Hvad er det, der gør jul til noget særligt? Hvad er det, der gør at vi især i december bruger tid på at hygge os med familie og venner og folk fra fjern og nær? December er en måned, hvor der sker mange særlige ting. Vi holder os blandt andet til ældgamle traditioner, der rækker ud over os selv; traditioner, der fortæller en historie om, hvem vi er, og hvad vi kommer af. Måske siger de også noget om, hvor vi er på vej hen?
For hele tiden er vi på vej, og ofte hører vi forskellige bud på, hvor vi er på vej hen. Fremtidsforskere giver deres bud på, hvordan kongeriget ser ud om nogle år; der lægges planer og tænkes i processer og visioner. ”Effektivisering” har også i år været et nøgleord, og med effektivisering menes der som regel ”besparelser”, men det betyder også at flere skal arbejde mere for mindre løn. Juletiden er dog heldigvis en ret ineffektiv tid, for vi sparer ikke, men øder penge væk på hygge og fornøjelse, på gaver og jordiske glæder – selvom vi slæber os igennem butikkens lange køer og pynter hjemmet op med nisser og gran. I gamle dage slagtede man fedegrisen ved juletid, nu om dage er det sparegrisen, der som regel må lade livet. Hygge er måske godt for den danske sjæl, men samfundet opnår nok ikke et international forspring ved at være konkurrencedygtig i hygge. Og sådan må det meget gerne være!
Juletiden er noget særligt for os på forskellige måder. For skolebørn betyder det juleferie, for forældre flere udgifter, lidt stress og jag, for butikkerne betyder det øget omsætning og for politikere og meningsdannere betyder det endnu en omgang diskussion i aviser og fjernsyn. For julen er også en kampplads om traditioner og værdier. Man kunne ellers forledes til at tro, at julens budskab om fred på jord og glæde for hele verden faktisk skulle være noget godt, men der er altid nogen, der har en anden mening.
Julen er ganske vist noget særligt, men hvor den for mange er noget godt, er den også for mange andre en skidt højtid, hvor man i særligt grad oplever sin egen ensomhed og fattigdom. Selvom vi sidder lunt og hyggeligt her i kirken, må vi ikke glemme at huske alle dem, der af forskellige grunde ikke kan eller vil fejre jul. I al vores hyggelige travlhed må vi gerne skænke en tanke og en mønt til dem, der ikke kan være med fejringen af Jesusbarnets fødsel.
Imens vi forsøger at nå alt, hvad vi skal, må vi ikke glemme at huske, hvorfor vi fejrer jul. Selvom julens sne og frost er endnu ikke faldet over land og by, og selvom vi måske ikke har nået alt det, vi gerne ville, er det forunderligt nok lige pludseligt blevet jul igen. For heldigvis afhænger det hverken af naturen eller af os, om det kan blive jul. Juleaften bliver det, uanset om vi er klar til det eller ej, og uanset om verden står på den anden ende. Uanset politiske debatter, uanset hvad der rører sig i verden og i vore hjerter, så bliver det juleaften, og vi hører den gamle fortælling på ny.
Måske kommer julen i vejen for vore planer, men det er måske ikke så skidt endda. Gode ting kan sagtens komme i vejen for alle vore planer og idéer. Jesus ventede heller ikke til det bedste øjeblik med at blive født. Faktisk kunne det næppe passe dårligere, da Maria og Josef forgæves havde gået fra hotel til hotel for til sidst at ende dér, hvorfra man skovler møg på møddingen: i en stald. Det må være enhver førstegangsfødendes mareridt og største skræk ikke at kunne give sit barn den nødvendige omsorg og den ønskede velkomst i verden. For Maria betød det, at hun ikke havde et ordentligt sted at føde, men måtte føde i en stald, hvor kun kæresten var med til at hjælpe barnet til verden. Så vidt jeg ved, er der ikke fundet arkæologiske tegn på, at man dengang gik til fødselsforberedelse. Hverken forældrene eller Betlehem var altså særligt godt forberedte på Jesusbarnets fødsel. Og dog blev han født trods alle fejl og mangler i situationen, for Gud lader ikke vente på sig. Han ventede ikke på, at der var plads i herberget, ventede ikke på at Josef og Maria var indlogeret i et hotelværelse med varmt vand, en blød seng og en jordemoder. Men det betyder også, at Gud ikke venter på vores forberedelser eller verdens tilstand – tværtimod. For det var jo nat, det var koldt, det var i staldens ildelugtende sted, det var i virvaret og i forvirringen, at Gud tændte sit lys i verden og ønskede os alle fred og velsignelse. Det rette øjeblik for Gud er nogle gange det dårligste øjeblik for os.
Men det dårlige øjeblik blev vendt til glæde og stor fryd; englene sang for de fattige hyrder og en stjerne skinnede klarere end de andre for som et reklameskilt at vise vej for dem, der forstod at se Guds tegn i verden. Sorg blev til glæde vendt, og englene sang om, at Guds fred skulle overvælde den jord, som ikke kunne finde fred i sig selv. Det folk, der vandrede i mørket fik et stort lys at se.
De ord når også frem til os i dag. På trods af frygt for krig og ødelæggelser, på trods af storm og uvejrets rasen i natur og politik, gjalder englenes sang til fred og glæde. Det, der kommer fra mennesker kan vi være bange for, for vi mennesker ved ikke altid selv, hvad vi har gang i; vi ved ikke altid, hvad der er det bedste for os eller hinanden. Nogle gange skader vi mere, end vi gavner. Der er et mørke inde i os alle, som til tider bryder ud og skygger for andres glæde og som volder andre sorg. Det ser vi alt for tit, når det sker med fuldt overlæg. Men hvad der kommer fra Gud, behøver vi ikke frygte. Han kunne være kommet i torden og lynild, imens himlen skælvede og bjergene rystede; men se, som et lille barn blev Gud nærværende i verden i øjenhøjde med os. Han kommer os i møde som én af os, som en ven, som én, der vil os det bedste.
Det er da glædeligt nyt til os alle, uanset hvordan vores liv og tilværelse ser ud, og derfor skal julen ikke bare have englelyd fra Himmerig, men også menneskelyd fra jorderig. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Glædelig jul. Amen.
Læs prædikentekster til juleaften
Salmer: DDS 94: Det kimer nu til julefest ; DDS 119: Julen har bragt velsignet bud ; DDS 136: Dejlig er den himmel blå; ---; DDS 104: Et barn er født i Betlehem ; DDS 121: Dejlig er jorden – lyset slukkes i kirken
For hele tiden er vi på vej, og ofte hører vi forskellige bud på, hvor vi er på vej hen. Fremtidsforskere giver deres bud på, hvordan kongeriget ser ud om nogle år; der lægges planer og tænkes i processer og visioner. ”Effektivisering” har også i år været et nøgleord, og med effektivisering menes der som regel ”besparelser”, men det betyder også at flere skal arbejde mere for mindre løn. Juletiden er dog heldigvis en ret ineffektiv tid, for vi sparer ikke, men øder penge væk på hygge og fornøjelse, på gaver og jordiske glæder – selvom vi slæber os igennem butikkens lange køer og pynter hjemmet op med nisser og gran. I gamle dage slagtede man fedegrisen ved juletid, nu om dage er det sparegrisen, der som regel må lade livet. Hygge er måske godt for den danske sjæl, men samfundet opnår nok ikke et international forspring ved at være konkurrencedygtig i hygge. Og sådan må det meget gerne være!
Juletiden er noget særligt for os på forskellige måder. For skolebørn betyder det juleferie, for forældre flere udgifter, lidt stress og jag, for butikkerne betyder det øget omsætning og for politikere og meningsdannere betyder det endnu en omgang diskussion i aviser og fjernsyn. For julen er også en kampplads om traditioner og værdier. Man kunne ellers forledes til at tro, at julens budskab om fred på jord og glæde for hele verden faktisk skulle være noget godt, men der er altid nogen, der har en anden mening.
Julen er ganske vist noget særligt, men hvor den for mange er noget godt, er den også for mange andre en skidt højtid, hvor man i særligt grad oplever sin egen ensomhed og fattigdom. Selvom vi sidder lunt og hyggeligt her i kirken, må vi ikke glemme at huske alle dem, der af forskellige grunde ikke kan eller vil fejre jul. I al vores hyggelige travlhed må vi gerne skænke en tanke og en mønt til dem, der ikke kan være med fejringen af Jesusbarnets fødsel.
Imens vi forsøger at nå alt, hvad vi skal, må vi ikke glemme at huske, hvorfor vi fejrer jul. Selvom julens sne og frost er endnu ikke faldet over land og by, og selvom vi måske ikke har nået alt det, vi gerne ville, er det forunderligt nok lige pludseligt blevet jul igen. For heldigvis afhænger det hverken af naturen eller af os, om det kan blive jul. Juleaften bliver det, uanset om vi er klar til det eller ej, og uanset om verden står på den anden ende. Uanset politiske debatter, uanset hvad der rører sig i verden og i vore hjerter, så bliver det juleaften, og vi hører den gamle fortælling på ny.
Måske kommer julen i vejen for vore planer, men det er måske ikke så skidt endda. Gode ting kan sagtens komme i vejen for alle vore planer og idéer. Jesus ventede heller ikke til det bedste øjeblik med at blive født. Faktisk kunne det næppe passe dårligere, da Maria og Josef forgæves havde gået fra hotel til hotel for til sidst at ende dér, hvorfra man skovler møg på møddingen: i en stald. Det må være enhver førstegangsfødendes mareridt og største skræk ikke at kunne give sit barn den nødvendige omsorg og den ønskede velkomst i verden. For Maria betød det, at hun ikke havde et ordentligt sted at føde, men måtte føde i en stald, hvor kun kæresten var med til at hjælpe barnet til verden. Så vidt jeg ved, er der ikke fundet arkæologiske tegn på, at man dengang gik til fødselsforberedelse. Hverken forældrene eller Betlehem var altså særligt godt forberedte på Jesusbarnets fødsel. Og dog blev han født trods alle fejl og mangler i situationen, for Gud lader ikke vente på sig. Han ventede ikke på, at der var plads i herberget, ventede ikke på at Josef og Maria var indlogeret i et hotelværelse med varmt vand, en blød seng og en jordemoder. Men det betyder også, at Gud ikke venter på vores forberedelser eller verdens tilstand – tværtimod. For det var jo nat, det var koldt, det var i staldens ildelugtende sted, det var i virvaret og i forvirringen, at Gud tændte sit lys i verden og ønskede os alle fred og velsignelse. Det rette øjeblik for Gud er nogle gange det dårligste øjeblik for os.
Men det dårlige øjeblik blev vendt til glæde og stor fryd; englene sang for de fattige hyrder og en stjerne skinnede klarere end de andre for som et reklameskilt at vise vej for dem, der forstod at se Guds tegn i verden. Sorg blev til glæde vendt, og englene sang om, at Guds fred skulle overvælde den jord, som ikke kunne finde fred i sig selv. Det folk, der vandrede i mørket fik et stort lys at se.
De ord når også frem til os i dag. På trods af frygt for krig og ødelæggelser, på trods af storm og uvejrets rasen i natur og politik, gjalder englenes sang til fred og glæde. Det, der kommer fra mennesker kan vi være bange for, for vi mennesker ved ikke altid selv, hvad vi har gang i; vi ved ikke altid, hvad der er det bedste for os eller hinanden. Nogle gange skader vi mere, end vi gavner. Der er et mørke inde i os alle, som til tider bryder ud og skygger for andres glæde og som volder andre sorg. Det ser vi alt for tit, når det sker med fuldt overlæg. Men hvad der kommer fra Gud, behøver vi ikke frygte. Han kunne være kommet i torden og lynild, imens himlen skælvede og bjergene rystede; men se, som et lille barn blev Gud nærværende i verden i øjenhøjde med os. Han kommer os i møde som én af os, som en ven, som én, der vil os det bedste.
Det er da glædeligt nyt til os alle, uanset hvordan vores liv og tilværelse ser ud, og derfor skal julen ikke bare have englelyd fra Himmerig, men også menneskelyd fra jorderig. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Glædelig jul. Amen.
Læs prædikentekster til juleaften
Salmer: DDS 94: Det kimer nu til julefest ; DDS 119: Julen har bragt velsignet bud ; DDS 136: Dejlig er den himmel blå; ---; DDS 104: Et barn er født i Betlehem ; DDS 121: Dejlig er jorden – lyset slukkes i kirken
