Ved juletid hører vi, at Gud kommer til vores verden ved at lade sig føde af en fattig og ukendt jomfru. Gud blev menneske og ånd blev kød. Med fornuften kan vi godt nogenlunde forstå, hvad et menneske er, og vi kan godt tilslutte os, at Jesus var Gud i menneskeskikkelse. Men når det siges, at Jesus både var 100% menneske og 100% Gud, giver fornuften op. Og når det siges, at Jesus lod sig korsfæste for at frelse os fra den retfærdige dom i form af fortabelse, selvom han var syndfri og vi er skyldige, så giver fornuften igen op. For hvad er meningen med det, der synes meningsløst? Kristendommens budskaber har altså ikke gode kår i vores verden, hvor fornuften hyldes og alting skal kunne forklares rationelt.
Jeg kan godt forstå, hvis nogle præster i dag undgår at prædike eller i deres prædiken taler om noget andet; men jeg synes, der er en vigtig gevinst i at dvæle lidt ved det, jeg kalder Guds allehelgen. Vi mindes i dag, at Jesus døde. Og selvom vi godt ved at der kom en opstandelse for Jesus, hvor han blev oprejst fra graven og dermed brød dødens magt, må vi ikke bare haste hen over det ubehagelige faktum, at Langfredag ligger som en sort dag i kirkeåret.
Skærtorsdag står måske i tankerne som en hyggelig festdag, fordi nadveren indstiftes og vi spiser påskemåltid sammen; men det er dog også dagen, der går over i natten, hvor Jesus forrådes, svigtes og forlades af mange; Skærtorsdagens lille glæde afløses hurtigt af Langfredagens store sorg med tortur og henrettelse. Langfredag er ikke bare Jesu dødsdag, men er også et vidnesbyrd om, hvor langt Gud er villig til at gå for igen at få fællesskab med os.
Fra det gamle testamente hørte vi om, hvordan Gud satte Abraham på prøve. Han skulle ofre sin eneste søn, for at bevise sin trofasthed og loyalitet mod Gud. Og trods alle menneskefornuftens skrig om ikke at ofre sit eget kød og blod, drog Abraham til bjerget og løftede kniven imod sit eget afkom. Han var klar til, ikke bare at ofre sin søn, men derved også at ofre sig selv. Der er skrevet mange bøger om Abrahams villighed til at ofre Isak; og nogle lægger vægt på, at Abraham umuligt kunne have bevaret en sund psyke, eller ubemærket være gået tilbage til sin kone Sara. Hvis hans kniv ikke var blevet stoppet, og hvis Isak var gået op i røg, ville Abrahams offer have såret ham til umenneskelighed. Men det forhindrede Gud i sidste øjeblik.
Hvis vi skal finde en mening med Abrahams villighed til at ofre sit eget kød og blod og finde en mening med korsfæstelsen, må vi se nærmere på det med at ofre. At ofre sig for noget er at give afkald på noget andet, og at dedikere sig helt og holdent til sin sag. Det kan lyde lettere fanatisk, og det bliver det også, når islamister som selvmordsbomber og terrorister ofrer sig selv og andre i det, de forstår som en højere sags tjeneste. Sådanne islamister skyer ingen midler for at nå deres mål, og desværre er målet som regel at dræbe så mange ”vantro” som overhovedet muligt, samtidigt med at de dræber sig selv. Deres fanatiske måde at ofre sig på skal åbenbart gå ud over andre. Det er fremmed for vores kultur, og har absolut intet at gøre med kristendommens tale om offer. Islam har intet at bidrage med til kristendom.
Tværtimod er kristendommens glædelige budskab radikalt anderledes, fordi Jesu offer skulle medføre liv for andre. Hans død skal give os liv; han opgav ånden, så vi kan få ånden; han tog syndeskylden, udholdt livssmerten, lod sig korsfæste til sin død, for at vi kunne slippe for henrettelse og straf – og få evigt liv. I det gamle testamente satte Gud Abraham på prøve, men på korset satte Gud sig selv på prøve – for menneskehedens skyld. Ligesom Abraham ville komme til at ofre sig selv ved at ofre sin søn, sådan kom Gud også til at ofre sig selv ved at ofre sin søn. Døden vandt.
Døden har vundet over Gud mange gange. Ikke mindst den død, han idømmes af folk, der afviser at tro og afviser at tage hans nådige ord for gode varer. Tit og ofte sætter vi Gud på prøve, når vi rammes af modgang i livet; så skal Gud til eksamen, for vi vil have svar på, hvorfor livet skal gøre så ondt; hvorfor kærligheden skal være så besværlig; hvorfor vi lever – hvorfor vi dør. Nogle gange kan vi slet ikke se ud over os selv, og hvis Gud ikke viser sig på den måde, vi forventer, kommer vi nemt til at svigte ham, finde ham for let på vægtskålen. ”Gud er død” sagde Nietzsche, og det er sandt, at Gud dør for mange, når de forventningsfulde søger efter en almægtig verdenshersker, og i stedet skuffes over at finde en pisket og korsfæstet mand.
Livet igennem udsættes vi for prøvelser på forskellige måder. Det er ikke kun de store ord som tro, håb og kærlighed, der afprøves af vore tanker, følelser og sindsstemninger, men også de almindeligt jævne anliggender såsom vores arbejde, vore forhold og relationer, ja, bare det at leve, stå op hver dag, kan være en prøvelse. Hver prøvelse kræver sit offer, og jo større eller hårdere prøvelser, desto større ofre kræves der. Fra Jesu dåb til hans død forsøgte han på forskellig måde at vise Guds nåde for enhver, han mødte på sin vej. Jesus ville ikke ofre andre, men ofre sig selv for andres skyld. Det var som om, Guds kærlighed strømmede ud omkring ham, men dem, der troede mere på sig selv end på Gud, endte med at pågribe ham, nagle ham til korset og Jesus sidste ord blev stående som en overskrift over hele menneskehedens skæbne: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Amen.
Prædikenstekster til Langfredag
Salmer: 1. DDS 785 Tunge mørke natteskyer; 2. DDS Tillægget: Hvem er den Gud som af Abraham kræver (Motet); 3. DDS 188 Så bøjed den dødsdømte nakken; --- 4. DDS 197 Min Gud, min Gud; 5. DDS 217 Min Jesus lad mit hjerte få