Prædiken: Nåden er en løn at leve på, ikke en løn at stræbe efter

Klik og læs Bibelteksterne til Septuagesima Søndag

Det er ret almindeligt, at man i tidens løb har sat foran fjernsynet og set alverdens forfærdelige ting. Det kunne være så godt her på jorden, og det er åbenbart så trist og skidt, hvis man skulle tro på flimmerkassen. Ud fra det mørke skær, der ligesom er over jordens uretfærdighed er det altså ret nemt at konstatere, at vi her på jorden ikke ligefrem lever i et lyst paradis. Vi har hørt, at det er godt i himlen, at der déroppe ikke er krig eller sult, nød eller uretfærdigheder.

Der findes mange vingårde i vores verden. Vingården skal forstås som en arbejdsplads eller et samfund, som man kender dem over hele jorden. Man hyres til et stykke arbejde, og får løn som fortjent. Nogle gange får man mere, end man har fortjent, andre gange mindre, end man har fortjent. I samfundet skal man yde for at nyde, og man skal kende sin plads i hierarkiet. Alle steder er der forskel på, hvordan arbejderne behandles og hvordan de aflønnes. Det afhænger meget af kultur og tradition i de enkelte lande og egne. Men uanset hvor på jorden man befinder sig, og uanset hvor, man får arbejde, så gælder det for dem alle, at man arbejder og lever efter nogle love, regler og vilkår, som andre mennesker har bestemt. Og mange steder kan både arbejdspladsen og samfundet til tider føles uretfærdigt. Men kun én vingård har fokus på ret og retfærdighed.

I dag løfter Jesus lidt sløret for det himmerige, som han er kommet for at fortælle om. Et sted, hvor der ikke er sorg eller nød eller ufred eller uretfærdighed. Det var sådan et sted, Jesus lovede ville bryde frem i verden, og hvor han på jorden gik, helbredte han folk og viste dermed helt konkret, hvordan Guds rige kom til syne i verden. Og Jesus sammenkaldte tolv mænd for at lære dem alt det, som han havde at fortælle, så de kunne fortælle det videre efter hans død; videre ud i verden så Guds rige eller vingård kunne vokse her på jorden.

En af Jesu disciple hed Peter. Han var en af dem, der var tættest på Jesus som ven og efterfølger. Ikke fordi han troede alle på de rigtige ting eller kun sagde alle de rigtige ting, men fordi han hele tiden spurgte ind til, hvad Jesus mente. Peter sagde mange ting, der bare faldt ham ind, og man kan nemt forestille sig, at han har været et spørgelystent barn henne i skolen. Peter havde forladt sit arbejde som fisker for at følge efter Jesus, opleve under og mirakler og for at høre alt, hvad Jesus havde at sige om Gud og himmeriget.

Men Peter følte på et tidspunkt, at han ikke fik nok ud af at have forladt alt. Han havde efterhånden set og hørt så meget, at han ikke længere kunne overraskes eller glædes over, at en blind fik synet igen eller at en lam igen kunne gå. Han blev frustreret og tænkte, hvad det hele skulle gøre godt for – hvad ville han få til gengæld for alle de ting, han havde opgivet i sit liv? Han havde sagt sit job op, og havde håbet, at hans tid sammen med Jesus ville være helt fantastisk. Men selv det helt fantastiske vil efter et stykke tid blive normalt og kedeligt, og så begyndte Peter at tænke på, om dét han oplevede nu, virkelig var alt, hvad Jesus havde at byde på? Jovist fik de blinde synet igen, de lamme begyndte at gå, døve fik hørelsen og Jesus forkyndte Guds fred og velsignelse for både rige og fattige. Men Peter havde jo altså sagt sit job op, og havde regnet med at få noget større til gengæld; måske en større løn, måske berømmelse fordi han var venner med den berømte – og berygtede – Jesus, der kunne gøre vidunderlige ting. I stedet oplevede han, at de andre i samfundet hånede og mobbede Jesus og hans venner, at man ikke tog Jesus alvorligt, men at man bagtalte ham og disciplene. Det var ikke lige den form for berømmelse, Peter havde håbet på. Peter havde håbet på mere end hvad Jesus tilsyneladende kunne give ham. Så en dag tog han mod til sig og spurgte Jesus: Hvad får vi egentlig ud af at forlade alt og følges med dig, uanset hvor du går hen?

Os, der lever i dag, kan godt have svært ved at forstå, at Peter beklager sig – hvem ville ikke gerne være i selskab med selveste Jesus? Om det så bare var en time eller en enkelt dag. Men Peter så altså ikke det helt særlige, der skete lige foran ham. Hvad vi ville se som noget helt fantastisk, så Peter på med frustration. Han havde forventet at få mere af Jesus, men Peter fik ligesom alle de andre. Peter havde følt sig særligt udvalgt til at følge efter Jesus og havde følt, hans arbejde var noget helt særligt i gruppen. Derfor måtte han vel også forventet at få en særlig løn. Men selv det helt særlige bliver på et tidspunkt ganske almindeligt, og hvem gider egentlig leve i almindelighedens daglige tilværelse, når nu man kan søge spændende eventyr alle mulige andre steder? Peter begyndte at spørge efter mere spænding eller en højere løn, og så måtte Jesus jo forklare, hvordan det hele skulle forstås. Dengang lød ordene til Peter, og i dag lyder de til os her i kirken.

Jesus henviser i lignelsen til, at der ikke er grænser for, hvor meget man kan arbejde i hans vingård; man kan begynde tidlig eller sent, og der er arbejde nok til alle. Lønnen er den samme, men man skal arbejde så meget, som man kan og har talenter til – hvis altså man vil. Det handler om valg og samvittighed. Hvis man som Peter vælger at slå følge med Jesus og arbejde i hans vingård, så kan man regne med den løn, der er aftalt – hverken mere eller mindre. I den gamle aftale mellem Gud og mennesker fik mennesker løn som fortjent, men i den nye aftale får vi ved dåben løftet om, at vi alle står til at få lige løn uanset, hvordan vort liv former sig og uanset, hvor meget eller lidt arbejde vi får udført. Ligesom en atlet, der virkelig dedikerer sig til at vinde sejren, sådan levede også Jesus fokuseret på at åbne folks øjne for, hvad det vil sige at arbejde i hans vingård. Det et nemlig ikke en vingård som alle de andre, vi kender i vores verden. I hans vingård arbejder alle til samme gode lån – for alle får, hvad de har behov for, uanset om de har arbejdet længe eller kort. Det er en løn at leve på i stedet for en løn at stræbe efter.

Men her på jorden er ingen vingård ligesom himmerigets. Vi lever stadig med lyster, laster og længsler, der skaber mange trængsler for os – og stod det til os, ville himmerigets vingård aldrig blive at finde her på jorden. For os er det naturligt at sammenligne os med hinanden på godt og ondt hvad angår løn, talenter, kærlighed og andre vigtige ting i livet. Det er når vi som arbejdere sammenligner vores løn med hinanden, at vi bliver utilfredse, hvilket er logisk, for her på jorden får vi ikke altid til livets ophold, og det er til tider sådan at nogle bliver snydt for løn mens andre får alt for meget. Uanset om man har arbejdet kort eller længe skal man dog kunne spise, drikke og være glad for livet og tilværelsen så længe man lever. Misundelsen opstår, fordi man føler sig berettiget til mere, fordi man har arbejdet mere.

I lignelsen hører vi ikke om, hvad de mange arbejdere rent faktisk laver i vingården. Der er ingen udførlig beskrivelse af opgaverne eller af, hvem der laver meget og hvem der laver lidt. Bare fordi man har været i vingården længe, betyder det ikke nødvendigvis, at man også har været flittig i sin gerning. Det vigtige i lignelsen er altså lønnen og arbejdernes reaktion på den. Lønnen er nemlig ganske særlig, idet alle modtager lige meget uanset indsats. Man kunne kalde det en nådeløn; en løn, der gives rundhåndet og gratis. Den gives nemlig også til dem, der ikke har arbejdet ret længe. Det er altså ikke arbejdernes indsats, der afgør lønnen, men arbejdsgiverens – altså Guds – velvilje. Hvis man har en streng og uretfærdig arbejdsgiver, som det ofte kan ske i vore jordiske vingårde, så ville man få en dårlig løn uanset, hvor meget man så arbejdede. Men arbejderne i lignelsens vingård har en retfærdig arbejdsgiver, der giver ens løn til alle, fordi alle har behov for lige netop dén løn. Disciplen Peter måtte altså forstå, at han selv havde truffet valget, og at lønnen var høj nok til at både de første og de sidste kunne leve af den.

Nu er spørgsmålet så, hvad alt det her med arbejde i vingård og løn har med os at gøre her i dag. Når vi døbes, bliver vi på en måde ansat i en vingård, nemlig som medlemmer af Folkekirken og af den menighed, som alle døbte på hele jorden er medlem af. Som døbte arbejder vi ud fra troen på håbet om, at vi en dag alle får den løn, vi har brug for og ikke den løn, vi fortjener. Og imens vi lever kan vi arbejde så meget eller så lidt som vore talenter og vor samvittighed byder os. Arbejdes skal der, for selvom vi er blevet døbt er livet ingen dans på roser, og både tro, håb og kærlighed er altså under beskydning fra mange sider i disse tider. Man behøver ikke åbne fjernsynet eller avisen ret meget for at opdage, at er brug for hjælpende hænder hvad angår både tro, håb og kærlighed. Aftalen om lønnen blev indgået ved vores dåb – det er de nådige ord om, at Gud aldrig vil forlade os. Tilbage står bare at tage fat på arbejdet i vort liv i vores verden i vores vingård. Amen.