Kristus kom ”lyslevende fra Himmerig” for at lyse levende i jorderig, og han lyste og skinnede og tændte håbets tro og livets lyst hos mange, hvis sjæle var udbrændte efter hverdagens modgang og livets slid, eller måske var de indebrændte af vrede og skuffelse over tilværelsens tilbøjelighed til ikke at ville lykkes på den måde, man selv vil. Jesus viste os den himmelske kærlighed i de små børns tillidsfulde tumlen i verden, og han viste med sin opofrende natur, at der altid er lys i mørket. Et lys som ingen og intet kan slukke. Såvel jøder som romere forsøgte ellers at slå kærlighedsbudskabet ihjel med syvtommersøm og dødsnagler, men lige lidt hjalp det; for livet opstod ved lyden af Guds stemme, og op ad graven blev han kaldet, som bar Guds stemme ind i vores verden. Røsten blev ikke stum, men lyden af håbsråb gav ekko i dødsriget og menneskeriget, som intet før har lydt i naturens bakker og dale.
Selvom hans disciple og nære venner svigtede ham i de sværeste stunder med dødsangst og følelser af Gudsforladthed, begyndte Jesus aldrig at forlade eller forbande sine medmennesker, men velsignede dem igen og igen med sit nærvær, sin barmhjertighed og tilgivelse. Hele tiden gav han ud af sit selv og sit eget, indtil han ikke havde mere at give af, og indtil andre havde tømt ham for hvert et tegn på liv. Selv den dag, han blev båret til himmels, velsignede han dem, der var omkring ham. På den måde blev hans disciple sendt med velsignelse ud i en verden, der i sandhed trænger.
Jesus gennemlevede det, han skulle gøre på jorden for at vise vejen for andre; og dermed sendte han andre for at forandre en verden, der ligger under for syndens altfortærende kærlighedsløshed. Der er et skel mellem denne verden og Guds himmel, men det er et skel, som en dag vil blive fjernet; indtil den dag lever vi ikke i paradis, men i det jordiske rige, hvor der er mange fattige. Fattige på ånd, på tilgivelse, på fred, på håb og fattige tro på den evige selvopofrende kærlighed. Til gengæld er vi rige på materiel velstand, og man kan nogle gange få den tanke (måske især i disse konfirmationstider), at når pengene går ind, så går kærlighedsånden ud. Det er måske også for hårdt sagt, men Jesus gik slet ikke op i noget så fattigt som penge. Tværtimod gik han med liv og ildsjæl op i, at mennesker skulle befries fra deres sjælelige lidelsers helvede. Som en læge gik han til de syge, og hans medicin bestod ganske enkelt kun af nåde. For når han talte, talte han for at sætte folk fri af selvbebrejdende tanker, fri af vore lave tanker om os selv, fri af sorgens dybe stille ro, og fri af den tunge syndserkendelse, som bøjede nakken på enhver.
Sådan levede han, denne frelsermand fra Nazareth. Og på et tidspunkt måtte han videre, så også hans projekt kunne komme videre ud i verden. Han fór til himmels, steg op til Gud, blev båret af stærke hænder derop, hvor vores verden ender. Til Gud Faders højre hånd, hvorfra han sendte os sin Ånd. Ånden skal vi fejre til pinse, og det er jo lige om lidt.
Det var ikke som en astronaut, at Jesus fløj til himmels, men det var for at sidde dér, hvor han kunne være alle nær. Med sin Ånd og med sit ord, kunne han blive gæst ved hver vort bord. Derved ser vi, at han ikke rejste ad himlen til, for at forlade eller efterlade os til vores egen skæbne, men for at gå i forvejen for os, og for som hyrden at holde opsyn med os, hans forvildede fåreflok. Man kunne ellers nok blive vred over, hvordan vi nogle gange opfører os, men det var nu ikke fordi, han var opfarende, at han for op, men fordi han skulle tilbage hvor han kom fra, med de erfaringer der blev slået fast med syvtommersøm: at verden ikke kunne klare det guddommelige bud fra Gud om, at vi skal elske vor næste som os selv.
Julenat kom Jesus til jord, og her blev han jordet. Men selvom han var steget ned og nedlagt først i krybben og så i gravhule, så rejste han sig op, både fra krybben for at gå ud med sit budskab, og så fra graven for at bekæmpe døden og dens følgesvende. Og endelig steg han op til det høje, for at sidde ved faderens højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Nu lever vi i tiden derefter og venter på denne dommers dag, og imens gennemgår vi hver søn- og helligdag Jesu liv og gerning for at vi derved kan finde ud af, dels hvilken gave han er for os, og dels hvilken opgave han har givet til os.
Når disciplene gik ud i verden for at forkynde Frelserens budskab til alle folk, så var det for at sætte alle fri af synd og sorg og smerte. Når jorden bliver for tung og dyster, kan vi løfte hovedet og se mod himlen. Når vore hænder synker ned i skødet i afmagt, kan vi folde dem og sende en bøn og en tanke til vejrs. Vi har fået børnekår over for den fader, der er himlens og jordens skaber. Lad os leve som børn og bede vor fader om den sjælefred, vi ikke kan give os selv. I Jesu navn. Amen.
Bibeltekster til Kristi Himmelfarts dag
Salmer: 1) DDS 364: Al magt i himlen ; 2) DDS 324: Dig rummer ej himle ; 3) DDS 251: Jesus himmelfaren, mel: Rung ; --- ; 4) DDS 66: Lyslevende fra Himmerig, mel: Balle; 5) DDS 253: I dag skal alting sjunge; 6) DDS 256: På denne dag vi se Guds søn
MEDDELELSER
Præl.: Dietrich Buxtehude: Jesus Kristus er opfaren
Postl.: Johann Pachelbel: Fantasi
Næste gudstjeneste (søndag d. 13. maj):
Kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Jernved v. Kevin Asmussen
Kl. 9.30 i Hunderup (m. kaffe) og kl. 11 i Vilslev v. Ole