Dagens bibeltekster. Salmer: 1. DDS 4: Giv mig Gud, en salmetunge; 2. DDS 256: På denne dag vi se Guds søn; 3. DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted; --- ; 4. DDS 261: Halleluja for lysets drot; 5. DDS 13: Måne og sol
Hvis man engang imellem ser fjernsyn eller går i biografen, vil man straks opdage, at sendefladerne nærmest flyder over med film om superhelte i forskellige størrelser og afskygninger. Mange har åbenbart behov for at se disse film om superhelte, der redder hele verden fra undergang, eller redder sine venner og sig selv. Disse superhelte kan mange forskellige ting, og de er umiddelbart både sejere og mere overlegne end Jesus. Han steg godt nok til Himmels for at sidde ved Faderens højre hånd, men superheltene flyver dagligt en tur rundt om jorden. Disse særlige personer har en helt særlig X-factor, og man kan bag skærmen godt blive misundelig over, at superheltene på film ikke kun har særlige evner, men også altid har et rigtig godt udseende med sig. Goderne er sandelig ikke blevet fordel ligeligt til os alle. Nogle har rigeligt med evner og talenter og er nærmest født med en guldske i munden, desuden har de en flot, ren og silkeblød hud, mens mange andre må kigge bedrøvet på deres spejlbillede og beklage sig over både udseendet og de forbavsende mange manglende talenter.
Når man i sin hverdag står over for udfordringer, der synes at tappe ens energi, og man bliver mere og mere modløs eller magtesløs, så kunne det være rigtig rart, hvis man med et knips kunne trylle problemerne væk. Det ville være nemt, enkelt og ligetil. De gamle eventyr, man læser for børnene, bugner af fortællinger om personer, der kommer let til tingene, men det er som om, at når man hopper over, hvor gærdet er lavest, så lander man ofte på steder med mudder. Så bare fordi man kommer let til nogle ting, behøver det altså ikke betyde, at livets lykke er gjort. Som vi ser på film er det ofte de superhelte, der har de stærkeste kræfter, der kæmper de hårdeste kampe. De påtager sig et stort ansvar med de store evner, de har fået på forskellige forunderlige måder. De gør det ikke, fordi en klub af forurettede moralske personer dunker dem i hovedet, men fordi de selv vælger at bruge deres evner til at redde jorden eller redde mennesker. I en tid hvor nyhederne bugner med større og større katastrofer og svimlende problemer i verden, kan filmenes superhelte ikke blive store og stærke nok. De fungerer som et spejl for os alle, der bliver betaget af disse helte. Vi spejler os i dem og tænker, om vi mon også selv har nogle skjulte, særlige evner. Alle har vi vel som børn på et eller andet tidspunkt forsøgt, om vi kunne flyve som supermand. Men enhver der prøver at efterligne en superhelt uden selv at være det, kan kun komme galt af sted.
Vi ønsker at være særlige, at have X-factor, for at blive udvalgte til noget stort, mens Jesus var udvalgt af det største til at være ganske almindelig og jordnær. Jesus var ingen sej superhelt, men hans liv og død og opstandelse overgår langt, hvad superheltene kan præstere. I dag fejrer vi Kristi Himmelfart. Når nu Jesus fór til himmels, så var det ikke for at løbe fra regningen. Selvom han holdt en afskedstale for sine venner, var det dog ikke sådan, at han bare svigtede dem og lod dem være tilbage overladt til sig selv. Kristi Himmelfart sker kort før pinse, hvor Helligånden sendes til jorden. Når englene spørger de undrende disciple om, hvorfor de står og beglor himlen, så er det for at pege på, at de ikke skal leve med næsen i sky, men rette blikket hen mod dem, de lever iblandt. Vi har brug for at blive set og selv at se hinanden; og selvom himlens paradis er lokkende, er det vort lod at være jordboere og se hinanden i øjnene.
Inden Jesus steg til himmels, sendte han disciplene af sted ud i hele verden for at prædike evangeliet for hele skabningen. Evangeliet er det glædelige budskab om, at Gud ikke har forladt os, men at der er liv trods død, frelse trods synd og glæde trods sorg. Det er budskabet om, at Jesus er Guds søn og verdens frelser. Det ér store ord til helt almindelige mennesker. Som en henkastet bemærkning sagde han til dem, at der med disciplenes opgave fulgte særlige evner og talenter. Noget, som vi må undre os meget over. Man kan jo fristes til at forstå det sådan, at også nye kristne vil få disse særlige evner, hvis altså bare de tror nok eller tror rigtigt. Og hvis det nu forholder sig sådan, så kunne vi jo hurtigt i Danmark få skabt klarhed over, hvem der egentligt er sande kristne. Alle, der kalder sig kristne kunne gennemgå nogle prøver, hvor de skulle drikke dødbringende gift, uddrive dæmoner, tale med nye tunger, og helbrede syge ved at lægge hænderne på dem. På den måde kunne vi også få afgjort en gammel strid om, hvilken af de kristne retninger, der har fat i den lange ende. Men vi ved godt alle sammen, at langt de fleste – ja, det er vel ingen overdrivelse at sige: alle – ville dumpe til sådan en eksamen i tro. Hvis vi spejler os i disse disciples særlige evner, vil det gå os, som hvis vi spejler os i Supermand. Vi forsøger at stige højt op, men falder ned og slår os – ikke blot fysisk men åndeligt. Troen lider et knæk af skuffelse.
Det kan nemt lyde sådan, at man skal præstere en masse for at kunne kalde sig kristen eller troende; og man kan slå sig selv i hovedet med sin manglende tro eller svage tro, når man ikke magter at uddrive sine egne eller andres dæmoner, eller hvis man dør af at drikke dødbringende gift. Mange har forsøgt at bede for syge, uden at sygdommen er gået væk. Mange er blevet bedt for, uden at det har medført helbredelse. Det er nemt at blive skuffet og bebrejde sig selv, men det er vigtigt at huske på, at troen på Jesus ikke er en magisk trylleformular. Vi kan ikke gå på vandet, hvor meget vi så end beder om det i Jesu navn; om vi så anråbte alle helgener og alle Guds hellige navne så ville det ikke hjælpe os med at bryde lovene for denne fysiske verden.
Disciplene blev ikke sendt ud i vores verden for at de kunne gå og prale med deres fine, seje, nye evner. Foran dem lå et hårdt liv, hvor de netop skulle leve sådan, at de spredte liv omkring sig. De skulle prædike, tale, helbrede og uddrive dæmoner, så syge mennesker kunne blive raske, og så alle kunne høre budskabet om, at vores liv har mening for Gud, og at vi ikke er alene her i livet, uanset hvor ensomme vi kan føle os. Man skulle tro, at alle gerne ville høre sådanne nådefulde ord, men disciplene blev mødt af hård modstand. Nogle blev korsfæstet, andre halshugget, atter andre blev stenet, nogle blev smidt i fængsel, andre blev kastet for løverne – i det hele taget døde rigtig mange af de første kristne fordi de ville udbrede budskabet om Jesus. Og i alle de faretruende situationer hjalp deres særlige evner altså ikke ret meget. Der var efter alt at dømme ikke meget superhelt over dem. Man må dog beundre deres frimodighed og frejdighed i mødet med såvel det gode som det onde i verden. De elskede livet og mennesker så meget, at døden blev en naturlig pris, som de ikke var bange for at betale.
De stod ved det, og de faldt ved det; ved denne tro på håbet om, at budskabet var sandt. De levede på det og døde så hårdt at det har givet efterdønninger helt op i vore dage. Og i vore dage kommer vi til kirke for at høre, om ikke der også er håb for os – selvom vi ikke er som superhelte og selvom vores tro måske knap nok rækker til at leve. At Jesus levede, døde og opstod afhang ikke af os. Det er altså ikke op til os at skulle bevise en tro til en høj karakter. Jesus skældte sine disciple ud og klandrede dem for deres vantro lige inden, han sendte dem ud at prædike i hele verden. Det er også et ord til os: på trods af vore tvivl og tro, på trods af vores navlepillerier med småborgerlighed, moralske grublerier og bøvl med hver vores eksistens, så tager Gud os til nåde i sin barmhjertighed. Derfor får vi mulighed for at leve på det budskab, som de første disciple prædikede og som sidenhen er blevet prædiket i kirker verden over igennem 2.000 år. Om vi kan tro det, om vi tør og om troen er stærk eller svag skal ingen anden bedømme end Gud selv. Lad os leve og fokusere på nåden og velsignelsen imens tid er. Domme og forbandelser kan vi hurtigt nok vikle os ind i over for hinanden. Jesu ærinde var ikke at gøre som vi gør, men han bragte noget helt andet – ja, noget guddommeligt – ind i vores eksistens. Og selv når han skældte ud, velsignede han i samme åndedrag. Selv da han klandrede sine disciples vantro, sendte han dem ud i verden for at udgyde håb og indgyde tro.
Der er ikke meget superhelt eller X-factor over disciplenes tro, og de ville nok også være dumpet til en eksamen i, hvor stor deres tro var. Troen er ikke en præstation, men det er at forlade sig på, at håbet er sandt. Amen.
Hvis man engang imellem ser fjernsyn eller går i biografen, vil man straks opdage, at sendefladerne nærmest flyder over med film om superhelte i forskellige størrelser og afskygninger. Mange har åbenbart behov for at se disse film om superhelte, der redder hele verden fra undergang, eller redder sine venner og sig selv. Disse superhelte kan mange forskellige ting, og de er umiddelbart både sejere og mere overlegne end Jesus. Han steg godt nok til Himmels for at sidde ved Faderens højre hånd, men superheltene flyver dagligt en tur rundt om jorden. Disse særlige personer har en helt særlig X-factor, og man kan bag skærmen godt blive misundelig over, at superheltene på film ikke kun har særlige evner, men også altid har et rigtig godt udseende med sig. Goderne er sandelig ikke blevet fordel ligeligt til os alle. Nogle har rigeligt med evner og talenter og er nærmest født med en guldske i munden, desuden har de en flot, ren og silkeblød hud, mens mange andre må kigge bedrøvet på deres spejlbillede og beklage sig over både udseendet og de forbavsende mange manglende talenter.
Når man i sin hverdag står over for udfordringer, der synes at tappe ens energi, og man bliver mere og mere modløs eller magtesløs, så kunne det være rigtig rart, hvis man med et knips kunne trylle problemerne væk. Det ville være nemt, enkelt og ligetil. De gamle eventyr, man læser for børnene, bugner af fortællinger om personer, der kommer let til tingene, men det er som om, at når man hopper over, hvor gærdet er lavest, så lander man ofte på steder med mudder. Så bare fordi man kommer let til nogle ting, behøver det altså ikke betyde, at livets lykke er gjort. Som vi ser på film er det ofte de superhelte, der har de stærkeste kræfter, der kæmper de hårdeste kampe. De påtager sig et stort ansvar med de store evner, de har fået på forskellige forunderlige måder. De gør det ikke, fordi en klub af forurettede moralske personer dunker dem i hovedet, men fordi de selv vælger at bruge deres evner til at redde jorden eller redde mennesker. I en tid hvor nyhederne bugner med større og større katastrofer og svimlende problemer i verden, kan filmenes superhelte ikke blive store og stærke nok. De fungerer som et spejl for os alle, der bliver betaget af disse helte. Vi spejler os i dem og tænker, om vi mon også selv har nogle skjulte, særlige evner. Alle har vi vel som børn på et eller andet tidspunkt forsøgt, om vi kunne flyve som supermand. Men enhver der prøver at efterligne en superhelt uden selv at være det, kan kun komme galt af sted.
Vi ønsker at være særlige, at have X-factor, for at blive udvalgte til noget stort, mens Jesus var udvalgt af det største til at være ganske almindelig og jordnær. Jesus var ingen sej superhelt, men hans liv og død og opstandelse overgår langt, hvad superheltene kan præstere. I dag fejrer vi Kristi Himmelfart. Når nu Jesus fór til himmels, så var det ikke for at løbe fra regningen. Selvom han holdt en afskedstale for sine venner, var det dog ikke sådan, at han bare svigtede dem og lod dem være tilbage overladt til sig selv. Kristi Himmelfart sker kort før pinse, hvor Helligånden sendes til jorden. Når englene spørger de undrende disciple om, hvorfor de står og beglor himlen, så er det for at pege på, at de ikke skal leve med næsen i sky, men rette blikket hen mod dem, de lever iblandt. Vi har brug for at blive set og selv at se hinanden; og selvom himlens paradis er lokkende, er det vort lod at være jordboere og se hinanden i øjnene.
Inden Jesus steg til himmels, sendte han disciplene af sted ud i hele verden for at prædike evangeliet for hele skabningen. Evangeliet er det glædelige budskab om, at Gud ikke har forladt os, men at der er liv trods død, frelse trods synd og glæde trods sorg. Det er budskabet om, at Jesus er Guds søn og verdens frelser. Det ér store ord til helt almindelige mennesker. Som en henkastet bemærkning sagde han til dem, at der med disciplenes opgave fulgte særlige evner og talenter. Noget, som vi må undre os meget over. Man kan jo fristes til at forstå det sådan, at også nye kristne vil få disse særlige evner, hvis altså bare de tror nok eller tror rigtigt. Og hvis det nu forholder sig sådan, så kunne vi jo hurtigt i Danmark få skabt klarhed over, hvem der egentligt er sande kristne. Alle, der kalder sig kristne kunne gennemgå nogle prøver, hvor de skulle drikke dødbringende gift, uddrive dæmoner, tale med nye tunger, og helbrede syge ved at lægge hænderne på dem. På den måde kunne vi også få afgjort en gammel strid om, hvilken af de kristne retninger, der har fat i den lange ende. Men vi ved godt alle sammen, at langt de fleste – ja, det er vel ingen overdrivelse at sige: alle – ville dumpe til sådan en eksamen i tro. Hvis vi spejler os i disse disciples særlige evner, vil det gå os, som hvis vi spejler os i Supermand. Vi forsøger at stige højt op, men falder ned og slår os – ikke blot fysisk men åndeligt. Troen lider et knæk af skuffelse.
Det kan nemt lyde sådan, at man skal præstere en masse for at kunne kalde sig kristen eller troende; og man kan slå sig selv i hovedet med sin manglende tro eller svage tro, når man ikke magter at uddrive sine egne eller andres dæmoner, eller hvis man dør af at drikke dødbringende gift. Mange har forsøgt at bede for syge, uden at sygdommen er gået væk. Mange er blevet bedt for, uden at det har medført helbredelse. Det er nemt at blive skuffet og bebrejde sig selv, men det er vigtigt at huske på, at troen på Jesus ikke er en magisk trylleformular. Vi kan ikke gå på vandet, hvor meget vi så end beder om det i Jesu navn; om vi så anråbte alle helgener og alle Guds hellige navne så ville det ikke hjælpe os med at bryde lovene for denne fysiske verden.
Disciplene blev ikke sendt ud i vores verden for at de kunne gå og prale med deres fine, seje, nye evner. Foran dem lå et hårdt liv, hvor de netop skulle leve sådan, at de spredte liv omkring sig. De skulle prædike, tale, helbrede og uddrive dæmoner, så syge mennesker kunne blive raske, og så alle kunne høre budskabet om, at vores liv har mening for Gud, og at vi ikke er alene her i livet, uanset hvor ensomme vi kan føle os. Man skulle tro, at alle gerne ville høre sådanne nådefulde ord, men disciplene blev mødt af hård modstand. Nogle blev korsfæstet, andre halshugget, atter andre blev stenet, nogle blev smidt i fængsel, andre blev kastet for løverne – i det hele taget døde rigtig mange af de første kristne fordi de ville udbrede budskabet om Jesus. Og i alle de faretruende situationer hjalp deres særlige evner altså ikke ret meget. Der var efter alt at dømme ikke meget superhelt over dem. Man må dog beundre deres frimodighed og frejdighed i mødet med såvel det gode som det onde i verden. De elskede livet og mennesker så meget, at døden blev en naturlig pris, som de ikke var bange for at betale.
De stod ved det, og de faldt ved det; ved denne tro på håbet om, at budskabet var sandt. De levede på det og døde så hårdt at det har givet efterdønninger helt op i vore dage. Og i vore dage kommer vi til kirke for at høre, om ikke der også er håb for os – selvom vi ikke er som superhelte og selvom vores tro måske knap nok rækker til at leve. At Jesus levede, døde og opstod afhang ikke af os. Det er altså ikke op til os at skulle bevise en tro til en høj karakter. Jesus skældte sine disciple ud og klandrede dem for deres vantro lige inden, han sendte dem ud at prædike i hele verden. Det er også et ord til os: på trods af vore tvivl og tro, på trods af vores navlepillerier med småborgerlighed, moralske grublerier og bøvl med hver vores eksistens, så tager Gud os til nåde i sin barmhjertighed. Derfor får vi mulighed for at leve på det budskab, som de første disciple prædikede og som sidenhen er blevet prædiket i kirker verden over igennem 2.000 år. Om vi kan tro det, om vi tør og om troen er stærk eller svag skal ingen anden bedømme end Gud selv. Lad os leve og fokusere på nåden og velsignelsen imens tid er. Domme og forbandelser kan vi hurtigt nok vikle os ind i over for hinanden. Jesu ærinde var ikke at gøre som vi gør, men han bragte noget helt andet – ja, noget guddommeligt – ind i vores eksistens. Og selv når han skældte ud, velsignede han i samme åndedrag. Selv da han klandrede sine disciples vantro, sendte han dem ud i verden for at udgyde håb og indgyde tro.
Der er ikke meget superhelt eller X-factor over disciplenes tro, og de ville nok også være dumpet til en eksamen i, hvor stor deres tro var. Troen er ikke en præstation, men det er at forlade sig på, at håbet er sandt. Amen.
