Både i går og i dag læses den samme evangelietekst fra prædikestolen, for det er egentlig først i dag, vi fejrer Jesu fødsel; så dét har de da fået rigtig fat i over there. Man kunne få den tanke, at vi her til lands fejrer juleaften, fordi vi tager forskud på glæderne, men det skal vi nu ikke lade nogen høre for. Den hyggelige juletravlhed varer lidt endnu, for i juledagene er der mange traditioner for at samles med dem, man ikke fejrede juleaften med.
Når vi i dag endnu engang hører om Jesu fødsel, får vi lov til at tage et spadestik mere og grave os lidt længere ind i juleevangeliet. Som når et hus skal have en fast grund og en sikker sokkel, må også vi grave længere ned for at få gennemgå og tænke over nogle grundlæggende ting. Juledagene er en god tid til eftertanke, imens vi fordøjer julemaden.
Fra Hebræerbrevet hørte vi, at Gud har talt til mennesker på mange forskellige måder igennem tiden, men at han nu taler igennem sin egen søn. Der er altså sket noget afgørende nyt i overgangen fra det gamle til det nye testamente. Der er stadig tale om mange af de samme emner, som vi kan høre om i det gamle testamente, men med Kristus er det vigtige ikke længere at overholde De ti Bud, eller tilbede Gud i et tempel, men det vigtige handler om at have troen som en hjertesag og at være kristen til hverdag. Kristendom skal ikke gemmes væk i de fine middelalderkirker, for det er i hverdagen og dagliglivet, vi sættes i spil. Forbilledet til, hvordan vi bør leve, har vi i Jesus. Bare rolig, her er ikke tale om moralisering eller en anmassende etik, for troen er en privatsag, og hvordan vi lever er en samvittighedssag.
I juleevangeliet hører vi om, hvordan Gud er treenig, altså at Gud er tre personer: Fader, Søn og Helligånd. Det helte nye i Det nye Testamente er naturligvis Sønnen, Jesus Kristus; det var ved Helligånden, at Maria blev gravid, og når der er en Søn, er der naturligvis også en Fader. I trosbekendelsen bekender vi os til troen på en treenig Gud, og derved adskiller vi os fra både jøder og muslimer, der mener, at Gud ikke er tre-i-én. Det har desværre ofte ført krig og ødelæggelser med sig, for når man ikke længere kan forsvare sig med ord og argumenter, har man lagt pennen for at gribe sværdet. Vore handlinger viser, hvem vi er. Guds handlinger viser, hvem Han er.
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, og han så hvor godt det var. Siden faldt der et syndigt mørke over jorden, et mørke som før skabelsen, og lyset trængtes tilbage fra menneskers sind og hjerte. Vi kan erfare forskellige slags mørke. Vinterens mørke og naturens nat, depressionens sorte dyne, sorgens tunge mørke og livets nat, der engang vil nå os alle. Dystre tanker medfører lyssky handlinger og synd efterfølges af sorg og smerte - samt en længsel efter Guds lys og guddommeligt nærvær. Men mange har i tidens løb bygget krigsmaskiner, og fra krudtets lysglimt breder mørket sig på jord. Gud erstattes af guld og kærlighed til penge og magt blev roden til mange onde gerninger.
Men – og heldigvis er der et stort og rungende MEN – for det er midt i mørket, at Gud gør sin entre. Han gjorde det julenat, og han gør det, når vi mindst venter det. Det bedste øjeblik for Gud er nogle gange det dårligste øjeblik for os. Han finder de mørkeste steder og tænder et lille lys; og end ikke det dybeste mørke og den sorteste synd kan slukke det lys, Gud selv har sendt og selv har tændt – for lyset skinner i mørket, og mørket griber det ikke, men må trække sig tilbage. Fra barnsben befandt Jesus sig i mørket blandt de udstødte - igennem livet kom han længere og længere ud blandt de ensomme og fattige, og han endte helt derude hvor livet endte, og kun døden var. Jesus levede som et lys i verden, og var et billede på Guds kærlighed til os, men nogle gange må man overveje, om der er plads til kærlighed på denne jord – for til gengæld for sit uselviske liv, blev han mødt af verdens hårdhed og hjertets kulde; han blev klynget op på et kors og lagt ned i en grav. Men også dødens mørke blev sprængt, og Jesus kom igen med liv og megen herlighed.
Moses kom ned fra bjerget med love og moral og strenge bud, men love og regler kan aldrig medføre tro og kærlighed. Kan man måske tvinge kærligheden frem? Kan man tvinge glæde frem? Nej, såvel glæde som kærlighed må naturligvis være fri og frivillig. Tænk sig, mange personer er kommet med sværd og love for at tiltvinge sig magt; de har hærget og ødelagt og skabt frygt - for at blive ansesete og anerkendte. Sådan kender vi verdens gang; nogle kæmper om magt, andre lider under det – og ind i dét virvar hører vi den gamle fortælling med ordene: ”Frygt ikke!” For Gud kom til os som et lille barn, og hvad kan et barn skade? Det kan ikke løfte et sværd, og love og reguleringer er så uendeligt ligegyldigt for et lille barn. Den almægtige Gud kom til verden som et barn! Det er som at spytte de magtbegærlige i ansigtet, og det vidner om, at det ikke er jordisk magt, den treenige Gud ønsker. Ja, det er slet ikke magt, der er sagen, men derimod: glæde, fred og kærlighed. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Glædelig jul. Amen.
Prædikentekster til Juledag
Salmer: DDS 94: Det kimer nu til julefest (9 vers); DDS 98: Det var ikke en nat som de andre (5 vers); DDS 119: Julen har bragt velsignet bud (3 vers); ---; DDS 99: Velkommen igen, Guds engle små (8 vers); DDS 117: En rose så jeg skyde (3 vers); DDS 114: Hjerte løft din glædes vinger (6 vers)
Når vi i dag endnu engang hører om Jesu fødsel, får vi lov til at tage et spadestik mere og grave os lidt længere ind i juleevangeliet. Som når et hus skal have en fast grund og en sikker sokkel, må også vi grave længere ned for at få gennemgå og tænke over nogle grundlæggende ting. Juledagene er en god tid til eftertanke, imens vi fordøjer julemaden.
Fra Hebræerbrevet hørte vi, at Gud har talt til mennesker på mange forskellige måder igennem tiden, men at han nu taler igennem sin egen søn. Der er altså sket noget afgørende nyt i overgangen fra det gamle til det nye testamente. Der er stadig tale om mange af de samme emner, som vi kan høre om i det gamle testamente, men med Kristus er det vigtige ikke længere at overholde De ti Bud, eller tilbede Gud i et tempel, men det vigtige handler om at have troen som en hjertesag og at være kristen til hverdag. Kristendom skal ikke gemmes væk i de fine middelalderkirker, for det er i hverdagen og dagliglivet, vi sættes i spil. Forbilledet til, hvordan vi bør leve, har vi i Jesus. Bare rolig, her er ikke tale om moralisering eller en anmassende etik, for troen er en privatsag, og hvordan vi lever er en samvittighedssag.
I juleevangeliet hører vi om, hvordan Gud er treenig, altså at Gud er tre personer: Fader, Søn og Helligånd. Det helte nye i Det nye Testamente er naturligvis Sønnen, Jesus Kristus; det var ved Helligånden, at Maria blev gravid, og når der er en Søn, er der naturligvis også en Fader. I trosbekendelsen bekender vi os til troen på en treenig Gud, og derved adskiller vi os fra både jøder og muslimer, der mener, at Gud ikke er tre-i-én. Det har desværre ofte ført krig og ødelæggelser med sig, for når man ikke længere kan forsvare sig med ord og argumenter, har man lagt pennen for at gribe sværdet. Vore handlinger viser, hvem vi er. Guds handlinger viser, hvem Han er.
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, og han så hvor godt det var. Siden faldt der et syndigt mørke over jorden, et mørke som før skabelsen, og lyset trængtes tilbage fra menneskers sind og hjerte. Vi kan erfare forskellige slags mørke. Vinterens mørke og naturens nat, depressionens sorte dyne, sorgens tunge mørke og livets nat, der engang vil nå os alle. Dystre tanker medfører lyssky handlinger og synd efterfølges af sorg og smerte - samt en længsel efter Guds lys og guddommeligt nærvær. Men mange har i tidens løb bygget krigsmaskiner, og fra krudtets lysglimt breder mørket sig på jord. Gud erstattes af guld og kærlighed til penge og magt blev roden til mange onde gerninger.
Men – og heldigvis er der et stort og rungende MEN – for det er midt i mørket, at Gud gør sin entre. Han gjorde det julenat, og han gør det, når vi mindst venter det. Det bedste øjeblik for Gud er nogle gange det dårligste øjeblik for os. Han finder de mørkeste steder og tænder et lille lys; og end ikke det dybeste mørke og den sorteste synd kan slukke det lys, Gud selv har sendt og selv har tændt – for lyset skinner i mørket, og mørket griber det ikke, men må trække sig tilbage. Fra barnsben befandt Jesus sig i mørket blandt de udstødte - igennem livet kom han længere og længere ud blandt de ensomme og fattige, og han endte helt derude hvor livet endte, og kun døden var. Jesus levede som et lys i verden, og var et billede på Guds kærlighed til os, men nogle gange må man overveje, om der er plads til kærlighed på denne jord – for til gengæld for sit uselviske liv, blev han mødt af verdens hårdhed og hjertets kulde; han blev klynget op på et kors og lagt ned i en grav. Men også dødens mørke blev sprængt, og Jesus kom igen med liv og megen herlighed.
Moses kom ned fra bjerget med love og moral og strenge bud, men love og regler kan aldrig medføre tro og kærlighed. Kan man måske tvinge kærligheden frem? Kan man tvinge glæde frem? Nej, såvel glæde som kærlighed må naturligvis være fri og frivillig. Tænk sig, mange personer er kommet med sværd og love for at tiltvinge sig magt; de har hærget og ødelagt og skabt frygt - for at blive ansesete og anerkendte. Sådan kender vi verdens gang; nogle kæmper om magt, andre lider under det – og ind i dét virvar hører vi den gamle fortælling med ordene: ”Frygt ikke!” For Gud kom til os som et lille barn, og hvad kan et barn skade? Det kan ikke løfte et sværd, og love og reguleringer er så uendeligt ligegyldigt for et lille barn. Den almægtige Gud kom til verden som et barn! Det er som at spytte de magtbegærlige i ansigtet, og det vidner om, at det ikke er jordisk magt, den treenige Gud ønsker. Ja, det er slet ikke magt, der er sagen, men derimod: glæde, fred og kærlighed. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Glædelig jul. Amen.
Prædikentekster til Juledag
Salmer: DDS 94: Det kimer nu til julefest (9 vers); DDS 98: Det var ikke en nat som de andre (5 vers); DDS 119: Julen har bragt velsignet bud (3 vers); ---; DDS 99: Velkommen igen, Guds engle små (8 vers); DDS 117: En rose så jeg skyde (3 vers); DDS 114: Hjerte løft din glædes vinger (6 vers)
