Klokkeringning
Præludium
Nådeshilsen v. præsten
Læsning af GT
orgel + solosang 414: Den mægtige finder vi ikke
Læsning af NT
Trosbekendelse (siges i fællesskab)
orgel + solosang 299: Ånd over ånder
Evangelium (med korsvar v. kirkesanger) + prædiken + lovprisning + meddelelser + kirkebøn
orgel + solosang 634: Du ved det nok mit hjerte
Fadervor
Velsignelse (med korsvar v. kirkesanger)
Postludium
Prædiken
Hvis man gerne vil have beviser for, at Moses og Jesus levede, så skal man ikke besøge de bjerge, vi i dag har hørt om. For nok satte de dengang deres fodaftryk på bjergenes græspletter, men de er for længst borte med blæsten. Forandringens vinde har blæst over bjergene og et hvert spor, der måtte have været efter Moses og Jesus og alle andre, der dengang gik op og ned af bjerge, er for længst blæst væk med tidens vinde, der udvisker ethvert menneskespor fra overfladen på vor moder jord. Men det er sådan set også godt nok. Havde man nu fundet et fodaftryk af Jesus, så ville nogle straks have bygget en kirke på stedet og taget entré, så søgende sjæle måtte punge ud for at bese det helt almindelige, som alle andre mennesker også efterlader sig i hobetal. Måske ville man have taget aftryk af Jesu fodspor og lavet gipsafstøbninger og solgt dem for mange penge i hele verden. Men det er en fælde, for hvad hjælper det os, om vi så have både fingeraftryk af Jesus, fodaftryk, eller måske endda stykker af hans tøj, kors, tornekrans osv.? Ville det hjælpe os til at tro? Næppe. For tvivlen er en mester i at tvivle på alt, og selvom der skete mirakler foran næsen på os, ville vi også kunne tvivle om det.
Det er som om, vi alligevel ikke rigtig tror på det, vi sanser – bare fordi det ikke passer med alt det andet, vi igennem livet har sanset og oplevet. Men nogle gange sker der altså bare noget, som vi ikke kan forklare. Som da Moses kom ned fra bjerget med 10 bud og et lysende ansigt – det var sært, og alle blev bange for at komme hen til ham. Da Jesus gik op på bjerget og mødte de afdøde helte fra gamle dage, blev hans venner glade, for de oplevede et mirakel, der ikke burde kunne ske: De døde helte stod dér i levende live. Jesu venner var klar til at blive på bjerget for altid og bare bo dér sammen for evigt. Men sådan skulle det ikke gå. Når man går op af et bjerg, skal man også ned igen; i hvert fald når det gælder de bjerge, hvor Gud har vist sig på toppen. Meningen er nemlig ikke, at mennesker skal slå sig ned på bjergtoppe langt fra andre, men at Gud kalder dem derop, for at de igen kan gå ned i menneskenes flade landskaber for at leve dér med de oplevelser og nye budskaber, som Gud har beriget dem med.
Det er jo heller ikke meningen, at vi skal bosætte os her i kirken, selvom her er rart at være. Nej, vi skal ud igen – det er derfor, vi kommer herind. Det er ikke fordi, vi kun herinde kan finde Gud, men fordi vi herinde afskærmer os en stund fra verden udenfor, og når vi på den måde træder ud af og væk fra hverdagens trummerum og dagligdagens larm, så kan vi nemmere høre, når Gud taler til os. Det kunne jo ellers være rart, hvis han ville vise sig med så stor og overbevisende kraft, at ingen af os kunne tvivle på hans eksistens; men kristendom er netop tro, og det med at tro eller ikke at tro må afgøres af vores frie vilje. Eller sagt på en anden måde: Vi må selv træffe valget. Gud tvinger os ikke, men viser os gerne sin storhed; se blot naturens vidunderlige indretning; tænk, at vi elsker andre og selv er elskede; ja, hvor underligt er det ikke, at vi faktisk lever og er til?! Alt det gode skænker Gud og ganske gratis, og så må vi selv vælge, om vi vil sige tak for gaverne eller vende ham ryggen.
Her i kirken samles vi for at takke for dagen og vejen, for det daglige brød, tilgivelse for vore synder, ja, i det hele taget for Guds barmhjertighed. Heldigvis kan vi takke Gud på hver vores måde, og vi kan heldigvis hverken læse hinandens tanker eller se ind i hinandens hjerter. Kirkens rum er altså også frihedens rum. Her er vi frie til at være, som vi er. Vi skal ikke først ændre os, for at få lov at komme herind; vi skal hverken vise dåbsattest eller medlemskabs-kort for at deltage i en gudstjeneste. For selvom vi opfører os pænt herinde og er ydmyge og andægtige, så er det slet ikke os, der skal tjene Gud – men omvendt: Det kaldes en Gudstjeneste, fordi Gud tjener os. Det betyder, at Gud gør noget godt for os. Han har givet os de 10 bud som var og er gode leveregler for ethvert menneske, og han gav os et stort forbillede og en frelser i sin søn. Da Jesus blev forvandlet for øjnene af sine venner, blev de også forandret i krop og sind; dog kun en lille forandring, men den ændrede deres liv. Forandring begynder nemlig indefra; helt derinde hvor kun Gud selv kan række ind og nå noget grundlæggende i os. Han kan skabe en forandring i os, så vi bliver bedre mennesker, får større tro, mere ro, et glædeligere liv. Gud gør, at vi ikke behøver blive alt for voksne med alt for alvorlige miner, for der ligger en store glæde og velsignelse i at blive lidt som et barn igen og at kunne glæde sig over de små ting i tilværelsen. Når vi derfor går ud fra kirken i dag, så går vi derud i hverdagenes almindelighed med et nyt syn på tilværelsen. Vi har fået noget med herfra, som vi skal sætte spor af ved at dele med hinanden og tilgive, være barmhjertige og i det hele taget glæde os med hinanden over det liv og den dag, vi har fået med nye muligheder for at leve i næstekærlighed. Amen.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn Lad os alle bede
Kære Far i himlene, tak for den nye dag, du har ladet os vågne til. Tak for al den frihed, fred og glæde, du bare giver os ud af din godhed. Fyld os med din Helligånd, så vi forandres i hjerte og du fører vor hånd hen til dem, der sidder i mørke, fattigdom og sorg. Jesus blev vor frelser og ven, for at vi igennem kaos og død må se livet igen. Hjælp os til at leve tro mod vort kald på jord om at elske vor næste fra øst og vest, syd og nord. Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord, velsign os med din egen hånd, Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
Meddelelser
De næste gudstjenester vil også kun vare en halv time og er søndag den 31. januar kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Gredstedbro v. Katrine Gaub. Jeg står for gudstjenesterne kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup.
Tirsdag den 2. februar holder vi en kyndelmissegudstjeneste i Hunderup Kirke kl. 17. Den varer en halv time og er fyldt med lys og lyd. Selvom vi ikke må synge fællessange, får vi nogle til at synge for os.
orgel + solosang 634: Du ved det nok mit hjerte