Kristi Himmelfartsdag er en af de dage i kirkens kalender, som det er lidt svært at forholde sig til, når man ellers bare lever sit daglige liv med familie og venner. Så er det lidt nemmere at forholde sig til julen, for der er så mange hyggelige traditioner i den forbindelse, og det er nok den tid på året, hvor kirken og kulturen møder hinanden allerbedst og allerkærest. I julen fødes det lille Jesusbarn, og er han ikke bare nuttet? Englene synger, hyrderne kommer ind i varmen, og hjemme venter julemaden og julegaverne og al den hygge, der gør, at vi må pålægge os selv nogle flere nytårsforsæt, som en slags bod på al den hygge, vi har nydt.
Nå, men selvom julen varer lige til påske, så befinder vi os i dag et godt stykke efter påske og et lille stykke inden pinse. Vi er i en mellemperiode, men i dag skete der noget mærkeligt med Jesus – han fór op til himlen for at sidde hos sin Fader. Det kan vi se her på kalkmaleriet – vi ser kun fødderne, for Jesus er halvvejs oppe, og dengang havde man ikke lige en mobil, man kunne snuppe et foto med. I Jerusalem findes der mange specielle steder, der bevarer historien om Jesus. Der findes også et lille sted, hvor man som turist må kigge ind i et halvmørkt rum. Man må ikke gå forbi den røde snor, for inde i det lille rum er noget meget særligt, som ikke må blive ødelagt; Nemlig: Jesus fodaftryk, da han fór til himmels. Ja, så har man set det med. På kalkmaleriet ser vi også, at Jesus tager et ordentligt afsæt, så han kan komme helt op i himlen.
I påsken blev Jesus først slået ihjel og lagt ned i en grav for derefter at blive rejst op fra de døde for så at rejse helt op i HImmelen – men hvorfor kunne han ikke bare blive her på jorden? Han havde jo besejret døden, så han kunne vel ikke være bange for noget længere? Imens han levede på jorden hjalp han folk både ved at helbrede dem fra alvorlige sygdomme og ved at opmuntre dem til at leve et jordnært liv i tro på Gud og tillid til mennesker. Det kunne vi da stadig godt bruge ham til, så hvorfor, hvorfor forlod han os?
Det er ikke alting, vi kan få svar på. Børn kan spørge om mere, end ti voksne kan svare på, og som Guds børn kan vi også spørge om mere, end vi kan få svar på. Man kan dog sige, at så længe, Jesus var på jorden, kunne han kun være ét sted af gange; men i himlen kan han være alle steder på én gang. Han kan altså være med os og høre vore bønner og følge med i vores liv, selvom vi er spredt for alle vinde ud over hele jorden. Måske er det alligevel til vores velsignelse, dengang han drog afsted? Selvom vi ville med.
Men her er vi – i kirken, i landsbyen, på jorden. Og efter gudstjenesten og efter dåbsfesten, så spredes vi igen for alle vinde ud over de forårsfrodige egne. Rundt omkring går vi ad de veje i livet, som vi skal, og vi sætter vores fodspor hos hinanden - og med vore ord og gerninger kan vi faktisk også hjælpe hinanden. Vi ved, det er nemt at såre hinanden, når vi siger noget dumt eller ondt, eller når vi mobber og driller – men det er også muligt at sige noget pænt og godt, noget, der hjælper andre videre i livet, noget, der opmuntrer og gør glad.
Vi har altså også en opgave, og det er ikke bare nogle lektier, man kan lave én gang, men noget vi har for hver dag hele livet: vi skal elske vor næste som os selv. Hvad betyder det at elske? Vi ved godt, der er forskellige former for kærlighed; man elsker ikke sin mor og sin kone på samme måde. Børn kan både elske og hade deres forældre. De fremmede og dem, man ikke kender, skal vi dog også forholde os til, hvis de en dag får brug for vores hjælp.
Derfor sagde Jesus også til sine venner, at de skulle gå ud i hele verden for at hjælpe til, hvor der var behov – både ved med ord og gerninger at gøre det gode mod andre; stoppe krige, hjælpe de syge og fattige, drage omsorg for naturen og fortælle om, at Gud elsker ethvert menneske uanset hudfarve, seksualitet, politisk retning osv. Guds kærlighed er nemlig ikke begrænset til én mand ét sted i verden, for Jesus sidder jo godt, så han kan lade sin kærlighed inspirere os alle på hele jorden til at bede og arbejde i tro, håb og kærlighed.
Jesus ville ikke bare forlade os og så lade os lide under savnet af ham, men han ønskede at inspirere os til også selv at gøre noget for at udbrede det gode i verden – og ikke bare se passivt til, når andre beder os om hjælp. Nu kan det jo være svært hele tiden at motivere sig selv, så Jesus sendte os sin Ånd, sin Hellige Ånd, som vil opmuntre os, når vi føler os triste og give os nyt mod og nye kræfter, selvom vi føler os udkørte og stressede. Det lyder jo som et vidundermiddel i en tid, hvor rigtig mange er stressede og udkørte – men hvordan får man del i Åndens gode effekter?
Det er egentligt ganske enkelt, men det kan være svært. Vi skal ”bare” blive opmærksomme på, at vi ikke kan klare alting selv; vi skal turde bede andre om hjælp, vi skal turde bede til vores Fader i det høje om hans barmhjertighed i vores dagligdag. Når vi folder vore hænder og tillader os et øjebliks ro fra alt det, vi ellers skal nå, så kan Gud nå ind til os, og så kan vi nå ud til hinanden. Gud når ind til os med troen på håbet om, at der er kærlighed til alle – og det er dét vi må give videre til alle andre omkring os. Så lade os nu sammen med hinanden bede: Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 749: I østen stiger solen op; 2. DDS 674: Sov sødt, barnlille; 3. DDS 257: Vaj nu, Dannebrog på voven; ---; 4. DDS 80: Tak og ære; 5. DDS 476: Kornet, som dør i jorden; 6. DDS 251: Jesus, himmelfaren
Nå, men selvom julen varer lige til påske, så befinder vi os i dag et godt stykke efter påske og et lille stykke inden pinse. Vi er i en mellemperiode, men i dag skete der noget mærkeligt med Jesus – han fór op til himlen for at sidde hos sin Fader. Det kan vi se her på kalkmaleriet – vi ser kun fødderne, for Jesus er halvvejs oppe, og dengang havde man ikke lige en mobil, man kunne snuppe et foto med. I Jerusalem findes der mange specielle steder, der bevarer historien om Jesus. Der findes også et lille sted, hvor man som turist må kigge ind i et halvmørkt rum. Man må ikke gå forbi den røde snor, for inde i det lille rum er noget meget særligt, som ikke må blive ødelagt; Nemlig: Jesus fodaftryk, da han fór til himmels. Ja, så har man set det med. På kalkmaleriet ser vi også, at Jesus tager et ordentligt afsæt, så han kan komme helt op i himlen.
I påsken blev Jesus først slået ihjel og lagt ned i en grav for derefter at blive rejst op fra de døde for så at rejse helt op i HImmelen – men hvorfor kunne han ikke bare blive her på jorden? Han havde jo besejret døden, så han kunne vel ikke være bange for noget længere? Imens han levede på jorden hjalp han folk både ved at helbrede dem fra alvorlige sygdomme og ved at opmuntre dem til at leve et jordnært liv i tro på Gud og tillid til mennesker. Det kunne vi da stadig godt bruge ham til, så hvorfor, hvorfor forlod han os?
Det er ikke alting, vi kan få svar på. Børn kan spørge om mere, end ti voksne kan svare på, og som Guds børn kan vi også spørge om mere, end vi kan få svar på. Man kan dog sige, at så længe, Jesus var på jorden, kunne han kun være ét sted af gange; men i himlen kan han være alle steder på én gang. Han kan altså være med os og høre vore bønner og følge med i vores liv, selvom vi er spredt for alle vinde ud over hele jorden. Måske er det alligevel til vores velsignelse, dengang han drog afsted? Selvom vi ville med.
Men her er vi – i kirken, i landsbyen, på jorden. Og efter gudstjenesten og efter dåbsfesten, så spredes vi igen for alle vinde ud over de forårsfrodige egne. Rundt omkring går vi ad de veje i livet, som vi skal, og vi sætter vores fodspor hos hinanden - og med vore ord og gerninger kan vi faktisk også hjælpe hinanden. Vi ved, det er nemt at såre hinanden, når vi siger noget dumt eller ondt, eller når vi mobber og driller – men det er også muligt at sige noget pænt og godt, noget, der hjælper andre videre i livet, noget, der opmuntrer og gør glad.
Vi har altså også en opgave, og det er ikke bare nogle lektier, man kan lave én gang, men noget vi har for hver dag hele livet: vi skal elske vor næste som os selv. Hvad betyder det at elske? Vi ved godt, der er forskellige former for kærlighed; man elsker ikke sin mor og sin kone på samme måde. Børn kan både elske og hade deres forældre. De fremmede og dem, man ikke kender, skal vi dog også forholde os til, hvis de en dag får brug for vores hjælp.
Derfor sagde Jesus også til sine venner, at de skulle gå ud i hele verden for at hjælpe til, hvor der var behov – både ved med ord og gerninger at gøre det gode mod andre; stoppe krige, hjælpe de syge og fattige, drage omsorg for naturen og fortælle om, at Gud elsker ethvert menneske uanset hudfarve, seksualitet, politisk retning osv. Guds kærlighed er nemlig ikke begrænset til én mand ét sted i verden, for Jesus sidder jo godt, så han kan lade sin kærlighed inspirere os alle på hele jorden til at bede og arbejde i tro, håb og kærlighed.
Jesus ville ikke bare forlade os og så lade os lide under savnet af ham, men han ønskede at inspirere os til også selv at gøre noget for at udbrede det gode i verden – og ikke bare se passivt til, når andre beder os om hjælp. Nu kan det jo være svært hele tiden at motivere sig selv, så Jesus sendte os sin Ånd, sin Hellige Ånd, som vil opmuntre os, når vi føler os triste og give os nyt mod og nye kræfter, selvom vi føler os udkørte og stressede. Det lyder jo som et vidundermiddel i en tid, hvor rigtig mange er stressede og udkørte – men hvordan får man del i Åndens gode effekter?
Det er egentligt ganske enkelt, men det kan være svært. Vi skal ”bare” blive opmærksomme på, at vi ikke kan klare alting selv; vi skal turde bede andre om hjælp, vi skal turde bede til vores Fader i det høje om hans barmhjertighed i vores dagligdag. Når vi folder vore hænder og tillader os et øjebliks ro fra alt det, vi ellers skal nå, så kan Gud nå ind til os, og så kan vi nå ud til hinanden. Gud når ind til os med troen på håbet om, at der er kærlighed til alle – og det er dét vi må give videre til alle andre omkring os. Så lade os nu sammen med hinanden bede: Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 749: I østen stiger solen op; 2. DDS 674: Sov sødt, barnlille; 3. DDS 257: Vaj nu, Dannebrog på voven; ---; 4. DDS 80: Tak og ære; 5. DDS 476: Kornet, som dør i jorden; 6. DDS 251: Jesus, himmelfaren
