Dagens evangelietekst er ikke ligefrem en central evangelisk fortælling. Den ligger så at sige i yderkanten af det evangeliske billede af Jesus Kristus, men fra dens decentrale plads formår den alligevel at sige noget centralt i kristendommen. Enhver af Jesu oplevelser med mennesker i sin samtid fortæller nemlig noget om mennesker i vores nutid, for visse ting har evolutionen ikke ændret hos os. Paulus kunne derfor med sit skarpe blik sætte fokus på, at det forholder sig på en måde for ham for to tusinde år siden, som vi sagtens kan genkende hos os selv i dag. Tiden har ikke fjernet synden af vore hjerter eller læget syndefaldets sår i vores tro. De grundlæggende menneskevilkår har ikke ændret sig selvom tiden er gået hurtigt og meget har forandret sig i verden, siden Jesus gik på omkring og siden Paulus skrev om evangeliet til sine menigheder. Paulus skrev om det mærkelige, han havde opdaget hos sig selv, at selvom han nok så gerne ville gøre det gode, kom han mange gange til at gøre det onde. Som om han ikke kunne styre sine gerninger eller kontrollere, hvad han gjorde. I den erkendelse måtte han leve, og kunne blot slå sig for brystet og bede Gud være en(dnu en) synder nådig, bede om, at Gud ikke vil gengælde os efter, hvad vi gør, men være os barmhjertige og nådige nu og altid, selvom vi i grunden ikke fortjener det, men netop gør os skyldige i kun at kunne modtage uden at have gode gerninger eller en stærk tro at bralre op med over for Gud.
Ti spedalske stod ved vejen og var ved at blive opløst af den forfærdelige sygdom, der kendetegnede dem som mennesker. De var kendt alene pga. deres sygdom, og i fortællingen er de anonyme – vi ved kun, at de var syge af spedalskhed. Den smitsomme sygdom havde afskåret dem fra fællesskaberne i familien, på arbejdet og i samfundet, så de havde fundet fællesskab med hinanden. I dem fandtes der for andre at bedømme ikke noget godt, kun sygdom og smitsomhed, så de var blevet forvist til at stå langs vejen langt fra mennesker og råbe om almisser, nåde og barmhjertighed fra forbipasserende. Mange mente dengang, at man selv var skyld i de sygdomme man fik, at det var Guds straf, så de stod dér og var tydeligvis store syndere, eftersom de havde pådraget sig en alvorlig sygdom. Såvel præster og levitter som husmødre og mænd i alle aldre gik derfor forbi med hastige skridt, fordi ingen ville sætte deres gode navn og helbred på spil ved at risikere selv at blive smittet af sygdom og straf, og derpå blive udstødt af fællesskaberne. De ti spedalske var hver især som en forslået mand, der lå i grøften og håbede på sin barmhjertige samaritaner, men hver dag gik alle forbi, og håbet hos dem ebbede langsomt ud ligesom også deres liv.
Én barmhjertig mand kom dog forbi, men han gik netop ikke forbi. De ti spedalske havde hørt om denne mand, og anråbte ham ved hans navn. Jesus lyttede og sendte dem hen at blive undersøgt af præsterne, som det står skrevet i de gamle love, når de syge skulle undersøges for, om de var blevet raske. Evangelisten Lukas vidste, at de var blev helbredt på vej derhen, og man kan kun forestille sig, at deres jubel var stor, og at den kun blev overgået af den glæde, der var uudsigelig for dem. For nogle søndage siden hørte vi om Jesus, der helbredte en døvstum mand, og da mandens omgangskreds fandt ud af det, ville deres glædesrus ingen ende tage, men de blev selv døve for Jesu ord. Den døvstumme og alle omkring ham gik ud i alverden og forkyndte med stor glæde og taknemmelighed, at Jesus havde gjort alting vel. I hvert fald for dem.
Ti spedalske blev helbredt, ni af dem gik formodentlig ud i hele verden med glædesråb, stor jubel og ny appetit på livet, fordi de havde fået givet en ny chance for at leve livet og opleve tilværelsen. Det er meget menneskeligt, og det kan vi godt forstå. Én gik ikke umiddelbart ud i alverdens fællesskaber, men kom tilbage og takkede Gud for Jesu helbredelse. Var han mon den eneste, endda en samaritaner, der havde indset, at Jesus var den barmhjertige, der havde helbredt dem alle? Samaritanerne og jøderne var ærkefjender fra gammel tid, og Jesu ødselhed med helbredelse havde også regnet ned over denne mand. Som den eneste forstod han, ærkefjenden efter jordiske forhold, at vende tilbage og takke for det, han uretmæssigt havde fået. En nåde, han ikke havde fortjent og ikke havde kunnet forvente. En nåde givet ud af Kristi kærlighed til mennesker uanset folkeslag. De andre i deres glædesrus rettede takken op mod Gud og ud mod mennesker, men samaritaneren forstod at rette takken hen, hvor den hørte hjemme. Dér, hvor han måtte krybe tilbage til sit udgangspunkt og se sin fortid i øjnene, så Jesus kunne sende ham af sted ud i livet. De andre gik selv ud i alverden på deres egen ord og håb, men samaritaneren fik Jesu ord at leve videre på, da han blev sendt ud for at leve, sendt af sted for at tage livet på sig og leve som den mand, han var tiltænkt, før sygdommen ramte ham og adskilte ham fra andre.
Som sygdomsramte og udstødte af fællesskaberne havde de måttet leve i samfundets skyggesider, og deres højeste ønske og største drøm var blot at slippe ud af deres sygdom og væk fra stigmatiseringen som urene mennesker, så de kunne vende tilbage til det normale liv, de havde måttet opgive. Ved helbredelsen blev de fyldt på ny af en livskraft som den kun udgår fra skaberens hånd, her givet af Guds kærlighed til mennesker ved Jesus til vidne om hans status som søn og frelser, menneskehedens tjener og vores eneste sande barmhjertige næste. Men kun én af dem indså det og vendte tilbage.
”Hvorfor vendte de ni ikke tilbage?”, må vi spørge. Sagen er klar. Hvem ønsker egentligt at gå tilbage til det sted i livet, hvor man var fanget af triste, mørke tanker om synd og sygdom og andres spot og egen nederlag? Hvem ønsker at vende tilbage til det sted, man er flygtet fra? Endelig var de blevet befriet og endelig havde de fået en ny chance for et jordisk liv som normale mennesker, og fortiden ønskede de kun at lægge bag sig og glemme om muligt for i stedet at fokusere på fremtidens muligheder, der før var umulige. Ingen fange eller flygtning ville ønske at vende tilbage til det, de med succes var sluppet væk fra, og som de havde forladt med stor glæde.
Når samaritaneren gik imod strømmen og vendte tilbage, skete det med den ydmyge indsigt i, at han havde fået det nye liv skænket gratis og ufortjent. Alt, hvad han var, havde han fået givet, for om ham selv vidste han, at det gode han ville, gjorde han ikke, men det onde han ikke ville, gjorde han. Helbredelsen af spedalskheden i det ydre medførte blot en syndserkendelse; altså, opdagelsen af, at han aldrig ville kunne gøre sig fortjent til Guds nåde. Men at han til trods for al synd, urenhed og sin egen uformåenhed alligevel fik en ny chance for at leve. Dog stadig leve som andre mennesker med fejl og mangler, som vi kender fra os selv i dag. At vi forlader os på håbet om, at tilgivelse også er for os, at Guds nåde er at skænke os livet, kærligheden og glæden gratis, ændrer ikke ved, at vi stadig er jordiske mennesker på godt og ondt.
Når vi som samaritaneren er ærlige om vores egen liv og levned, der ikke altid er værd at råbe hurra for, og stadig håber på Guds barmhjertighed på trods af alt det, vi er, da kan vi se livet som en morgengave, vi kan lade os trøste og styrke ved salmernes ord, og vi kan leve hver dag med Jesu egne ord rungende i baghovedet: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig!” Amen.
14. s.e.T. (I) d. 6. september 2016; Helbredelsen af ti spedalske
Salmer: 1. DDS 12: Min sjæl du Herren love; 2. DDS 658: Når jeg er træt og trist og modet svigter; 3. DDS 14: Tænk, at livet koster livet; --- ; 4. DDS 508: Bryd frem mit hjertes trang at lindre; 5. DDS 684: O Jesus, du al nådens væld; 6. DDS 298: Helligånden trindt på jord
Ti spedalske stod ved vejen og var ved at blive opløst af den forfærdelige sygdom, der kendetegnede dem som mennesker. De var kendt alene pga. deres sygdom, og i fortællingen er de anonyme – vi ved kun, at de var syge af spedalskhed. Den smitsomme sygdom havde afskåret dem fra fællesskaberne i familien, på arbejdet og i samfundet, så de havde fundet fællesskab med hinanden. I dem fandtes der for andre at bedømme ikke noget godt, kun sygdom og smitsomhed, så de var blevet forvist til at stå langs vejen langt fra mennesker og råbe om almisser, nåde og barmhjertighed fra forbipasserende. Mange mente dengang, at man selv var skyld i de sygdomme man fik, at det var Guds straf, så de stod dér og var tydeligvis store syndere, eftersom de havde pådraget sig en alvorlig sygdom. Såvel præster og levitter som husmødre og mænd i alle aldre gik derfor forbi med hastige skridt, fordi ingen ville sætte deres gode navn og helbred på spil ved at risikere selv at blive smittet af sygdom og straf, og derpå blive udstødt af fællesskaberne. De ti spedalske var hver især som en forslået mand, der lå i grøften og håbede på sin barmhjertige samaritaner, men hver dag gik alle forbi, og håbet hos dem ebbede langsomt ud ligesom også deres liv.
Én barmhjertig mand kom dog forbi, men han gik netop ikke forbi. De ti spedalske havde hørt om denne mand, og anråbte ham ved hans navn. Jesus lyttede og sendte dem hen at blive undersøgt af præsterne, som det står skrevet i de gamle love, når de syge skulle undersøges for, om de var blevet raske. Evangelisten Lukas vidste, at de var blev helbredt på vej derhen, og man kan kun forestille sig, at deres jubel var stor, og at den kun blev overgået af den glæde, der var uudsigelig for dem. For nogle søndage siden hørte vi om Jesus, der helbredte en døvstum mand, og da mandens omgangskreds fandt ud af det, ville deres glædesrus ingen ende tage, men de blev selv døve for Jesu ord. Den døvstumme og alle omkring ham gik ud i alverden og forkyndte med stor glæde og taknemmelighed, at Jesus havde gjort alting vel. I hvert fald for dem.
Ti spedalske blev helbredt, ni af dem gik formodentlig ud i hele verden med glædesråb, stor jubel og ny appetit på livet, fordi de havde fået givet en ny chance for at leve livet og opleve tilværelsen. Det er meget menneskeligt, og det kan vi godt forstå. Én gik ikke umiddelbart ud i alverdens fællesskaber, men kom tilbage og takkede Gud for Jesu helbredelse. Var han mon den eneste, endda en samaritaner, der havde indset, at Jesus var den barmhjertige, der havde helbredt dem alle? Samaritanerne og jøderne var ærkefjender fra gammel tid, og Jesu ødselhed med helbredelse havde også regnet ned over denne mand. Som den eneste forstod han, ærkefjenden efter jordiske forhold, at vende tilbage og takke for det, han uretmæssigt havde fået. En nåde, han ikke havde fortjent og ikke havde kunnet forvente. En nåde givet ud af Kristi kærlighed til mennesker uanset folkeslag. De andre i deres glædesrus rettede takken op mod Gud og ud mod mennesker, men samaritaneren forstod at rette takken hen, hvor den hørte hjemme. Dér, hvor han måtte krybe tilbage til sit udgangspunkt og se sin fortid i øjnene, så Jesus kunne sende ham af sted ud i livet. De andre gik selv ud i alverden på deres egen ord og håb, men samaritaneren fik Jesu ord at leve videre på, da han blev sendt ud for at leve, sendt af sted for at tage livet på sig og leve som den mand, han var tiltænkt, før sygdommen ramte ham og adskilte ham fra andre.
Som sygdomsramte og udstødte af fællesskaberne havde de måttet leve i samfundets skyggesider, og deres højeste ønske og største drøm var blot at slippe ud af deres sygdom og væk fra stigmatiseringen som urene mennesker, så de kunne vende tilbage til det normale liv, de havde måttet opgive. Ved helbredelsen blev de fyldt på ny af en livskraft som den kun udgår fra skaberens hånd, her givet af Guds kærlighed til mennesker ved Jesus til vidne om hans status som søn og frelser, menneskehedens tjener og vores eneste sande barmhjertige næste. Men kun én af dem indså det og vendte tilbage.
”Hvorfor vendte de ni ikke tilbage?”, må vi spørge. Sagen er klar. Hvem ønsker egentligt at gå tilbage til det sted i livet, hvor man var fanget af triste, mørke tanker om synd og sygdom og andres spot og egen nederlag? Hvem ønsker at vende tilbage til det sted, man er flygtet fra? Endelig var de blevet befriet og endelig havde de fået en ny chance for et jordisk liv som normale mennesker, og fortiden ønskede de kun at lægge bag sig og glemme om muligt for i stedet at fokusere på fremtidens muligheder, der før var umulige. Ingen fange eller flygtning ville ønske at vende tilbage til det, de med succes var sluppet væk fra, og som de havde forladt med stor glæde.
Når samaritaneren gik imod strømmen og vendte tilbage, skete det med den ydmyge indsigt i, at han havde fået det nye liv skænket gratis og ufortjent. Alt, hvad han var, havde han fået givet, for om ham selv vidste han, at det gode han ville, gjorde han ikke, men det onde han ikke ville, gjorde han. Helbredelsen af spedalskheden i det ydre medførte blot en syndserkendelse; altså, opdagelsen af, at han aldrig ville kunne gøre sig fortjent til Guds nåde. Men at han til trods for al synd, urenhed og sin egen uformåenhed alligevel fik en ny chance for at leve. Dog stadig leve som andre mennesker med fejl og mangler, som vi kender fra os selv i dag. At vi forlader os på håbet om, at tilgivelse også er for os, at Guds nåde er at skænke os livet, kærligheden og glæden gratis, ændrer ikke ved, at vi stadig er jordiske mennesker på godt og ondt.
Når vi som samaritaneren er ærlige om vores egen liv og levned, der ikke altid er værd at råbe hurra for, og stadig håber på Guds barmhjertighed på trods af alt det, vi er, da kan vi se livet som en morgengave, vi kan lade os trøste og styrke ved salmernes ord, og vi kan leve hver dag med Jesu egne ord rungende i baghovedet: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig!” Amen.
14. s.e.T. (I) d. 6. september 2016; Helbredelsen af ti spedalske
Salmer: 1. DDS 12: Min sjæl du Herren love; 2. DDS 658: Når jeg er træt og trist og modet svigter; 3. DDS 14: Tænk, at livet koster livet; --- ; 4. DDS 508: Bryd frem mit hjertes trang at lindre; 5. DDS 684: O Jesus, du al nådens væld; 6. DDS 298: Helligånden trindt på jord
