Gudstjenesten i dag skal ses i sammenhæng med den indsamling, der finder sted efter gudstjenesten, hvor mange over hele landet går ud på gader og stræder for at samle penge ind til Folkekirkens Nødhjælp. Også jeg har opfordret konfirmanderne både fra Vilslev og Hunderup samt mange andre til at tage del i indsamlingen. For det gør en forskel. Ikke bare for dem, der modtager den nødhjælp, der bliver råd til, men også for alle dem, der enten går en tur i området eller nøjes med at lægge en mønt i indsamlingsbøssen.
Det gør en forskel for os, at vi tænker på andre end os selv. Til hverdag går mange timer med vore egne ting, og vi arbejder på det, der er vores her i verden. Sådan er det, og sådan har det altid været. Man bekymrer sig mest om det, der er tættest på en selv. På mange måder er det godt, fordi vi jo har ansvar for det, vi har fået givet, hver en evne, selve livet. Vi ærer Gud ved at tage godt vare på vores liv og tilværelse; ja, ved at gøre det så godt vi nu kan både i skolen og på arbejdet og i enhver anden sammenhæng, vi måtte befinde os i. Vi skal være til stede, her hvor vi er sat blandt mennesker.
Kristendom handler ikke om at vente på livet på den anden side af døden, men det er i langt højere grad at bruge sin tid her på jorden til at gøre noget godt for andre, mere præcist: at give andre håb om et godt liv. Det kan vi gøre på mange forskellige måder, og i dag sker det altså ved at vi lader en del af vore penge gå til andre, der har mere brug for dem. For hvad mangler vi af ting? Har vi ikke en overflod af ting derhjemme? Eller, hvornår har vi nok? Det kan godt være, vi ønsker os nogle nye ting, men det er de færreste af os, der ligefrem mangler de helt basale og livsvigtige ting. Og heldigvis for det!
Det danske velfærdssamfund burde være rig nok til, at ingen her i landet skulle være hjemløse, være sultne eller tørstige, men sådan er det desværre ikke. Der er plads til forbedringer. Vi har vist endnu ikke fundet ud af, hvorfor der er ondskab og galskab i verden, men vi prøver at finde ud af at leve så godt vi kan, i det liv og den tilværelse, vi er sat ind i. Og fordi vi ikke kan vide os sikre på vores liv, helbred og lykke her i verden, har vi brug for et håb; noget, vi kan håbe på, som ikke afhænger af os selv.
Verdens bedste håb får vi her i kirken, hvor vi hører Guds ord til det menneskeliv, vi lever, med løfter om, at vi ikke skal lade os slå ud af modgang og lidelse, men igen og igen ”komme op på hesten” som man siger, og blive ved med at tage tilværelsens ansvar på os, så vi kan leve et liv, hvorved vi ærer Gud og gavner vore medmennesker. Og derfor hører det med til det jævne, almindelige liv, at vi mødes til gudstjeneste for at reflektere og tænke over, hvad Gud i det høje vil med os i det lave. Tænk, han er der i sin himmel, og vi lever hernede på jorden – hvad er meningen? Jeg har endnu ikke fundet svaret, men så længe vi lever her, kan vi tage fat på at leve, som Jesus gjorde. Han er Guds billede på et rigtig godt menneske, og i ham har vi altså et forbillede. Til hver gudstjeneste er det derfor Jesus, som fylder mest.
I dag har jeg læst fra tre steder i Bibelen. Først en historie om Moses, så et stykke fra Peter og så endelig et afsnit om Jesus. Alle tre stykker har det til fælles, at det handler om, hvad vi har brug for her i livet. Moses var ham, der førte israelitterne ud af fangenskab og slaveri i Egypten, og han vandrede rundt i ørkenen i 40 år, så folket begyndte at sulte og beklagede deres nød og elendighed. Gud lod nogle mirakler ske, og han sendte meget konkret nødhjælp, så folket dels fik brød og dels fik håb til at fortsætte deres vandring. Det er nemlig fra Gud selv, at vi finder håbet til dette jævne kristne menneskeliv. Peter skrev om det på en måde, der kræver, at man holder tungen lige i munden, men pointen er, at det man tror på, må man også handle efter. Hvordan man lever, hænger sammen med, hvad man tror på. Først når der er balance mellem tro og tilværelse, vil man opleve dybden af troens styrke. Og endelig samles de to teksters pointer hos Jesus, der betoner, at hans opgave er at give brød og liv til vores verden, hvor sult og død er en daglig erfaring. Ingen kan brødføde os som han kan; for han giver os noget, vi ikke kan give os selv. Vi skal ikke leve af brød alene, men så sandelig også af de velsignelser, der regner fra himlen og som blomstrer op omkring os. Det kan vi ikke købe os til. Fra himlen bragte han velsignelser af tro, håb og kærlighed, som vi har fået at spise – se, dét er mad, der består til evigt liv.
Når nu vi har fået al denne overflod både i form løfter fra Gud og i dagligdagens materielle goder, bør vi så ikke bruge noget af vores tid på at række hånden ud til dem, der mangler ting i tilværelsen, som vi tager for givet? Eller kan vi med god samvittighed kalde os kristne, hvis vi nægter at række håbets brød til den, der sulter?
Når vi ud rækker hånden, sender Gud Helligånden, og således kommer både det daglige brød og det evige livs håb frem til enhver, der har brug for det. Da spirer og blomstrer håbet til glæde for Gud og mennesker, for livet finder sted dér, hvor Gud går med. Lad os da gå ud i dagligdagen med velsignelsen fra Gud og opgaven fra Jesus; derud hvor vi faktisk kan gøre en forskel. Amen.
Prædikentekster til Midfaste Søndag
Salmer: 1. DDS 10: Alt, hvad som fuglevinger fik; 2. DDS 522: Nåden er din dagligdag; 3. DDS 367: Vi rækker vore hænder frem; ---; 4. DDS 69: Du fødtes på jord; 5. DDS 662,4-6: Hvad kan os komme til for nød; 6. DDS 11: Nu takker alle Gud
MEDDELELSER
Søndag d. 18. marts har jeg gudstjeneste kl. 9.30 i Gredstedbro kirke og kl. 11 i Vilslev kirke. Den søndag skal vi høre om, hvordan jomfru Maria reagerer på, at hun er blevet gravid og skal føde Jesus, Guds egen søn. Det er måske ikke alle, der vil være glade for sådan en overraskende omvæltning i tilværelsen.
Tirsdag d. 13. marts kl. 8 i Hunderup kirke og torsdag d. 15. marts kl. 8 i Vilslev kirke holder jeg morgenandagt med konfirmanderne, hvor alle er velkomne.
Onsdag d. 14. marts kl. 9.30 er der en kort gudstjeneste i Hunderup kirke for dagplejebørn og børnehavebørn, hvor alle er velkommen. Samme dag kl. 14 holder jeg foredrag i Vilslev konfirmandstue om min familietur til Iran. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne.
Det gør en forskel for os, at vi tænker på andre end os selv. Til hverdag går mange timer med vore egne ting, og vi arbejder på det, der er vores her i verden. Sådan er det, og sådan har det altid været. Man bekymrer sig mest om det, der er tættest på en selv. På mange måder er det godt, fordi vi jo har ansvar for det, vi har fået givet, hver en evne, selve livet. Vi ærer Gud ved at tage godt vare på vores liv og tilværelse; ja, ved at gøre det så godt vi nu kan både i skolen og på arbejdet og i enhver anden sammenhæng, vi måtte befinde os i. Vi skal være til stede, her hvor vi er sat blandt mennesker.
Kristendom handler ikke om at vente på livet på den anden side af døden, men det er i langt højere grad at bruge sin tid her på jorden til at gøre noget godt for andre, mere præcist: at give andre håb om et godt liv. Det kan vi gøre på mange forskellige måder, og i dag sker det altså ved at vi lader en del af vore penge gå til andre, der har mere brug for dem. For hvad mangler vi af ting? Har vi ikke en overflod af ting derhjemme? Eller, hvornår har vi nok? Det kan godt være, vi ønsker os nogle nye ting, men det er de færreste af os, der ligefrem mangler de helt basale og livsvigtige ting. Og heldigvis for det!
Det danske velfærdssamfund burde være rig nok til, at ingen her i landet skulle være hjemløse, være sultne eller tørstige, men sådan er det desværre ikke. Der er plads til forbedringer. Vi har vist endnu ikke fundet ud af, hvorfor der er ondskab og galskab i verden, men vi prøver at finde ud af at leve så godt vi kan, i det liv og den tilværelse, vi er sat ind i. Og fordi vi ikke kan vide os sikre på vores liv, helbred og lykke her i verden, har vi brug for et håb; noget, vi kan håbe på, som ikke afhænger af os selv.
Verdens bedste håb får vi her i kirken, hvor vi hører Guds ord til det menneskeliv, vi lever, med løfter om, at vi ikke skal lade os slå ud af modgang og lidelse, men igen og igen ”komme op på hesten” som man siger, og blive ved med at tage tilværelsens ansvar på os, så vi kan leve et liv, hvorved vi ærer Gud og gavner vore medmennesker. Og derfor hører det med til det jævne, almindelige liv, at vi mødes til gudstjeneste for at reflektere og tænke over, hvad Gud i det høje vil med os i det lave. Tænk, han er der i sin himmel, og vi lever hernede på jorden – hvad er meningen? Jeg har endnu ikke fundet svaret, men så længe vi lever her, kan vi tage fat på at leve, som Jesus gjorde. Han er Guds billede på et rigtig godt menneske, og i ham har vi altså et forbillede. Til hver gudstjeneste er det derfor Jesus, som fylder mest.
I dag har jeg læst fra tre steder i Bibelen. Først en historie om Moses, så et stykke fra Peter og så endelig et afsnit om Jesus. Alle tre stykker har det til fælles, at det handler om, hvad vi har brug for her i livet. Moses var ham, der førte israelitterne ud af fangenskab og slaveri i Egypten, og han vandrede rundt i ørkenen i 40 år, så folket begyndte at sulte og beklagede deres nød og elendighed. Gud lod nogle mirakler ske, og han sendte meget konkret nødhjælp, så folket dels fik brød og dels fik håb til at fortsætte deres vandring. Det er nemlig fra Gud selv, at vi finder håbet til dette jævne kristne menneskeliv. Peter skrev om det på en måde, der kræver, at man holder tungen lige i munden, men pointen er, at det man tror på, må man også handle efter. Hvordan man lever, hænger sammen med, hvad man tror på. Først når der er balance mellem tro og tilværelse, vil man opleve dybden af troens styrke. Og endelig samles de to teksters pointer hos Jesus, der betoner, at hans opgave er at give brød og liv til vores verden, hvor sult og død er en daglig erfaring. Ingen kan brødføde os som han kan; for han giver os noget, vi ikke kan give os selv. Vi skal ikke leve af brød alene, men så sandelig også af de velsignelser, der regner fra himlen og som blomstrer op omkring os. Det kan vi ikke købe os til. Fra himlen bragte han velsignelser af tro, håb og kærlighed, som vi har fået at spise – se, dét er mad, der består til evigt liv.
Når nu vi har fået al denne overflod både i form løfter fra Gud og i dagligdagens materielle goder, bør vi så ikke bruge noget af vores tid på at række hånden ud til dem, der mangler ting i tilværelsen, som vi tager for givet? Eller kan vi med god samvittighed kalde os kristne, hvis vi nægter at række håbets brød til den, der sulter?
Når vi ud rækker hånden, sender Gud Helligånden, og således kommer både det daglige brød og det evige livs håb frem til enhver, der har brug for det. Da spirer og blomstrer håbet til glæde for Gud og mennesker, for livet finder sted dér, hvor Gud går med. Lad os da gå ud i dagligdagen med velsignelsen fra Gud og opgaven fra Jesus; derud hvor vi faktisk kan gøre en forskel. Amen.
Prædikentekster til Midfaste Søndag
Salmer: 1. DDS 10: Alt, hvad som fuglevinger fik; 2. DDS 522: Nåden er din dagligdag; 3. DDS 367: Vi rækker vore hænder frem; ---; 4. DDS 69: Du fødtes på jord; 5. DDS 662,4-6: Hvad kan os komme til for nød; 6. DDS 11: Nu takker alle Gud
MEDDELELSER
Søndag d. 18. marts har jeg gudstjeneste kl. 9.30 i Gredstedbro kirke og kl. 11 i Vilslev kirke. Den søndag skal vi høre om, hvordan jomfru Maria reagerer på, at hun er blevet gravid og skal føde Jesus, Guds egen søn. Det er måske ikke alle, der vil være glade for sådan en overraskende omvæltning i tilværelsen.
Tirsdag d. 13. marts kl. 8 i Hunderup kirke og torsdag d. 15. marts kl. 8 i Vilslev kirke holder jeg morgenandagt med konfirmanderne, hvor alle er velkomne.
Onsdag d. 14. marts kl. 9.30 er der en kort gudstjeneste i Hunderup kirke for dagplejebørn og børnehavebørn, hvor alle er velkommen. Samme dag kl. 14 holder jeg foredrag i Vilslev konfirmandstue om min familietur til Iran. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne.
