Engang for mange år siden skete der noget så specielt, at vi stadig taler om det i dag: En ung kvinde blev gravid! Nå ja, nu er det jo ikke noget særligt at unge kvinder bliver gravide – det er set så mange gange før. At den unge kvinde ikke blev gravid ved sin egen kæreste er såmænd også hørt om før. Måske var det ikke engang den omstændighed, at hun blev gravid ved Guds Ånd, der er specielt, men mere, at hun blev mor til Guds egen søn – ja, til Gud selv. Maria var navnet på den unge kvinde, og hun skulle ikke få et let liv, selvom hun blev en af verdenshistoriens mest berømte kvinder.
Da hun opdagede, at hun var blevet gravid, blev hun naturligvis meget glad – for barnet var et mirakel, som de fleste børn jo er. En underfuld skabning, en miniature af os selv. Sådan én, vi skal passe på og værne om. Maria blev dog også ramt af frygt for, hvad Josef ville sige. Og hvad hendes forældre ville sige. Og hvad med naboerne og landsbyens borgere, der nok snart kunne se forandringer hos Maria. Det er ikke nemt at forklare, at Gud har blandet sig i ens liv over for dem, som Gud ikke har vist sig så tydeligt for. Det er forståeligt nok, hvis de ikke troede på Maria, og i tidens løb er der også blevet spekuleret meget i, om ikke hun i stedet var blevet gravid f.eks. med en romersk soldat, hvilket var lige så slemt for hende, som det i Danmark var at blive gravid med en nazist under krigen.
Maria boblede over af forskellige følelser og trængte til forståelse. Hun søgte hen hos en, der ligesom hende havde oplevet, hvordan Gud bøjede reglerne for kvinders natur. Maria gik til en anden kvinde, der også havde været ude for et mirakel - så de kunne forstå hinanden og tale om det, ingen andre i deres omgangskreds havde oplevet. Elisabeth var så gammel, at hendes krop ikke længere naturligt ville kunne give hende børn – selvom manden måske var nok så viril og ihærdig. Men et barn skulle hun da have, for også hende barn var en vigtig del af Guds plan for verdens frelse. Marias søn kender vi så godt; han blev kaldt Jesus, og for os er han Kristus – dvs. ”den salvede”, for han er himlens kongesøn. Elisabeths barn kom til at hedde Johannes; ham, der skulle råbe i ørkenen for at omvende jøderne; ham, der skulle døbe folk i Jordanfloden; ja, ham, der døbte Jesus, og så Helligånden dale ned over ham som en due.
Begge børn var noget helt særligt; men hvordan de var som børn, ved vi ikke. Det var først, da de blev voksne, at de for alvor lyste op i deres samtid og udbredte deres budskab til stor glæde for mange, men til stor frygt for deres mødre. For både Johannes og Jesus trodsede romernes besættelsesmagt i Israel, og de udfordrede jødernes religion og tro. Og for begge endte det da også med, at de måtte betale den højeste pris. Deres mødre elskede dem dog uden vished om deres fremtid, som mødre helst skal gøre. Der kan ellers være nok at bekymre sig om, når man som mor har været heldig at bære et barn så tæt på hjertet og bringe mere liv til verden.
Selvom Maria fik en meget afgørende plads i kristendommens historie, så er hun i vores tradition næsten glemt. Når vi i år fejrer reformationens begyndelse for 500 år siden, må vi ikke glemme, at der også var nogle ret grimme effekter af reformationen. Oprindelig var Vilslev/Hunderup kirke bygget af den katolske kirke, og derfor har der sandsynligvis været indbyggede huller i murværket, hvor der har stået figurer af Maria – i Vilslev hænger der på sydvæggen en sådan figur -; ved figuren kunne man tænde et stearinlys og bede en bøn til Maria, som hun kunne tage med videre til Gud Fader og hans Søn i det høje. Martin Luther mente dog ikke, at vi havde brug for sådanne mellempersoner, da ingen er nærmere Gud end andre; ingen er mere hellige end andre. Mange borgere ville gerne arbejde for Luthers sag, så de stormede kirkerne, rev disse figurer ned og overkalkede malerierne i kirken. Kun evangeliet skulle forkyndes, og så skulle menigheden ikke distraheres af alt muligt andet.
Men måske smed man dengang barnet ud med badevandet, da man ville prøve at forkynde evangeliet rent uden forstyrrende elementer. De mest forstyrrende ting er næppe dem, vi ser ude omkring os, men nærmere de ting, der rumsterer i hjerte og tanke.
Maria var jo dog udset af Gud til at føde Sønnen. Gud gav altså selv Maria en høj status blandt kvinder; dog ikke som herskerinde, men som ydmyg tjenerinde – og måske netop derfor blev hun valgt. Hun blev ikke hovmodig eller gik med næsen i sky; hun hævede sig ikke over andre kvinder, men forblev taknemmelig og ydmyg over for den opgave, hun havde fået her på jorden. Det må vi alle lære af, for vi har alle fået en vigtig opgave af Gud.
Nej, vi skal ikke alle føde Guds Søn; nej, man vil ikke oprette altre for os eller tage os med i en trosbekendelse – som det skete med Maria. Guds frelserplan kan rumme mange forskellige personer, der har mange forskellige opgaver – det bliver helt tydeligt, når vi læser i Bibelen. Især opgaven med at bære et håb ud i verden til både bekendte og fremmede iblandt os. Et håb om at Gud har en tanke med vores eksistens her på jorden. Det handler også om, hvordan vi ser på os selv, og hvordan vi opfatter vores liv. Er vi bare tilfældigt havnet her i området? Er det ligegyldigt, hvordan vi skalter og valter med vores tid?
Når vi i dag fejrer dagen, hvor Maria fik at vide, hun skulle føde Guds Søn, så fejrer vi også, at Gud har brug for os mennesker til at bære hans guddommelige budskab ud i hele verden. Et budskab om, at der vil være ny glæde trods vores sorg, at der vil være tilgivelse og frelse trods vores synd og tvivl, og at der vil være liv trods vores undergang og død. Kristendommens vigtigste bidrag i verden er dette trods, som er kærlighedens væsen; trods erfaring om svigt og brudte relationer, trods erfaringer om sygdom og svaghed, så håber vi alligevel på livet, glæden og Guds nåde. Det gør vi, fordi en ukendt jomfru engang selv trodsede al erfaring og al logik for at bære det håb ind i verden, som stadig sætter frø og frugt og frelse iblandt os. Så med Maria beder vi: Lad det ske os, som Gud vil. Amen.
Læs dagens bibeltekster.
Salmer: 1. DDS 751: Gud, ske tak og lov; 2. DDS 71: Nu kom der bud fra englekor; 3. DDS 72: Maria hun var en jomfru ren; --- ; 4. DDS 108: Lovet være du, Jesus Krist; 5. DDS 467,5-7: Du er vor skat, o Jesus sød; 6. DDS 59: Jesus os til trøst og gavn
Da hun opdagede, at hun var blevet gravid, blev hun naturligvis meget glad – for barnet var et mirakel, som de fleste børn jo er. En underfuld skabning, en miniature af os selv. Sådan én, vi skal passe på og værne om. Maria blev dog også ramt af frygt for, hvad Josef ville sige. Og hvad hendes forældre ville sige. Og hvad med naboerne og landsbyens borgere, der nok snart kunne se forandringer hos Maria. Det er ikke nemt at forklare, at Gud har blandet sig i ens liv over for dem, som Gud ikke har vist sig så tydeligt for. Det er forståeligt nok, hvis de ikke troede på Maria, og i tidens løb er der også blevet spekuleret meget i, om ikke hun i stedet var blevet gravid f.eks. med en romersk soldat, hvilket var lige så slemt for hende, som det i Danmark var at blive gravid med en nazist under krigen.
Maria boblede over af forskellige følelser og trængte til forståelse. Hun søgte hen hos en, der ligesom hende havde oplevet, hvordan Gud bøjede reglerne for kvinders natur. Maria gik til en anden kvinde, der også havde været ude for et mirakel - så de kunne forstå hinanden og tale om det, ingen andre i deres omgangskreds havde oplevet. Elisabeth var så gammel, at hendes krop ikke længere naturligt ville kunne give hende børn – selvom manden måske var nok så viril og ihærdig. Men et barn skulle hun da have, for også hende barn var en vigtig del af Guds plan for verdens frelse. Marias søn kender vi så godt; han blev kaldt Jesus, og for os er han Kristus – dvs. ”den salvede”, for han er himlens kongesøn. Elisabeths barn kom til at hedde Johannes; ham, der skulle råbe i ørkenen for at omvende jøderne; ham, der skulle døbe folk i Jordanfloden; ja, ham, der døbte Jesus, og så Helligånden dale ned over ham som en due.
Begge børn var noget helt særligt; men hvordan de var som børn, ved vi ikke. Det var først, da de blev voksne, at de for alvor lyste op i deres samtid og udbredte deres budskab til stor glæde for mange, men til stor frygt for deres mødre. For både Johannes og Jesus trodsede romernes besættelsesmagt i Israel, og de udfordrede jødernes religion og tro. Og for begge endte det da også med, at de måtte betale den højeste pris. Deres mødre elskede dem dog uden vished om deres fremtid, som mødre helst skal gøre. Der kan ellers være nok at bekymre sig om, når man som mor har været heldig at bære et barn så tæt på hjertet og bringe mere liv til verden.
Selvom Maria fik en meget afgørende plads i kristendommens historie, så er hun i vores tradition næsten glemt. Når vi i år fejrer reformationens begyndelse for 500 år siden, må vi ikke glemme, at der også var nogle ret grimme effekter af reformationen. Oprindelig var Vilslev/Hunderup kirke bygget af den katolske kirke, og derfor har der sandsynligvis været indbyggede huller i murværket, hvor der har stået figurer af Maria – i Vilslev hænger der på sydvæggen en sådan figur -; ved figuren kunne man tænde et stearinlys og bede en bøn til Maria, som hun kunne tage med videre til Gud Fader og hans Søn i det høje. Martin Luther mente dog ikke, at vi havde brug for sådanne mellempersoner, da ingen er nærmere Gud end andre; ingen er mere hellige end andre. Mange borgere ville gerne arbejde for Luthers sag, så de stormede kirkerne, rev disse figurer ned og overkalkede malerierne i kirken. Kun evangeliet skulle forkyndes, og så skulle menigheden ikke distraheres af alt muligt andet.
Men måske smed man dengang barnet ud med badevandet, da man ville prøve at forkynde evangeliet rent uden forstyrrende elementer. De mest forstyrrende ting er næppe dem, vi ser ude omkring os, men nærmere de ting, der rumsterer i hjerte og tanke.
Maria var jo dog udset af Gud til at føde Sønnen. Gud gav altså selv Maria en høj status blandt kvinder; dog ikke som herskerinde, men som ydmyg tjenerinde – og måske netop derfor blev hun valgt. Hun blev ikke hovmodig eller gik med næsen i sky; hun hævede sig ikke over andre kvinder, men forblev taknemmelig og ydmyg over for den opgave, hun havde fået her på jorden. Det må vi alle lære af, for vi har alle fået en vigtig opgave af Gud.
Nej, vi skal ikke alle føde Guds Søn; nej, man vil ikke oprette altre for os eller tage os med i en trosbekendelse – som det skete med Maria. Guds frelserplan kan rumme mange forskellige personer, der har mange forskellige opgaver – det bliver helt tydeligt, når vi læser i Bibelen. Især opgaven med at bære et håb ud i verden til både bekendte og fremmede iblandt os. Et håb om at Gud har en tanke med vores eksistens her på jorden. Det handler også om, hvordan vi ser på os selv, og hvordan vi opfatter vores liv. Er vi bare tilfældigt havnet her i området? Er det ligegyldigt, hvordan vi skalter og valter med vores tid?
Når vi i dag fejrer dagen, hvor Maria fik at vide, hun skulle føde Guds Søn, så fejrer vi også, at Gud har brug for os mennesker til at bære hans guddommelige budskab ud i hele verden. Et budskab om, at der vil være ny glæde trods vores sorg, at der vil være tilgivelse og frelse trods vores synd og tvivl, og at der vil være liv trods vores undergang og død. Kristendommens vigtigste bidrag i verden er dette trods, som er kærlighedens væsen; trods erfaring om svigt og brudte relationer, trods erfaringer om sygdom og svaghed, så håber vi alligevel på livet, glæden og Guds nåde. Det gør vi, fordi en ukendt jomfru engang selv trodsede al erfaring og al logik for at bære det håb ind i verden, som stadig sætter frø og frugt og frelse iblandt os. Så med Maria beder vi: Lad det ske os, som Gud vil. Amen.
Læs dagens bibeltekster.
Salmer: 1. DDS 751: Gud, ske tak og lov; 2. DDS 71: Nu kom der bud fra englekor; 3. DDS 72: Maria hun var en jomfru ren; --- ; 4. DDS 108: Lovet være du, Jesus Krist; 5. DDS 467,5-7: Du er vor skat, o Jesus sød; 6. DDS 59: Jesus os til trøst og gavn
