En hyrde, der vogter sine får imod ulve er et billede, som selv børn forstår. Og måske var det bedre at prædike over denne tekst, hvis kun børn skulle høre på den. For børn har en umiddelbar tilgang til livet og tilværelsen, men efterhånden som børn vokser op, bliver livet mere kompliceret og det simple billede får andre dybder og dimensioner; man kan endda læse psykologi og politik ind i Jesu fortællinger. Som voksen vil man som regel spørge; ”Jamen hvem er fårene et billede på? Hvem er ulvene? Og hvis Jesus er den gode hyrde, hvorfor vogter han så i dag ikke sine får fra ulvenes angreb?” For vi kan jo nemt tolke det sådan, at vi her i kirken er Jesu får, og at ulvene er alle dem, der udfordrer vores tro.
Ulve er fårenes naturlige fjender, og det ser vi også nu i Danmark, hvor evangelieteksten pludseligt udfoldes i virkeligheden; ulvene æder fårene, der ellers skulle være sikkert beskyttede bag hegn. Hvad skal man stille op? De grænseoverløbende ulve trives naturligvis i Danmark, fordi hjorte og får i et par århundrede har været fri for den fare, de udgør. Ulvene har derfor let spil, og de springer simpelthen over hvor gærdet er lavest for at sætte tænderne i de fede og velopdrættede får og lam, der ikke har mange steder at flygte hen. Desuden er fårene ikke længere beskyttet af en god hyrde, så de er prisgivet ulvenes rovdyrsinstinkter. Fårets natur er at være offer for ulvens natur. Ulven er afhængig af at kunne æde fåret, men fåret er ikke afhængig af ulven.
Ulven er kendetegnet ved at have en stærk natur. Den er et rovdyr, der med sylespidse tænder jagter og nedlægger svagere dyr. Ulve jager oftest helt unge, ældre eller svagelige og syge rådyr og krondyr. På den måde kan ulven være med til at sikre en sund vildtbestand. Ulve æder også ådsler, påkørte dyr og andre rovdyrs byttedyr. Ulve kan også finde på at dræbe husdyr som for eksempel får, lam, geder eller kalve. I eventyr og fortællinger for børn optræder ulven som et farligt dyr. Fårene optræder derimod som blide og lidt dumme dyr.
Fåret er nærmest ulvens modsætning. Fårene bruger meget tid på at æde græs, og de må endda drøvtygge det for at få fuld udbytte af føden. Fårene har brug for at blive klippet årligt, og de er ikke kendte for at være de mest intelligente dyr. Det er som om, de ubekymret driver rundt ude på markerne og tager livet for givet, imens de lige drøvtygger en ekstra gang uden at tænke for meget over deres fremtid.
Både ulven og fåret er et flokdyr, men de opfører sig fuldstændigt forskelligt. Ulvene har ikke brug for en hyrde; de kan nok klare sig selv. Ulven lærer at jage i flok, så byttedyret ikke slipper væk, og i ulveflokken er der en bestemt rangorden. Fårene er svage dyr, der kan nøjes med at slentre og æde græs, hvor de går og står. Men de har brug for en god hyrde, der kan beskytte dem imod udefrakommende farer. Billedligt talt findes der blandt mennesker både ulve og får. Jesus bruger netop ulv og får som billeder på noget andet – på mennesker i hans samtid. Dog afslører han ikke præcist, hvem der er får, og hvem der er ulve. Jesus kalder sig selv for den gode hyrde. Man ved, han er en god hyrde, fordi han ofrede sit liv for at fårene kunne leve. Han lod ulvene slå ham ihjel, så de ikke skulle skade fårene. Hvis Jesus er en hyrde, betyder det også, at hans tilhængere er ligesom får; sådan lidt godmodige, dumme og tungnemme i det; at de ikke kan klare sig selv, og at de har brug for én til at vogte dem imod udefrakommende farer.
Vores tid hylder ikke ligefrem tanken om, at man skal være afhængig af en vejleder eller guide. Tværtimod er det på mode at være selvstændig, uafhængig og kan tage vare på sin egen lykke – uanset om man så må æde et par får undervejs. Fårene er de svage, ulvene de stærke; og ifølge naturens orden er det altid de stærkeste, der overlever og sejrer. I skolen og på arbejdet skal man derfor naturligvis konkurrere mod andre om de få gode pladser i livet. På arbejdsmarkedets jagtmarker må man lære at være som en ulv og være sulten efter succes, hvis man vil have at livet skal lykkes. At være ulv er at være sin egen lykkes smed; det er at tage kontrol over sit liv og at tage ansvar for at man opnår de mål, man sætter sig i livet. Karrieremennesker hyldes som stærke mennesker i de kulørte blade, hvor taberne er dem, der er afhængige af andres hjælp. At være en del af ulveflokken kræver derfor, at man hele tiden er stærk og på vagt; hvis man viser tegn på svaghed, bliver man erstattet af en stærkere ulv, og man derved ryger ud i kulden, væk fra den gode plads, som man har tilkæmpet sig.
Et får er dog ligegodt en del af flokken lige fra det er et lam til det er et gammelt får. Får æder ikke andre dyr, og har altså ikke udviklet en jagtteknik til at nedlægge dyr eller sejre over andre flokke af får. Får har på den måde en langt mere simpel tilværelse, i hvert fald hvis de har en hyrde eller en god landmand til at sørge for dem. De er også ret hjælpeløse dyr, der kan blive væk fra flokken eller sidde fast i blød jord. Det er altså ikke ligefrem et kompliment, når man omtaler andre som værende fåret selvom det er positivt, hvis en person er blidt som et lam.
Hvor ulven mister status ved at være svag, så bærer hyrden over med de får, der klumrer rundt og forvilder sig væk eller ud på uheldige eventyr. Et får har ikke et eller andet ideal at skulle leve op til, men er lige afholdt af hyrden uanset, om den er stor, flot og stærk eller om den halter bagefter i flokken. Fårenes trivsel afhænger af hyrden.
På en måde er der ligesom en lighed mellem fåret og barnet. Hjælpeløse og afhængige af andres hjælp og beskyttelse lever både børn og får med håb om, at en anden har magten til at beskytte dem mod farer og fjender. Såvel barn som får er magtesløse, hvis ikke de får hjælp. At indse sin magtesløshed betyder også, at man må forlade sig på en anden; ikke blot en, der er stærkere, men en helt anden; hyrden er jo heller ikke bare et stærkere får, men er et helt andet væsen. Hverken barnet eller fåret har en særlig styrke i sig selv, der gør dem særligt egnede til at være får eller børn. At være barn har alle mennesker været i stand til, for det kræver ikke noget af os. Såvel får som børn er bundet til deres naturlighed. Fra naturens side er de overladt til en andens nåde og beskyttelse. Den gode hyrdes natur er derfor at drage omsorg for fåret, lige så vel som den gode forældre helt naturligt drager omsorg for barnet. Hvor ulvene i al deres selvsikkerhed altså ikke savner en hyrde, stiller Jesus sig frem som den gode hyrde for alle os, der har indset vores egen hjælpeløshed og afhængighed af Guds omsorg. Som fåret bræger på hjælp fra hyrden og som barnets gråd hidkalder forældrenes omsorg, så beder vi om Guds nåde ved Jesus Kristus. Amen.