Kære menighed. Jeg ville i dag gerne have kunnet stillet mig herop på prædikestolen og talt på en fantastisk måde om Maria, som jeg nærer dyb respekt for. Jeg ville gerne have ydet hende den retfærdighed at kunne bruge ord og begreber om hende, som kunne tegne hende så lyslevende for os alle, at vi bare måtte tie og se på hende i beundring og forundring over, at en sådan almindelig ung kvinde kunne så få stor en rolle i Guds plan om velsignelse og frelse for verden.
Men at kunne frembringe sådan en prædiken kræver fordybelse og tid, og ligesom snart sagt alle andre i det danske samfund lider også jeg under for mange opgaver, for store ambitioner og for lidt tid. Der er så meget, vi skal nå – siger vi til hinanden, og vi siger det så tit, at det er blevet en sandhed i sig selv, at vi skal nå meget. For det er jo sådan, at hvis vi ikke havde meget vi skulle nå, jamen, ville vi så ikke bare nogle dovne mennesker, der fordriver tiden med ikke at have travlt? Og er det ikke en stor synd at spilde tiden? Er det ikke hovmodigt at tro, at man har tid nok?
I al vores iver efter at opleve så meget som muligt og at leve så meget som muligt i de få øjeblikke, vi har fået givet, er det som om, at tiden er blevet vores fjende. I hvert fald føles den som en fjende, når tidens onde tjener i form af et ubarmhjertigt vækkeur river mine søde drømme i stykker og sparker mig ud af sengen og hen til morgenmirakelmagerkaffemaskinen, der med sin sorte drik bringer nyt liv i det gamle skroglegeme. Ja, en fjende er tiden, at den går altid for hurtigt, når jeg vil tage det langsomt, og så går den dræbende langsomt, når jeg vil have tiden hurtigt overstået.
Men nogle dage imellem stress på den ene side og jag på den anden, finder jeg mig pludseligt placeret midt i et tidløst øjeblik af opklarende lys og varme. Det er som om Gud selv sender mig et øjebliks pusterum og et sekunds dyb stilhed, hvor jeg bare får lov at være til som menneske af hans nåde uden at tænke på, hvad alle andre måtte mene om, at jeg nu igen er kommet for tidligt eller for sent eller slet ikke, eller om jeg igen har skuffet eller levet op til andres forventninger.
Iblandt alt det, man sådan skal nå i sin hverdag er der noget, som fylder og andet, som falder væk; noget, som får plads i kalenderen og noget, som skubbes ud. Desværre er det nok tit og ofte selveste Gud, der må ud og vige til fordel for alt det, vi selv vil og mener at kunne. Alligevel har jeg en oplevelse af i disse små og korte, klare stunder, at Gud er langt mere tålmodig, end vi kan forstå og begribe. Det er en trøst også for en fortravlet præst. Det var i et sådant øjeblik, at det gik op for mig, at jeg ikke skal trække i præstekjolen eller træde op på prædikestolen for at fremhæve mig selv eller for at ophøje mig selv. Prædikestol og præstekjole er levn fra gamle dage, som vi endnu bruger af hensyn til tradition, men ordene her i min prædiken handler ikke om tradition men om tro, og troen viser sig på sin egen måde. Derfor er Marias historie så interessant.
Vi ved ikke så meget om hende, andet end det vi kan læse i Bibelen. Dengang gik man ikke så meget op i at fortælle ret meget om personerne; f.eks. ved vi heller ikke noget om, hvordan Jesus så ud eller hvad han lavede i sin fritid, og på samme måde ved vi faktisk heller ikke ret meget om Maria, andet end at hun var forlovet med Josef; hun var ud af den store slægt, der gik tilbage til kong David; ja, ham må vi beskæftige os med en anden dag, ellers bliver dette jo et længere foredrag.
Kort fortalt var han på et tidspunkt konge over Israel, og vi kan læse en del om ham i Det Gamle testamente. Han var en god og dygtig konge, som virkelig skabte velstand og gode år for sit kongerige. Maria kendte uden tvivl historierne om den store konge, men at hun selv skulle blive mor til en endnu større konge, havde hun nok alligevel ikke regnet med.
Jeg forestiller mig, at Maria en dag gik og arbejdede med sine huslige pligter derhjemme hos sine forældre, da englen besøgte hende og aflagde den korte besked, der skulle vende op og ned på hendes liv. Midt imellem de daglige gøremål blev hun pludselig sat ind i en ny sammenhæng, og hun fik en helt ny plads i verdens historie, fordi hun blev en tjener af Guds nåde. Vi kan godt lide at hylde de store, stærke personer i vores verdenssamfund, men tænk sig at sådan en lille pige på et splitsekund fik tildelt al rampelyset; hun blev set af Gud selv. Hvorfor lige Maria? Hvorfor skulle det ske på denne måde? Hvad er dog meningen med galskaben og den mærkelige historie?
Det er godt, at Gud kom ind i vores verden på den måde; ved at blive født sådan som mennesker bliver det. Det er godt, for derved fik kvindekønnet genoprejsning efter i århundreder at have lidt under, at Eva var den, der blev forledt af slangen til at spise af det forbudte træ. Derfor var kvinder blevet vurderet til at være mindre værd end mænd, og samfundet dengang var indrettet, så kvinder havde langt færre muligheder og rettigheder end mænd. Med Jesus bliver der vendt op og ned på det; for ham var mennesker altid mere. For ham kom det ikke an på at være kvinde eller mand; på at være dyb troende eller stor tvivler; på at være rig eller fattig. Han så først og fremmest mennesket i øjenhøjde, og hvis de ville, blev de reddet fra deres dæmoner og sygdomme og synders fortabelse.
Det kunne kun lade sig gøre, fordi Maria sagde ja til opgaven og tak for gaven. Kun fordi hun bar Jesusbarnet først under sit hjerte og derefter i sine arme og derefter opdrog ham, kunne Gud træde frem i verden i Jesus til stor frelse og glæde for mange. Maria blev Guds moder, og hun er et forbillede for os alle med sin enkle måde at forholde sig til Guds bud. ”Se, jeg er Herrens tjenerinde”, sagde hun; det er en kort sætning, men hvem af os tør dog sige den? Hun vidste næppe, hvad der ville ske med hende, andet end at Gud havde brug for hendes tjeneste. Hun havde ikke så travlt med andre gøremål eller mange planer, at hun afviste englen – og det kan vi jo være glade for i dag, og samtidigt overveje, om vi mon sender Guds engle væk, fordi vi har for travlt med alt vort eget? Amen.
Søndag den 7. april 2019, Mariæ Bebudelsesdag (I), kl. 9.30 i Hjortlund (uden altergang) og kl. 11 i Vilslev (guldkonfirmander)
Salmer: 1) DDS 751: Gud, ske tak og lov 2) DDS 117: En rose så jeg skyde 3) DDS 71: Nu kom der bud fra englekor --- 4) Kopiark: Jorden skal danse (kopiark) 5) DDS 192: Hil dig frelser v. 7, 8 og 9 6) DDS 108: Lovet være du, Jesus Krist
MEDDELELSER
Hjortlund
Katrine Gaub forestår gudstjeneste søndag den 14. april kl. 9.30 i Jernved og kl. 11 i Gredstedbro, hvor der er fernisering af konfirmandikoner.
Vilslev
Jeg forestår gudstjeneste søndag den 14. april kl. 9.30 i Vilslev (+ kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup med fejring af guldkonfirmander.
Men at kunne frembringe sådan en prædiken kræver fordybelse og tid, og ligesom snart sagt alle andre i det danske samfund lider også jeg under for mange opgaver, for store ambitioner og for lidt tid. Der er så meget, vi skal nå – siger vi til hinanden, og vi siger det så tit, at det er blevet en sandhed i sig selv, at vi skal nå meget. For det er jo sådan, at hvis vi ikke havde meget vi skulle nå, jamen, ville vi så ikke bare nogle dovne mennesker, der fordriver tiden med ikke at have travlt? Og er det ikke en stor synd at spilde tiden? Er det ikke hovmodigt at tro, at man har tid nok?
I al vores iver efter at opleve så meget som muligt og at leve så meget som muligt i de få øjeblikke, vi har fået givet, er det som om, at tiden er blevet vores fjende. I hvert fald føles den som en fjende, når tidens onde tjener i form af et ubarmhjertigt vækkeur river mine søde drømme i stykker og sparker mig ud af sengen og hen til morgenmirakelmagerkaffemaskinen, der med sin sorte drik bringer nyt liv i det gamle skroglegeme. Ja, en fjende er tiden, at den går altid for hurtigt, når jeg vil tage det langsomt, og så går den dræbende langsomt, når jeg vil have tiden hurtigt overstået.
Men nogle dage imellem stress på den ene side og jag på den anden, finder jeg mig pludseligt placeret midt i et tidløst øjeblik af opklarende lys og varme. Det er som om Gud selv sender mig et øjebliks pusterum og et sekunds dyb stilhed, hvor jeg bare får lov at være til som menneske af hans nåde uden at tænke på, hvad alle andre måtte mene om, at jeg nu igen er kommet for tidligt eller for sent eller slet ikke, eller om jeg igen har skuffet eller levet op til andres forventninger.
Iblandt alt det, man sådan skal nå i sin hverdag er der noget, som fylder og andet, som falder væk; noget, som får plads i kalenderen og noget, som skubbes ud. Desværre er det nok tit og ofte selveste Gud, der må ud og vige til fordel for alt det, vi selv vil og mener at kunne. Alligevel har jeg en oplevelse af i disse små og korte, klare stunder, at Gud er langt mere tålmodig, end vi kan forstå og begribe. Det er en trøst også for en fortravlet præst. Det var i et sådant øjeblik, at det gik op for mig, at jeg ikke skal trække i præstekjolen eller træde op på prædikestolen for at fremhæve mig selv eller for at ophøje mig selv. Prædikestol og præstekjole er levn fra gamle dage, som vi endnu bruger af hensyn til tradition, men ordene her i min prædiken handler ikke om tradition men om tro, og troen viser sig på sin egen måde. Derfor er Marias historie så interessant.
Vi ved ikke så meget om hende, andet end det vi kan læse i Bibelen. Dengang gik man ikke så meget op i at fortælle ret meget om personerne; f.eks. ved vi heller ikke noget om, hvordan Jesus så ud eller hvad han lavede i sin fritid, og på samme måde ved vi faktisk heller ikke ret meget om Maria, andet end at hun var forlovet med Josef; hun var ud af den store slægt, der gik tilbage til kong David; ja, ham må vi beskæftige os med en anden dag, ellers bliver dette jo et længere foredrag.
Kort fortalt var han på et tidspunkt konge over Israel, og vi kan læse en del om ham i Det Gamle testamente. Han var en god og dygtig konge, som virkelig skabte velstand og gode år for sit kongerige. Maria kendte uden tvivl historierne om den store konge, men at hun selv skulle blive mor til en endnu større konge, havde hun nok alligevel ikke regnet med.
Jeg forestiller mig, at Maria en dag gik og arbejdede med sine huslige pligter derhjemme hos sine forældre, da englen besøgte hende og aflagde den korte besked, der skulle vende op og ned på hendes liv. Midt imellem de daglige gøremål blev hun pludselig sat ind i en ny sammenhæng, og hun fik en helt ny plads i verdens historie, fordi hun blev en tjener af Guds nåde. Vi kan godt lide at hylde de store, stærke personer i vores verdenssamfund, men tænk sig at sådan en lille pige på et splitsekund fik tildelt al rampelyset; hun blev set af Gud selv. Hvorfor lige Maria? Hvorfor skulle det ske på denne måde? Hvad er dog meningen med galskaben og den mærkelige historie?
Det er godt, at Gud kom ind i vores verden på den måde; ved at blive født sådan som mennesker bliver det. Det er godt, for derved fik kvindekønnet genoprejsning efter i århundreder at have lidt under, at Eva var den, der blev forledt af slangen til at spise af det forbudte træ. Derfor var kvinder blevet vurderet til at være mindre værd end mænd, og samfundet dengang var indrettet, så kvinder havde langt færre muligheder og rettigheder end mænd. Med Jesus bliver der vendt op og ned på det; for ham var mennesker altid mere. For ham kom det ikke an på at være kvinde eller mand; på at være dyb troende eller stor tvivler; på at være rig eller fattig. Han så først og fremmest mennesket i øjenhøjde, og hvis de ville, blev de reddet fra deres dæmoner og sygdomme og synders fortabelse.
Det kunne kun lade sig gøre, fordi Maria sagde ja til opgaven og tak for gaven. Kun fordi hun bar Jesusbarnet først under sit hjerte og derefter i sine arme og derefter opdrog ham, kunne Gud træde frem i verden i Jesus til stor frelse og glæde for mange. Maria blev Guds moder, og hun er et forbillede for os alle med sin enkle måde at forholde sig til Guds bud. ”Se, jeg er Herrens tjenerinde”, sagde hun; det er en kort sætning, men hvem af os tør dog sige den? Hun vidste næppe, hvad der ville ske med hende, andet end at Gud havde brug for hendes tjeneste. Hun havde ikke så travlt med andre gøremål eller mange planer, at hun afviste englen – og det kan vi jo være glade for i dag, og samtidigt overveje, om vi mon sender Guds engle væk, fordi vi har for travlt med alt vort eget? Amen.
Søndag den 7. april 2019, Mariæ Bebudelsesdag (I), kl. 9.30 i Hjortlund (uden altergang) og kl. 11 i Vilslev (guldkonfirmander)
Salmer: 1) DDS 751: Gud, ske tak og lov 2) DDS 117: En rose så jeg skyde 3) DDS 71: Nu kom der bud fra englekor --- 4) Kopiark: Jorden skal danse (kopiark) 5) DDS 192: Hil dig frelser v. 7, 8 og 9 6) DDS 108: Lovet være du, Jesus Krist
MEDDELELSER
Hjortlund
Katrine Gaub forestår gudstjeneste søndag den 14. april kl. 9.30 i Jernved og kl. 11 i Gredstedbro, hvor der er fernisering af konfirmandikoner.
Vilslev
Jeg forestår gudstjeneste søndag den 14. april kl. 9.30 i Vilslev (+ kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup med fejring af guldkonfirmander.
 Klik og læs sidste søndags prædiken |
