Søndag den 15. august 2021 kl. 11, Hunderup Kirke, 11. s.e.T. (I). Vi fejrer 2 årgange af guldkonfirmander (årgang 1971 og årgang 1970). SALMER 748: Nu vågne alle Guds fugle små - 73: Vi synger med Maria - 523: Min nåde er dig nok – Prædiken - 609: Dybt fornedres skal enhver - 468, v. 2-4: O Jesus på din alterfod - 11: Nu takker alle Gud. Efter gudstjenesten er menighedsrådet vært (i Tårnrummet) ved kransekage og champagne - jeg tænker, der bør være nok til, at alle kirkegængere kan få lidt... og jeg vil gerne tage et foto af hver årgang af guldkonfirmanderne.
Intro til GT
Nu skal vi høre et afsnit fra Jobs Bog. Job var ham, som var blevet velsignet med en overflod af gode gaver, så han havde en stor familie og var enormt rig på mange ting. Han fik alt taget fra sig, da Satan ramte ham med modgang for at teste hans tro. Men uanset hvad Job måtte gå igennem og miste, holdt han fast ved sin tro på Gud.
Intro til NT
I det afsnit vi skal høre fra Paulus, lægger han vægt på, at Jesus er opstået og at det er set og bevidnet af mange – og også af Paulus selv, selvom han dog var den ringeste af alle. Inden han blev kristen, forfulgte han nemlig de kristne og fik dem fængslet, tortureret og dræbt.
Prædiken
I går fejrede vi konfirmation i Vilslev Kirke af 9 unge, som derved trådte ind i de voksnes rækker, som vi siger. I dag er vi samlet med nogle, som har været i de voksnes rækker i en del år efterhånden, og måske finder man med årene ud af, hvad udtrykket egentlig dækker over? De unge ved, at det der med at blive voksen bl.a. handler om at arbejde længe og hårdt for at betale regninger og skat – det har de jo hørt fra deres forældre, men er der mere i livet end det? Ja, heldigvis. I min tale til konfirmanderne lavede jeg et lille ordspil. Hvilket ord begynder med C og ender på A? Naturligvis kender vi CORONA, som har fyldt rigtig meget på mange måder de seneste mange måneder. Ud over at corona er en forfærdelig sygdom, så er den også symbol på alt det trælse, negative og dumme, der fylder i vores tilværelse. Over for ordet corona, satte jeg et andet ord, der også begynder med C og ender på A, og som symbol repræsenterer det noget langt glædeligere og hyggeligere, nemlig COLA. Min pointe var, at vi især i denne tid, hvor også kirken er kommet med i den store genåbning, skal øve os i at erstatte corona med cola, altså det negative med det positive. Dog er vi jo stadig de samme mennesker og personer, uanset om vores tilværelse er fyldt af corona eller cola, og at være menneske er ikke altid så nemt og enkelt; man kan øve sig igennem et helt liv i at blive et menneske, men hvornår er man i mål?
Hen over sommeren har fodboldkampe og de olympiske lege fyldt meget, og det bliver tydeligt for os, at nogle er bedre end andre. Nogle er bedre til at score mål, løbe hurtigt, kaste med ting osv. end andre. Nogle har trænet deres krop og psyke til at yde maksimalt, så de kan vinde medaljer og stå på sejrspodiet og blive hyldet som en slags overmennesker eller supermennesker, der kan noget, langt de fleste af os ikke kan. Nogle af disse sportsudøvere er ydmyge og ved godt, at de skal blive ved med at yde deres bedste både inden for og uden for sporten for at blive ved med at være blandt eliten, mens andre ikke står tilbage for at prale, håne deres konkurrenter og fremhæve sig selv. Fristelsen for hovmodighed er stor, når man hyldes som det ypperste blandt mennesker; den ypperste til at yde en fysisk kraftanstrengelse, der sætter verdensrekord og giver storhed og berømmelse. Fristelsen til at blive hovmodig ligger snublende nær, når man som disse elitesportsudøvere soler sig i beundringen fra de hyldestråbende og jublende fans. ”Hovmod står for fald”, lyder et ordsprog, og et andet: ”Højt at flyve, dybt at falde”, og vi ser da også tit nok at både sportsstjerner og politikere falder langt oppe fra deres piedestaler og dybt ned under det jævne niveau, fordi de i deres selvbillede var langt højere oppe, end virkeligheden kunne bære dem.
De fleste af os er hverken elitesportsudøvere eller berømte politikere, men stolthed, hovmod og egoisme kan findes i os alle. Da Jesus fortalte sin lignelse, kunne man tro, at menneskeheden kun bestod af to slags personer: de hovmodige og de ydmyge, og på den måde kunne han skære sin pointe ud i pap. Virkeligheden er dog, at ingen kun er hovmodig eller ydmyg, men at vi rummer begge dele. Nogle gange går vi forbi en person, som vi nedværdiger i vores indre med en fordømmelse, der rumsterer i tankerne, og som højst viser sig i den måde, vi kigger på personen – eller kigger væk. Andre gange står vi ydmyge over for en person, som vi tænker store tanker om. Over for den berømte og kendte person kan vi optræde ydmygt og slesk, mens vi over for den usle, fattige og fremmede knapt gider frembringe en følelse eller tanke på vedkommende. Hvorfor er det sådan? Hvorfor ringeagter vi én person og højagter en anden? Det gælder dog ikke bare andre personer, men også os selv, at vi nogle gange hader os selv og andre gange elsker os selv. Hvorfor er det sådan? Her i kirken svarer vi med, at det er synden i vores menneskelige natur, der gør, at vi er sådan over for hinanden. Synden er, at vi ikke elsker alle mennesker lige meget, og at vi ikke tror så meget på Gud, at det har betydning for den måde, vi lever på. Sådan ser kristendommen på menneskers virkelighed, men svaret er ikke beregnet på at slå hinanden eller os selv i hovedet; det er en forklaring på, hvorfor vi gør dumme ting, men det er også en opfordring til at gøre noget ved det. Gud ønsker nemlig ikke, at vi skal blive ved med at være fanget i alt det, som syndens væsen er: Manglende næstekærlighed og tro. Tværtimod kan vi øve os i det og træne os i at være bedre til at se hinanden som ligeværdige og jævnbyrde personer. Hvorfor skulle vi fremhæve os selv på bekostning af andre? Hvis vi har det så meget bedre end en sølle stakkel, bør vi i stedet se, om vi kan gøre noget for at hjælpe. Så enkelt er det sådan set; så enkelt ser det ud udefra, men når vi hjælper, så rækker vi hinanden langt mere end en hånd; vi rækker også håb, ligeværdighed og medmenneskelighed.
Jeg har tænkt meget på de to mænd, der bad inde i templet. Den ene var så indgroet i sin selvoptagethed, at der ikke var plads til Gud som andet end en far, der skulle klappe ham på hovedet som en dygtig søn. Den ene ville have ros og anerkendelse for alt det gode, han gjorde. Den anden ville bare gerne have fred med sin samvittighed, fordi han vidste, at han ikke havde noget godt at rose sig af. Hvem af de to er mon mest til skade eller gavn for andre? Jeg tænker, at den ydmyge er mest til gavn, for han tænker ikke, at han er for fin til at hjælpe andre. Den hovmodige vil derimod være til skade for andre, fordi han ganske enkelt overser alle på sin vej, fordi han kun har øje for sig selv. Hvilken skam. Det bedste i livet er dog at få øje på hinanden og hjælpe hinanden til mere glæde i den daglige hverdag. Ja, mere cola og mindre corona – eller, i dagens anledning – mere champagne! (som vi skal nyde efter gudstjenesten). Der er så meget godt, vi kan dele med hinanden og gøre for hinanden; herunder også at tilgive hinanden, så vi ikke holdes fanget af de fejl og dumheder, vi uvægerligt kommer til at begå. Det er (desværre) også en del af at træde ind i de voksnes rækker. Ja, voksenlivet er meget mere, end man kan forestille sig, når man bliver konfirmeret, men Gud er den samme. Hans Søn er vores frelser og forbillede, og når vi lever for at være andre til gavn, da glædes vi alle i Jesu navn. Amen.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn Lad os alle bede
Vor himmelske Fader. Tak for de dage, år og timer, vi har fået skænket. Lad os ikke leve for os selv, men lever med tanke og øje for andre. Oh Jesus, du gav dig selv i liv og død og blev lagt ned i jordens skød; men påskemorgen stod du op og opstod med evighedsliv i din egen krop. Send os din livsånd, så vi dit ord kan forstå og tro, og deri finde samvittighedsfred og sjælero. Vær med os i medgang og modgang, på gode dage såvel som tunge dage. Styrk vor Gudstro, vort evighedshåb og væres næstekærlighed. Amen.
Meddelelser
På søndag skal vi høre om, at Jesus helbredte en mand, der var døv og havde svært ved at tale. Jesus helbredte manden, men ville ikke have, at de skulle sige det til nogen; men jo mere, han forbød dem det, desto mere talte de om det. Det er åbenbart umuligt at holde noget hemmeligt, som er mirakuløst og glædeligt.
VILSLEV:
Vilslevs guldkonfirmander fejrer vi søndag den 22. august kl. 11.
Mandag den 30. august kl. 19 er der kirkegårdsvandring. Vi begynder på kirkegården og går bagefter over i konfirmandstuen til kaffe og samvær.
HUNDERUP:
Søndag den 22. august fejrer vi gudstjeneste kl. 9.30
Søndag den 29. august kl. 10 fejrer vi konfirmation i Hunderup Kirke af 10 konfirmander.
I dag fejrer vi guldkonfirmanderne som blev konfirmeret i 1970 og 1971 – vi har slået de to årgange sammen, fordi det sidste år ikke var muligt at gennemføre fejringen. Efter gudstjenesten er der champagne og kransekage til alle her i kirken, for når det regner på guldkonfirmander, dypper det på menigheden. Og når vi har skålet, vil jeg gerne tage et billede af hvert guldkonfirmandhold heroppe ved døbefonten.
Nu vil jeg bede dem, der blev konfirmeret i Hunderup Kirke den 3. maj 1970 om at rejse sig, og så vil jeg læse navnene på holdet: Anne Mette Jensen, Conny Lauridsen, Lis Marcussen, Birgit Bjelke Jensen, Maria Bøgesvang Andersen, Birgitte Jensen, John Husted Andersen, Søren Cramer Rosendal, Jens Antonius Biltoft, Johnny Vestergaard, Kaj Helth Pedersen, Knud Erik Boesen Smidt, Jeppe Frøsig, Svend Cramer Rosendal.
I må gerne sætte jer igen, og så vil jeg bede dem, der blev konfirmeret i Hunderup Kirke den 2. maj 1971 om at rejse sig: Ena Mariane Lauridsen, Jette Staniok, Kirsten-Marie Jakobsen, Vivian Inger Grann Hermansen, Lene Schøler Rødgaard, Lis Vestergaard Pedersen, Randi Stenomgaard Rasmussen, Eva Svenna Bjerrum, Hanne Grethe Holm, Marianne Bjelke, Torben Thingvad Clausen, Kai Aksel Sørensen
Desværre er der nogle guldkonfirmander vi i dag må undvære i vores forsamling, da de er gået bort. Jeg vil bede jer alle om at rejse jer, så vi i fællesskab kan tage en stille stund til at mindes dem. Det drejer sig om Hilma Hundebøl og Gurli Jørgensen fra årgang 1970 samt Jens Jørn Rasmussen og Leif Nissen Jensen fra årgang 1971.
Æret være deres minde.
Apostolsk velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Intro til GT
Nu skal vi høre et afsnit fra Jobs Bog. Job var ham, som var blevet velsignet med en overflod af gode gaver, så han havde en stor familie og var enormt rig på mange ting. Han fik alt taget fra sig, da Satan ramte ham med modgang for at teste hans tro. Men uanset hvad Job måtte gå igennem og miste, holdt han fast ved sin tro på Gud.
Intro til NT
I det afsnit vi skal høre fra Paulus, lægger han vægt på, at Jesus er opstået og at det er set og bevidnet af mange – og også af Paulus selv, selvom han dog var den ringeste af alle. Inden han blev kristen, forfulgte han nemlig de kristne og fik dem fængslet, tortureret og dræbt.
Prædiken
I går fejrede vi konfirmation i Vilslev Kirke af 9 unge, som derved trådte ind i de voksnes rækker, som vi siger. I dag er vi samlet med nogle, som har været i de voksnes rækker i en del år efterhånden, og måske finder man med årene ud af, hvad udtrykket egentlig dækker over? De unge ved, at det der med at blive voksen bl.a. handler om at arbejde længe og hårdt for at betale regninger og skat – det har de jo hørt fra deres forældre, men er der mere i livet end det? Ja, heldigvis. I min tale til konfirmanderne lavede jeg et lille ordspil. Hvilket ord begynder med C og ender på A? Naturligvis kender vi CORONA, som har fyldt rigtig meget på mange måder de seneste mange måneder. Ud over at corona er en forfærdelig sygdom, så er den også symbol på alt det trælse, negative og dumme, der fylder i vores tilværelse. Over for ordet corona, satte jeg et andet ord, der også begynder med C og ender på A, og som symbol repræsenterer det noget langt glædeligere og hyggeligere, nemlig COLA. Min pointe var, at vi især i denne tid, hvor også kirken er kommet med i den store genåbning, skal øve os i at erstatte corona med cola, altså det negative med det positive. Dog er vi jo stadig de samme mennesker og personer, uanset om vores tilværelse er fyldt af corona eller cola, og at være menneske er ikke altid så nemt og enkelt; man kan øve sig igennem et helt liv i at blive et menneske, men hvornår er man i mål?
Hen over sommeren har fodboldkampe og de olympiske lege fyldt meget, og det bliver tydeligt for os, at nogle er bedre end andre. Nogle er bedre til at score mål, løbe hurtigt, kaste med ting osv. end andre. Nogle har trænet deres krop og psyke til at yde maksimalt, så de kan vinde medaljer og stå på sejrspodiet og blive hyldet som en slags overmennesker eller supermennesker, der kan noget, langt de fleste af os ikke kan. Nogle af disse sportsudøvere er ydmyge og ved godt, at de skal blive ved med at yde deres bedste både inden for og uden for sporten for at blive ved med at være blandt eliten, mens andre ikke står tilbage for at prale, håne deres konkurrenter og fremhæve sig selv. Fristelsen for hovmodighed er stor, når man hyldes som det ypperste blandt mennesker; den ypperste til at yde en fysisk kraftanstrengelse, der sætter verdensrekord og giver storhed og berømmelse. Fristelsen til at blive hovmodig ligger snublende nær, når man som disse elitesportsudøvere soler sig i beundringen fra de hyldestråbende og jublende fans. ”Hovmod står for fald”, lyder et ordsprog, og et andet: ”Højt at flyve, dybt at falde”, og vi ser da også tit nok at både sportsstjerner og politikere falder langt oppe fra deres piedestaler og dybt ned under det jævne niveau, fordi de i deres selvbillede var langt højere oppe, end virkeligheden kunne bære dem.
De fleste af os er hverken elitesportsudøvere eller berømte politikere, men stolthed, hovmod og egoisme kan findes i os alle. Da Jesus fortalte sin lignelse, kunne man tro, at menneskeheden kun bestod af to slags personer: de hovmodige og de ydmyge, og på den måde kunne han skære sin pointe ud i pap. Virkeligheden er dog, at ingen kun er hovmodig eller ydmyg, men at vi rummer begge dele. Nogle gange går vi forbi en person, som vi nedværdiger i vores indre med en fordømmelse, der rumsterer i tankerne, og som højst viser sig i den måde, vi kigger på personen – eller kigger væk. Andre gange står vi ydmyge over for en person, som vi tænker store tanker om. Over for den berømte og kendte person kan vi optræde ydmygt og slesk, mens vi over for den usle, fattige og fremmede knapt gider frembringe en følelse eller tanke på vedkommende. Hvorfor er det sådan? Hvorfor ringeagter vi én person og højagter en anden? Det gælder dog ikke bare andre personer, men også os selv, at vi nogle gange hader os selv og andre gange elsker os selv. Hvorfor er det sådan? Her i kirken svarer vi med, at det er synden i vores menneskelige natur, der gør, at vi er sådan over for hinanden. Synden er, at vi ikke elsker alle mennesker lige meget, og at vi ikke tror så meget på Gud, at det har betydning for den måde, vi lever på. Sådan ser kristendommen på menneskers virkelighed, men svaret er ikke beregnet på at slå hinanden eller os selv i hovedet; det er en forklaring på, hvorfor vi gør dumme ting, men det er også en opfordring til at gøre noget ved det. Gud ønsker nemlig ikke, at vi skal blive ved med at være fanget i alt det, som syndens væsen er: Manglende næstekærlighed og tro. Tværtimod kan vi øve os i det og træne os i at være bedre til at se hinanden som ligeværdige og jævnbyrde personer. Hvorfor skulle vi fremhæve os selv på bekostning af andre? Hvis vi har det så meget bedre end en sølle stakkel, bør vi i stedet se, om vi kan gøre noget for at hjælpe. Så enkelt er det sådan set; så enkelt ser det ud udefra, men når vi hjælper, så rækker vi hinanden langt mere end en hånd; vi rækker også håb, ligeværdighed og medmenneskelighed.
Jeg har tænkt meget på de to mænd, der bad inde i templet. Den ene var så indgroet i sin selvoptagethed, at der ikke var plads til Gud som andet end en far, der skulle klappe ham på hovedet som en dygtig søn. Den ene ville have ros og anerkendelse for alt det gode, han gjorde. Den anden ville bare gerne have fred med sin samvittighed, fordi han vidste, at han ikke havde noget godt at rose sig af. Hvem af de to er mon mest til skade eller gavn for andre? Jeg tænker, at den ydmyge er mest til gavn, for han tænker ikke, at han er for fin til at hjælpe andre. Den hovmodige vil derimod være til skade for andre, fordi han ganske enkelt overser alle på sin vej, fordi han kun har øje for sig selv. Hvilken skam. Det bedste i livet er dog at få øje på hinanden og hjælpe hinanden til mere glæde i den daglige hverdag. Ja, mere cola og mindre corona – eller, i dagens anledning – mere champagne! (som vi skal nyde efter gudstjenesten). Der er så meget godt, vi kan dele med hinanden og gøre for hinanden; herunder også at tilgive hinanden, så vi ikke holdes fanget af de fejl og dumheder, vi uvægerligt kommer til at begå. Det er (desværre) også en del af at træde ind i de voksnes rækker. Ja, voksenlivet er meget mere, end man kan forestille sig, når man bliver konfirmeret, men Gud er den samme. Hans Søn er vores frelser og forbillede, og når vi lever for at være andre til gavn, da glædes vi alle i Jesu navn. Amen.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn Lad os alle bede
Vor himmelske Fader. Tak for de dage, år og timer, vi har fået skænket. Lad os ikke leve for os selv, men lever med tanke og øje for andre. Oh Jesus, du gav dig selv i liv og død og blev lagt ned i jordens skød; men påskemorgen stod du op og opstod med evighedsliv i din egen krop. Send os din livsånd, så vi dit ord kan forstå og tro, og deri finde samvittighedsfred og sjælero. Vær med os i medgang og modgang, på gode dage såvel som tunge dage. Styrk vor Gudstro, vort evighedshåb og væres næstekærlighed. Amen.
Meddelelser
På søndag skal vi høre om, at Jesus helbredte en mand, der var døv og havde svært ved at tale. Jesus helbredte manden, men ville ikke have, at de skulle sige det til nogen; men jo mere, han forbød dem det, desto mere talte de om det. Det er åbenbart umuligt at holde noget hemmeligt, som er mirakuløst og glædeligt.
VILSLEV:
Vilslevs guldkonfirmander fejrer vi søndag den 22. august kl. 11.
Mandag den 30. august kl. 19 er der kirkegårdsvandring. Vi begynder på kirkegården og går bagefter over i konfirmandstuen til kaffe og samvær.
HUNDERUP:
Søndag den 22. august fejrer vi gudstjeneste kl. 9.30
Søndag den 29. august kl. 10 fejrer vi konfirmation i Hunderup Kirke af 10 konfirmander.
I dag fejrer vi guldkonfirmanderne som blev konfirmeret i 1970 og 1971 – vi har slået de to årgange sammen, fordi det sidste år ikke var muligt at gennemføre fejringen. Efter gudstjenesten er der champagne og kransekage til alle her i kirken, for når det regner på guldkonfirmander, dypper det på menigheden. Og når vi har skålet, vil jeg gerne tage et billede af hvert guldkonfirmandhold heroppe ved døbefonten.
Nu vil jeg bede dem, der blev konfirmeret i Hunderup Kirke den 3. maj 1970 om at rejse sig, og så vil jeg læse navnene på holdet: Anne Mette Jensen, Conny Lauridsen, Lis Marcussen, Birgit Bjelke Jensen, Maria Bøgesvang Andersen, Birgitte Jensen, John Husted Andersen, Søren Cramer Rosendal, Jens Antonius Biltoft, Johnny Vestergaard, Kaj Helth Pedersen, Knud Erik Boesen Smidt, Jeppe Frøsig, Svend Cramer Rosendal.
I må gerne sætte jer igen, og så vil jeg bede dem, der blev konfirmeret i Hunderup Kirke den 2. maj 1971 om at rejse sig: Ena Mariane Lauridsen, Jette Staniok, Kirsten-Marie Jakobsen, Vivian Inger Grann Hermansen, Lene Schøler Rødgaard, Lis Vestergaard Pedersen, Randi Stenomgaard Rasmussen, Eva Svenna Bjerrum, Hanne Grethe Holm, Marianne Bjelke, Torben Thingvad Clausen, Kai Aksel Sørensen
Desværre er der nogle guldkonfirmander vi i dag må undvære i vores forsamling, da de er gået bort. Jeg vil bede jer alle om at rejse jer, så vi i fællesskab kan tage en stille stund til at mindes dem. Det drejer sig om Hilma Hundebøl og Gurli Jørgensen fra årgang 1970 samt Jens Jørn Rasmussen og Leif Nissen Jensen fra årgang 1971.
Æret være deres minde.
Apostolsk velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
