”Hvad mener I om Kristus, hvis Søn er han? Vi mener, han er Under, er Gud og mand.” Sådan indleder Aastrup sin salme, som vi skal synge efter prædiken. Salmen udfolder den del af trosbekendelsen, der handler om Jesus Kristus. Hvordan skal vi forholde os til barn Jesus, der er Kristus? Og hvad er det egentligt, vi mener at tro på, når vi fremsiger trosbekendelsen og derved tilslutter os dens indhold? I trosbekendelsen siger vi som bekendt ”Vi tror” tre gange: Vi tror på Gud Fader, vi tror på Jesus Kristus og vi tror på Helligånden. Fader, Søn og Helligånd er den treenige Gud, som er helt særligt for kristendommen. I går så vi tegnet, Jesus blev født, i dag skal vi beskæftige os med betydningen af, at Gud kom til vores jord.
I første vers af Aastrups salme er allerede sagt mere, end der er skrevet på de få linjer. Hvad mener I om Kristus? Vi skal hver især tage stilling til denne Jesus-mand, som levede, døde og opstod. Spørgsmålet må blive, om han er Kristus for os. Svaret ligger i munden på menigheden: ”Vi mener og vi tror”. Svaret er individuelt, selvom trosbekendelsen siges i fællesskab. Hvad man mener, må man jo selv afgøre.
Trosbekendelsen er fælles og i salmen synges: ”Vi mener, han er Under, er Gud og mand.” Nu bliver det lidt teknisk. Allerede i den første kristne kirke diskuterede man højlydt, hvad man skulle mene om Jesus. Og i midten af 400-tallet nåede man frem til at sige, at Jesus er 100% menneske og 100% Gud. Det er jo logisk set umuligt, ja, et rent paradoks. Man blev dog nødt til at holde fast i både det ene og det andet, for Jesus kunne ikke kun være Gud eller kun være menneske, så han måtte være begge, selvom vi overhovedet ikke kan forstå det, og vel knapt kun kan tro det.
Teksten fra Johannesevangeliet udfolder betydningen af det, vi kalder inkarnationen. Ordet kommer fra latin og betyder kødliggørelse, og mere mundret: At Guds søn er blevet menneske i kød og blod. Inkarnation er ikke til at komme uden om i kristendom; den er afgørende og skelsættende, noget helt nyt! Tænk, hvis nu Gud kun besøgte os ved at lade som om, han var blevet menneske, eller ved ligesom at iklæde sig menneskelig hud, men stadig være Gud indenunder. Så ville han jo bare snyde os, og han ville i virkeligheden ikke være kommet rigtigt ned på jorden til os. I den tidlige kristne kirke diskuterede man længe tanken om inkarnation, og selvom vi jo ikke kan vide noget fuldstændigt om det, lagde man sig fast på en bestemt tolkning.
Gud i sin åndelighed blev menneske i kød og blod – det er ikke et snyderi, ikke et spil for galleriet; det var smerteligt menneskeligt og dødsens alvorligt, da Jesus trådte frem i Jerusalem til påske, trådte frem til dom og korsfæstelse. Så skulle han få at mærke, hvordan mennesker byder Guds kærlighed velkommen i ”denne verdens tåredal, // hvor man dig intet andet bød // end stald og krybbe, kors og død” (DDS 123: Her kommer, Jesus, dine små). Faderen satte sin egen søn på spil, for at give os endnu en chance. Og vi forspildte den chance på det groveste. Langfredag er en del af kirkens år, for vi kommer ikke uden om den skamplet, at vi slog kærligheden ihjel. Ja, altså ikke, at vi her i kirken aktivt jog Jesus til korset med pisk og hån for at hamre nagle i hans hænder og fødder – men i vores menneskelige natur ligger oprøret imod Gud og imod det gode. Om og om igen må vi år efter år høre om Jesu jordiske liv og fundere over vores eget liv. Det betyder noget for os i dag, at Gud kom til jord som én af os.
Man kan nemt forestille sig Gud som en gammel, hvidskægget man på en sky oppe i himlen, fjernt fra mennesker og fjernt fra en verden, han måske bare skabte for at adsprede sine tanker og undgå kedsomhed og ensomhed. Det er nemt. Det svære eller umulige er at forestille sig, at denne almægtige Gud skulle ydmyge sig til at blive født i en stald af fattige folk, derpå leve i fattigdom imens han forsøgte at lære folk at leve i kærlighed til venner såvel som til fjender, omgås syge og svage for endelig at gå den største ydmygelse i møde ved at blive korsfæstet blandt røvere og blive svigtet af alle venner, idet dé frygtede for deres liv.
Vi kender historien om Jesus, og kommer tit til at gøre det til en bagatel, en ubetydelighed, en selvfølgelighed. Kærlighed er dog aldrig en selvfølge. Nåde er aldrig en selvfølge. Vi ved det godt, når vi ser på andre af vores slags rundt i verden. Jorden er befolket af krigerske stammer af blodtørstige væsner, der ligner os. Kæmper de ikke om land eller olie, så kæmper de om karriere eller popularitet eller materielle goder. Inkarnationen rammer os lige i hjertet, for når Gud, som skabte os, blev som én af os, så kender han os da sandelig fuldt ud! Hvor uhyggeligt! Kunne han da ikke bare have ladet os leve i vores selvbedrag, i vores opdigtede selvopfattelser, i vores selvforståelser – i vores verden, hvor vi har magten og æren for alt, hvad vi er? Nej, det kunne han ikke – eller han ville ikke. Han ville være hos os. I Edens have gik Gud en dag rundt og kaldte på Adam og Eva – men de gemte sig. En dag gik Jesus rundt i Jerusalem – og han blev korsfæstet. Hvad kan vi være stolte af, når vi gemmer os for Gud og hinanden, og når vi dræber barmhjertigheden fra Gud og mennesker, fordi vi tror, vi kan selv?
Til trods for vores skyggesider, skinner Guds lys glimtvis i verden, og vi indser kun i brudstykker, at dette himmelske lys ikke kun oplyser og varmer, men det afslører også, hvad og hvem vi er, og det gør os bange og kolde. Man kan nemt afvise en Gud, der holder sig fjernt i sin himmel, men hvad kræver det for at afvise Gud, der træder frem som vores næste? Blot et menneskeligt sind og hjerte, desværre.
Vi kan nemt fortvivle over os selv, men så må vi huske på julenattens glædelige hændelse; at Gud til trods for vore afvisninger alligevel lod sig føde som menneskebarn blandt fattige, og virkeligt trådte ind i vores verden, så vi kunne få adgang til hans. Amen.
Læs prædikenteksterne til Juledag
Salmer: 1. DDS 111: Hør hvor englesangen toner ; 2. DDS 108: Lovet være du Jesus Krist ; 3. DDS 98: Det var ikke en nat som de andre ; --- ; 4. DDS 57: Hvad mener I om Kristus ; 5. DDS 473: Dit minde skal o Jesus stå ; 6. DDS 331: Uberørt af byens travlhed
I første vers af Aastrups salme er allerede sagt mere, end der er skrevet på de få linjer. Hvad mener I om Kristus? Vi skal hver især tage stilling til denne Jesus-mand, som levede, døde og opstod. Spørgsmålet må blive, om han er Kristus for os. Svaret ligger i munden på menigheden: ”Vi mener og vi tror”. Svaret er individuelt, selvom trosbekendelsen siges i fællesskab. Hvad man mener, må man jo selv afgøre.
Trosbekendelsen er fælles og i salmen synges: ”Vi mener, han er Under, er Gud og mand.” Nu bliver det lidt teknisk. Allerede i den første kristne kirke diskuterede man højlydt, hvad man skulle mene om Jesus. Og i midten af 400-tallet nåede man frem til at sige, at Jesus er 100% menneske og 100% Gud. Det er jo logisk set umuligt, ja, et rent paradoks. Man blev dog nødt til at holde fast i både det ene og det andet, for Jesus kunne ikke kun være Gud eller kun være menneske, så han måtte være begge, selvom vi overhovedet ikke kan forstå det, og vel knapt kun kan tro det.
Teksten fra Johannesevangeliet udfolder betydningen af det, vi kalder inkarnationen. Ordet kommer fra latin og betyder kødliggørelse, og mere mundret: At Guds søn er blevet menneske i kød og blod. Inkarnation er ikke til at komme uden om i kristendom; den er afgørende og skelsættende, noget helt nyt! Tænk, hvis nu Gud kun besøgte os ved at lade som om, han var blevet menneske, eller ved ligesom at iklæde sig menneskelig hud, men stadig være Gud indenunder. Så ville han jo bare snyde os, og han ville i virkeligheden ikke være kommet rigtigt ned på jorden til os. I den tidlige kristne kirke diskuterede man længe tanken om inkarnation, og selvom vi jo ikke kan vide noget fuldstændigt om det, lagde man sig fast på en bestemt tolkning.
Gud i sin åndelighed blev menneske i kød og blod – det er ikke et snyderi, ikke et spil for galleriet; det var smerteligt menneskeligt og dødsens alvorligt, da Jesus trådte frem i Jerusalem til påske, trådte frem til dom og korsfæstelse. Så skulle han få at mærke, hvordan mennesker byder Guds kærlighed velkommen i ”denne verdens tåredal, // hvor man dig intet andet bød // end stald og krybbe, kors og død” (DDS 123: Her kommer, Jesus, dine små). Faderen satte sin egen søn på spil, for at give os endnu en chance. Og vi forspildte den chance på det groveste. Langfredag er en del af kirkens år, for vi kommer ikke uden om den skamplet, at vi slog kærligheden ihjel. Ja, altså ikke, at vi her i kirken aktivt jog Jesus til korset med pisk og hån for at hamre nagle i hans hænder og fødder – men i vores menneskelige natur ligger oprøret imod Gud og imod det gode. Om og om igen må vi år efter år høre om Jesu jordiske liv og fundere over vores eget liv. Det betyder noget for os i dag, at Gud kom til jord som én af os.
Man kan nemt forestille sig Gud som en gammel, hvidskægget man på en sky oppe i himlen, fjernt fra mennesker og fjernt fra en verden, han måske bare skabte for at adsprede sine tanker og undgå kedsomhed og ensomhed. Det er nemt. Det svære eller umulige er at forestille sig, at denne almægtige Gud skulle ydmyge sig til at blive født i en stald af fattige folk, derpå leve i fattigdom imens han forsøgte at lære folk at leve i kærlighed til venner såvel som til fjender, omgås syge og svage for endelig at gå den største ydmygelse i møde ved at blive korsfæstet blandt røvere og blive svigtet af alle venner, idet dé frygtede for deres liv.
Vi kender historien om Jesus, og kommer tit til at gøre det til en bagatel, en ubetydelighed, en selvfølgelighed. Kærlighed er dog aldrig en selvfølge. Nåde er aldrig en selvfølge. Vi ved det godt, når vi ser på andre af vores slags rundt i verden. Jorden er befolket af krigerske stammer af blodtørstige væsner, der ligner os. Kæmper de ikke om land eller olie, så kæmper de om karriere eller popularitet eller materielle goder. Inkarnationen rammer os lige i hjertet, for når Gud, som skabte os, blev som én af os, så kender han os da sandelig fuldt ud! Hvor uhyggeligt! Kunne han da ikke bare have ladet os leve i vores selvbedrag, i vores opdigtede selvopfattelser, i vores selvforståelser – i vores verden, hvor vi har magten og æren for alt, hvad vi er? Nej, det kunne han ikke – eller han ville ikke. Han ville være hos os. I Edens have gik Gud en dag rundt og kaldte på Adam og Eva – men de gemte sig. En dag gik Jesus rundt i Jerusalem – og han blev korsfæstet. Hvad kan vi være stolte af, når vi gemmer os for Gud og hinanden, og når vi dræber barmhjertigheden fra Gud og mennesker, fordi vi tror, vi kan selv?
Til trods for vores skyggesider, skinner Guds lys glimtvis i verden, og vi indser kun i brudstykker, at dette himmelske lys ikke kun oplyser og varmer, men det afslører også, hvad og hvem vi er, og det gør os bange og kolde. Man kan nemt afvise en Gud, der holder sig fjernt i sin himmel, men hvad kræver det for at afvise Gud, der træder frem som vores næste? Blot et menneskeligt sind og hjerte, desværre.
Vi kan nemt fortvivle over os selv, men så må vi huske på julenattens glædelige hændelse; at Gud til trods for vore afvisninger alligevel lod sig føde som menneskebarn blandt fattige, og virkeligt trådte ind i vores verden, så vi kunne få adgang til hans. Amen.
Læs prædikenteksterne til Juledag
Salmer: 1. DDS 111: Hør hvor englesangen toner ; 2. DDS 108: Lovet være du Jesus Krist ; 3. DDS 98: Det var ikke en nat som de andre ; --- ; 4. DDS 57: Hvad mener I om Kristus ; 5. DDS 473: Dit minde skal o Jesus stå ; 6. DDS 331: Uberørt af byens travlhed
