Det var lige op til påske, og Palmesøndag red Jesus på æslet ind mod Jerusalem. Efterhånden som han nærmede sig, vældede sorgen op i ham og han græd ligefrem over den skønne by, for hvad der i de dage foregik i byen lå langt fra, hvad der burde foregå. Der var ufred i Israel på den tid, for romerne havde besat landet og holdt det i en jernnæve, og de slog hårdt ned på uro og optøjer. Jøderne strømmede i tusindvis til byen for at fejre påske, og det var en højtid der krævede ofre af duer, geder og får. Ofrene skulle rense dem for deres synder, og hvis de ofrede rigeligt ville Gud måske lytte til deres bønner om at befri landet fra den romerske besættelsesmagt. Renheden var på spil for jøderne; både deres egen og landets renhed. Det hele skulle renses, så de igen kunne leve; synderne skulle vaskes væk med blod og romerne måtte smides på porten. De satsede på at jo mere blod, der flød fra dyrene, desto mere aflad kunne de få for deres synder. Jo større synder, desto mere blod.
Men gav det jøderne fred i livet at ofre dyrenes liv? Nej, i stedet blev de fanget i beregninger af hvilke og hvor mange dyr, der måtte lade livet så de selv kunne leve livet – og jo mere, de levede, desto flere gange måtte de gå en blodig bodsgang til templet. Igen og igen blev der blodbad i templet, fordi jøderne igen og igen forsøgte at skaffe sig renselse af sig selv og af landet, forsøgte at skaffe romerne af vejen ved at lade dyrenes blod flyde til ære for Gud. Som jødiske pilgrimme fra lande langt væk kunne de selvfølgelig ikke slæbe alverdens dyr med sig, så pladsen omkring det store tempel blev fyldt af handelsfolk. En uforlignelig larm af handlende, der diskuterede priser, og en stank af sved fra en varm dag, hvor tusinder skubbede sig rundt imellem hinanden.
Templet var ellers bygget for at jøderne kunne få fred og ro til at dyrke deres religion og tro på Gud, men med tiden begyndte de at gå mere op i offeret og pengene end årsagen til, at de var taget derhen. Kulturen og traditionen drev deres handlinger, og de havde glemt at tænke over, hvad formålet med det hele egentligt var. Ingen kan jo tjene både Gud og mammon, men pengepungen sad tættere på deres hjerter end bønnerne sad på deres tunger. Jo mere de stræbte efter freden desto større ufred befandt de sig i.
Alle søger vi efter fred i relationer med hinanden, og hvis vi bare kunne skaffe os fred med Gud, ville det hele være perfekt. Vi lever i en verden af ufred, og det mindes vi tit nok om. Vort kære Danmark er ikke længere besat som for 70 år siden, men ufreden rumsterer i det store udland, og når der kastes en sten i Mellemøsten skyller bølgerne op på vore kyster. Aldrig før er der blevet tilbudt så mange kurser i indre fred, hvor man med meditation og mindfullness kan lære at finde fred med sig selv, selvom hele verden skulle stå i flammer. Det er dog en indbildsk og arrogant fred, for hvordan kan man bevare sit hjerte roligt, når verden brænder og mennesker brænder med? I stedet for at have udblik skal man helst stirre ind i sig selv, og blive ved med at håbe på, at der er noget i ens indre, der kan skaffe virkelig fred. Den ydre virkelighed har det dog med at punktere alle ens fine skønmalerier og dejlige tanker; en sort sorg kan man ikke blive kvit ved at rode rundt inde i sine tanker eller følelser. Noget andet og noget udefra må gives til hjælp. Men skulle man et kort øjeblik alligevel finde en slags salig fred med sig selv i sit indre, og føle at man er i harmoni med alt og alle, eller skulle man som en jøde ved templet endelig tro, at ens synder var forladt, og at man havde fået styr på sit liv, ja, så kan der pludseligt ske noget uventet, som intet menneske kan tage kontrol over, hverken med blodofre eller positive tanker.
Dagens evangelietekst fra evangelisten Lukas er desværre lidt tam i det i forhold til de tre andre evangelister, der mere malerisk beskriver, hvordan Jesus tog fløjlshandsker af for med pisk at jage handelsfolk ud af tempelpladsen. Tilbedelsen af mammon skulle ikke foretages på stedet for tilbedelse af Gud. Den ellers så fredelige Jesus kom farende ind på tempelpladsen, og han bragte ikke umiddelbart fred med sig. I stedet gik han bersærkergang som en nordisk viking og raserede området til stor forskrækkelse for de handlende, der jo bare gjorde, som kulturen og traditionen foreskrev dem. At de måske pressede priserne til deres eget bedste var jo en del af fornøjelsen. De opfyldte lovens bogstav, og gjorde som man kunne forlange af dem. Jesus nøjedes ikke bare med at rasere i deres samtid, men han forudsagde også, at templet skulle nedbrydes, og at jøderne skulle spredes for alle vinde. Han fik smerteligt ret. I år 70 havde romerne fået nok af jødernes optøjer og religiøse praksisser, så de brændte templet af og rev det ned, og efterhånden forbød de fuldstændigt jøderne adgang til Jerusalem. Alle jødernes anstrengelser på at skaffe sig fred blev en stor fiasko, som de stadig lider under i dag.
Som jøderne dengang går moderne spirituelle i dag meget op i at vi skal kunne tage kontrol over vort liv; vi skal kunne styre vore følelser, da det i Danmark jo ikke er velanset at bryde sammen nede i Brugsen/ hos Købmanden. Det er ikke velanset at hidse sig op eller begynde at skælde og smælde i det offentlige. Nej, vi vil fred her til lands, og det spinder mange guld på at love Gud og hver mand. De lover, at hvis vi blot selv tager kontrol, skal livet nok lykkes, så skal følelserne nok blive stabilt gode så får man et langt og lykkeligt liv. Det er ret smart, for hvis man har gjort noget ondt eller dumt, er det vigtigste at tilgive sig selv. Følger man denne form for forbedringspsykologi så tillader man ikke alle menneskets andre følelser, der også kræver deres plads og ret. Og når sorgen rammer eller livets tilsyneladende tilfældigheder slår ned, så kan man kun forsøge at arbejde med sig selv for at komme videre – ja, måske endda komme så langt, som at man ofrer dyrs liv for sit eget liv, som jøderne gjorde i templet. Men alt dette fanger os bare i et fængsel af kontrol, hvor vi aldrig får lov at falde igennem, hvor vi aldrig bliver set som hele mennesker, der rummer både gode og dårlige sider.
Men hvor finder vi så freden? Hvor er freden for os? Hvor var freden for jøderne og hvor er den for os i et hypermoderne og komplekst velfærdssamfund? Jesus giver ikke et direkte svar, og det gør han sjældent. Måske fordi der også skal være noget at prædike om en anden gang, eller nok nærmere, fordi hver enkelt af os må finde den fred, vi søger. Stedet er kirken her, der er bygget som bedehus for kristne. Det er ikke et helligt sted, men stedet er helliget evangeliets forkyndelse og vores sammenkomst som menighed. Her kan vi slippe trangen til at få kontrol over vort liv, slippe trangen til at være perfekte, fordi vi allerede er elsket som dem, vi nu engang er. Og kærligheden driver os til glæde og fred. Hvilken anden kraft kan hamle op med såvel Guds som menneskers kærlighed? I huset helliget kærlighedens væsen og vores undren over den, skal der ikke handles eller skændes eller skubbes eller føres krig. Sådanne røverkuler kan vi finde verden over, men kirken er beregnet på, at vi kan være til som mennesker og bare lytte til, hvad Gud vil med os. Det er store ord til små mennesker, og det er fredfyldte ord ind i enhver tid og ethvert menneskes liv. Amen.
Prædikentekster.
Salmer: 1. DDS 332: På Jerusalem det ny; 2. DDS 678: Guds fred er glæden; 3. DDS 174: Jerusalem, i dag din konge græder; ---; 4. DDS 328: Hvor Gud sit hus ej bygge vil; 5. DDS 426: Fred til bod for bittert savn; 6. DDS 7: Herre Gud, dit dyre navn og ære
Men gav det jøderne fred i livet at ofre dyrenes liv? Nej, i stedet blev de fanget i beregninger af hvilke og hvor mange dyr, der måtte lade livet så de selv kunne leve livet – og jo mere, de levede, desto flere gange måtte de gå en blodig bodsgang til templet. Igen og igen blev der blodbad i templet, fordi jøderne igen og igen forsøgte at skaffe sig renselse af sig selv og af landet, forsøgte at skaffe romerne af vejen ved at lade dyrenes blod flyde til ære for Gud. Som jødiske pilgrimme fra lande langt væk kunne de selvfølgelig ikke slæbe alverdens dyr med sig, så pladsen omkring det store tempel blev fyldt af handelsfolk. En uforlignelig larm af handlende, der diskuterede priser, og en stank af sved fra en varm dag, hvor tusinder skubbede sig rundt imellem hinanden.
Templet var ellers bygget for at jøderne kunne få fred og ro til at dyrke deres religion og tro på Gud, men med tiden begyndte de at gå mere op i offeret og pengene end årsagen til, at de var taget derhen. Kulturen og traditionen drev deres handlinger, og de havde glemt at tænke over, hvad formålet med det hele egentligt var. Ingen kan jo tjene både Gud og mammon, men pengepungen sad tættere på deres hjerter end bønnerne sad på deres tunger. Jo mere de stræbte efter freden desto større ufred befandt de sig i.
Alle søger vi efter fred i relationer med hinanden, og hvis vi bare kunne skaffe os fred med Gud, ville det hele være perfekt. Vi lever i en verden af ufred, og det mindes vi tit nok om. Vort kære Danmark er ikke længere besat som for 70 år siden, men ufreden rumsterer i det store udland, og når der kastes en sten i Mellemøsten skyller bølgerne op på vore kyster. Aldrig før er der blevet tilbudt så mange kurser i indre fred, hvor man med meditation og mindfullness kan lære at finde fred med sig selv, selvom hele verden skulle stå i flammer. Det er dog en indbildsk og arrogant fred, for hvordan kan man bevare sit hjerte roligt, når verden brænder og mennesker brænder med? I stedet for at have udblik skal man helst stirre ind i sig selv, og blive ved med at håbe på, at der er noget i ens indre, der kan skaffe virkelig fred. Den ydre virkelighed har det dog med at punktere alle ens fine skønmalerier og dejlige tanker; en sort sorg kan man ikke blive kvit ved at rode rundt inde i sine tanker eller følelser. Noget andet og noget udefra må gives til hjælp. Men skulle man et kort øjeblik alligevel finde en slags salig fred med sig selv i sit indre, og føle at man er i harmoni med alt og alle, eller skulle man som en jøde ved templet endelig tro, at ens synder var forladt, og at man havde fået styr på sit liv, ja, så kan der pludseligt ske noget uventet, som intet menneske kan tage kontrol over, hverken med blodofre eller positive tanker.
Dagens evangelietekst fra evangelisten Lukas er desværre lidt tam i det i forhold til de tre andre evangelister, der mere malerisk beskriver, hvordan Jesus tog fløjlshandsker af for med pisk at jage handelsfolk ud af tempelpladsen. Tilbedelsen af mammon skulle ikke foretages på stedet for tilbedelse af Gud. Den ellers så fredelige Jesus kom farende ind på tempelpladsen, og han bragte ikke umiddelbart fred med sig. I stedet gik han bersærkergang som en nordisk viking og raserede området til stor forskrækkelse for de handlende, der jo bare gjorde, som kulturen og traditionen foreskrev dem. At de måske pressede priserne til deres eget bedste var jo en del af fornøjelsen. De opfyldte lovens bogstav, og gjorde som man kunne forlange af dem. Jesus nøjedes ikke bare med at rasere i deres samtid, men han forudsagde også, at templet skulle nedbrydes, og at jøderne skulle spredes for alle vinde. Han fik smerteligt ret. I år 70 havde romerne fået nok af jødernes optøjer og religiøse praksisser, så de brændte templet af og rev det ned, og efterhånden forbød de fuldstændigt jøderne adgang til Jerusalem. Alle jødernes anstrengelser på at skaffe sig fred blev en stor fiasko, som de stadig lider under i dag.
Som jøderne dengang går moderne spirituelle i dag meget op i at vi skal kunne tage kontrol over vort liv; vi skal kunne styre vore følelser, da det i Danmark jo ikke er velanset at bryde sammen nede i Brugsen/ hos Købmanden. Det er ikke velanset at hidse sig op eller begynde at skælde og smælde i det offentlige. Nej, vi vil fred her til lands, og det spinder mange guld på at love Gud og hver mand. De lover, at hvis vi blot selv tager kontrol, skal livet nok lykkes, så skal følelserne nok blive stabilt gode så får man et langt og lykkeligt liv. Det er ret smart, for hvis man har gjort noget ondt eller dumt, er det vigtigste at tilgive sig selv. Følger man denne form for forbedringspsykologi så tillader man ikke alle menneskets andre følelser, der også kræver deres plads og ret. Og når sorgen rammer eller livets tilsyneladende tilfældigheder slår ned, så kan man kun forsøge at arbejde med sig selv for at komme videre – ja, måske endda komme så langt, som at man ofrer dyrs liv for sit eget liv, som jøderne gjorde i templet. Men alt dette fanger os bare i et fængsel af kontrol, hvor vi aldrig får lov at falde igennem, hvor vi aldrig bliver set som hele mennesker, der rummer både gode og dårlige sider.
Men hvor finder vi så freden? Hvor er freden for os? Hvor var freden for jøderne og hvor er den for os i et hypermoderne og komplekst velfærdssamfund? Jesus giver ikke et direkte svar, og det gør han sjældent. Måske fordi der også skal være noget at prædike om en anden gang, eller nok nærmere, fordi hver enkelt af os må finde den fred, vi søger. Stedet er kirken her, der er bygget som bedehus for kristne. Det er ikke et helligt sted, men stedet er helliget evangeliets forkyndelse og vores sammenkomst som menighed. Her kan vi slippe trangen til at få kontrol over vort liv, slippe trangen til at være perfekte, fordi vi allerede er elsket som dem, vi nu engang er. Og kærligheden driver os til glæde og fred. Hvilken anden kraft kan hamle op med såvel Guds som menneskers kærlighed? I huset helliget kærlighedens væsen og vores undren over den, skal der ikke handles eller skændes eller skubbes eller føres krig. Sådanne røverkuler kan vi finde verden over, men kirken er beregnet på, at vi kan være til som mennesker og bare lytte til, hvad Gud vil med os. Det er store ord til små mennesker, og det er fredfyldte ord ind i enhver tid og ethvert menneskes liv. Amen.
Prædikentekster.
Salmer: 1. DDS 332: På Jerusalem det ny; 2. DDS 678: Guds fred er glæden; 3. DDS 174: Jerusalem, i dag din konge græder; ---; 4. DDS 328: Hvor Gud sit hus ej bygge vil; 5. DDS 426: Fred til bod for bittert savn; 6. DDS 7: Herre Gud, dit dyre navn og ære
