Indledning
I går, lørdag den 2. februar, var det Kyndelmisse, og helt fra gammel tid betyder det, at vi nu er halvvejs igennem vinteren. Siden de gamle dage er meget forandret. Der var engang, hvor der ikke var elektricitet, selvom det nu er svært at forestille sig. Engang måtte man lyse sit hus op med levende lys, men det var dyrt og man måtte spare på stearinlys og tællelys og olielamper. Der var engang, man holdt mørkning, hvor man samledes inde i huset uden tændt lys og bare sad og betragtede, at mørket faldt på. Da var timen til stilhed, men den stund og den tradition med stilhed og eftertanke kender vi desværre ikke længere i dag. Men her i kirken i dag forsøger vi at samle os til en stund, hvor vi møder både lys og mørke, og hvor man med fordel kan slukke mobilen og være til stede i nuet. Være nærværende i tanke og sind og lade åndedrættet finde et roligt tempo. Vi skal høre musik, vi skal synge, vi skal bede, og vi skal oplyses – og endelig skal vi velsignes og sendes ud i den kolde aften, hvor vi går over til købmanden og finder varmen i hinandens selskab og en kærkommen omgang suppe.
Prædiken
Når vi i dag samles til Kyndelmissegudstjeneste, så er det for at blive oplyste om livslyset, og for at kaste lys over den gamle sag; vi skal belyse det fra flere sider, så vi kan se lyset, som det hedder. Det er ikke bare en lys idé, men ganske nødvendigt. Planterne bryder frem og bryder ud og vokser op, når varmen og lyset kommer frem derude i naturen, og vi vokser som mennesker, når vi får livsvarme og lys fra Himlen og jorden. Ser vi ud over vores skønne og forunderlige klode, så ser vi mange vidt forskellige slags lande og mange slags egne og må undres. Selv i de koldeste egne, hvor man måtte tro, at livet ikke egnede sig, hvor sne dækker is, og is ligger som lag på lag, der bor folk og der tror folk, og de gror dér, hvor næsten intet andet kan trives. Også i områder og egne, hvor nøden hærger i form af krig og fattigdom, dér finder mennesker frø af håb, og de vokser – alene – ved kærlighed.
Måske nogle nu vil tænke: ”Øv, bliver al den snak om kærlighed og lys ikke bare sådan en omgang kedelig og uvedkommende præstesnak?” Jo, måske nogle gange, for præsten kan godt blive langhåret, og nogle gange er det bare dejligt rart at høre sin egen stemme. Men helt seriøst, så er emnet jo ikke til at tømme for indhold. Kærligheden er og bliver livets mening og Guds mening med sit skaberværk. Kan det siges tydeligere, end det står i Bibelen igen og igen: Du skal elske – både Gud, dig selv og din næste som dig selv. På trods af så klar en tale, kan vi alligevel gøre det budskab sort og mørkt for hinanden. Ja, selvom vi kan synes at have fast grund under fødderne ved at stille os på kærligheden side, så er tvivlen der straks og piller ved troen på kærligheden.
Faktisk kan vi sammenligne os med en flok menneske i en båd. Som menneskehed og som menighed er vi i samme båd. Sjovt nok kaldes det store rum her i kirken for kirkeskibet, og det betyder, at når vi samles herinde, træder vi ombord på en båd, hvor Jesus er med. Sammen med konfirmanderne har jeg i arbejdet med denne historie, og de skulle klippe og klistre; et blåt stykke karton var søen og på den skulle de klistre deres båd. Rundt om båden i alt det blå skulle de skrive alle de ting, som de var bange for, og som de frygtede i deres liv og daglige tilværelse. For det oprørte hav er nemlig et symbol eller billede på det uvejr, vi selv nogle gange kan opleve, når sygdommen rejser sig som en knusende bølge eller når modgangens kolde vinde truer med at vælte os; når venskaber går i stykker, når kærligheden brister eller når frygten for døden og angsten for alt det ukendte vender op og ned på alt det, vi troede var sikkert i vores eksistens. Når vore følelser er i oprør, er det næsten som om, de bølger op og ned. Nogle gange kan tilværelsens hav synes som om, den rejser sig i al sin grusomhed og vælde for at opsluge os i sit sorte trøstesløse dyb. Selvom vi til dagligt padler rundt i vores båd og vores egen lille sø og synes, det går ganske fint, så kan det alt sammen ændres på et kort øjeblik. Tilværelsen er usikker, men det skal ikke gøre os bange for at leve i glæde tillid til Jesus.
Uanset hvor mørk havet synes at være, uanset hvor vild og voldsom havets bølger rejse sig i vores liv, så er der et glimt at lys og håb. Engang ved vor dåb hørte vi de ord fra Jesus, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Han har erklæret krig mod mørket, for han vil være lys for os, når mørket falder over os; han vil gøre storm og hav stille, når vi af modvind og omstændigheder hvirvles og væltes rundt i det sortblå livsbassin; han vil give os lyst og mod til at bære, at vi her i livet skal være. Han vil være vores lysmester.
Livet er stort og uforståeligt, uforklarligt. Som barn kan man lege og leve ubekymret, som teenager er mange ting trælse og dumme, som voksen forsøger man sit bedste for at lykkes, og som gammel kan man se tilbage på livet, som det blev. Forhåbentligt klarede man sig i sin båd fordi de værste klipper og isbjerge, og måske kan man se, hvordan man aldrig var alene i båden, selvom det til tider kunne føles som om, man var helt forladt og alene ude på dybt vand; selvom det kunne føles som om, at Jesus sov og var ligeglad med andre omkring sig. Ja, nogle gange sov Jesus, og hans disciple blev bange. Men Jesus sov roligt, for han vidste, at intet ondt for alvor ville kunne ramme ham – og dermed heller ikke dem, han holdt af. Måske sov han også fordi, han stolede på, at hans disciple kunne klare sig selv; at de efterhånden var voksede nok i troen til, at han ikke længere skulle holde dem i hånden eller guide dem ved Ånden. Men ak, tvivlen dem i hjertet stak, og frygten greb dem om hjerterod, og de mistede al deres tro og mod.
Sådan kan også vi opleve livets sejllads, som om havet er et kaos af mørke, og at vi er derude uden Guds selskab. Derfor ligger kirken her som et fyrtårn, der sender sit lys og sin klokkeklang ud over sogn og land for at kalde på enhver kvinde og mand, der føler sig som en båd fanget i havets unåde. Herinde kan vi være i sikker havn for en stund, og vi kan høre de lysende klare og nådige ord af Guds egen mund. Når mørket falder på os, ser vi klarest det lille lys, der skinner i mørket, og som mørket ikke kan få bugt med. Fra dét lys tændes et lys inde i os, så vi kan bære det lyslevende håb ud blandt andre. Vi tænder også et lys for hinanden, for vi skal alle omfavnes af kærlighedens oplysning og livgivende lyskilde. Som barn blev Jesus født i mørket og tændte et livshåb for mange; som voksen trådte han frem og spredte håbsløshedens og dødens dystre mørke, så vi kan smile frimodigt og lade glæden være vores lyskilde og fyrtårn, der slår sprækker i mørket og vækker os til liv og kald i tro, håb og kærlighed. Amen.
Liturgi til Kyndelmisse i Hunderup Kirke, søndag den 3. februar kl. 16.30 2019
NB: Vi står under salmesang og sidder under læsninger
Læsningerne er til 4. søndag efter Helligtrekonger
Der er kun korsvar efter velsignelsen (3 x amen)
Alt lys er tændt som normalt
Indledning v. Ole
Alt det elektriske lys slukkes i kirken
Præludium: orglet spiller “Adagio” af Benedetto Marcello (1686-1739)
Stilhed. I mørket bærer Ole et levende lys ind og stiller på Allehelgens-lyseholderen på døbefonten
Det elektriske lys tændes i kirken
Indgangsbøn v. Hanne.
DDS 557: Her vil ties her vil bies
Epistel-læsning v. Ole
Kirkekoret + klaver: Day by Day (tekst efter Skt. Richard af Cichester 1197 – musik Stephen Schwartz 1971)
Salme 834: Når vinterstorme hærger (tillægget) (Dorte spiller på klaver)
Alt det elektriske lys i kirken slukkes
Evangelielæsning + Prædiken + kirkebøn + apostolsk velsignelse
Den øverste krone i kirken er fortsat slukket + lampen til højre for alteret.
Meditativ musik, og imens kan man gå op at tænde et fyrfadslys
Stilhed og tid til at sidde og se lyset
Alt lys i kirken tændes
DDS 4: Giv mig Gud en salmetunge
Fadervor + velsignelse
Salme 814: Gå i mørket med lyset (tillægget)
Udgangsbøn v. Hanne
Postludium: Kirkekoret synger Halleluja af Cohen, men med en kyndelmissetekst af Roll Præstegaard
Efter gudstjenesten følger vi faklerne uden for kirken hen til Købmanden, hvor der serveres varm suppe
Meddelelser
En dag tog Jesus nogle af sine disciple (Peter og Jakob og Johannes) med op på et højt bjerg. Pludselig blev han forvandlet, hans ansigt lyste som solen og hans klæder blev hvide som lyset. Store profeter fra gamle dage trådte frem for ham, og Peter blev ellevild og ville straks bygge hytter, så de kunne bo sammen dér. Men med ét var det herlige syn væk, og alting så ud, som det plejede. Jesus tog sine venner med ned fra bjerget, og hvad det nu har for os betyde skal vi høre mere om til gudstjeneste søndag den 10. februar kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup v. Ole
Hunderup
På torsdag den 7. februar åbner vi igen dørene til samtalecafé i Vilslev præstegård kl. 19, hvor vi mødes over en kop kaffe og snakker om et teologisk emne. På torsdag drøfter vi spørgsmålet: Hvordan ville vi mon have reageret på Jesus, hvis vi havde levet, da han gik på jorden? Alle er velkomne til at møde op; det kræver ikke særlige forudsætninger. Der vil være et kort oplæg, og så snakker vi om emnet.
- Efter prædiken er der mulighed for, at man kan komme op til døbefonten og tænde et fyrfadslys og derved sende en bøn og en tanke afsted.
- Stor tak til kirkekoret, der både synger for os og med os. Det er altid en fornøjelse, når sangen løftes her i kirken, for vi løftes med.
- Efter gudstjenesten går vi i samlet flok ud og følger faklerne over til Købmanden, hvor vi bydes på suppe og samtale.
I går, lørdag den 2. februar, var det Kyndelmisse, og helt fra gammel tid betyder det, at vi nu er halvvejs igennem vinteren. Siden de gamle dage er meget forandret. Der var engang, hvor der ikke var elektricitet, selvom det nu er svært at forestille sig. Engang måtte man lyse sit hus op med levende lys, men det var dyrt og man måtte spare på stearinlys og tællelys og olielamper. Der var engang, man holdt mørkning, hvor man samledes inde i huset uden tændt lys og bare sad og betragtede, at mørket faldt på. Da var timen til stilhed, men den stund og den tradition med stilhed og eftertanke kender vi desværre ikke længere i dag. Men her i kirken i dag forsøger vi at samle os til en stund, hvor vi møder både lys og mørke, og hvor man med fordel kan slukke mobilen og være til stede i nuet. Være nærværende i tanke og sind og lade åndedrættet finde et roligt tempo. Vi skal høre musik, vi skal synge, vi skal bede, og vi skal oplyses – og endelig skal vi velsignes og sendes ud i den kolde aften, hvor vi går over til købmanden og finder varmen i hinandens selskab og en kærkommen omgang suppe.
Prædiken
Når vi i dag samles til Kyndelmissegudstjeneste, så er det for at blive oplyste om livslyset, og for at kaste lys over den gamle sag; vi skal belyse det fra flere sider, så vi kan se lyset, som det hedder. Det er ikke bare en lys idé, men ganske nødvendigt. Planterne bryder frem og bryder ud og vokser op, når varmen og lyset kommer frem derude i naturen, og vi vokser som mennesker, når vi får livsvarme og lys fra Himlen og jorden. Ser vi ud over vores skønne og forunderlige klode, så ser vi mange vidt forskellige slags lande og mange slags egne og må undres. Selv i de koldeste egne, hvor man måtte tro, at livet ikke egnede sig, hvor sne dækker is, og is ligger som lag på lag, der bor folk og der tror folk, og de gror dér, hvor næsten intet andet kan trives. Også i områder og egne, hvor nøden hærger i form af krig og fattigdom, dér finder mennesker frø af håb, og de vokser – alene – ved kærlighed.
Måske nogle nu vil tænke: ”Øv, bliver al den snak om kærlighed og lys ikke bare sådan en omgang kedelig og uvedkommende præstesnak?” Jo, måske nogle gange, for præsten kan godt blive langhåret, og nogle gange er det bare dejligt rart at høre sin egen stemme. Men helt seriøst, så er emnet jo ikke til at tømme for indhold. Kærligheden er og bliver livets mening og Guds mening med sit skaberværk. Kan det siges tydeligere, end det står i Bibelen igen og igen: Du skal elske – både Gud, dig selv og din næste som dig selv. På trods af så klar en tale, kan vi alligevel gøre det budskab sort og mørkt for hinanden. Ja, selvom vi kan synes at have fast grund under fødderne ved at stille os på kærligheden side, så er tvivlen der straks og piller ved troen på kærligheden.
Faktisk kan vi sammenligne os med en flok menneske i en båd. Som menneskehed og som menighed er vi i samme båd. Sjovt nok kaldes det store rum her i kirken for kirkeskibet, og det betyder, at når vi samles herinde, træder vi ombord på en båd, hvor Jesus er med. Sammen med konfirmanderne har jeg i arbejdet med denne historie, og de skulle klippe og klistre; et blåt stykke karton var søen og på den skulle de klistre deres båd. Rundt om båden i alt det blå skulle de skrive alle de ting, som de var bange for, og som de frygtede i deres liv og daglige tilværelse. For det oprørte hav er nemlig et symbol eller billede på det uvejr, vi selv nogle gange kan opleve, når sygdommen rejser sig som en knusende bølge eller når modgangens kolde vinde truer med at vælte os; når venskaber går i stykker, når kærligheden brister eller når frygten for døden og angsten for alt det ukendte vender op og ned på alt det, vi troede var sikkert i vores eksistens. Når vore følelser er i oprør, er det næsten som om, de bølger op og ned. Nogle gange kan tilværelsens hav synes som om, den rejser sig i al sin grusomhed og vælde for at opsluge os i sit sorte trøstesløse dyb. Selvom vi til dagligt padler rundt i vores båd og vores egen lille sø og synes, det går ganske fint, så kan det alt sammen ændres på et kort øjeblik. Tilværelsen er usikker, men det skal ikke gøre os bange for at leve i glæde tillid til Jesus.
Uanset hvor mørk havet synes at være, uanset hvor vild og voldsom havets bølger rejse sig i vores liv, så er der et glimt at lys og håb. Engang ved vor dåb hørte vi de ord fra Jesus, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Han har erklæret krig mod mørket, for han vil være lys for os, når mørket falder over os; han vil gøre storm og hav stille, når vi af modvind og omstændigheder hvirvles og væltes rundt i det sortblå livsbassin; han vil give os lyst og mod til at bære, at vi her i livet skal være. Han vil være vores lysmester.
Livet er stort og uforståeligt, uforklarligt. Som barn kan man lege og leve ubekymret, som teenager er mange ting trælse og dumme, som voksen forsøger man sit bedste for at lykkes, og som gammel kan man se tilbage på livet, som det blev. Forhåbentligt klarede man sig i sin båd fordi de værste klipper og isbjerge, og måske kan man se, hvordan man aldrig var alene i båden, selvom det til tider kunne føles som om, man var helt forladt og alene ude på dybt vand; selvom det kunne føles som om, at Jesus sov og var ligeglad med andre omkring sig. Ja, nogle gange sov Jesus, og hans disciple blev bange. Men Jesus sov roligt, for han vidste, at intet ondt for alvor ville kunne ramme ham – og dermed heller ikke dem, han holdt af. Måske sov han også fordi, han stolede på, at hans disciple kunne klare sig selv; at de efterhånden var voksede nok i troen til, at han ikke længere skulle holde dem i hånden eller guide dem ved Ånden. Men ak, tvivlen dem i hjertet stak, og frygten greb dem om hjerterod, og de mistede al deres tro og mod.
Sådan kan også vi opleve livets sejllads, som om havet er et kaos af mørke, og at vi er derude uden Guds selskab. Derfor ligger kirken her som et fyrtårn, der sender sit lys og sin klokkeklang ud over sogn og land for at kalde på enhver kvinde og mand, der føler sig som en båd fanget i havets unåde. Herinde kan vi være i sikker havn for en stund, og vi kan høre de lysende klare og nådige ord af Guds egen mund. Når mørket falder på os, ser vi klarest det lille lys, der skinner i mørket, og som mørket ikke kan få bugt med. Fra dét lys tændes et lys inde i os, så vi kan bære det lyslevende håb ud blandt andre. Vi tænder også et lys for hinanden, for vi skal alle omfavnes af kærlighedens oplysning og livgivende lyskilde. Som barn blev Jesus født i mørket og tændte et livshåb for mange; som voksen trådte han frem og spredte håbsløshedens og dødens dystre mørke, så vi kan smile frimodigt og lade glæden være vores lyskilde og fyrtårn, der slår sprækker i mørket og vækker os til liv og kald i tro, håb og kærlighed. Amen.
Liturgi til Kyndelmisse i Hunderup Kirke, søndag den 3. februar kl. 16.30 2019
NB: Vi står under salmesang og sidder under læsninger
Læsningerne er til 4. søndag efter Helligtrekonger
Der er kun korsvar efter velsignelsen (3 x amen)
Alt lys er tændt som normalt
Indledning v. Ole
Alt det elektriske lys slukkes i kirken
Præludium: orglet spiller “Adagio” af Benedetto Marcello (1686-1739)
Stilhed. I mørket bærer Ole et levende lys ind og stiller på Allehelgens-lyseholderen på døbefonten
Det elektriske lys tændes i kirken
Indgangsbøn v. Hanne.
DDS 557: Her vil ties her vil bies
Epistel-læsning v. Ole
Kirkekoret + klaver: Day by Day (tekst efter Skt. Richard af Cichester 1197 – musik Stephen Schwartz 1971)
Salme 834: Når vinterstorme hærger (tillægget) (Dorte spiller på klaver)
Alt det elektriske lys i kirken slukkes
Evangelielæsning + Prædiken + kirkebøn + apostolsk velsignelse
Den øverste krone i kirken er fortsat slukket + lampen til højre for alteret.
Meditativ musik, og imens kan man gå op at tænde et fyrfadslys
Stilhed og tid til at sidde og se lyset
Alt lys i kirken tændes
DDS 4: Giv mig Gud en salmetunge
Fadervor + velsignelse
Salme 814: Gå i mørket med lyset (tillægget)
Udgangsbøn v. Hanne
Postludium: Kirkekoret synger Halleluja af Cohen, men med en kyndelmissetekst af Roll Præstegaard
Efter gudstjenesten følger vi faklerne uden for kirken hen til Købmanden, hvor der serveres varm suppe
Meddelelser
En dag tog Jesus nogle af sine disciple (Peter og Jakob og Johannes) med op på et højt bjerg. Pludselig blev han forvandlet, hans ansigt lyste som solen og hans klæder blev hvide som lyset. Store profeter fra gamle dage trådte frem for ham, og Peter blev ellevild og ville straks bygge hytter, så de kunne bo sammen dér. Men med ét var det herlige syn væk, og alting så ud, som det plejede. Jesus tog sine venner med ned fra bjerget, og hvad det nu har for os betyde skal vi høre mere om til gudstjeneste søndag den 10. februar kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup v. Ole
Hunderup
På torsdag den 7. februar åbner vi igen dørene til samtalecafé i Vilslev præstegård kl. 19, hvor vi mødes over en kop kaffe og snakker om et teologisk emne. På torsdag drøfter vi spørgsmålet: Hvordan ville vi mon have reageret på Jesus, hvis vi havde levet, da han gik på jorden? Alle er velkomne til at møde op; det kræver ikke særlige forudsætninger. Der vil være et kort oplæg, og så snakker vi om emnet.
- Efter prædiken er der mulighed for, at man kan komme op til døbefonten og tænde et fyrfadslys og derved sende en bøn og en tanke afsted.
- Stor tak til kirkekoret, der både synger for os og med os. Det er altid en fornøjelse, når sangen løftes her i kirken, for vi løftes med.
- Efter gudstjenesten går vi i samlet flok ud og følger faklerne over til Købmanden, hvor vi bydes på suppe og samtale.
