Hvad betyder kyndelmisse? - hvad betyder det for os? Kyndelmisse falder hvert år den 2. februar. Historisk set er kyndelmisse blevet markeret som dagen, hvor halvdelen af vinterhalvåret mellem den 1. november og den 1. maj er gået. Vi markerer altså en overgang og ved, vi går mod lysere tider. Kirkeligt set er det dagen for jomfru Marias renselse, hvor hun tog den 40 dage gamle Jesus med i det jødiske tempel. Der ser den gamle mand Simeon ham og kalder ham ”et lys til åbenbaring for hedninge”.
Vi holder i dag temagudstjeneste om lys. Der er lys overalt omkring os: Lys i naturen, kunsten, livet og verden. Lyset som Guds nåde. I begyndelsen skabte Gud lyset; han skilte lyset fra mørket, og lyset kaldte han dag. Lyset har været meget anvendt som poetisk kilde til megen litteratur. Evangeliets lys skinner som et lille lys i mørket; håbet, troen, kærligheden er blus på bavne, vi ofte kan savne. For kun ved at kende til mørket omkring os og i os i form af synd, sorg og smerte over svigt, sygdom og savn kan vi længes efter lysets varme, som vi håber vil vække glæde i os. Og meget i verden kan skinne for os som et lys, ja, selv et smil kan tænde lys.
Når vi sådan samles til gudstjeneste for at fokusere på lyset som tema, så sidder vi med salmebogen i hænderne, fordi vi skal synge salmer om lyset tolket ind i vores liv ud fra evangeliets ord. Lad os derfor begynde med begyndelsen på det hele. De første linjer af Bibelen lyder således: 1 Mos kap 1 v1 ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. v2 Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. v3 Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. v4 Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. v5 Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.” Amen.
”Kom, du ærens konge, kom!
Hjertet er din ejendom;
rens det, dan det, som du vil,
jeg kun dig vil høre til.” (DDS 80,4: Tak og ære være Gud)
Således skriver evangelisten Matthæus: v13 I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. v14 I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. v15 Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. v16 Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene." (Matt 5,13-16) - Amen!
Prædiken: HC Andersens fortælling om den lille pige med svovlstikkerne hører til i vores verden, hvor vi ved, at ikke alle får en daglig portion kærlighed. Vi kender til nød og fattigdom, vi kender til længslen efter håb, længslen efter lys og varme. Pigen fandt det i glimt, men svovlstikkerne brændte hurtigt ud. Vi kan også føle det som om, vort håb og lys er svovlstikker, der alt for hurtigt brænder ud.
Uretfærdigheden stikker os i ørene, når vi hører en sådan fortælling, og det får os til at spørge: Hvorfor skal vi dog høre sådan noget til en gudstjeneste?! Jo, for livet uden for kirkens mure er ikke adskilt fra ordene, der lyder herinde. Og når livet er malet op som vi kender det, kan Guds ord lyde så meget desto renere og klarere. I det sorteste mørke kan selv det mindste lys skinne så klart som solen.
Det skræmmende for pigen og for os er sådan set ikke døden, men frygten for at leve et glædesløst og indholdstomt liv. At være levende død både i forhold til Gud og mennesker er nok det værste liv, man kan forestille sig. Ikke at kunne se glæden ved livet, ikke at have et håb at leve på, ikke at kunne elske eller se sig elsket. Den lille pige med svovlstikkerne døde med et smil om munden, for hun levede med håb midt i det, der syntes så håbløst. Hun optændtes af glædens gryende håb og varme, når hun strøg den ene svovlstik efter den anden. Eventyret synes uretfærdigt, men det skyldes, at nogen ikke handlede retfærdigt – ingen tog hende ind i varmen eller forbarmede sig over hende. Hvorfor holde Gud ansvarlig for alverdens uretfærdighed, der skyldes os mennesker?
”I er verdens lys” sagde Jesus til sine disciple. Det særlige ved dem var ikke, at de levede særligt helligt eller med fokus på at ændre sociale forhold for udsatte borgere – men alene det, der kan synes både svagt og banalt: at de levede i håbet med glæde. De havde salt og lys i sig, fordi Guds lys skinnede igennem dem til velsignelse for mange. Til trods for deres erfaringer med en verden, der bød på modgang, synd, sorg og savn, kunne disciplene alligevel glæde og trøste sig ved håbet om, at der altid var en ny mulighed for at føle glæde og livsmod.
Her om vinteren går alting i stå, alting går ligesom i dvale, og i livets vinter holder hjertet op med at slå. Man kan opleve kulde i sit hjerte og sine følelser, is om hjertet, føle sig følelseskold, når man svigtes og livet gør ondt. Depression kan ramme som følge af manglende livsvarme. Vi kan være som et frø i hi, der kan fryses helt ned, men ved varme og lys liver den op på ny, og sætter friske skud – en forårspante.
For at kunne se, må vi have belysning; for at kunne fatte eller tro, må vi have oplysning i sind og hjerte. Gud skabte lyset til glæde for os, og Jesus gav os som opgave at være lys for hinanden, så ingen skal sidde som den lille pige og se sine håb brænde ud. Vi kender mørket i verden, og med gudstjenester, hvor vi lytter til evangeliet, hører vi Guds ord om, at han skaber lys, hvor der før var mørke og giver trøst, hvor der før var sorg. Gud har tændt lys for os, så vi kan være lys for hinanden. Gå i fred og tjen Herren med glæde. Amen.