Danmark bygger på mange love, for ”med lov skal man land bygge”, som der står over indgangen til Københavns byret. At man skal bygge land med lov står i indledningen til Jyske Lov, der blev givet af Valdemar Sejr i 1241. Siden er lovene bare blevet mere og mere udbyggede. Vi er en befolkning med trang til retfærdighed, og både nationale og internationale forhold diskuteres ivrigt. Uden lov kan land ikke bygges. Uden lov kan en befolkning ikke få tryghed og sikkerhed i hjemlandet. Formålet med love er at sikre borgernes velfærd.
Der findes nedskrevne love for de ydre rammer, som danner et samfund, og som beskytter samfundets borgere både mod staten og borgerne imellem. Disse love kan man blive dømt efter ved de offentlige retsinstanser. Der findes desuden moralske love, der ofte er uskrevne, men som man lærer hele livet igennem. Disse loves formål er at sikre gode omgangsformer mellem mennesker. For enhver lov – skreven eller uskreven – findes der en dom. Bryder man disse morallove, er dommen ofte lagt i hænderne på private, og domfældelsen kan fx betyde, at man hænges ud på sociale medier og mobbes groft; det ser man oftere. Jo nemmere det er blevet at sætte sig til dommer over andres opførsel, desto nemmere er det at pudse sin egen glorie, imens man kaster med mudder mod moralforbryderne. Jo mere moral, og jo flere love, desto flere forbrydere får vi iblandt os.
I gamle dage lagde man stor vægt på borgerlige dyder, og der var klare retningslinjer for, hvad der var moralsk acceptabelt i samfundet. Disse klare retningslinjer er efterhånden blevet udfordret og forkastet af mange i løbet af teenageårene, hvor man som ung naturligvis nok selv ved, hvad der er skønnest, sandest og bedst her i livet! Man kan nemt forestille sig dem sige noget i retning af: ”Hvad ved gamle forældre om det gode i livet? Nej, vi ved nok, hvad vi vil, og så vil vi da ikke lade os styre af dumme, gamle moraler, der bare synes at undertrykke vore følelser og lyster. Kun vi selv ved jo, hvad der er bedst for os selv.” Oprøret ligger naturligt i os, og hører ikke kun til ungdommen.
Vi kan naturligvis undre os over, hvorfor der findes så mange juridiske og moralske love. Og sagen er enkelt. Hvis vi fra naturens side formåede kun at gøre det gode mod os selv og hinanden, ville der ikke være brug for regler og love. Et paradis ville være det sted, hvor ingen kunne eller ville gøre hinanden ondt, men hvor man tværtimod naturligt ville gøre det gode i alle henseender. Dog er vores skæbne som mennesker, at vi gør det onde, som vi ikke vil, og ikke gør det gode, som vi vil. Noget, der umiddelbart synes at være godt, kan have dårlige virkninger på længere sigt – og omvendt. Derfor kan ingen af os hævde at være gode, selvom vi virkelig vil det gode nok så meget.
Det ville være nemmere at skabe et paradis, hvis livet og tilværelsen var sort/hvid. Pga. gråzonerne imellem de mange farver og facetter, som livet og tilværelsen indeholder, kan vi aldrig rigtig vide, om vi gør det gode eller det onde. Ingen af os har det fulde overblik over, hvordan vore handlinger påvirker os selv og andre. Vi må også erkende, at vi ofte kommer til at gøre meget ondt, selvom vi slet ikke ønskede det. Lovene skaber en form for stabilitet og er rettesnor for os, selvom heller ikke de jordiske moralske og juridiske love kan siges at være ubetinget gode. Alle steder og til alle tider er forskellige samfund blevet bygget op med love, såvel juridiske som moralske. Forskellige kulturer lægger vægt på forskellige ting, men mange love, juridiske såvel som moralske, går igen i mange kulturer, fx at man ikke må begå drab.
Sådan går der en lige linje fra Israel for 2000 år siden til i dag. Tidens bølger har ikke ændret ved, at drab som sådan er et onde, selvom der dengang som nu er professionelt uddannede soldater, hvis opgaver bl.a. er lige netop at slå ihjel. Som om det ikke var nok med alle de juridiske og moralske love man kan remse op og bekymre sig om i sit liv, så strammer Jesus i dag tommelskruerne om disciplenes dårlige samvittighed. Han trækker de verdslige love frem, der er nødvendige for ethvert samfund, og så skruer han ellers lovene op til et så urimeligt højt niveau, at hans disciple må have tabt kæben i vantro forbavselse, som om de ville sige: ”Det kan da umuligt passe, at man skal dømmes til Helvede, bare fordi man har kaldt en spade for en spade?!”
Hvis man vil være et godt og retfærdigt menneske, der har gjort sig fortjent til himmeriget, skal man overholde alle love såvel juridiske som moralske. Ikke bare, når man er sammen med andre mennesker, men også i ens sind og hjerte skal man være fuldstændig fri af alle negative tanker om andre. Farisæerne og de skriftkloge gjorde meget ud af at se hellige, gode og retfærdige ud, når de stod på gadehjørner og bad, eller når de offentligt irettesatte andre for ikke at overholde bud og love. Vi kender typen af vor tids farisæere; nogle, der går meget op i, at de selv gør det gode, og vi andre er forkerte på den. De løfter dyner og blander sig i private ting. De lader os vide, at vi er for tykke, at vi spiser, ryger og drikker for meget, sover for længe, ikke gør nok for andre, ikke giver nok penge til nødhjælp og i det hele taget gør de os opmærksomme på, at vi er dårlige mennesker og at de er bedre end os. Vi skal tydeligvis ikke regne med, at få adgang til Himmeriget med den måde, vi lever på. For farisæerne og andre moralske anlagte, er det en konkurrence om, hvem der kan overholde flest love og leve mest politisk korrekt. De tror altså, at de selv kan kravle op til himlen.
Jesu pointe er modsat. Om vi så overholder alle love og er moralske anlagte, kan vi aldrig selv skaffe os adgang til Himmeriget. Ingen lov har nogensinde frelst et menneske. Disciplene tabte kæben med rette over Jesu hårde ord. Vor menneskelige natur er imod os. Man kan kalde det arvesynd, og det er den tilstand, mennesker har levet i til alle tider siden syndefaldet i fordums tid. Syndens væsen er, at vi er adskilte fra Gud og fra hinanden. Ingen af os kan altid overholde alt og altid gøre det gode. Idet vi erkender, at vi ikke kan selv, må vi lytte til det glædelige budskab, der lyder mellem linjerne hos Jesus. Han er nemlig den, der vil og kan gøre alt det gode, vi hverken kan eller vil. Naturligvis er det nedslående for alle, der gerne vil gøre alting selv, men det er samtidigt nådefulde ord om, at Faderen tager sig af barnets ve og vel. Menneskets eksistens er vores gåde, men Guds eksistens er vores nåde.
Det lyder umiddelbart nådesløst, når Jesus stiller kravene så skarpt op, at ingen som helst under himlen kan få adgang til Himmeriget ved at gøre gode gerninger. Nåden er dog, at Jesus selv vil skaffe os adgangen dertil. Derved bliver vi sat fri til at leve som mennesker, der ifølge vores natur ikke altid kan gøre det gode. Vi skal heller ikke bilde os ind, at vi gør det gode, men simpelthen leve som mennesker med troen på håbet om, at Jesus selv allerede har gjort, hvad vi ikke er i stand til. At bedømme og fordømme hinanden ud fra moralske anskuelser bliver derfor meningsløs for ingen af os er bedre end andre – i hvert fald ikke i forhold til Gud. Der er vi alle lige; lige fortabte og med lige stort behov for, at Gud selv igennem Kristus giver os ufortjent og nådig adgang til Himmeriget. Amen.
Prædikentekster.
Salmer: 1. DDS 739: Rind nu op i Jesu navn; 2. DDS 397: Trods længselens smerte; 3. DDS 452: Du folk, som kristne kaldes vil; --- ; 4. DDS 695: Nåden, hun er af kongeblod; 5. DDS 400: Så vældigt det mødte ; 6. DDS 634: Du ved det nok mit hjerte
Der findes nedskrevne love for de ydre rammer, som danner et samfund, og som beskytter samfundets borgere både mod staten og borgerne imellem. Disse love kan man blive dømt efter ved de offentlige retsinstanser. Der findes desuden moralske love, der ofte er uskrevne, men som man lærer hele livet igennem. Disse loves formål er at sikre gode omgangsformer mellem mennesker. For enhver lov – skreven eller uskreven – findes der en dom. Bryder man disse morallove, er dommen ofte lagt i hænderne på private, og domfældelsen kan fx betyde, at man hænges ud på sociale medier og mobbes groft; det ser man oftere. Jo nemmere det er blevet at sætte sig til dommer over andres opførsel, desto nemmere er det at pudse sin egen glorie, imens man kaster med mudder mod moralforbryderne. Jo mere moral, og jo flere love, desto flere forbrydere får vi iblandt os.
I gamle dage lagde man stor vægt på borgerlige dyder, og der var klare retningslinjer for, hvad der var moralsk acceptabelt i samfundet. Disse klare retningslinjer er efterhånden blevet udfordret og forkastet af mange i løbet af teenageårene, hvor man som ung naturligvis nok selv ved, hvad der er skønnest, sandest og bedst her i livet! Man kan nemt forestille sig dem sige noget i retning af: ”Hvad ved gamle forældre om det gode i livet? Nej, vi ved nok, hvad vi vil, og så vil vi da ikke lade os styre af dumme, gamle moraler, der bare synes at undertrykke vore følelser og lyster. Kun vi selv ved jo, hvad der er bedst for os selv.” Oprøret ligger naturligt i os, og hører ikke kun til ungdommen.
Vi kan naturligvis undre os over, hvorfor der findes så mange juridiske og moralske love. Og sagen er enkelt. Hvis vi fra naturens side formåede kun at gøre det gode mod os selv og hinanden, ville der ikke være brug for regler og love. Et paradis ville være det sted, hvor ingen kunne eller ville gøre hinanden ondt, men hvor man tværtimod naturligt ville gøre det gode i alle henseender. Dog er vores skæbne som mennesker, at vi gør det onde, som vi ikke vil, og ikke gør det gode, som vi vil. Noget, der umiddelbart synes at være godt, kan have dårlige virkninger på længere sigt – og omvendt. Derfor kan ingen af os hævde at være gode, selvom vi virkelig vil det gode nok så meget.
Det ville være nemmere at skabe et paradis, hvis livet og tilværelsen var sort/hvid. Pga. gråzonerne imellem de mange farver og facetter, som livet og tilværelsen indeholder, kan vi aldrig rigtig vide, om vi gør det gode eller det onde. Ingen af os har det fulde overblik over, hvordan vore handlinger påvirker os selv og andre. Vi må også erkende, at vi ofte kommer til at gøre meget ondt, selvom vi slet ikke ønskede det. Lovene skaber en form for stabilitet og er rettesnor for os, selvom heller ikke de jordiske moralske og juridiske love kan siges at være ubetinget gode. Alle steder og til alle tider er forskellige samfund blevet bygget op med love, såvel juridiske som moralske. Forskellige kulturer lægger vægt på forskellige ting, men mange love, juridiske såvel som moralske, går igen i mange kulturer, fx at man ikke må begå drab.
Sådan går der en lige linje fra Israel for 2000 år siden til i dag. Tidens bølger har ikke ændret ved, at drab som sådan er et onde, selvom der dengang som nu er professionelt uddannede soldater, hvis opgaver bl.a. er lige netop at slå ihjel. Som om det ikke var nok med alle de juridiske og moralske love man kan remse op og bekymre sig om i sit liv, så strammer Jesus i dag tommelskruerne om disciplenes dårlige samvittighed. Han trækker de verdslige love frem, der er nødvendige for ethvert samfund, og så skruer han ellers lovene op til et så urimeligt højt niveau, at hans disciple må have tabt kæben i vantro forbavselse, som om de ville sige: ”Det kan da umuligt passe, at man skal dømmes til Helvede, bare fordi man har kaldt en spade for en spade?!”
Hvis man vil være et godt og retfærdigt menneske, der har gjort sig fortjent til himmeriget, skal man overholde alle love såvel juridiske som moralske. Ikke bare, når man er sammen med andre mennesker, men også i ens sind og hjerte skal man være fuldstændig fri af alle negative tanker om andre. Farisæerne og de skriftkloge gjorde meget ud af at se hellige, gode og retfærdige ud, når de stod på gadehjørner og bad, eller når de offentligt irettesatte andre for ikke at overholde bud og love. Vi kender typen af vor tids farisæere; nogle, der går meget op i, at de selv gør det gode, og vi andre er forkerte på den. De løfter dyner og blander sig i private ting. De lader os vide, at vi er for tykke, at vi spiser, ryger og drikker for meget, sover for længe, ikke gør nok for andre, ikke giver nok penge til nødhjælp og i det hele taget gør de os opmærksomme på, at vi er dårlige mennesker og at de er bedre end os. Vi skal tydeligvis ikke regne med, at få adgang til Himmeriget med den måde, vi lever på. For farisæerne og andre moralske anlagte, er det en konkurrence om, hvem der kan overholde flest love og leve mest politisk korrekt. De tror altså, at de selv kan kravle op til himlen.
Jesu pointe er modsat. Om vi så overholder alle love og er moralske anlagte, kan vi aldrig selv skaffe os adgang til Himmeriget. Ingen lov har nogensinde frelst et menneske. Disciplene tabte kæben med rette over Jesu hårde ord. Vor menneskelige natur er imod os. Man kan kalde det arvesynd, og det er den tilstand, mennesker har levet i til alle tider siden syndefaldet i fordums tid. Syndens væsen er, at vi er adskilte fra Gud og fra hinanden. Ingen af os kan altid overholde alt og altid gøre det gode. Idet vi erkender, at vi ikke kan selv, må vi lytte til det glædelige budskab, der lyder mellem linjerne hos Jesus. Han er nemlig den, der vil og kan gøre alt det gode, vi hverken kan eller vil. Naturligvis er det nedslående for alle, der gerne vil gøre alting selv, men det er samtidigt nådefulde ord om, at Faderen tager sig af barnets ve og vel. Menneskets eksistens er vores gåde, men Guds eksistens er vores nåde.
Det lyder umiddelbart nådesløst, når Jesus stiller kravene så skarpt op, at ingen som helst under himlen kan få adgang til Himmeriget ved at gøre gode gerninger. Nåden er dog, at Jesus selv vil skaffe os adgangen dertil. Derved bliver vi sat fri til at leve som mennesker, der ifølge vores natur ikke altid kan gøre det gode. Vi skal heller ikke bilde os ind, at vi gør det gode, men simpelthen leve som mennesker med troen på håbet om, at Jesus selv allerede har gjort, hvad vi ikke er i stand til. At bedømme og fordømme hinanden ud fra moralske anskuelser bliver derfor meningsløs for ingen af os er bedre end andre – i hvert fald ikke i forhold til Gud. Der er vi alle lige; lige fortabte og med lige stort behov for, at Gud selv igennem Kristus giver os ufortjent og nådig adgang til Himmeriget. Amen.
Prædikentekster.
Salmer: 1. DDS 739: Rind nu op i Jesu navn; 2. DDS 397: Trods længselens smerte; 3. DDS 452: Du folk, som kristne kaldes vil; --- ; 4. DDS 695: Nåden, hun er af kongeblod; 5. DDS 400: Så vældigt det mødte ; 6. DDS 634: Du ved det nok mit hjerte
