Dagens evangelietekst handler om glæde på trods af lidelse, og det er en grusom forstyrrelse af vores kærkomne julefred. Der lades ikke megen julestemning tilbage på denne grufulde julesøndag, hvor vi hører om barnemord i Betlehem. Livet udstilles i sin frygteligste skikkelse, og Gud er ikke umiddelbart til at få øje på midt i denne ondskab. Guds søn måtte dog selv flygte fra ondskaben for ikke at gå til. Historien får os til at tænke på det helliges fravær, på den totale, grusomme og meningsløse lidelse - tilmed skabt af mennesker selv ud af et uhyggeligt begær efter magt.
Hvorfor er der så meget ondt i verden, når den gode Gud har skabt alt og dengang så, at alt var godt? Én tolkning er, at menneskeheden er faldet væk fra denne gode indretning i verden. Gud ønsker altså ikke lidelse, men gav engang mennesket friheden til at vælge; valget dengang fik vidtrækkende konsekvenser; Livets have blev lukket og valget medførte lidelse og smerte i tanke og hjerte. Uanset hvordan det forholder sig, bortforklarer kristendommen ikke ondskabens, lidelsens, angstens og fortvivlelsens realitet, men stiller op for os som en ubarmhjertig del af vores liv og virkelighed: "Ja, sådan er verden også". Men juletiden gør os opmærksomme på, at verden jo heldigvis ikke kun er lidelse og ondskab. Glæde og kærlighed giver modspil til meningsløshed, og i dag hører vi, hvordan Gud selv er midt i det hele!
Barnemordet i Betlehem er nok den uhyggeligste historie, vi har i det ny testamente. At en konge udsteder ordre om at myrde løs af spædbørn, og at soldaterne endda blindt følger sådan en vanvittig ordre, er fuldstændig uforståeligt! I vores kultur har børn en særlig rolle som nogle, man især bør passe på, fordi de ikke kan passe på sig selv. Som børn kan vi sjældent bevidst være blevet skyld i noget, der ligefrem kræver dødsstraf. Det bliver for alvor rigtig uhyggeligt, hvis man begynder at forestille sig, hvordan soldaterne invaderede huse og hjem for at opsøge de små børn og enten med sværd, spark eller slag at tage livet af dem én for én, indtil livløse småbørn lå overalt med grådkvalte mødre hen over deres små kroppe. Mødrenes angst og rædsel kan man slet ikke forestille sig; Ramaskriget over Betlehem var et dødstungt angstskrig.
Selvom det forekommer os som helt forstyrret og sindssygt, har det fundet sted på forskellige måder gentagene gange i løbet af verdenshistorien – også i vores tid, men måske mest frygteligt under Anden Verdenskrig hvor koncentrationslejrene koncentrerede sig om at tage livet af så mange som muligt, så effektivt som muligt. I dag dør børn stadig rundt omkring pga. krige og politiske systemer, der ikke værdsætter de små liv som værdige menneskeliv. Men uanset hvor slemt, verdens grusomheder og uhyrligheder overvælder os, så gemmer de som regel på et ansigt, der ligner et menneskes. Der er ikke tale om dæmoniske væsner eller besættelser, men derimod om nogle, der ligner os, men som har foretaget umenneskelige valg. De forsagede ikke det onde, men omfavnede det onde, og mørket kvalte lyset for dem.
Når beretningen om barnemordet i Betlehem er kommet med i NT, og historien forkyndes her i juletiden, så er det ikke for at fortælle, at Josef og Maria var særligt fromme personer, der måtte reddes for enhver pris, eller at Jesu spæde liv skulle reddes på bekostning af hundredvis af småbørn. Jesus skulle også selv dø, men først når tiden var inde – det hører vi om til påske. Gud styrede ikke Herodes’ handlinger, men han iværksatte i stedet en plan for at redde både sin søn og de vise mænd. Historien i dag handler om en afsløring af den menneskelige natur i mødet med Guds natur, hvis man kan tale om en sådan. Når det himmelske lys skinner i det jordiske mørke, og når Gud viser barmhjertighed mod ubarmhjertige, så sker der et sammenstød, som når varme møder kulde, eller lys møder mørke. Herodes hørte om en fredskonge og rasede som en krigskonge.
Vi har set og hørt om mange, der i magtbegær har slået sig løs i krig og forfærdeligheder, men mange er i tidens løb næsten blevet fornærmede over, at Gud skulle være god, for som de siger: ”Hvordan kan Gud være god, når der sker så meget ondt i verden? Hvordan kan han tillade at børn dør, at vi dør af sygdomme, og at folk bekriger hinanden? Hvis Gud er god og almægtig, hvordan kan han så tillade det onde i verden?”
Det er på sin vis gode spørgsmål, for det er da underligt, at vi i kirken hylder Gud som ophav til alt det gode, tro, håb og kærlighed, mens vi tit og ofte møder meget ondt. Vi kan umuligt trænge til bunds i det, men blot gøre os nogle betragtninger af verden. Spørger man om det onde, bør man også spørge, hvorfor der er så meget godt – for verden er ikke sort/hvid, ikke kun god eller ond. Og verden er da slet ikke noget i sig selv, for hvem er det egentligt, der fører sværdet i krigene? Hvem er det, der har interesse i at føre krige? Hvem nægter fattige hjælp? Hvem vender det blinde øje til, når verden brænder og mennesker går under? Er det ikke netop os selv – mennesket med det fri valg og ansvaret for at elske sin næste? Mange kræver Gud til ansvar for menneskers handlinger. Herodes havde ansvaret for børnenes liv, og han havde magten til at gøre det gode – men han valgte i sit magtbegær at gøre det onde, og han pålagde andre at gøre det onde. Og de adlød, selvom de kunne have nægtet. De kunne have valgt anderledes, men det gjorde de ikke.
Herodes står for barnemord i den juletid, hvor vi hylder en barnefødsel; Gud giver liv, Herodes spreder død. Kontrasterne er skarpt trukket op mellem de to konger af hver deres rige. Jesus forsøgte med ord og gerninger at vise os, hvordan man kunne leve i kærlighed og glæde, så ingen skulle lide nød. Kristus kalder til kamp imod det onde, og kristendom er en trodskamp; at tro er at kæmpe imod det onde, selvom man fejler og synder. Mange har forsøgt at gøre som ham, og mange store personligheder har forsøgt at ændre menneskehedens natur over hele verden. Det er dog nedslående at se, at det onde i verden hele tiden formår at ødelægge de gode initiativer, der bliver søsat og iværksat. Og selv dem, der i langt tid forsøger at gøre det gode, bukker somme tider under og gør det onde. I enhver af os bor der både godt og ondt side om side, og vi kan ikke skille os af med det onde, så længe vi er en del af dette menneskeliv.
Midt i al det kaotiske og meningsløse lyder dog et glædeligt budskab. Glæden er, at lyset blev tændt – Jesusbarnet blev født. Trøsten er, at det lyser for os – det var til liv for os, Kristus gav sit liv. Håbet er, at lyset engang vil bryde frem og skinne over alt, så al mørke forsvinder – ligesom Kristus brød gravens mørke. For det håb tændte Gud julenat, hvor glæden blev født, og håbet fulendes ved tidernes aften, når vores tid ender og Guds evighed begynder. For det håb takker vi Gud, selvom vi lever i en forvirrende verden af både lys og mørke, hvor vi forsager det onde, og priser Guds godhed. Amen.
Læs prædikentekster til Julesøndag
Salmer: 1. DDS 117: En rose så jeg skyde; 2. DDS 508: Bryd frem mit hjertes trang at lindre; 3. DDS 636: Midt i alt det meningsløse; --- ; 4. DDS 716: Guds godhed vil vi prise ; 5. DDS 69,5-6: Du fødtes på jord; 6. DDS 118: Julen har englelyd
Hvorfor er der så meget ondt i verden, når den gode Gud har skabt alt og dengang så, at alt var godt? Én tolkning er, at menneskeheden er faldet væk fra denne gode indretning i verden. Gud ønsker altså ikke lidelse, men gav engang mennesket friheden til at vælge; valget dengang fik vidtrækkende konsekvenser; Livets have blev lukket og valget medførte lidelse og smerte i tanke og hjerte. Uanset hvordan det forholder sig, bortforklarer kristendommen ikke ondskabens, lidelsens, angstens og fortvivlelsens realitet, men stiller op for os som en ubarmhjertig del af vores liv og virkelighed: "Ja, sådan er verden også". Men juletiden gør os opmærksomme på, at verden jo heldigvis ikke kun er lidelse og ondskab. Glæde og kærlighed giver modspil til meningsløshed, og i dag hører vi, hvordan Gud selv er midt i det hele!
Barnemordet i Betlehem er nok den uhyggeligste historie, vi har i det ny testamente. At en konge udsteder ordre om at myrde løs af spædbørn, og at soldaterne endda blindt følger sådan en vanvittig ordre, er fuldstændig uforståeligt! I vores kultur har børn en særlig rolle som nogle, man især bør passe på, fordi de ikke kan passe på sig selv. Som børn kan vi sjældent bevidst være blevet skyld i noget, der ligefrem kræver dødsstraf. Det bliver for alvor rigtig uhyggeligt, hvis man begynder at forestille sig, hvordan soldaterne invaderede huse og hjem for at opsøge de små børn og enten med sværd, spark eller slag at tage livet af dem én for én, indtil livløse småbørn lå overalt med grådkvalte mødre hen over deres små kroppe. Mødrenes angst og rædsel kan man slet ikke forestille sig; Ramaskriget over Betlehem var et dødstungt angstskrig.
Selvom det forekommer os som helt forstyrret og sindssygt, har det fundet sted på forskellige måder gentagene gange i løbet af verdenshistorien – også i vores tid, men måske mest frygteligt under Anden Verdenskrig hvor koncentrationslejrene koncentrerede sig om at tage livet af så mange som muligt, så effektivt som muligt. I dag dør børn stadig rundt omkring pga. krige og politiske systemer, der ikke værdsætter de små liv som værdige menneskeliv. Men uanset hvor slemt, verdens grusomheder og uhyrligheder overvælder os, så gemmer de som regel på et ansigt, der ligner et menneskes. Der er ikke tale om dæmoniske væsner eller besættelser, men derimod om nogle, der ligner os, men som har foretaget umenneskelige valg. De forsagede ikke det onde, men omfavnede det onde, og mørket kvalte lyset for dem.
Når beretningen om barnemordet i Betlehem er kommet med i NT, og historien forkyndes her i juletiden, så er det ikke for at fortælle, at Josef og Maria var særligt fromme personer, der måtte reddes for enhver pris, eller at Jesu spæde liv skulle reddes på bekostning af hundredvis af småbørn. Jesus skulle også selv dø, men først når tiden var inde – det hører vi om til påske. Gud styrede ikke Herodes’ handlinger, men han iværksatte i stedet en plan for at redde både sin søn og de vise mænd. Historien i dag handler om en afsløring af den menneskelige natur i mødet med Guds natur, hvis man kan tale om en sådan. Når det himmelske lys skinner i det jordiske mørke, og når Gud viser barmhjertighed mod ubarmhjertige, så sker der et sammenstød, som når varme møder kulde, eller lys møder mørke. Herodes hørte om en fredskonge og rasede som en krigskonge.
Vi har set og hørt om mange, der i magtbegær har slået sig løs i krig og forfærdeligheder, men mange er i tidens løb næsten blevet fornærmede over, at Gud skulle være god, for som de siger: ”Hvordan kan Gud være god, når der sker så meget ondt i verden? Hvordan kan han tillade at børn dør, at vi dør af sygdomme, og at folk bekriger hinanden? Hvis Gud er god og almægtig, hvordan kan han så tillade det onde i verden?”
Det er på sin vis gode spørgsmål, for det er da underligt, at vi i kirken hylder Gud som ophav til alt det gode, tro, håb og kærlighed, mens vi tit og ofte møder meget ondt. Vi kan umuligt trænge til bunds i det, men blot gøre os nogle betragtninger af verden. Spørger man om det onde, bør man også spørge, hvorfor der er så meget godt – for verden er ikke sort/hvid, ikke kun god eller ond. Og verden er da slet ikke noget i sig selv, for hvem er det egentligt, der fører sværdet i krigene? Hvem er det, der har interesse i at føre krige? Hvem nægter fattige hjælp? Hvem vender det blinde øje til, når verden brænder og mennesker går under? Er det ikke netop os selv – mennesket med det fri valg og ansvaret for at elske sin næste? Mange kræver Gud til ansvar for menneskers handlinger. Herodes havde ansvaret for børnenes liv, og han havde magten til at gøre det gode – men han valgte i sit magtbegær at gøre det onde, og han pålagde andre at gøre det onde. Og de adlød, selvom de kunne have nægtet. De kunne have valgt anderledes, men det gjorde de ikke.
Herodes står for barnemord i den juletid, hvor vi hylder en barnefødsel; Gud giver liv, Herodes spreder død. Kontrasterne er skarpt trukket op mellem de to konger af hver deres rige. Jesus forsøgte med ord og gerninger at vise os, hvordan man kunne leve i kærlighed og glæde, så ingen skulle lide nød. Kristus kalder til kamp imod det onde, og kristendom er en trodskamp; at tro er at kæmpe imod det onde, selvom man fejler og synder. Mange har forsøgt at gøre som ham, og mange store personligheder har forsøgt at ændre menneskehedens natur over hele verden. Det er dog nedslående at se, at det onde i verden hele tiden formår at ødelægge de gode initiativer, der bliver søsat og iværksat. Og selv dem, der i langt tid forsøger at gøre det gode, bukker somme tider under og gør det onde. I enhver af os bor der både godt og ondt side om side, og vi kan ikke skille os af med det onde, så længe vi er en del af dette menneskeliv.
Midt i al det kaotiske og meningsløse lyder dog et glædeligt budskab. Glæden er, at lyset blev tændt – Jesusbarnet blev født. Trøsten er, at det lyser for os – det var til liv for os, Kristus gav sit liv. Håbet er, at lyset engang vil bryde frem og skinne over alt, så al mørke forsvinder – ligesom Kristus brød gravens mørke. For det håb tændte Gud julenat, hvor glæden blev født, og håbet fulendes ved tidernes aften, når vores tid ender og Guds evighed begynder. For det håb takker vi Gud, selvom vi lever i en forvirrende verden af både lys og mørke, hvor vi forsager det onde, og priser Guds godhed. Amen.
Læs prædikentekster til Julesøndag
Salmer: 1. DDS 117: En rose så jeg skyde; 2. DDS 508: Bryd frem mit hjertes trang at lindre; 3. DDS 636: Midt i alt det meningsløse; --- ; 4. DDS 716: Guds godhed vil vi prise ; 5. DDS 69,5-6: Du fødtes på jord; 6. DDS 118: Julen har englelyd
