”Giv i dag vort daglige brød” beder vi i Fadervor. Det daglige brød betyder alt det, vi dagligt har brug for i livet lige fra mad og husly til menneskelig nærvær og omsorg. Også Guds nåde hører til i denne del af bønnen, ligesom vi også beder om at vi må tilgive os selv og hinanden. ”Giv os i dag vort daglige brød” er i sig selv en kort bøn om, at vi fra Gud må få skænket alt det, vi har brug for til livets og troens opretholdelse. Det har vi brug for at bede om hver dag, og da mennesket ikke lever af brød alene, beder vi også om at leve af hvert Ord, der udgår fra Guds mund.
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Fra barnsben har vi lært, at Jesus blev født i en stald i Betlehem. Derom hersker ingen tvivl, hverken hos voksne eller børn – det er så sandt, som det er sagt – og det er blevet sagt mange gange. I Bibelen synes ingenting at være overladt til tilfældigheder, og hvis man kigger nærmere på byens navn opdager man, at Betlehem er hebraisk og betyder ”brødhus”. Vi kender til honningkagehuse, men i forbindelse med kristendom er det Jesusbarnet, der anses for at være det himmelske brød, der er landet på jorden. Israelitterne i ørkenen fik brød fra himlen, så de kunne overleve deres ørkenvandring, men det var brød, der kun mættede en dag. Med Jesus kom der himmelsk brød til jorden, der skulle mætte i evighed. Ved nadverbordet spiser vi Jesu legeme som brød, og selvom sådan en oblat kan synes at være ubetydelig lille og et ynkeligt stykke brød, er det dog et tegn på noget af det største: At Gud selv ønsker måltidsfællesskab med os.
I dag befinder vi os lige midt i fastetiden, deraf søndagens navn: Midfaste. Vi er midt mellem Fastelavns søndag og Påskedag. Vi er altså halvvejs på vej til den største og vigtigste dag i kirkens kalender. Fastetiden handler jo om at afholde sig fra visse ting, og nogle har tradition for at faste fra noget bestemt mad, i nyere tid faster mange fra facebook eller finder noget andet dagligdags, de kan afholde sig fra. Og lige midt i denne tid hører vi om brød, om mad, om opretholdelse af livet, og man kan da undre sig over, at vi skal høre om mad i en fastetid. Det betyder nok, at vi bedst forstår, hvad denne mad er, når vi lige netop befinder os i fastetiden. Ligesom man bedst sætter pris på at blive mæt, når man har været virkelig sulten. Eller rigtig kan glæde sig over lys og varme, når man har måttet døje med kulde og mørke. Til tider kan livet føles som en ørkenvandring, hvor vi mangler basale dele; vand og brød kan mangle ligesom troen kan vakle – og man fortvivler i sin mangel.
Israelitterne sultede i ørkenen, hvor de manglede alt, men de fik brød, så de kunne leve. I Danmark skal de fleste heldigvis ikke bekymre sig om de daglige måltider eller almindelige fornødenheder. Vi lever i overflod af mange ting, og der tales oftere om madspil end om danskere i hungersnød. Det materielle kan dog ikke stille vores sult på alle områder. Omsorg og nærvær kan ikke erstattes af fine gaver eller smarte ting; tro og tvivl kan ikke afklares ved at blive fodret med underholdning.
Dagligt skal vi have solidt mad, så vi kan leve, og vi skal høre evangeliet, så vi kan tro. Vi har nok en tendens til at sætte mere pris på maden, end vi sætter pris på ordet om Guds nåde. Der er i hvert fald langt flere madprogrammer og kogebøger end der er udsendelser om kristendom og tro. Det bugner ikke ligefrem med kristendom i det offentlige rum, og kan vi sulte og tørste og være underernærede i længsel efter at tro på Guds barmhjertighed. Kristendom er fyldt med disse store ord om nåde og barmhjertighed. I det store og hele handler det dog om, at vi på det jævne deler brød med hinanden, når vi inviterer hinanden ind i vore liv og bruger tid på at spise sammen. Der er meget fast food i vores kultur, hvor alting åbenbart helst skal gå hurtigere, men at spise sammen tager nu engang den tid, det skal tage. Og Gud gav sig god tid, inden han gav israelitterne noget at spise, og inden Jesus blev født i brødets hus.
Men hvordan skal vi dog kunne tro? Vi ser jo ingen tegn på Guds nærvær, påstår mange, og vi får da hverken brød fra himlen eller store mirakler at se. Sådan sagde de også på Jesu tid. Hvis Jesus ville prøve at overbevise dem ved at gøre store mirakler og undere, ja, så kunne kan gøre det lige til Dommedag, men folk ville stadig tvivle i stedet for at tro. Det ligger nærmest i vore gener hele tiden at drage alting i tvivl – især, når det drejer sig om ting, vi ikke kan se eller fuldt ud forstå. Den jyske tilbageholdenhed og skeptiske tilgang udtrykkes fint med et stille ”Arh, ka’ det no’ og pas’?” og man siger det som regel, når noget lyder for godt til at være sandt. Jeg indrømmer: Det kristne budskab lyder for godt til at være sandt – men det er dog alligevel det sandeste af alt.
Det er ikke en sandhed, der kan bevises i et laboratorium, men det må forstås i tro, og det må gribes som et håb. At Jesus er livets brød, prøver vi at forholde os til, når vi ved gudstjenesten holder altergang. Dér indbyder Kristus selv til måltidsfællesskab for enhver, der har fundet vej til kirken. Nadverbordet er et tegn på håbets ord om nåde for syndere og tilgivelse af al synd; at spise sammen bærer altså velsignelse og tilgivelse med sig. Jesus tilgiver os ganske enkelt ved at danne måltidsfællesskab med os. Sådan må også vi række hinanden brød og vin og være til daglig velsignelse for hinanden. Amen.
Bibeltekster til Midfaste Søndag
Salmer: 1. DDS 10: Alt hvad, som fuglevinger fik; 2. DDS 457: Du, som gik foran os (Pedersen); 3. DDS 637: Du, som mætted tusind munde; --- ; 4. DDS 662: Hvad kan os komme til for nød; 5. DDS 217: Min Jesus lad mit hjerte få; 6. DDS 675: Gud, vi er i gode hænder
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Fra barnsben har vi lært, at Jesus blev født i en stald i Betlehem. Derom hersker ingen tvivl, hverken hos voksne eller børn – det er så sandt, som det er sagt – og det er blevet sagt mange gange. I Bibelen synes ingenting at være overladt til tilfældigheder, og hvis man kigger nærmere på byens navn opdager man, at Betlehem er hebraisk og betyder ”brødhus”. Vi kender til honningkagehuse, men i forbindelse med kristendom er det Jesusbarnet, der anses for at være det himmelske brød, der er landet på jorden. Israelitterne i ørkenen fik brød fra himlen, så de kunne overleve deres ørkenvandring, men det var brød, der kun mættede en dag. Med Jesus kom der himmelsk brød til jorden, der skulle mætte i evighed. Ved nadverbordet spiser vi Jesu legeme som brød, og selvom sådan en oblat kan synes at være ubetydelig lille og et ynkeligt stykke brød, er det dog et tegn på noget af det største: At Gud selv ønsker måltidsfællesskab med os.
I dag befinder vi os lige midt i fastetiden, deraf søndagens navn: Midfaste. Vi er midt mellem Fastelavns søndag og Påskedag. Vi er altså halvvejs på vej til den største og vigtigste dag i kirkens kalender. Fastetiden handler jo om at afholde sig fra visse ting, og nogle har tradition for at faste fra noget bestemt mad, i nyere tid faster mange fra facebook eller finder noget andet dagligdags, de kan afholde sig fra. Og lige midt i denne tid hører vi om brød, om mad, om opretholdelse af livet, og man kan da undre sig over, at vi skal høre om mad i en fastetid. Det betyder nok, at vi bedst forstår, hvad denne mad er, når vi lige netop befinder os i fastetiden. Ligesom man bedst sætter pris på at blive mæt, når man har været virkelig sulten. Eller rigtig kan glæde sig over lys og varme, når man har måttet døje med kulde og mørke. Til tider kan livet føles som en ørkenvandring, hvor vi mangler basale dele; vand og brød kan mangle ligesom troen kan vakle – og man fortvivler i sin mangel.
Israelitterne sultede i ørkenen, hvor de manglede alt, men de fik brød, så de kunne leve. I Danmark skal de fleste heldigvis ikke bekymre sig om de daglige måltider eller almindelige fornødenheder. Vi lever i overflod af mange ting, og der tales oftere om madspil end om danskere i hungersnød. Det materielle kan dog ikke stille vores sult på alle områder. Omsorg og nærvær kan ikke erstattes af fine gaver eller smarte ting; tro og tvivl kan ikke afklares ved at blive fodret med underholdning.
Dagligt skal vi have solidt mad, så vi kan leve, og vi skal høre evangeliet, så vi kan tro. Vi har nok en tendens til at sætte mere pris på maden, end vi sætter pris på ordet om Guds nåde. Der er i hvert fald langt flere madprogrammer og kogebøger end der er udsendelser om kristendom og tro. Det bugner ikke ligefrem med kristendom i det offentlige rum, og kan vi sulte og tørste og være underernærede i længsel efter at tro på Guds barmhjertighed. Kristendom er fyldt med disse store ord om nåde og barmhjertighed. I det store og hele handler det dog om, at vi på det jævne deler brød med hinanden, når vi inviterer hinanden ind i vore liv og bruger tid på at spise sammen. Der er meget fast food i vores kultur, hvor alting åbenbart helst skal gå hurtigere, men at spise sammen tager nu engang den tid, det skal tage. Og Gud gav sig god tid, inden han gav israelitterne noget at spise, og inden Jesus blev født i brødets hus.
Men hvordan skal vi dog kunne tro? Vi ser jo ingen tegn på Guds nærvær, påstår mange, og vi får da hverken brød fra himlen eller store mirakler at se. Sådan sagde de også på Jesu tid. Hvis Jesus ville prøve at overbevise dem ved at gøre store mirakler og undere, ja, så kunne kan gøre det lige til Dommedag, men folk ville stadig tvivle i stedet for at tro. Det ligger nærmest i vore gener hele tiden at drage alting i tvivl – især, når det drejer sig om ting, vi ikke kan se eller fuldt ud forstå. Den jyske tilbageholdenhed og skeptiske tilgang udtrykkes fint med et stille ”Arh, ka’ det no’ og pas’?” og man siger det som regel, når noget lyder for godt til at være sandt. Jeg indrømmer: Det kristne budskab lyder for godt til at være sandt – men det er dog alligevel det sandeste af alt.
Det er ikke en sandhed, der kan bevises i et laboratorium, men det må forstås i tro, og det må gribes som et håb. At Jesus er livets brød, prøver vi at forholde os til, når vi ved gudstjenesten holder altergang. Dér indbyder Kristus selv til måltidsfællesskab for enhver, der har fundet vej til kirken. Nadverbordet er et tegn på håbets ord om nåde for syndere og tilgivelse af al synd; at spise sammen bærer altså velsignelse og tilgivelse med sig. Jesus tilgiver os ganske enkelt ved at danne måltidsfællesskab med os. Sådan må også vi række hinanden brød og vin og være til daglig velsignelse for hinanden. Amen.
Bibeltekster til Midfaste Søndag
Salmer: 1. DDS 10: Alt hvad, som fuglevinger fik; 2. DDS 457: Du, som gik foran os (Pedersen); 3. DDS 637: Du, som mætted tusind munde; --- ; 4. DDS 662: Hvad kan os komme til for nød; 5. DDS 217: Min Jesus lad mit hjerte få; 6. DDS 675: Gud, vi er i gode hænder
