Første Søndag i Advent er kirkens nytårsdag, for dér begynder et nyt kirkeår. Derfor afrunder vi dette kirkeår med Jesu profetiske ord om en dom, der kommer engang, når alting hører op, og såvel levende som døde skal træde frem for den himmelske domstol. Ved tidernes ende ser vi en ny side af Jesus, som vi har bekendt i trosbekendelsen, at han er ”siddende ved Gud Faders den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.” Verdensdommen er en barsk måde at afrunde året på, for det er hårde ord, Jesus i dag lader lyde for sine disciple. Umiddelbart kan man forstå Jesu ord om, at der er en frelse og en fortabelse, og at kun han som dommer ved, hvem der går til højre og hvem, der går til venstre. Dem, der har gjort det gode skal belønnes med evigt liv, og dem, der har gjort det onde, skal gå bort til evig straf.
Sådan kunne det hele godt se ud, hvis altså det var så nemt og enkelt at dømme imellem de gode og de onde. Der ville blive afregning ved kasse ét, en form for karma; hvis man gør det onde, vil man blive ramt af det onde. Men vi hører, at da folkene er kaldet frem for domstolen, ved hverken de gode eller onde, at de skulle have gjort sig fortjent til evigt liv eller evig straf. Ingen af dem ved åbenbart, hvad de har gjort i deres liv. Derved kan ingen retfærdiggøre sig selv, ingen har noget at være stolt af, ingen kan vise tilbage på deres liv og sige noget om, hvad man har gjort eller hvorfor, man har gjort det. Dommen bliver alene overladt til Jesus.
Men dommen som den skildres hos evangelisten Matthæus giver os et billede af, at Jesus er en lunefuld dommer, fordi han vil dømme os efter nogle handlinger, vi ikke selv kender til. Uanset om vi har gjort det gode eller onde virker det ikke retfærdigt at blive bedømt på noget, vi åbenbart ikke har været herre over. Det vil jo være som at gå til eksamen og bestå eller dumpe ud fra en bedømmelse af noget, vi ikke kunne have forberedt os på, eller at gå til samtale hos chefen og blive hyret eller fyret ud fra chefens vurderinger af vores arbejde, som vi ikke havde mulighed for at kende til. Evangelisten Matthæus stiller det sådan op, at man åbenbart gennem hele sit liv enten kun har gjort det gode eller det onde. At man enten kun har hjulpet de syge og svage og fremmede eller altid kun har afstået fra at hjælpe de syge og svage og fremmede. Vores erfaring med at leve og være menneske taler dog imod evangelistens forestillinger om menneskelivet. Vi har alle syndet og mistet herligheden fra Gud. Ingen af os har enten kun gjort det gode eller kun det onde; mon ikke vi alle må indrømme, at vi på et tidspunkt også har undladt at hjælpe et menneske i nød? Hvis evangelisten har ret i, at Jesus vil dømme alle mennesker efter vore gerninger, så står vi alle sammen til at skulle skilles ud til venstre, ud til bukkene, ud til evig fortabelse.
Og dét er et afgørende budskab: Vi er i os selv fortabte, ingen af vore gerninger kan frelse os, ingen af gerninger kan retfærdiggøre os, vi indeholder nemlig både det gode og det onde, og alle har vi gjort noget ondt fx ved ikke at hjælpe en anden, ved ikke at have elsket vor næste som os selv. Det gode vi vil, det gør vi ikke, men det onde, vi ikke vil, det gør vi. Man siger, at det gode træ bærer gode frugter, og det dårlige træ, bærer dårlige frugter; men hvad siger man så om os, der bærer både god og dårlig frugt?
At verden ikke er sort/hvid, og at vi ikke kan opdeles i gode og onde, står klart, hvis vi læser videre i evangelisten Matthæus’ fortælling om Jesus. Efter domstalen går der ikke langt tid, før Judas planlagde at forråde Jesus. Judas var én af de tolv mænd, Jesus selv havde udvalgt til sin inderkreds. Jesus spiste sit sidste nadvermåltid med disse tolv, selvom han godt vidste, Judas ville forråde ham. Efter måltidet forudsagde han, at Peter ville fornægte ham. Peter var ellers den discipel, som skulle blive en af de ledende apostle efter Jesu død og opstandelse. Ikke nok med at Judas skulle forråde ham og Peter fornægte ham, men Jesus forudsagde, at alle disciple ville svigte ham. De nægtede selvfølgelig alle at de skulle gøre sådanne onde ting, men da betjentene kom for at anholde Jesus, flygtede alle disciple, undtaget én, nemlig Judas. Han skulle nemlig udpege Jesus for betjentene, og det gjorde han med ved at give ham et kys.
Disse mænd, udvalgt at Jesus Kristus, tænker vi tit på som særligt hellige personer, der aldrig gjorde noget forkert; af alle mennesker måtte de da uden tvivl blive frelst. Men hvis Jesus dømte dem efter deres gerninger, ville de så stadig være så sikre på at skulle arve evigt liv? Judas, der forrådte sin herre for penge og med et kys; Peter, der af frygt fornægtede sin Kristus tre gange og alle de andre disciple, der løb væk af frygt for at miste livet eller måske bare af frygt for at blive smidt i fængsel. De ville ikke sætte noget på spil for ham, der satte alt på spil for dem. Hvis et godt træ kendes på sine gode frugter, må disse mænd ses som dårlige træer, for deres frugter var bitre og usmagelige som deres handlinger. De kunne altså heller ikke pege på deres liv over for dommeren, for de havde intet at være stolte af, ingen gode gerninger; kun svigt, forræderi og fornægtelse. HVIS disse tolv mænd havde gjort noget godt, var det vel næsten sket ved et tilfælde.
Vi kan altså ikke være stolte af vore gerninger, når vi engang stilles over for dommeren over levende og døde. Er alt håb så ude for os? Eller er der også i dagens evangelietekst en smule glæde og håb? Ja, bestemt – for selvom vi hele tiden er forpligtet på kærligheden og er blevet døbt i pligten at skulle elske Gud og vores næste, så kan vi aldrig nå i mål. Derfor har Jesus givet os her i kirken to handlinger, dåben og nadveren, som vi skal holde os til. I dåben podes vi ind på livets træ, så vi kan sætte god frugt, og ved nadveren får vi styrke og trøst til - på trods af vore synder - igen og igen at gå ud i livet med oprejst hoved med buddet om at elske, selvom vi fejler. For som Gud sagde ved profeten Esajas, skal det, der skete tidligere ikke huskes, men jubel og glæde skal afløse al jordisk gråd og sorg, synd og smerte. Dommeren er nemlig også frelseren, og så hårdt som han dømmer syndere til fortabelse, må vi forlade os på håbet om, at han også er kommet for at frelse os fortabte. Amen.
Prædikentekster til Sidste Søndag i Kirkeåret.
Salmer: 1. DDS 732: Dybt hælder året i sin gang; 2. DDS 332: På Jerusalem det ny; 3. DDS 89: Vi sidder i mørket; --- ; 4. DDS 274: Rejs op dit hoved; 5. DDS 69,5-6: Du fødtes på jord; 6. DDS 431: Herre Kristus dig til ære