Jesus er som et vintræ. Vintræet er det eneste træ, der kan lave vand til vin. I vin er der alkohol; det latinske ord for alkohol er spiritus, der også betyder ånd. I dåben siges det, at vi podes ind på Kristus, som grene på et træ; vi får altså allerede fra dåben saft, kraft og næring fra vintræet. I Kristus-vintræet er kraften altså åndelig. Kun ved at tro og blive døbt kan man modtage den saft, kraft og næring, der udgår fra dette vintræ.
| Salmisten talte om, hvordan Gud bevarer menneskers liv, og hvordan han bevarer menneskets ”udgang og indgang fra nu og til evig tid.” Disse ord lyder også ved dåben. I dåben podes vi altså ind som grene på et vintræ, og når vi tror, ser vi klart, at det er sådan, det forholder sig, Når vi tvivler, udviskes billedet, vi ser ikke længere klart, og vi er ikke længere så sikre på, at Kristus er som et vintræ, eller at vi er grene på det træ. | 18. søndag efter Trinitatis - Læs Bibelteksterne her 1. DDS 731: Nu står der skum fra bølgetop; Sørensen 2. DDS 292: Kærligheds og sandheds ånd; Grundtvig 3. DDS 310: Guds Helligånd, i tro os lær; Jonæsøn - - - 4. DDS 687: Hvor dejligt skal Guds kirke stå; Kingo 5. DDS 368: Vintræ og grene og frugt hører sammen; Kristensen 6. DDS 634: Du ved det nok, mit hjerte; Munk |
Nogle dage kan vi være stærkt troende og fyldte som af en åndelig kraft, andre dage kan vi tvivle dybt og føle, at vi er som en vissen gren, der bæres til brændestakken ude i haven. Tvivl vil der komme, ligesom der også kommer efterår og vinter. Til kirke går vi for atter at se, om ikke troen kan vækkes – som det forår, der så sagte kommer, så vi kan glædes over dette menneskeliv, vi har fået givet til at leve og nyde i fulde drag, og så vi morgen efter morgen kan synge Gud en ny sang for den lyse dag. Til kirke går vi altså for at styrke troen på det håb vi har til, at der er en frelse for os, og at døden ikke er det sidste.
Jesus sagde, at hvis man ikke blev podet ind på dette livets vintræ, så kan man slet intet gøre. Det handler om kærlighed, altså både den mellem mennesker og den mellem Gud og mennesker. Hvordan kan vi vise andre kærlighed, livsglæde og jubel, hvis vi ikke selv har modtaget det fra andre? Som grene på livstræets vinstok, modtager vi på forskellige måder kærlighedens saft og kraft ved den ånd, der mere end noget af den vin, vi drikker til aftensmaden, kan varme vore hjerte og få blegnede kinder til at gløde. Når vi i dåben og troen indpodes på Kristus-vintræet, så er et også en indrømmelse af, at vi i os selv ikke kan noget. Vi er med andre ord syndere; det skal ikke lyde som fordømmelse, for sådan er det ikke, men som et nådigt ord, ja, en indrømmelse. Nogle gange kan man godt høre ordet brugt i en fordømmende tone, som om, man selv kunne gøre noget ved det. Som om, man kunne gøre for, at man er synder. Det kan man ikke; sådan er det bare. Det er derfor vigtigt ikke at hænge fast i ordet som fordømmelse, for en fordømmelse redder intet menneske. Men lad det lyde som en indrømmelse under suk; ”Ak ja, sådan er det. Hvad gør vi så nu?” Hvis vi siger om os selv, at vi ikke er syndere, så lyver vi, ligesom hvis vi sagde, at vi ikke var mennesker. Men at sige, at vi er syndere er på ingen måde det samme som at sige, at sagen dermed er lukket og afgjort. Der er stadig mere at sige om den sag.
Og Jesus har sagt, at han elsker os, og derfor ønsker han, at vi indpodes som grene på hans livstræ, så vi kan få del og lod i den saft og kraft, der udgår fra ham som åndelig kærlighed til mennesker og til Gud. Sagt på en anden måde, så skaber Jesus et vintræ med mangfoldige grene af alle mulige mennesketyper og personligheder; han samler syndere, toldere, utro personer, løgnere, bedragere, folk med mindreværd og dårlig selvtillid, skilte, drikfældige, mordere, de udstødte, syge, dem med sorg, og dem, som folk taler om, men ikke taler med. Han banker på, men hvem lukker op? Det er ikke Jesus, der skelner mellem høj og lav, mellem rig og fattig, mellem synder og retfærdig. Hvis man tror, man er rask og retfærdig, så tror man også, man ikke har brug for Kristus og vintræets saft og kraft. Hvis man derimod tror, man godt kunne have brug for en chance mere og at få del i livstræet, der som en rose skyder op en vinternat, så er der stadig trøst og styrke at finde for enhver, der søger. For den, der søger, skal finde.
Når vi så er blevet podet ind på dette livets træ, hvis grene giver saft, kraft og næring, så kan man spørge, om vi så bare skal hænge dér som vinklaser i solen og vente på at modnes? Det kan man på en måde godt sige, men på den anden side, så er vintræet et billede på Kristus og det kirkelige fællesskab. Det er et billede på den samhørighed, der er imellem Gud og mennesker, først og fremmest, og derefter på det fællesskab, der kan opstå mennesker imellem både i kirken og i samfundet som sådan. Billedet med vintræet viser, hvordan kærligheden kan flyde som kraft og næring mellem Gud og mennesker og os mennesker imellem.
Igennem dåben strømmer en kraft, der giver mennesker mod til at leve i frihed og glæde. Hvis man tør tro, at det er sandt, at Jesus er Kristus (dvs. Guds søn og verdens frelser), og hvis man tør tro på, at Jesus elsker os så meget, at han lod sig korsfæste for vores skyld – så tør man måske også elske både de mennesker man kender godt, og dem man ikke kender. Jesu vintræ er ikke forholdt de gode og retfærdige, men han har altid kaldt på dem, der så sig selv som udstødte, som syndere og uretfærdige; dem, der ikke havde nok i sig selv, men som længtes efter bare at blive set på med nådige øjne, længtes efter fællesskaber, hvor man ikke blev dømt ude på forhånd, og hvor man ikke skulle retfærdiggøre sin eksistens og sit liv over for andre. Med andre ord kan man sige, at det kristne fællesskab, altså kirken, kun er for syndere. Det er os, der har indset, at vi ikke har nok i os selv, men at vi har brug for livstræets saft og kraft, så vi morgen efter morgen kan stå og og komme i gang, så vi dag efter dag kan leve som menneske blandt mennesker på lige fod med hinanden.
Nogle gange kan man godt tænke, at ens følelser ikke slår til, hvis man skal kunne elske alle mennesker; ja, nogle gange kan det være svært at elske dem, der er nær ved en. Kristi kærlighed skal ikke her forstås som følelser. Det handler om en måde at være til som menneske på; vi kender fra kærligheden mellem mennesker, at hvor kærligheden er, findes der også tilgivelse, barmhjertighed, venskab, oprigtighed – og sådanne ting, ville man ikke kunne opleve, hvis ikke kærligheden var fra Gud, og hvis ikke vi var mennesker på Guds vilkår. Som mennesker er vi skabt til at elske og til at leve i frimodighed; det betyder dog ikke, at det er nemt, eller at livet er en dans på sukkersøde rosenblade. Det er ikke sådan, at kristendom handler om at fornægte livets realiteter eller at pakke alting ind i urealistiske forestillinger. Til tider kan det føles som om, at der er langt mellem vore egne erfaringer og de ord, der lyder fra Bibelen eller prædikestolen. Og nogle gange kan man føle, der er for stort et gab mellem det, man erfarer, og den, der siger: ”Jeg elsker dig.” Livet som menneske er et liv i stadig kamp mod den tvivl, der hele tiden forsøger at lukke af for Kristus-vintræets saft, kraft og næring.
At blive i Kristus og at blive på vintræet handler om at turde tro på ordene om, at Gud elsker mennesker og, og at Jesus ønsker at have fællesskab med os. Så kan vi som syndere og som mennesker frimodigt gå til kirke med løftet hoved, og gå herfra med et lettere hjerte med visheden om, at Jesus ikke ønsker at fordømme os, men netop lade sin kraft og næring strømme ud i os som grene på et træ, så vi kan bære saftig og kraftfuld frugt for mange andre. Vi skal således ikke bære frygt men frugt. Frygten kan knuge vore hjerter som den tvivl, der sår splid mellem mennesker og Gud og mennesker imellem. Troen på Gud giver tillid til mennesker, og håbet om velsignelse både her og hisset giver mod til at tilgive både vor nære og kære, og dem, vi ikke kender.
Hvor dejlig skal Guds kirke stå
og i hans åsyn ynde få,
når alle hjerter knyttet er
udi ét sind og ét begær:
at elske ham og blive ved
at vandre frem i kærlighed. (DDS 687 v. 1)
Amen.
Jesus sagde, at hvis man ikke blev podet ind på dette livets vintræ, så kan man slet intet gøre. Det handler om kærlighed, altså både den mellem mennesker og den mellem Gud og mennesker. Hvordan kan vi vise andre kærlighed, livsglæde og jubel, hvis vi ikke selv har modtaget det fra andre? Som grene på livstræets vinstok, modtager vi på forskellige måder kærlighedens saft og kraft ved den ånd, der mere end noget af den vin, vi drikker til aftensmaden, kan varme vore hjerte og få blegnede kinder til at gløde. Når vi i dåben og troen indpodes på Kristus-vintræet, så er et også en indrømmelse af, at vi i os selv ikke kan noget. Vi er med andre ord syndere; det skal ikke lyde som fordømmelse, for sådan er det ikke, men som et nådigt ord, ja, en indrømmelse. Nogle gange kan man godt høre ordet brugt i en fordømmende tone, som om, man selv kunne gøre noget ved det. Som om, man kunne gøre for, at man er synder. Det kan man ikke; sådan er det bare. Det er derfor vigtigt ikke at hænge fast i ordet som fordømmelse, for en fordømmelse redder intet menneske. Men lad det lyde som en indrømmelse under suk; ”Ak ja, sådan er det. Hvad gør vi så nu?” Hvis vi siger om os selv, at vi ikke er syndere, så lyver vi, ligesom hvis vi sagde, at vi ikke var mennesker. Men at sige, at vi er syndere er på ingen måde det samme som at sige, at sagen dermed er lukket og afgjort. Der er stadig mere at sige om den sag.
Og Jesus har sagt, at han elsker os, og derfor ønsker han, at vi indpodes som grene på hans livstræ, så vi kan få del og lod i den saft og kraft, der udgår fra ham som åndelig kærlighed til mennesker og til Gud. Sagt på en anden måde, så skaber Jesus et vintræ med mangfoldige grene af alle mulige mennesketyper og personligheder; han samler syndere, toldere, utro personer, løgnere, bedragere, folk med mindreværd og dårlig selvtillid, skilte, drikfældige, mordere, de udstødte, syge, dem med sorg, og dem, som folk taler om, men ikke taler med. Han banker på, men hvem lukker op? Det er ikke Jesus, der skelner mellem høj og lav, mellem rig og fattig, mellem synder og retfærdig. Hvis man tror, man er rask og retfærdig, så tror man også, man ikke har brug for Kristus og vintræets saft og kraft. Hvis man derimod tror, man godt kunne have brug for en chance mere og at få del i livstræet, der som en rose skyder op en vinternat, så er der stadig trøst og styrke at finde for enhver, der søger. For den, der søger, skal finde.
Når vi så er blevet podet ind på dette livets træ, hvis grene giver saft, kraft og næring, så kan man spørge, om vi så bare skal hænge dér som vinklaser i solen og vente på at modnes? Det kan man på en måde godt sige, men på den anden side, så er vintræet et billede på Kristus og det kirkelige fællesskab. Det er et billede på den samhørighed, der er imellem Gud og mennesker, først og fremmest, og derefter på det fællesskab, der kan opstå mennesker imellem både i kirken og i samfundet som sådan. Billedet med vintræet viser, hvordan kærligheden kan flyde som kraft og næring mellem Gud og mennesker og os mennesker imellem.
Igennem dåben strømmer en kraft, der giver mennesker mod til at leve i frihed og glæde. Hvis man tør tro, at det er sandt, at Jesus er Kristus (dvs. Guds søn og verdens frelser), og hvis man tør tro på, at Jesus elsker os så meget, at han lod sig korsfæste for vores skyld – så tør man måske også elske både de mennesker man kender godt, og dem man ikke kender. Jesu vintræ er ikke forholdt de gode og retfærdige, men han har altid kaldt på dem, der så sig selv som udstødte, som syndere og uretfærdige; dem, der ikke havde nok i sig selv, men som længtes efter bare at blive set på med nådige øjne, længtes efter fællesskaber, hvor man ikke blev dømt ude på forhånd, og hvor man ikke skulle retfærdiggøre sin eksistens og sit liv over for andre. Med andre ord kan man sige, at det kristne fællesskab, altså kirken, kun er for syndere. Det er os, der har indset, at vi ikke har nok i os selv, men at vi har brug for livstræets saft og kraft, så vi morgen efter morgen kan stå og og komme i gang, så vi dag efter dag kan leve som menneske blandt mennesker på lige fod med hinanden.
Nogle gange kan man godt tænke, at ens følelser ikke slår til, hvis man skal kunne elske alle mennesker; ja, nogle gange kan det være svært at elske dem, der er nær ved en. Kristi kærlighed skal ikke her forstås som følelser. Det handler om en måde at være til som menneske på; vi kender fra kærligheden mellem mennesker, at hvor kærligheden er, findes der også tilgivelse, barmhjertighed, venskab, oprigtighed – og sådanne ting, ville man ikke kunne opleve, hvis ikke kærligheden var fra Gud, og hvis ikke vi var mennesker på Guds vilkår. Som mennesker er vi skabt til at elske og til at leve i frimodighed; det betyder dog ikke, at det er nemt, eller at livet er en dans på sukkersøde rosenblade. Det er ikke sådan, at kristendom handler om at fornægte livets realiteter eller at pakke alting ind i urealistiske forestillinger. Til tider kan det føles som om, at der er langt mellem vore egne erfaringer og de ord, der lyder fra Bibelen eller prædikestolen. Og nogle gange kan man føle, der er for stort et gab mellem det, man erfarer, og den, der siger: ”Jeg elsker dig.” Livet som menneske er et liv i stadig kamp mod den tvivl, der hele tiden forsøger at lukke af for Kristus-vintræets saft, kraft og næring.
At blive i Kristus og at blive på vintræet handler om at turde tro på ordene om, at Gud elsker mennesker og, og at Jesus ønsker at have fællesskab med os. Så kan vi som syndere og som mennesker frimodigt gå til kirke med løftet hoved, og gå herfra med et lettere hjerte med visheden om, at Jesus ikke ønsker at fordømme os, men netop lade sin kraft og næring strømme ud i os som grene på et træ, så vi kan bære saftig og kraftfuld frugt for mange andre. Vi skal således ikke bære frygt men frugt. Frygten kan knuge vore hjerter som den tvivl, der sår splid mellem mennesker og Gud og mennesker imellem. Troen på Gud giver tillid til mennesker, og håbet om velsignelse både her og hisset giver mod til at tilgive både vor nære og kære, og dem, vi ikke kender.
Hvor dejlig skal Guds kirke stå
og i hans åsyn ynde få,
når alle hjerter knyttet er
udi ét sind og ét begær:
at elske ham og blive ved
at vandre frem i kærlighed. (DDS 687 v. 1)
Amen.
