Når vi i dag samles til gudstjeneste, er det for igen at vende vores opmærksomhed mod det himmelske under, at Gud kom til jord, da Jesus blev født af sin mor. Martin Luther anså gudstjenesten for at være sjælesorg, og at gudstjenesten skulle være et frirum til eftertanke over vores liv og være til styrkelse af troen for den tvivlende og til trøst for den sørgende. For vi kommer jo med hvert vores, og måske især denne dag kommer vi med bekymringer efter en juleaften med gaver og forventninger. For blev det nu, som vi ønskede? Vi står altid imellem forventninger og indfrielse af disse forventninger. Også Jesus var indfrielse af nogle forventninger, som vi kan læse i Det Gamle Testamente.
Da det lille Jesusbarn blev lagt i krybben, vidste hans mor noget, som alle mødre ved, nemlig at han en dag ville gå ud af livet. Det er jo selve livets lod, at vi en dag skal herfra. Maria var altså ikke forskånet for det almindelige livs lidelser, selvom vi priser hende for som jomfru af været blevet med barn ved Helligånden. Hun trådte velvilligt til som Guds tjener, og hun fødte sin søn og lagde frelseren i en krybbe. Men kunne hun i al sin velsignelse slippe tankerne om det, som hendes søn skulle udsættes for? Kunne hun slippe tankerne om sin egen videre færd i verden? Det er vor skæbne, og vort lod på jord, uanset hvem, der har været vores mor, at en dag vil det være, som om vi ikke har været. Maria kunne glæde sig over sin nyfødte søn, men hun anede godt og vidste også, at en dag ville han være borte.
Hvad er så meningen med fødslen af et barn, hvis livet hans skal kastes i skarn? Kunne vi ikke bare have beholdt Jesus som et uskyldigt barn i sin krybbe i den stald og lade, vi har så kær i form af vores julehygge? Kunne han ikke have levet evigt her på jord? Nej, for han blev født med ét for øje, det var blevet bestemt af Gud i det høje. Han måtte gå gennem livet som dreng, ung og voksen, for siden at gå til korset, så det kunne blive påske med en skærtorsdag, langfredag og påskemorgen. Alt hvad vi tænker og tror og taler om kristendom og kirke, handler om dén påskemorgen for uden den og uden opstandelsen, havde der ingen grund været til at holde fast og blive ved med at mindes og huske og bede og tale om den opstandne Herre og Frelser, Jesus Kristus, den salvede konge, Guds søn og frelser for verden. Uden påske ville det aldrig blive jul, for uden opstandelsen er håbet hult.
Mangfoldige gange og på mangfoldige måder (nogle gange i gåder) har præster prædiket og forkyndt om Jesus, for han er hele omdrejningspunktet i kristendom og i julen fejrer vi, at han til jorden kom. At Jesus kom til jord og blev født af sin mor betyder, at han ikke før har været her som et menneske. Det betyder dog også, at Gud så noget stort i det at være menneske på jord. Der var altså en grund til den store plan om jomfrufødsel, pinsel, død og opstandelse, som vi flygtigt berører i trosbekendelsen, som går tilbage til omkring år 200 og siger noget om Gud i vores verden.
Vores verden er nemlig ikke Guds eksperiment eller en legeplads for den almægtige. Det er langt mere opløftende og håbefuldt. Gud skabte verden og hver af os ud af sin kærlighed, og han ønskede fra begyndelsen at kunne gå rundt imellem os, sådan som han gjorde med Adam og Eva i Paradis. Men vi mennesker vil ofte noget andet end Gud, ligesom børn som regel vil noget andet end deres forældre. Igennem hele Det gamle Testamente hører vi om, hvordan Gud forsøger at hjælpe mennesker på rette vej, men det vil de ikke, og de kan slet ikke, nej. For det gode vi vil, det gør vi ikke, men det onde vi ikke vil, det gør vi. Og Eva tog af frugten og spiste.
Der er sket meget siden dette syndefald, og vi lever stadig adskilte fra Gud og hans himmelske rige. Alligevel er vi ikke forladte i verden eller efterladte til vores egen skæbne, for Gud har stadig omsorg for os; vi er jo hans børn, vi er i hans barmhjertighed, selvom vi nogle gange må lægge os ned, overrumplet af vind og vejr, og nedtromlet af sygdom, synd og modgang. Når vi netop føler os ensomme, forladte eller fortabte, er der rum for vore tanker og følelser. Her i juletiden kan vi især tænke os hen ved krybben i stalden i Betlehem og flytte fokus fra vores egen navle til den Gudssøn og det menneskebarn, der lå dér og sov og lo og græd, som små børn jo bare gør. Dér kan vi sidde og hvile en stund med de gamle ord i vor tanke og mund, at han skal være vores underfulde rådgiver, vældige Gud, freds fyrste. I hans rige skal vi alle være lige og vi må trøstes derved, at han skænker os sin kærlighed. Det er den store forventning, som vi i vor dåb fik som vort håb.
Vort liv er i spændeingen mellem forventninger og indfrielse – det mærker vi også i denne juletid. Blev julegaverne ikke som vi håbede? Kom julestemingen ikke rigtig hjem i vores hus? Blev vi skuffede over gaver og mennesker? Måske, men i den lave dunkle stald, må vi høre dette kald: Kom og hvil dig, find fred med hinanden, giv hjertet ro, se selv og tro. Når Gud kunne tage det så meget med ro, at han ikke hastede sin plan igennem, men lod Jesus blive barn, være ung og vokse op, så må vi også lære, at her i livet er godt at være. Tag tiden til at være, indstil sjælen på at lære at lytte til Guds ord, der giver tro og håb og kærlighed på jord. Der er frelse og evighed, når vi besinder os derved, at Jesus dog til jorden kom for at gøre sorgen, graven og mørket tom; lad her til stede være Jesu glæde, så vi forventningsfulde kan håbe på hans nåde og barmhjertighed, og se frem til indfrielsen af hans riges herlighed såvel nu som til evig tid. Glædelig jul. Amen.
Juledag d. 25/12 2018 kl. 9.30 Vilslev, kl. 11 Hunderup
Salmer: DDS 94: Det kimer nu til julefest (9 vers); DDS 98: Det var ikke en nat som de andre (5 vers); DDS 119: Julen har bragt velsignet bud (3 vers); ---; DDS 99: Velkommen igen, Guds engle små (8 vers); DDS 117: En rose så jeg skyde (3 vers); DDS 114: Hjerte løft din glædes vinger (6 vers)
MEDDELELSER
I morgen skal vi høre om den første kristne martyr, Sankt Stefan. En martyr er en person, som er blevet slået ihjel for at tro på Jesus. Det er drabelige sager, men det hører med her i julen og i kristendommen. Hvordan det hænger sammen skal vi høre mere om, når vi fejrer gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Gredstedbro. Næste gudstjeneste i Vilslev Kirke er søndag den 30. december kl. 11 v. Kevin Asmussen.
Hunderup
Indsamling
Her i julen samler vi her i kirken ind til Børnesagens fællesråd, der arbejder med at forbedre udsatte danske børns vilkår og rettigheder, og i denne tid sker det bl.a. ved at uddele julehjælp. Man kan betale med mobile pay og nummeret, og man kan betale kontant i indsamlingsbøssen ved udgangen. Vi takker for enhver gave dertil.
Fredag den 28. december kl. 19.30 er der mellemjulekoncert. Vi skal høre Annemette Jørgensen synge nogle sange for os, og vi skal synge Kim Larsen sange med hinanden. Alle er velkomne, det er gratis, og der er rådvinsdrik undervejs.
Vilslev
Indsamling
Her i julen samler vi her i kirken ind til Bibelselskabet, som arbejder med at uddele Bibler og materiale om Biblen til fængsler, hospitaler, flygtninge og andre, der har brug og behov for håb. Man kan betale med mobile pay, og man kan betale kontant i indsamlingsbøssen ved udgangen. Vi takker for enhver gave dertil.
Da det lille Jesusbarn blev lagt i krybben, vidste hans mor noget, som alle mødre ved, nemlig at han en dag ville gå ud af livet. Det er jo selve livets lod, at vi en dag skal herfra. Maria var altså ikke forskånet for det almindelige livs lidelser, selvom vi priser hende for som jomfru af været blevet med barn ved Helligånden. Hun trådte velvilligt til som Guds tjener, og hun fødte sin søn og lagde frelseren i en krybbe. Men kunne hun i al sin velsignelse slippe tankerne om det, som hendes søn skulle udsættes for? Kunne hun slippe tankerne om sin egen videre færd i verden? Det er vor skæbne, og vort lod på jord, uanset hvem, der har været vores mor, at en dag vil det være, som om vi ikke har været. Maria kunne glæde sig over sin nyfødte søn, men hun anede godt og vidste også, at en dag ville han være borte.
Hvad er så meningen med fødslen af et barn, hvis livet hans skal kastes i skarn? Kunne vi ikke bare have beholdt Jesus som et uskyldigt barn i sin krybbe i den stald og lade, vi har så kær i form af vores julehygge? Kunne han ikke have levet evigt her på jord? Nej, for han blev født med ét for øje, det var blevet bestemt af Gud i det høje. Han måtte gå gennem livet som dreng, ung og voksen, for siden at gå til korset, så det kunne blive påske med en skærtorsdag, langfredag og påskemorgen. Alt hvad vi tænker og tror og taler om kristendom og kirke, handler om dén påskemorgen for uden den og uden opstandelsen, havde der ingen grund været til at holde fast og blive ved med at mindes og huske og bede og tale om den opstandne Herre og Frelser, Jesus Kristus, den salvede konge, Guds søn og frelser for verden. Uden påske ville det aldrig blive jul, for uden opstandelsen er håbet hult.
Mangfoldige gange og på mangfoldige måder (nogle gange i gåder) har præster prædiket og forkyndt om Jesus, for han er hele omdrejningspunktet i kristendom og i julen fejrer vi, at han til jorden kom. At Jesus kom til jord og blev født af sin mor betyder, at han ikke før har været her som et menneske. Det betyder dog også, at Gud så noget stort i det at være menneske på jord. Der var altså en grund til den store plan om jomfrufødsel, pinsel, død og opstandelse, som vi flygtigt berører i trosbekendelsen, som går tilbage til omkring år 200 og siger noget om Gud i vores verden.
Vores verden er nemlig ikke Guds eksperiment eller en legeplads for den almægtige. Det er langt mere opløftende og håbefuldt. Gud skabte verden og hver af os ud af sin kærlighed, og han ønskede fra begyndelsen at kunne gå rundt imellem os, sådan som han gjorde med Adam og Eva i Paradis. Men vi mennesker vil ofte noget andet end Gud, ligesom børn som regel vil noget andet end deres forældre. Igennem hele Det gamle Testamente hører vi om, hvordan Gud forsøger at hjælpe mennesker på rette vej, men det vil de ikke, og de kan slet ikke, nej. For det gode vi vil, det gør vi ikke, men det onde vi ikke vil, det gør vi. Og Eva tog af frugten og spiste.
Der er sket meget siden dette syndefald, og vi lever stadig adskilte fra Gud og hans himmelske rige. Alligevel er vi ikke forladte i verden eller efterladte til vores egen skæbne, for Gud har stadig omsorg for os; vi er jo hans børn, vi er i hans barmhjertighed, selvom vi nogle gange må lægge os ned, overrumplet af vind og vejr, og nedtromlet af sygdom, synd og modgang. Når vi netop føler os ensomme, forladte eller fortabte, er der rum for vore tanker og følelser. Her i juletiden kan vi især tænke os hen ved krybben i stalden i Betlehem og flytte fokus fra vores egen navle til den Gudssøn og det menneskebarn, der lå dér og sov og lo og græd, som små børn jo bare gør. Dér kan vi sidde og hvile en stund med de gamle ord i vor tanke og mund, at han skal være vores underfulde rådgiver, vældige Gud, freds fyrste. I hans rige skal vi alle være lige og vi må trøstes derved, at han skænker os sin kærlighed. Det er den store forventning, som vi i vor dåb fik som vort håb.
Vort liv er i spændeingen mellem forventninger og indfrielse – det mærker vi også i denne juletid. Blev julegaverne ikke som vi håbede? Kom julestemingen ikke rigtig hjem i vores hus? Blev vi skuffede over gaver og mennesker? Måske, men i den lave dunkle stald, må vi høre dette kald: Kom og hvil dig, find fred med hinanden, giv hjertet ro, se selv og tro. Når Gud kunne tage det så meget med ro, at han ikke hastede sin plan igennem, men lod Jesus blive barn, være ung og vokse op, så må vi også lære, at her i livet er godt at være. Tag tiden til at være, indstil sjælen på at lære at lytte til Guds ord, der giver tro og håb og kærlighed på jord. Der er frelse og evighed, når vi besinder os derved, at Jesus dog til jorden kom for at gøre sorgen, graven og mørket tom; lad her til stede være Jesu glæde, så vi forventningsfulde kan håbe på hans nåde og barmhjertighed, og se frem til indfrielsen af hans riges herlighed såvel nu som til evig tid. Glædelig jul. Amen.
Juledag d. 25/12 2018 kl. 9.30 Vilslev, kl. 11 Hunderup
Salmer: DDS 94: Det kimer nu til julefest (9 vers); DDS 98: Det var ikke en nat som de andre (5 vers); DDS 119: Julen har bragt velsignet bud (3 vers); ---; DDS 99: Velkommen igen, Guds engle små (8 vers); DDS 117: En rose så jeg skyde (3 vers); DDS 114: Hjerte løft din glædes vinger (6 vers)
MEDDELELSER
I morgen skal vi høre om den første kristne martyr, Sankt Stefan. En martyr er en person, som er blevet slået ihjel for at tro på Jesus. Det er drabelige sager, men det hører med her i julen og i kristendommen. Hvordan det hænger sammen skal vi høre mere om, når vi fejrer gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Gredstedbro. Næste gudstjeneste i Vilslev Kirke er søndag den 30. december kl. 11 v. Kevin Asmussen.
Hunderup
Indsamling
Her i julen samler vi her i kirken ind til Børnesagens fællesråd, der arbejder med at forbedre udsatte danske børns vilkår og rettigheder, og i denne tid sker det bl.a. ved at uddele julehjælp. Man kan betale med mobile pay og nummeret, og man kan betale kontant i indsamlingsbøssen ved udgangen. Vi takker for enhver gave dertil.
Fredag den 28. december kl. 19.30 er der mellemjulekoncert. Vi skal høre Annemette Jørgensen synge nogle sange for os, og vi skal synge Kim Larsen sange med hinanden. Alle er velkomne, det er gratis, og der er rådvinsdrik undervejs.
Vilslev
Indsamling
Her i julen samler vi her i kirken ind til Bibelselskabet, som arbejder med at uddele Bibler og materiale om Biblen til fængsler, hospitaler, flygtninge og andre, der har brug og behov for håb. Man kan betale med mobile pay, og man kan betale kontant i indsamlingsbøssen ved udgangen. Vi takker for enhver gave dertil.
