Vi kender vist alle sådan en person, der nogle gange slår under bordet og siger ”7-9-13”, som et tegn på, at man ønsker ikke at blive ramt af ulykke – ja, som et ønske om lykke i livet. I stedet kunne man sige: ”6-9-13”, for i Matthæusevangeliet kap 6 v. 9-13 står Fadervor. I Fadervor, som Jesus lærte sine disciple, for at vi engang skulle lære den, beder vi bl.a. om ”det daglige brød”. Det betyder ikke, at vi forestiller os, at Gud er den største og mest travle bager i universet, men vi tror, at alt, hvad vi har brug for af tøj, mad og daglige fornødenheder, det vil Gud give os.
Det skal ikke forstås på den måde, at bønnen er et magisk trylleord, der uden videre giver os alt, hvad vi peger på, og som hjertet begærer. Men i Fadervor beder vi især om det ”daglige brød”, der slet ikke er brød, men noget, vi har mere brug for end det bedste brød fra bageren; nemlig Guds nåde og velsignelse samt menneskers nærvær og kærlighed. Det er da noget, vi bør bede om at få lidt af hver dag.
Når vi er sulte, skal vi have noget at spise; når vi er tørstige, skal vi have noget at drikke. Sådan fungerer kroppen, og det kan vi mærke, når maven knurrer eller munden bliver helt tør som sand i mangel på vand. Nogle vil mene, at mad og drikke og daglige fornødenheder er vigtigere end Guds nåde, men ærlig talt, så tager de fejl. Vi kan godt leve længe på mad og drikke og daglige fornødenheder, men ingen af os kan leve uden det, der giver livet indhold, glæde og mening. Hvem af os ville vælge mad og drikke og materielle ting frem for fx kærlighed, omsorg, nærvær og venskab? Og det er jo netop velsignelser som dem, vi beder om, når vi beder om ”det daglige brød”; at vi også hver dag må få føle os elskede og holdt af; at vi må få tilgivelse, når vi synder eller dummer os i forhold til Gud eller mennesker.
Nogle gange kan vi se på vores liv og tænke, at vi kun har smuler til at mætte os. Her tænker jeg ikke på de materielle goder, for det har de fleste af os i overflod; ingen af os behøver gå sultne i seng eller være iklædt snavset og ødelagt tøj. Men de materielle ting kan ikke mætte den sult, vi har i os; selvom nogle prøver at blive mætte ved at købe sig fattigere i dyre, store og flotte ting. I stedet synes de at blive fattigere både på penge og medmenneskelighed. Jagten på velstand og materiel sikkerhed dækker over ønsket om ikke at mangle noget i livet. Det er meget forståeligt, men man kan aldrig sikre sig 100% her i livet; en dag kan hjertet sige stop, selvom man er på verdens top. I stedet for at jage efter vind, må vi acceptere, at livet er skrøbeligt, og at vi en dag kan rammes af ulykker og modgang. I Fadervor beder vi ikke om at undgå modgang i livet, men vi håber på, at når vi rammes af modgang, undergang og underskud af såvel det materielle som det åndelige, at Gud så selv vil fylde vore depoter op og give os, hvad vi ikke kan give os selv; give os, hvad Han ved, vi mangler.
Når Jesus tager de fem brød og to fisk, tager han folkets materielle smuler, som på ingen måde kunne mætte den enorme folkeskare. Men Jesus gjorde, som Gud gør – han skabte overflod ud af underskuddet. Derfor ville folkeskaren gøre ham til konge – for sikke da nogle evner! Rent materielt kunne det være rart med en konge, der har sådanne evner til at skabe overflod af underskud; men det materielle sagde ikke Jesus noget; for der er mere i livet end det fysiske, og mennesket er mere værd, end maden og klæderne og alt det, vi finder materielt nødvendigt. Vi skal ikke leve af brød alene; men brød skal vi dog have. De daglige fornødenheder betyder ikke bare mad på bordet og tøj på kroppen, men i højere grad også føde til sjælen og opmuntrende ord – et glædeligt budskab, som vi kan leve på, selvom vi skulle miste alt andet.
I dag ender fastetiden, for på søndag tager vi hul på påsketiden. Derfor er bespisningsunderet et tegn på, at Gud nok skal sørge for at tage sig af os, og at vi ikke skal have så travlt med alt det fysiske, alt det jordiske og alt det materielle, selvom det både er nemmere at forholde sig til og nemmere at have med at gøre. Men nøgne kom vi ind i verden, og nøgne går vi herfra – hvorfor har vi så travlt med alt det, vi engang skal efterlade? Alt det, der tager vores tid fra andre mennesker, tager vores tid fra tjeneste for Gud? Til tider kan vi have så travlt, at der hverken bliver tid til en kop kaffe med folk eller en bøn til Gud – og hvad nytte har vi så af alt det, vi så gerne vil nå, hvis prisen er, at vi mister os selv?
Når vi materielt set forsøger at sikre vores eget liv, så skuer vi indad i vores egen verden og egen navle og tænker mest på, hvad vi selv har lyst til; og dermed glemmer vi at have blik for alle dem omkring os, der har brug for os – ikke alle vore gode gaver, men for de ting, vi ikke kan betale os fra; nemlig vort nærvær, vores tid. Gud har givet os en ubeskrivelig rigdom ved at give os livet; men vi har vænnet os til alt det, vi har fået i overflod, og nu synes vi, det er for fattigt; at det ikke er nok. Hvem skønner på foråret? Det har vi jo set hvert år. Hvem skønner på personerne omkring os? De kan jo være til besvær og stå i vejen for vores egen jagt på lykke og bekvemmelighed.
Da folkeskaren var blevet mættet til overflod, havde de allerede glemt selve miraklet, glemt at være taknemmelige for det, de havde fået, og ville have noget andet og noget mere – derfor skulle Jesus være deres konge, så de aldrig mere skulle sulte eller tørste. De tænkte dog på maden og ikke på syndernes forladelse og det evige liv. Det er nærliggende, at vi prøver at mætte sjælens sult og længsel efter nåde og barmhjertighed med de materielle goder; men først må den åndelige sult have føde, for ellers bliver vi aldrig virkeligt mættede. Ligesom legemet kræver det daglige brød og hverdagens fornødenheder, så kræver vi også en portion åndelig føde, så troen kan vokse i håbet om Guds og menneskers kærlighed. Vi skal altså ikke vælge det ene frem for det andet – for sjæl og legeme hænger sammen, men vi skal hver især finde en vej i livet, hvor vi får føde til både det fysiske liv og det åndelige. Amen.
Læsninger fra Bibelen
Salmer: 1. DDS 14: Tænk, at livet koster livet; 2. DDS 41: Lille Guds barn; 3. DDS 31: Til himlene rækker; ---; 4. DDS 662: Hvad kan os komme til for nød; 5. DDS 467,5-7: Du er vor skat, o Jesus sød; 6. DDS 675: Gud, vi er i gode hænder
Det skal ikke forstås på den måde, at bønnen er et magisk trylleord, der uden videre giver os alt, hvad vi peger på, og som hjertet begærer. Men i Fadervor beder vi især om det ”daglige brød”, der slet ikke er brød, men noget, vi har mere brug for end det bedste brød fra bageren; nemlig Guds nåde og velsignelse samt menneskers nærvær og kærlighed. Det er da noget, vi bør bede om at få lidt af hver dag.
Når vi er sulte, skal vi have noget at spise; når vi er tørstige, skal vi have noget at drikke. Sådan fungerer kroppen, og det kan vi mærke, når maven knurrer eller munden bliver helt tør som sand i mangel på vand. Nogle vil mene, at mad og drikke og daglige fornødenheder er vigtigere end Guds nåde, men ærlig talt, så tager de fejl. Vi kan godt leve længe på mad og drikke og daglige fornødenheder, men ingen af os kan leve uden det, der giver livet indhold, glæde og mening. Hvem af os ville vælge mad og drikke og materielle ting frem for fx kærlighed, omsorg, nærvær og venskab? Og det er jo netop velsignelser som dem, vi beder om, når vi beder om ”det daglige brød”; at vi også hver dag må få føle os elskede og holdt af; at vi må få tilgivelse, når vi synder eller dummer os i forhold til Gud eller mennesker.
Nogle gange kan vi se på vores liv og tænke, at vi kun har smuler til at mætte os. Her tænker jeg ikke på de materielle goder, for det har de fleste af os i overflod; ingen af os behøver gå sultne i seng eller være iklædt snavset og ødelagt tøj. Men de materielle ting kan ikke mætte den sult, vi har i os; selvom nogle prøver at blive mætte ved at købe sig fattigere i dyre, store og flotte ting. I stedet synes de at blive fattigere både på penge og medmenneskelighed. Jagten på velstand og materiel sikkerhed dækker over ønsket om ikke at mangle noget i livet. Det er meget forståeligt, men man kan aldrig sikre sig 100% her i livet; en dag kan hjertet sige stop, selvom man er på verdens top. I stedet for at jage efter vind, må vi acceptere, at livet er skrøbeligt, og at vi en dag kan rammes af ulykker og modgang. I Fadervor beder vi ikke om at undgå modgang i livet, men vi håber på, at når vi rammes af modgang, undergang og underskud af såvel det materielle som det åndelige, at Gud så selv vil fylde vore depoter op og give os, hvad vi ikke kan give os selv; give os, hvad Han ved, vi mangler.
Når Jesus tager de fem brød og to fisk, tager han folkets materielle smuler, som på ingen måde kunne mætte den enorme folkeskare. Men Jesus gjorde, som Gud gør – han skabte overflod ud af underskuddet. Derfor ville folkeskaren gøre ham til konge – for sikke da nogle evner! Rent materielt kunne det være rart med en konge, der har sådanne evner til at skabe overflod af underskud; men det materielle sagde ikke Jesus noget; for der er mere i livet end det fysiske, og mennesket er mere værd, end maden og klæderne og alt det, vi finder materielt nødvendigt. Vi skal ikke leve af brød alene; men brød skal vi dog have. De daglige fornødenheder betyder ikke bare mad på bordet og tøj på kroppen, men i højere grad også føde til sjælen og opmuntrende ord – et glædeligt budskab, som vi kan leve på, selvom vi skulle miste alt andet.
I dag ender fastetiden, for på søndag tager vi hul på påsketiden. Derfor er bespisningsunderet et tegn på, at Gud nok skal sørge for at tage sig af os, og at vi ikke skal have så travlt med alt det fysiske, alt det jordiske og alt det materielle, selvom det både er nemmere at forholde sig til og nemmere at have med at gøre. Men nøgne kom vi ind i verden, og nøgne går vi herfra – hvorfor har vi så travlt med alt det, vi engang skal efterlade? Alt det, der tager vores tid fra andre mennesker, tager vores tid fra tjeneste for Gud? Til tider kan vi have så travlt, at der hverken bliver tid til en kop kaffe med folk eller en bøn til Gud – og hvad nytte har vi så af alt det, vi så gerne vil nå, hvis prisen er, at vi mister os selv?
Når vi materielt set forsøger at sikre vores eget liv, så skuer vi indad i vores egen verden og egen navle og tænker mest på, hvad vi selv har lyst til; og dermed glemmer vi at have blik for alle dem omkring os, der har brug for os – ikke alle vore gode gaver, men for de ting, vi ikke kan betale os fra; nemlig vort nærvær, vores tid. Gud har givet os en ubeskrivelig rigdom ved at give os livet; men vi har vænnet os til alt det, vi har fået i overflod, og nu synes vi, det er for fattigt; at det ikke er nok. Hvem skønner på foråret? Det har vi jo set hvert år. Hvem skønner på personerne omkring os? De kan jo være til besvær og stå i vejen for vores egen jagt på lykke og bekvemmelighed.
Da folkeskaren var blevet mættet til overflod, havde de allerede glemt selve miraklet, glemt at være taknemmelige for det, de havde fået, og ville have noget andet og noget mere – derfor skulle Jesus være deres konge, så de aldrig mere skulle sulte eller tørste. De tænkte dog på maden og ikke på syndernes forladelse og det evige liv. Det er nærliggende, at vi prøver at mætte sjælens sult og længsel efter nåde og barmhjertighed med de materielle goder; men først må den åndelige sult have føde, for ellers bliver vi aldrig virkeligt mættede. Ligesom legemet kræver det daglige brød og hverdagens fornødenheder, så kræver vi også en portion åndelig føde, så troen kan vokse i håbet om Guds og menneskers kærlighed. Vi skal altså ikke vælge det ene frem for det andet – for sjæl og legeme hænger sammen, men vi skal hver især finde en vej i livet, hvor vi får føde til både det fysiske liv og det åndelige. Amen.
Læsninger fra Bibelen
Salmer: 1. DDS 14: Tænk, at livet koster livet; 2. DDS 41: Lille Guds barn; 3. DDS 31: Til himlene rækker; ---; 4. DDS 662: Hvad kan os komme til for nød; 5. DDS 467,5-7: Du er vor skat, o Jesus sød; 6. DDS 675: Gud, vi er i gode hænder
