostle havde regnet med.
Der var mange ting på spil. Igen skulle et lam ofres for at andre kunne leve, men denne gang var lammet ikke født af et får, men af en jomfru. Skærtorsdag er dagen for Jesu sidste måltid, som om han sad på dødsgangen og ventede på sin henrettelse. Jesu eget blod ville flyde, inden der var gået et døgn. Den hyggelige stemning omkring aftensmåltidet blev efterhånden afløst af en trykket stemning, fordi Jesus ville forberede sine apostle på det, der skulle ske. Først og fremmest ville en af dem forråde ham. Judas følte sig selvfølgelig afsløret, og selvom ingen af de andre kunne tro, at de ville forråde Jesus, endte det dog med, at de alle i løbet af Langfredag svigtede ham én for én. Man ved ikke altid selv, hvad man rummer, eller hvad man gør. Der var altså ingen af dem, der havde noget at være stolte af, og Jesus vidste det godt.
Til trods for sin indsigt begyndte han dog ikke at skælde dem ud eller tale ned til dem. I stedet velsignede han brød og vin og delte det ud til dem alle for at styrke dem i den tid, der ville komme. Det er ved dette sidste måltid, at Jesus sagde de ord, som vi stadig gentager hver gang, vi har altergang i kirken. Han vidste, at alle ville svigte ham i det afgørende øjeblik, men det var som om, han tilgav dem på forhånd, og allerede før de havde brug for det, velsignede han dem med sin fred. Påskemåltidet udviklede sig på den måde fra at være et mindemåltid om en fjern fortid til at blive et fredsmåltid, hvor alle tolv apostle fik tilgivelse og velsignelse at leve på, selvom de skulle komme til at gøre ting, de slet ikke ønskede eller troede, de kunne gøre imod deres ven og mester.
Nadveren er altså ikke for dem, der er rene og uskyldige, men for alle dem, der trænger til styrke og trøst i dagligdagen. Styrke til at tro og trøst til at leve. Man kan tænke, at Jesus var det offerlam, der skulle slagtes, så man kunne smøre hans blod på dørstolperne, og døden dermed vil gå forbi. Døden går forbi dem, der har taget del i Jesu blod. Nadvermåltidet rummer dermed en betydning, der peger ud over det rent jordiske.
Nadveren med oblat og vin er et måltid, vi kan gentage igen og igen, hvorimod vi kun døbes én gang. I dåben tilslutter vi os et standpunkt og en tro. Når vi går til alters bekender vi det standpunkt og den tro. Vi står altså offentligt ved, at vi er en del af fællesskabet, af menigheden. Ved nadverbordet lægger vi de personlige stridigheder til side og knæler, ikke for præsten eller for hinanden, men for Jesus, hvis ord genlyder på 200 års afstand. Ligesom Jesus sad til bords med Judas, må også vi samles til måltid trods uenigheder og fjendskaber. Hver især forsamles vi fra fjern og nær i dag dels til nadvermåltid og påskemåltid for hér i fællesskab at spise og mindes og modtage fred, nåde og velsignelse. Amen.
I dag sætter vi fokus på noget helt almindeligt, nemlig måltidet. Alle har en mening om dagligdagens måltider, og mad er generelt i høj kurs i disse tider, hvor forlagene spytter kogebøger ud på stribe, og hvor fjernsynet flyder over med madprogrammer. Politikere og velmenende kostvejledere taler om, at vi både er for tykke og for tynde, at vi spiser for godt og for dårligt, og at vi hele tiden skal være opmærksom på, hvad vi putter i munden. Vi skal dog også huske fornuften og tænke, at det, der kommer ind i munden, jo altså også engang kommer ud.
Man kan sige meget om mad, og mennesker kan i hvert fald ikke leve uden at få noget sul på kroppen. Der har igennem tiden været forskellige kulturer og traditioner om mad og måltider; nogle holder mest af mors kødgryder, andre mest af de berømmede restauranter og atter andre nyder mest noget fast food fra den lokale. Sådan er vi forskellige og giver dermed politikere og velmenende kostvejledere grå hår i hovedet, fordi vi spiser, som det passer os. Mad fylder en del, og groft sagt kan man sige, at det lille barn ammes hos sin mor for at vokse op, og de første tyve år af livet går med at spise, så man kan blive stor og stærk.
Det bedste måltid mad har man i det bedste selskab, om det så er med familie, venner, ens eget selskab eller sammen med interessante fremmede. At spise sammen med folk man ikke kender eller personer, man er uvenner eller fjender med, kan være både akavet og ubehageligt. Man kan miste appetitten, uanset hvor god maden er. At spise sammen frivilligt viser altså noget om, at man gerne vil være sammen og dele en stund sammen. Snakken går nok også nemmere over et måltid; det er ikke så underligt, at mange har holdt stævnemøder over et godt måltid mad, eller at der serveres mad til forskellige politiske møder. Store beslutninger skal man ikke træffe på tom mave – det er barnelærdom.
I dag skal I ikke nøjes med at høre på mig, men vi skal også spise. Ikke kun det daglige brød, ikke fast food fra McD eller den lokale pizzaria, men et jødisk påskemåltid. Det jødiske påskemåltid minder os om dengang Moses stod bag israelitternes flugt fra slavetilværelsen i Egypten. Efter gudstjenesten er der måltid med påskelam og bitre urter, så vi selv kan prøve med sanserne at smage på påsken. Efter prædiken er der altergang, for hvor den jødiske påske bestod af spisningen af et lam med tilbehør af usyret brød og bitre urter, så består den kristne fejring af påsken ved indstiftelsen af nadvermåltidet. Det lyder hyggeligt med al den mad, men vi skal i dag dykke ned i menuen og symbolikken bag.
Traditionen med at fejre påske ved at spise lammekød, stammer tilbage fra dengang, israelitterne blev løsladt fra slaveriet i Egypten. Moses skulle få kong Farao til at løslade slaverne, men Farao nægtede. Ti plager måtte der til, før han endelig gav op, og i et svagt øjeblik lod Moses føre israelitterne ud af Egypten, over det Røde Hav og ud i ørkenen, hvor de skulle vandre omkring i 40 år. Det var ikke nok med ni plager, der måtte én plage mere til, før Farao løsnede sit jerngreb. Gud ville som den tiende plage selv gå på vandring i Egyptens gader, så alle førstefødte ville dø. Man kunne dog redde sin førstefødte ved at slagte et lam og smøre blodet på dørstolperne, så ville Gud gå forbi uden at gøre skade. Lammets død blev menneskets frelse.
Israelitterne slagtede en masse lam og smurte en uhyggelig masse blod på dørstolperne. Men Farao vidste ikke noget om alt dette, og da hans førstefødte søn, hans tronarving, næste dag lå død i sin seng, var han tvunget i knæ. Døden havde fjernet drengens livskraft og jaget en dyb smerte i hjertet på Farao. Endelig gav han op og lod israelitterne gå. Da Moses førte israelitterne ud af Egypten, måtte de skynde sig, før kong Farao ombestemte sig. I skyndingen nåede de kun at tage de vigtigste ting med sig på deres flugt. Sådan er det vel også i dag, når nogle flygter, at man kun lige tager det allermest nødvendige med. Mad skal man jo have, så kvinderne pakkede hurtigt grøntsager, mel og kød, men som flygtning havde de ikke adgang til særligt gode køkkenfaciliteter. De havde ikke ret til et fedt køkken.
Gud havde før deres flugt påbudt dem at spise bitre urter, usyret brød og stegt fårekød – det var en mager diæt, der skulle pege hen på den tid, de måtte leve under fattige forhold på flugt, inden de kunne komme til landet, der flød med mælk og honning. Hyggeligt har det ikke været, og man kan bare se hen til vore tids flygtningelejre i udlandet for at få et indtryk af, hvordan israelitterne levede i deres flugt. Da jøderne endelig havde bosat sig i Israel, hvor de fik bygget et stort og flot tempel til ære for Gud, blev de ved med én gang om året at fejre påsken som minde om dengang, de var slaver og fik reddet livet ved at ofre lam.
Jøderne fejrede på den måde påsken i hundredvis af år, og det var en fast tradition, der fik tusinder af jøder fra andre lande til at samles i Jerusalem denne ene gang om året. Men for et par tusinde år siden skete der noget med påsken. Det var nemlig ved påsketid, at Jesus samledes med sine tolv allernærmeste for at spise påskemåltidet, som det var traditionen. Det måltid skulle dog vise sig at blive noget helt andet, end hans apostle havde regnet med.
Der var mange ting på spil. Igen skulle et lam ofres for at andre kunne leve, men denne gang var lammet ikke født af et får, men af en jomfru. Skærtorsdag er dagen for Jesu sidste måltid, som om han sad på dødsgangen og ventede på sin henrettelse. Jesu eget blod ville flyde, inden der var gået et døgn. Den hyggelige stemning omkring aftensmåltidet blev efterhånden afløst af en trykket stemning, fordi Jesus ville forberede sine apostle på det, der skulle ske. Først og fremmest ville en af dem forråde ham. Judas følte sig selvfølgelig afsløret, og selvom ingen af de andre kunne tro, at de ville forråde Jesus, endte det dog med, at de alle i løbet af Langfredag svigtede ham én for én. Man ved ikke altid selv, hvad man rummer, eller hvad man gør. Der var altså ingen af dem, der havde noget at være stolte af, og Jesus vidste det godt.
Til trods for sin indsigt begyndte han dog ikke at skælde dem ud eller tale ned til dem. I stedet velsignede han brød og vin og delte det ud til dem alle for at styrke dem i den tid, der ville komme. Det er ved dette sidste måltid, at Jesus sagde de ord, som vi stadig gentager hver gang, vi har altergang i kirken. Han vidste, at alle ville svigte ham i det afgørende øjeblik, men det var som om, han tilgav dem på forhånd, og allerede før de havde brug for det, velsignede han dem med sin fred. Påskemåltidet udviklede sig på den måde fra at være et mindemåltid om en fjern fortid til at blive et fredsmåltid, hvor alle tolv apostle fik tilgivelse og velsignelse at leve på, selvom de skulle komme til at gøre ting, de slet ikke ønskede eller troede, de kunne gøre imod deres ven og mester.
Nadveren er altså ikke for dem, der er rene og uskyldige, men for alle dem, der trænger til styrke og trøst i dagligdagen. Styrke til at tro og trøst til at leve. Man kan tænke, at Jesus var det offerlam, der skulle slagtes, så man kunne smøre hans blod på dørstolperne, og døden dermed vil gå forbi. Døden går forbi dem, der har taget del i Jesu blod. Nadvermåltidet rummer dermed en betydning, der peger ud over det rent jordiske.
Nadveren med oblat og vin er et måltid, vi kan gentage igen og igen, hvorimod vi kun døbes én gang. I dåben tilslutter vi os et standpunkt og en tro. Når vi går til alters bekender vi det standpunkt og den tro. Vi står altså offentligt ved, at vi er en del af fællesskabet, af menigheden. Ved nadverbordet lægger vi de personlige stridigheder til side og knæler, ikke for præsten eller for hinanden, men for Jesus, hvis ord genlyder på 200 års afstand. Ligesom Jesus sad til bords med Judas, må også vi samles til måltid trods uenigheder og fjendskaber. Hver især forsamles vi fra fjern og nær i dag dels til nadvermåltid og påskemåltid for hér i fællesskab at spise og mindes og modtage fred, nåde og velsignelse. Amen.
