I min barndom så jeg med mine barneøjne et krucifiks – et kors hvor Jesus hænger på - stå i et vejkryds ved missionshuset i Oksbøl, og det undrede jeg mig meget over. Vi ser jo ellers ikke kors eller krucifikser ude i bybilledet. Det viste sig, at krucifikset var blevet sat op i begyndelsen af 1900-tallet af pastor Schou. Han var rundet af Indre Mission, og havde den indstilling, at når folk ikke ville komme til kirken og korset, så måtte korset komme ud til dem; det var hans stille form for mission. Så kunne folk se, at Jesus havde lidt for deres skyld, og så måtte de tage det til efterretning. Krucifikset blev set af mange, og mange blev forargede, for også dengang mente man, at religion hørte til inden døre! Folk så med korslagte arme på krucifikset i vejkrydset og nogle begik endda hærværk imod det. Tænk sig, at sådan et symbol kunne provokere borgerne, fremprovokere afsky og vække had.
Denne Langfredag skal vi høre om korset som et af de vigtigste symboler i kristendom. Et kors er to planker, der lægges på kryds og tværs. Korset er desuden et af de tidligste tegn, som kristne brugte på at vise, at de hørte Kristus til. Korset var oprindeligt et forfærdeligt torturinstrument, der som regel gav en langsom død; forbryderen blev naglet gennem hænder og fødder, hængt op i solens bagende varme, og fik armene strakt ud til siderne, så den korsfæstede fik svært ved at trække vejret. At kristne begyndte at bruge korset som et positivt symbol, kan kun forstås, når man tænker på Påskedagen, hvor Jesus stod op fra de døde. Tænk sig, at det torturinstrument, der var lavet til skræk og advarsel, blev brugt som et symbol på noget godt; det var som at spytte bødlerne i ansigtet og håne voldsmagten. Ingen kunne skræmme de kristne med tortur eller henrettelse, og derfor tog de korset til sig, og de bar symbolet som et tegn på, at Ham, der døde en forfærdelig død, brød dødens magt. Korset bruger vi flittigt endnu, både som gave ved dåb og konfirmation, og endda som korstegnelse her i kirken ved dåb og nadver og efter velsignelsen.
Kun i lyset af det liv, der brød gravens tunge sten, kan vi forstå det glædelige og håbefulde ved, at præsten i vore dage tegner korsets tegn hen over brystkassen og ansigtet på det lille dåbsbarn. Det er jo ellers forfærdeligt sådan at tegne et torturinstrument hen over et uskyldigt barn. Hvem ville f.eks. tegne en elektrisk stol eller guillotine hen over et nyfødt barns ansigt? Men kristne har et håb, der for verden er sært og underligt, og dets symbol er krænkende for fornuften. Korset har i al sin enkelthed vundet førstepladsen som det symbol, alle kristne på tværs af mange grænser og forskelle kan bruge og være enige om som et tegn på hvor langt, Jesus var villig til at gå af kærlighed. Vi plastrer vore kirker til med malede og udskårne kors og krucifikser og er ikke bange for at stå ved, at ham, vi kalder vores mester og Herre, vores frelser og Gud, blev bange, rystede af frygt og bæven og græd af angst over den henrettelse, han ikke kunne slippe udenom. Vores store konge, som blev hyldet med hyldestråb og palmegrene på en Palmesøndag, og som spiste et overdådigt påskemåltid i festligt vennelag en Skærtorsdag, var for alle at se et menneske med alle de følelser, som vi kender fra os selv; derfor betyder hans offervillighed også noget særligt her 2000 år efter.
Da Jesus valgte at gå den lange vej fra fødestedet Betlehem til korsdøden på Golgata, gjorde han det ikke for at opnå hyldest eller blive berømt; men han blev drevet af så stærk en kærlighed, at ingen kærlighed kan findes magen til. Jesus var ikke bare et utroligt venligt og humanistisk menneske, men han var Guds søn og dermed en del af Gud selv. Det var derfor, at han måtte dø for slå bro over dødssyndens afgrund fra vores verden til Guds paradis. Han måtte som et lille frø sås i dødens mørke gravmuld for at kunne spire og sprænge døden indefra og strække sine grene langt ind i Himmerig. Hans offer rakte oppefra og ned, og ud til hver side; ja, på kryds og tværs som et kors. For han kom oppe fra livets Gud og gik frivilligt ned i den dybeste død, men imellem fødsel og død gik han også til højre og venstre og rakte sine kærlighedsbarmhjertige hænder ud til syndere, syge og sorgfulde, fortabte, angstknuste og underkuede. Han lod sine menneskehænder bløde for at mange kunne blive helet; han tog sygdomme på sig for at helbrede andre. Og det var nok nærmere Jesus, der tog korset på sig, end at det var korset, der blev naglet til ham. Han pligt og ansvar i livet var at bære det kors, der slog bro over afgrunden mellem livet hos Gud og døden hos os.
Når Kristus gik i døden så stædigt som et æsel, kan vi se det som eksempel for os; døden er ikke herre over os mere; den kan ikke skræmme os, og må ikke gøre os bange eller nervøse. Da vi blev døbt slog præsten korsets tegn over vores ansigt; og ved hver gudstjeneste lyses velsignelsen og korsets tegn følger efter. Kristi kors er slået over os, og derfor skal også vi hver især tage vort eget kors op og bære vores ansvar i kærlighed til vores næste. Når vi ser en ensom, skal vi tale med personen og ikke bare tale om personen. Når vi ser en syg eller dårlig eller hjemløs eller en stakkel, så skal vi række vore egne menneskehænder ud, for derved rækker vi Kristus naglede hænder videre ud til velsignelse, til fred og glæde. Når vi ser én mangle penge, så skal vi ikke tøve med at give; når vi hører om nød og lidelse, skal vi ikke vente med at se, hvad vi kan gøre for at lette nøden og linde lidelsen. Vi er tjenere for den korsfæstede, og vi er selv under hans kors kaldet til at bære kors. Vi er kaldet til at bringe vore egne ofre i kærlighed til hver den, vi ser som vores næste. Derved bliver korset et symbol i hverdagen på liv og fred, glæde og frelse. Lad os bringe det ud på hvert vejkryds og gadehjørne. Amen.
Langfredag, den 19. april 2019, kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup. 1) 192: Hil dig, frelser og forsoner - Læsning - 2) 189: hvor er lammet, offerlammet - Den nikænske trosbekendelse + Lad verden ej - 3) 191, 1-8: Gak under Jesu kors at stå - --- prædiken - 4) 191, 9-16: Gak under Jesu kors at stå - Altergang - 5) 456: Vor Herre Jesus - Velsignelse - 6) 547: Man siger, livet har bange kår
MEDDELELSER
En dag gik nogle kvinder ud til et gravsted for at sørge over deres vens død og bortgang. Men da de kom derud var graven åben, og da de kiggede ind så de en engel. Jesus var væk, graven var tom, og kvinderne flygtede fra graven for de havde ligegodt aldrig før set en engel eller hørt om opstandelse eller i deres vildeste fantasi forestillet sig, at en død kunne blive levende igen. Vi fejrer påskedagens glædelige budskab søndag den 21. april kl. 9.30 i Hunderup (+ kirkekaffe) og kl. 11 i Vilslev.
Mandag den 22. april er der gudstjeneste i Hjortlund kirke med Gredstedbro Egnskor. Det er kl. 16, og gudstjenesten er fælles for alle fire sogne i Kongeåpastoratet.
Denne Langfredag skal vi høre om korset som et af de vigtigste symboler i kristendom. Et kors er to planker, der lægges på kryds og tværs. Korset er desuden et af de tidligste tegn, som kristne brugte på at vise, at de hørte Kristus til. Korset var oprindeligt et forfærdeligt torturinstrument, der som regel gav en langsom død; forbryderen blev naglet gennem hænder og fødder, hængt op i solens bagende varme, og fik armene strakt ud til siderne, så den korsfæstede fik svært ved at trække vejret. At kristne begyndte at bruge korset som et positivt symbol, kan kun forstås, når man tænker på Påskedagen, hvor Jesus stod op fra de døde. Tænk sig, at det torturinstrument, der var lavet til skræk og advarsel, blev brugt som et symbol på noget godt; det var som at spytte bødlerne i ansigtet og håne voldsmagten. Ingen kunne skræmme de kristne med tortur eller henrettelse, og derfor tog de korset til sig, og de bar symbolet som et tegn på, at Ham, der døde en forfærdelig død, brød dødens magt. Korset bruger vi flittigt endnu, både som gave ved dåb og konfirmation, og endda som korstegnelse her i kirken ved dåb og nadver og efter velsignelsen.
Kun i lyset af det liv, der brød gravens tunge sten, kan vi forstå det glædelige og håbefulde ved, at præsten i vore dage tegner korsets tegn hen over brystkassen og ansigtet på det lille dåbsbarn. Det er jo ellers forfærdeligt sådan at tegne et torturinstrument hen over et uskyldigt barn. Hvem ville f.eks. tegne en elektrisk stol eller guillotine hen over et nyfødt barns ansigt? Men kristne har et håb, der for verden er sært og underligt, og dets symbol er krænkende for fornuften. Korset har i al sin enkelthed vundet førstepladsen som det symbol, alle kristne på tværs af mange grænser og forskelle kan bruge og være enige om som et tegn på hvor langt, Jesus var villig til at gå af kærlighed. Vi plastrer vore kirker til med malede og udskårne kors og krucifikser og er ikke bange for at stå ved, at ham, vi kalder vores mester og Herre, vores frelser og Gud, blev bange, rystede af frygt og bæven og græd af angst over den henrettelse, han ikke kunne slippe udenom. Vores store konge, som blev hyldet med hyldestråb og palmegrene på en Palmesøndag, og som spiste et overdådigt påskemåltid i festligt vennelag en Skærtorsdag, var for alle at se et menneske med alle de følelser, som vi kender fra os selv; derfor betyder hans offervillighed også noget særligt her 2000 år efter.
Da Jesus valgte at gå den lange vej fra fødestedet Betlehem til korsdøden på Golgata, gjorde han det ikke for at opnå hyldest eller blive berømt; men han blev drevet af så stærk en kærlighed, at ingen kærlighed kan findes magen til. Jesus var ikke bare et utroligt venligt og humanistisk menneske, men han var Guds søn og dermed en del af Gud selv. Det var derfor, at han måtte dø for slå bro over dødssyndens afgrund fra vores verden til Guds paradis. Han måtte som et lille frø sås i dødens mørke gravmuld for at kunne spire og sprænge døden indefra og strække sine grene langt ind i Himmerig. Hans offer rakte oppefra og ned, og ud til hver side; ja, på kryds og tværs som et kors. For han kom oppe fra livets Gud og gik frivilligt ned i den dybeste død, men imellem fødsel og død gik han også til højre og venstre og rakte sine kærlighedsbarmhjertige hænder ud til syndere, syge og sorgfulde, fortabte, angstknuste og underkuede. Han lod sine menneskehænder bløde for at mange kunne blive helet; han tog sygdomme på sig for at helbrede andre. Og det var nok nærmere Jesus, der tog korset på sig, end at det var korset, der blev naglet til ham. Han pligt og ansvar i livet var at bære det kors, der slog bro over afgrunden mellem livet hos Gud og døden hos os.
Når Kristus gik i døden så stædigt som et æsel, kan vi se det som eksempel for os; døden er ikke herre over os mere; den kan ikke skræmme os, og må ikke gøre os bange eller nervøse. Da vi blev døbt slog præsten korsets tegn over vores ansigt; og ved hver gudstjeneste lyses velsignelsen og korsets tegn følger efter. Kristi kors er slået over os, og derfor skal også vi hver især tage vort eget kors op og bære vores ansvar i kærlighed til vores næste. Når vi ser en ensom, skal vi tale med personen og ikke bare tale om personen. Når vi ser en syg eller dårlig eller hjemløs eller en stakkel, så skal vi række vore egne menneskehænder ud, for derved rækker vi Kristus naglede hænder videre ud til velsignelse, til fred og glæde. Når vi ser én mangle penge, så skal vi ikke tøve med at give; når vi hører om nød og lidelse, skal vi ikke vente med at se, hvad vi kan gøre for at lette nøden og linde lidelsen. Vi er tjenere for den korsfæstede, og vi er selv under hans kors kaldet til at bære kors. Vi er kaldet til at bringe vore egne ofre i kærlighed til hver den, vi ser som vores næste. Derved bliver korset et symbol i hverdagen på liv og fred, glæde og frelse. Lad os bringe det ud på hvert vejkryds og gadehjørne. Amen.
Langfredag, den 19. april 2019, kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup. 1) 192: Hil dig, frelser og forsoner - Læsning - 2) 189: hvor er lammet, offerlammet - Den nikænske trosbekendelse + Lad verden ej - 3) 191, 1-8: Gak under Jesu kors at stå - --- prædiken - 4) 191, 9-16: Gak under Jesu kors at stå - Altergang - 5) 456: Vor Herre Jesus - Velsignelse - 6) 547: Man siger, livet har bange kår
MEDDELELSER
En dag gik nogle kvinder ud til et gravsted for at sørge over deres vens død og bortgang. Men da de kom derud var graven åben, og da de kiggede ind så de en engel. Jesus var væk, graven var tom, og kvinderne flygtede fra graven for de havde ligegodt aldrig før set en engel eller hørt om opstandelse eller i deres vildeste fantasi forestillet sig, at en død kunne blive levende igen. Vi fejrer påskedagens glædelige budskab søndag den 21. april kl. 9.30 i Hunderup (+ kirkekaffe) og kl. 11 i Vilslev.
Mandag den 22. april er der gudstjeneste i Hjortlund kirke med Gredstedbro Egnskor. Det er kl. 16, og gudstjenesten er fælles for alle fire sogne i Kongeåpastoratet.
