 |  |
Søndag den 6. marts 2022, 1. søndag i fasten, kl. 9.30 Jernved Kirke, (dåb og kirkekaffe) SALMER 750: Nu titte til hinanden - 448: Fyldt af glæde - 367: Vi rækker vore hænder frem - prædiken - 604: Det koster mer' - Nadversalme: 477: Som korn fra mange marker - 29: Spænd over os dit himmelsejl. kl. 11 Hunderup (forårsgudstjeneste) SALMER 750: Nu titte til hinanden - 698: Kain, hvor er din bror - 367: Vi rækker vore hænder frem --- 728: Du gav mig, o Herre - 477: Som korn fra mange marker- 826: Guds nåde er en vintergæk
INTRO GT
Nu skal vi høre et afsnit fra Første Mosebog i Det gamle Testamente. Eva og Adam ”lå” sammen, som det så uskyldigt er skrevet, selvom vi jo godt ved, hvordan børn kommer til verden. De må have ligget sammen et par gange, for de fik 2 sønner: Kain først og så Abel. Medmindre selvfølgelig at sønnerne var tvillinger, og det ved vi ikke. Men de to sønner var forskellige, og det endte i biblens første mord: Et brodermord! Baggrunden var misundelse, og historien viser, at jorden husker vore gerninger.
INTRO NT
Vi springer fra Kains misundelse, hovmod og brodermord på Abel til Jakobsbrevet i Det nye Testamente; et brev skrevet af Jesu egen bror, Jakob. Måske havde han Kain og Abel i tankerne, da han skrev, at vi ikke skal lade os friste af hovmod og jantelov, men lære at håndtere begæret. For fyldt af begær efter magt, rigdom, andres ejendom og ægtefæller, har mennesker gjort mange onde og dumme ting imod sig selv og hinanden.
PRÆDIKEN
Det har været svært for mig i denne uge at koncentrere mig om at skrive prædiken til i dag. Sidste weekend var vi isoleret i præstegården pga. corona, og i ugen op til i dag har aviser og nyheder og sociale medier har været totalt spækket med opslag og indlæg om krigen mellem Rusland og Ukraine – så meget, at man næsten får det dårligt og ikke kan tænke på andet. Flygtninge strømmer igen over Europa. Priserne stiger på mange hverdagsting, og tilværelsen ser ud til at blive mere besværlig for mange. Hvad skal der ske? Vi ved det ikke. Tankerne er mange, men hvad skal vi gøre? Det er lige før, det kan stjæle af dagligglæden og nattesøvnen. Jo, verdens uro fylder meget. Derfor har jeg set frem til dagens gudstjeneste, hvor jeg har glædet mig til, at vi kunne være samlet om noget andet end alt det, som krigens kriser fører med sig. Men man må også bare indse, at krigen fylder i bevidstheden hos mange, selvom hverdagen jo også er fyldt med arbejde, familie, børn, det omskiftelige vejr osv. Men nu er vi samlet her, og herinde er der mulighed for at få vendt og drejet alt det, vi ellers ikke får tid til at tænke over og at mærke efter.
Når vi hører de gamle bibeltekster og synger de gamle salmer, så sættes vi ind i et andet rum, ligesom vi sætter både tekster og salmer ind i vores tid og rum; vi gør det hver især alt efter, hvad der rumsterer i vore tanker og fylder i vort hjerte. Det er jo individuelt. En konfirmand tænker jo ikke det samme som en forælder, der igen ikke tænker det samme som en pensionist. Hvor forskellige vi end er, er vi dog alligevel fælles om at være her i dag. Og det takker jeg Gud for. For i dag har vi hørt noget vigtigt om Jesus, som kan være rart at høre for både en pensionist, en forældre og en konfirmand.
Hvis vi løfter sindets blik og tænker ud os af kirken og ud i det store Danmark og det endnu større Europa og den endnu større verden og jordklode, så ser vi, at alle verdens riger og lande har mægtige, magtfulde mennesker, der tjener penge på krig og fred, og forstår at få pengene til at yngle uanset, hvad der sker i verden. Disse mægtige, magtfulde mennesker ejer meget og kæmper for at få mere. Det er som om, nogle aldrig kan blive rig nok. Som om det er en konkurrence uden dommer. Lad os så zoome ind på Israel og samtidigt skrue tiden 2000 år tilbage. Se, der går Jesus.
Fører han valgkamp for at vinde stemmer, sjæle eller venner? Næh. Samler han penge ind til krig og kamp? Nej, heller ikke. Faktisk gør han ikke noget for sin egen skyld, men se, han gi’r brød til de sultende, gi’r syn til de blinde og hørelse til de døve. Han bli’r venner med dem, ingen andre vil være venner med, og han går imod uretfærdigheder imod de fattige. Ja, se, han stiller sig sammen med dem, der ikke har andre; venner, familier eller bekendte. Alligevel samlede han en flok omkring sig; folk, der gerne ville lære at leve som han, fordi han var så nærværende og god af sig. De blev kaldt apostle, men egentligt var de jo bare dem, der skulle bringe den måde at leve på længere ud omkring; fra Jesus og ud over hele jorden. Det var visionen, at alle skulle lære at leve bedre, sandere, smukkere og mere intenst nærværende og oprigtigt ved at have mere øje for hinanden. Vi kalder det næstekærlighed.
Men hvad sker der så? Visionen er jo smuk, men selv disse hellige apostle er altså stadig mennesker på godt og ondt. De særligt udvalgte apostle udviste stor misundelse og hovmod, da de begyndte at diskutere om, hvem der var størst og stærkest, og Jesus undrede sig. Hallo, folkens! Det er jo ikke dét, som det går ud på, når man bliver døbt og lever som kristen. Der er andet og vigtigere ting i livet end magt, penge og spørgsmål om, hvem der har den største… løn eller fineste plads.
Jeg ved godt, at vi diskuterer meget, at kvinder og mænd stadig(!) ikke har ligestilling, og at klimaet skal reddes fra menneskeheden, foruden krigen østpå og overforbrug og livsstilssygdomme vestpå, forurening og fordummelse i vores lille land. Men hvis nu flere levede som Jesus, eller bare levede som tjenere og ikke hele tiden var så navlebeskuende og fokuserende på sig selv, mon så ikke de andre ting alligevel ville blive løst bedre?
Det er jo ikke af ydmyghed eller venligt tjenersind, at folk går i krig med hinanden, om det så er på arbejdspladsen, i skolen eller på østfronten. Mobning, hån, latterliggørelse, bagtalelse og misundelse er også krig. Tværtimod er det udtryk for tjenersind, når hospitaler, sygehuse og hospicer og en lang række andre medmenneskelige og omsorgsfulde tiltag skyder op for at understøtte og hjælpe ganske almindelige mennesker til et bedre liv.
Et bedre liv er også grunden til at vi holder gudstjenester her i denne gamle kirke. Det hedder jo gudstjeneste, fordi Gud gør os en tjeneste, Herind kommer vi med barnet for at døbe det og lægge det i Guds hænder; sådan et barn går aldrig alene igennem livet. Her konfirmeres de unge, der ved alteret foran Gud og gæster bekræfter, at de et eller andet sted imellem tvivl og hormonberuselse tror på Gud. Jo, kirken er et særligt hus, et stillerum midt i alt det, der sker i verden og lokalsamfundet. Og dagen i dag er særlig. Konfirmanderne får et kryds for at deltage i gudstjenesten, mens andre frivilligt er trådt herind for lige at høre noget andet, end ugens medier har fyldt vore øjne og ører, sind og tanker med.
Dagen i dag er særligt, fordi vi har hørt, at Jesus meget tydeligt har sagt, at vi ikke skal kæmpe om førstepladsen over hinanden; herinde i det kristne fællesskab er vi alle lige – og lige gode, og vi skal være der for hinanden. Og når det så alligevel går galt for os, så er der stadig håb, fordi Jesus ganske enkelt beder for os. Jeg synes, det er rørende smukt, at han, som gik igennem alt for vores skyld og endda fór til himmels for at sidde ved Faderens højre hånd i tryghed, stadig lever for at bede for vores skyld. Hvilken anden kongesøn vil gøre det? Hvilken anden gud eller hvilket magtfuldt menneske vil bede for os?
Verden kan være et vanskeligt sted at være menneske, især når vores liv og tilværelse trues. Måske kan I huske Martin Luther? Den tyske munk, som i 1500-tallet påbegyndte reformationen. Han sagde, at hvis verden går under i morgen, så vil han plante et træ i dag. I dag sås der frø og plantes træer; for der er stadig håb. Foråret kommer så sagte; lyset skinner ovenfra og livet vokser nedefra; trodser jordens rimdække. Vi lever og oplever nu begyndelsen af marts, hvor solens varme stråler begynder at drive os ud af husene ligesom blomsterne skyder op af jorden. Fuglene kvidrer fulde af forårskådhed, og vi er samlet her for at synge om meget af det, det kan være svært at sætte ord på; for at høre, at Gud stadig vil have med os at gøre; for at tænke over, om vi lever som tjenere eller forsøger at blive herskere. Hvem får mon mest ud af livet? Den, der får venner ved at være venlig – eller den, der får ”venner” ved at ville herske? Jesus vidste det, og nu ved vi det. Ingen vinder ved at miste sig selv i en kamp om noget så ligegyldigt som magt over andre.
Den, der kan trodse fristelserne og begæret; den der kan holde sin kur uden at spise kage; og den, der kan hjælpe en anden, selvom det koster på den personlige konto – det er den person, som har viljestyrke nok til at blive langt mere end blot et menneske, der flyder med de indre drifter. Vi er langt mere end biologiske processer; der er langt mere ånd i os, end vi tør tro; langt mere, end vi kan fatte. Og Jesus beder for os. Så mon ikke det nok skal gå? Glædelig 1. søndag i fasten. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
KIRKEBØN
Lad os alle bede: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. I denne tid beder vi særligt for ofre for krig og dem, der må flygte fra hus og hjem. Vi beder for såvel ukrainere som russere, ligesom vi beder for alle over hele verden, hvis liv trues af krig, nød og elendighed. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
MEDDELELSER
De næste gudstjenester er søndag den 13. marts kl. 9.30 i Vilslev med både nadver og kirkekaffe og kl. 11 i Hjortlund. Katrine Gaub holder ferie til og med den 14. marts.
I morgen aften (mandag den 7. marts) er der sangaften i Vilslev konfirmandstue, hvor der vil blive sunget fra den nye højskolesangbog. Det er organist Dorte Grangård Olesen og Roll Præstegaard, der står for sangvalg og musik. Det er kl. 19 og alle er velkomne.
Efter prædiken er der nadver, og alle er velkomne.
JERNVED: Efter gudstjenesten er der kirkekaffe.
HUNDERUP: Efter gudstjenesten er der gratis frokost i Klublokalet – og alle er velkomne. Tak til jer, der har hjulet med at gøre klar til det. I forbindelse med frokosten bliver der mulighed for at bytte frø og stiklinger. Vi skal jo så og plante noget, inden vi kan fejre høstgudstjeneste i efteråret.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
INTRO GT
Nu skal vi høre et afsnit fra Første Mosebog i Det gamle Testamente. Eva og Adam ”lå” sammen, som det så uskyldigt er skrevet, selvom vi jo godt ved, hvordan børn kommer til verden. De må have ligget sammen et par gange, for de fik 2 sønner: Kain først og så Abel. Medmindre selvfølgelig at sønnerne var tvillinger, og det ved vi ikke. Men de to sønner var forskellige, og det endte i biblens første mord: Et brodermord! Baggrunden var misundelse, og historien viser, at jorden husker vore gerninger.
INTRO NT
Vi springer fra Kains misundelse, hovmod og brodermord på Abel til Jakobsbrevet i Det nye Testamente; et brev skrevet af Jesu egen bror, Jakob. Måske havde han Kain og Abel i tankerne, da han skrev, at vi ikke skal lade os friste af hovmod og jantelov, men lære at håndtere begæret. For fyldt af begær efter magt, rigdom, andres ejendom og ægtefæller, har mennesker gjort mange onde og dumme ting imod sig selv og hinanden.
PRÆDIKEN
Det har været svært for mig i denne uge at koncentrere mig om at skrive prædiken til i dag. Sidste weekend var vi isoleret i præstegården pga. corona, og i ugen op til i dag har aviser og nyheder og sociale medier har været totalt spækket med opslag og indlæg om krigen mellem Rusland og Ukraine – så meget, at man næsten får det dårligt og ikke kan tænke på andet. Flygtninge strømmer igen over Europa. Priserne stiger på mange hverdagsting, og tilværelsen ser ud til at blive mere besværlig for mange. Hvad skal der ske? Vi ved det ikke. Tankerne er mange, men hvad skal vi gøre? Det er lige før, det kan stjæle af dagligglæden og nattesøvnen. Jo, verdens uro fylder meget. Derfor har jeg set frem til dagens gudstjeneste, hvor jeg har glædet mig til, at vi kunne være samlet om noget andet end alt det, som krigens kriser fører med sig. Men man må også bare indse, at krigen fylder i bevidstheden hos mange, selvom hverdagen jo også er fyldt med arbejde, familie, børn, det omskiftelige vejr osv. Men nu er vi samlet her, og herinde er der mulighed for at få vendt og drejet alt det, vi ellers ikke får tid til at tænke over og at mærke efter.
Når vi hører de gamle bibeltekster og synger de gamle salmer, så sættes vi ind i et andet rum, ligesom vi sætter både tekster og salmer ind i vores tid og rum; vi gør det hver især alt efter, hvad der rumsterer i vore tanker og fylder i vort hjerte. Det er jo individuelt. En konfirmand tænker jo ikke det samme som en forælder, der igen ikke tænker det samme som en pensionist. Hvor forskellige vi end er, er vi dog alligevel fælles om at være her i dag. Og det takker jeg Gud for. For i dag har vi hørt noget vigtigt om Jesus, som kan være rart at høre for både en pensionist, en forældre og en konfirmand.
Hvis vi løfter sindets blik og tænker ud os af kirken og ud i det store Danmark og det endnu større Europa og den endnu større verden og jordklode, så ser vi, at alle verdens riger og lande har mægtige, magtfulde mennesker, der tjener penge på krig og fred, og forstår at få pengene til at yngle uanset, hvad der sker i verden. Disse mægtige, magtfulde mennesker ejer meget og kæmper for at få mere. Det er som om, nogle aldrig kan blive rig nok. Som om det er en konkurrence uden dommer. Lad os så zoome ind på Israel og samtidigt skrue tiden 2000 år tilbage. Se, der går Jesus.
Fører han valgkamp for at vinde stemmer, sjæle eller venner? Næh. Samler han penge ind til krig og kamp? Nej, heller ikke. Faktisk gør han ikke noget for sin egen skyld, men se, han gi’r brød til de sultende, gi’r syn til de blinde og hørelse til de døve. Han bli’r venner med dem, ingen andre vil være venner med, og han går imod uretfærdigheder imod de fattige. Ja, se, han stiller sig sammen med dem, der ikke har andre; venner, familier eller bekendte. Alligevel samlede han en flok omkring sig; folk, der gerne ville lære at leve som han, fordi han var så nærværende og god af sig. De blev kaldt apostle, men egentligt var de jo bare dem, der skulle bringe den måde at leve på længere ud omkring; fra Jesus og ud over hele jorden. Det var visionen, at alle skulle lære at leve bedre, sandere, smukkere og mere intenst nærværende og oprigtigt ved at have mere øje for hinanden. Vi kalder det næstekærlighed.
Men hvad sker der så? Visionen er jo smuk, men selv disse hellige apostle er altså stadig mennesker på godt og ondt. De særligt udvalgte apostle udviste stor misundelse og hovmod, da de begyndte at diskutere om, hvem der var størst og stærkest, og Jesus undrede sig. Hallo, folkens! Det er jo ikke dét, som det går ud på, når man bliver døbt og lever som kristen. Der er andet og vigtigere ting i livet end magt, penge og spørgsmål om, hvem der har den største… løn eller fineste plads.
Jeg ved godt, at vi diskuterer meget, at kvinder og mænd stadig(!) ikke har ligestilling, og at klimaet skal reddes fra menneskeheden, foruden krigen østpå og overforbrug og livsstilssygdomme vestpå, forurening og fordummelse i vores lille land. Men hvis nu flere levede som Jesus, eller bare levede som tjenere og ikke hele tiden var så navlebeskuende og fokuserende på sig selv, mon så ikke de andre ting alligevel ville blive løst bedre?
Det er jo ikke af ydmyghed eller venligt tjenersind, at folk går i krig med hinanden, om det så er på arbejdspladsen, i skolen eller på østfronten. Mobning, hån, latterliggørelse, bagtalelse og misundelse er også krig. Tværtimod er det udtryk for tjenersind, når hospitaler, sygehuse og hospicer og en lang række andre medmenneskelige og omsorgsfulde tiltag skyder op for at understøtte og hjælpe ganske almindelige mennesker til et bedre liv.
Et bedre liv er også grunden til at vi holder gudstjenester her i denne gamle kirke. Det hedder jo gudstjeneste, fordi Gud gør os en tjeneste, Herind kommer vi med barnet for at døbe det og lægge det i Guds hænder; sådan et barn går aldrig alene igennem livet. Her konfirmeres de unge, der ved alteret foran Gud og gæster bekræfter, at de et eller andet sted imellem tvivl og hormonberuselse tror på Gud. Jo, kirken er et særligt hus, et stillerum midt i alt det, der sker i verden og lokalsamfundet. Og dagen i dag er særlig. Konfirmanderne får et kryds for at deltage i gudstjenesten, mens andre frivilligt er trådt herind for lige at høre noget andet, end ugens medier har fyldt vore øjne og ører, sind og tanker med.
Dagen i dag er særligt, fordi vi har hørt, at Jesus meget tydeligt har sagt, at vi ikke skal kæmpe om førstepladsen over hinanden; herinde i det kristne fællesskab er vi alle lige – og lige gode, og vi skal være der for hinanden. Og når det så alligevel går galt for os, så er der stadig håb, fordi Jesus ganske enkelt beder for os. Jeg synes, det er rørende smukt, at han, som gik igennem alt for vores skyld og endda fór til himmels for at sidde ved Faderens højre hånd i tryghed, stadig lever for at bede for vores skyld. Hvilken anden kongesøn vil gøre det? Hvilken anden gud eller hvilket magtfuldt menneske vil bede for os?
Verden kan være et vanskeligt sted at være menneske, især når vores liv og tilværelse trues. Måske kan I huske Martin Luther? Den tyske munk, som i 1500-tallet påbegyndte reformationen. Han sagde, at hvis verden går under i morgen, så vil han plante et træ i dag. I dag sås der frø og plantes træer; for der er stadig håb. Foråret kommer så sagte; lyset skinner ovenfra og livet vokser nedefra; trodser jordens rimdække. Vi lever og oplever nu begyndelsen af marts, hvor solens varme stråler begynder at drive os ud af husene ligesom blomsterne skyder op af jorden. Fuglene kvidrer fulde af forårskådhed, og vi er samlet her for at synge om meget af det, det kan være svært at sætte ord på; for at høre, at Gud stadig vil have med os at gøre; for at tænke over, om vi lever som tjenere eller forsøger at blive herskere. Hvem får mon mest ud af livet? Den, der får venner ved at være venlig – eller den, der får ”venner” ved at ville herske? Jesus vidste det, og nu ved vi det. Ingen vinder ved at miste sig selv i en kamp om noget så ligegyldigt som magt over andre.
Den, der kan trodse fristelserne og begæret; den der kan holde sin kur uden at spise kage; og den, der kan hjælpe en anden, selvom det koster på den personlige konto – det er den person, som har viljestyrke nok til at blive langt mere end blot et menneske, der flyder med de indre drifter. Vi er langt mere end biologiske processer; der er langt mere ånd i os, end vi tør tro; langt mere, end vi kan fatte. Og Jesus beder for os. Så mon ikke det nok skal gå? Glædelig 1. søndag i fasten. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
KIRKEBØN
Lad os alle bede: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. I denne tid beder vi særligt for ofre for krig og dem, der må flygte fra hus og hjem. Vi beder for såvel ukrainere som russere, ligesom vi beder for alle over hele verden, hvis liv trues af krig, nød og elendighed. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
MEDDELELSER
De næste gudstjenester er søndag den 13. marts kl. 9.30 i Vilslev med både nadver og kirkekaffe og kl. 11 i Hjortlund. Katrine Gaub holder ferie til og med den 14. marts.
I morgen aften (mandag den 7. marts) er der sangaften i Vilslev konfirmandstue, hvor der vil blive sunget fra den nye højskolesangbog. Det er organist Dorte Grangård Olesen og Roll Præstegaard, der står for sangvalg og musik. Det er kl. 19 og alle er velkomne.
Efter prædiken er der nadver, og alle er velkomne.
JERNVED: Efter gudstjenesten er der kirkekaffe.
HUNDERUP: Efter gudstjenesten er der gratis frokost i Klublokalet – og alle er velkomne. Tak til jer, der har hjulet med at gøre klar til det. I forbindelse med frokosten bliver der mulighed for at bytte frø og stiklinger. Vi skal jo så og plante noget, inden vi kan fejre høstgudstjeneste i efteråret.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
