Den kongelige embedsmand havde en høj stilling i samfundet og var højt agtet af mange; sådan en mand, der var steget så højt i graderne måtte man da have respekt for. Sådan er det også i dag, hvor mange misunder dem, der formår at nå højt til tops i arbejdslivet. Men de menneskelige grundvilkår kan ingen af os undslippe, uanset hvor højt man kravler op af samfundets stige eller i magtens hierarki. Den kongelige embedsmand var helt tæt på toppen af magten, men kongens magt regerede måske nok over skatter og folks muligheder for at leve et godt liv, men hverken guld eller sølv eller krige eller kæmpe slotte kunne redde embedsmandens søn. Måske var sønnens hans ældste, og så var hele hans eftermæle jo på spil, for den førstefødte skulle arve alt, som det var traditionen. Arve gods og guld, navn og ære og føre slægten videre med minderne om en slægt med magt og stor autoritet i samfundet. Embedsmandens håb om at skabe sig et navn for eftertiden lå altså i hans søn, og hvis hans søn døde, ville alt falde sammen om ham. Håbet ville briste og hans verden ville brase sammen så skrøbeligt som et korthus; og det kræver knap nok et helt pust at vælte et korthus. Da sønnen lå dødssyg derhjemme, og hans kone græd fortvivlet ved sønnens seng – og måske kommende dødsleje – indså embedsmanden at al hans magt og vælde kun var støv og muld ved siden af det sande liv. I alle hans bestræbelser på at nå magtens tinder havde han næppe holdt sig tilbage for at skubbe folk til side eller stjæle andres chancer; han havde handlet klogt med den usle mammon for at skaffe sig venner og anseelse, men som bekendt er der koldt på toppen, for hvad nytter det at vinde hele verden, hvis man må miste sin sjæl – og sin søn?
Embedsmanden ville give sin søn alt – en tryg opvækst uden sygdom, uden at se virkelighedens forfald og verdens grumhed med krige og fattigdom. Verden lå for den unges fødder, og hans far kunne bestemme en stor del af hans skæbne, hans lod i livet. At have magt i verden er at kunne åbne mange døre for andre. Han kunne give sin søn, alt, hvad hjertet begærede – og sikkert lidt mere til. Men selv den mægtigste konge, den rigeste fyrste eller mægtigste præsident på jorden ville ikke kunne give hans søn det, han i virkeligheden havde brug for: Helbredelse og livet. Ingen kunne i virkelighedens verden blandt mennesker på jord bestemme over den lille drengs skæbne eller tid. Der ville komme en tid, da der ikke var mere tid for ham i denne verden. For ham som for os alle. Døden er den smertelige grænse for os alle.
Det er kun skaberen selv, der formår at give det, vi egentlig har brug for, og det har han gjort fra skaberværkets begyndelse og indtil i dag; hele tiden ladet skabningen vokse frem i liv med liv, selvom også alt med liv engang må dø og forgå og blive til det muld, det er dannet af. Vort liv er som græssets i engen; den ene dag står det i sin fulde kraft, den næste dag ligger det tørt som hø uden saft eller livskraft. I løbet af vort korte liv begærer vi meget. Embedsmandens begær rettede sig mod magt og rigdom, indflydelse hos kongen og velanseelse i samfundet. Andre begærer og længes efter et eventyrligt liv eller et stille og roligt liv; nogle jagter store oplevelser, andre små fornøjelser. Men hvad begærer vi mennesker i virkeligheden andet end tid, tid til liv og kærlighed? Om man søger at vinde hele verdens gunst og al magt, men ikke har kærlighed, så er man da kun en rungende, tom tønde. Embedsmanden havde indset, at al hans magt og vælde og velanseelse kunne væltes af blot et flygtigt vindpust, og han frygtede mere og mere, at sønnen aldrig ville få tid til at opleve det liv og den kærlighed det f.eks. er at stifte familie, at have venner og kammerater og at leve ubekymret. Embedsmanden hjerte var uroligt, for bekymringer kan kun stjæle nærvær og liv og giver aldrig noget godt af sig.
Jesus imødekom ikke umiddelbart embedsmandens ønske om at redde hans søn, men skældte tilhørerne ud: Alle ønsker tegn og undere for at kunne tro, sagde han. Så sendte han embedsmanden hjem. Hvis Jesus havde fulgt med ham hjem og helbredt sønnen ved håndspålæggelse, så ville skaren have set ham gøre et under ved sine hænders kraft. Det vigtige var dog at Jesus alene ved sit ord lod helbredelsen ske. Ordet skulle lyde som det lød ved verdens skabelse, ved ordet alene skulle der skabes lys i mørket og håb i håbløsheden. Skaren og embedsmanden skulle tro Jesus på hans ord, ikke ved at se tegn og undere ved hans fysiske hænder, for hvornår har man set nok til at tro? Troen kommer som bekendt af det, der høres. Når Jesus var faret til himmels ville ”kun” hans ord blive tilbage. Og i den situation står vi i nu; ordet lyder stadig til opmuntring og trøst, men vi ser ikke længere Jesus helbrede direkte.
Da embedsmanden gik hjemad blev han mødt af en af sine tjenere, der kunne fortælle, at hans søn var blevet rask. Og embedsmanden regnede ud, at det måtte være sket på Jesu ord. Alene det, at Jesus med sit ord gav hans søn livet igen, var bevis nok for embedsmanden på, at Jesus virkelig havde livets magt i sit ord i sin mund. ”Og han og hele hans husstand kom til tro”, for de havde alligevel fået deres under at se.
Tilbage sidder vi altså i kirken i dag og må misunde embedsmanden. Han gik til Jesus som sidste udvej og bad egoistisk om at han måtte gøre et tegn for at redde sønnen. Embedsmanden forlod dog sig selv og al sin magt og vælde for at forlade sig på en anden, et andet menneske, som han havde hørt kunne gøre store undere. Med et spinkelt håb gik han fra Jesus, og til tro med stor glæde kom han, da håbet blev virkelighed. Også vi må forlade os selv for at forlade os på en anden i vores vej her i livet; ikke kun kristeligt set må vi forlade os på Jesus, men også på andre dødelige omkring os må vi så at sige lægge et stykke af vort liv i deres hænder, når vi ikke længere kan være os selv nok. At forlade os på hinanden er til dagligt at være menneske iblandt mennesker, og at forlade os på Jesus er at tage ham på ordet om nåde og frelse, og så gå på vores vej hjem herfra, gå på hver vores vej ud i livet med et håb og en tro – om den så er stor eller lille. Amen.
Prædikentekster til 21. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 731: Nu står der skum 2. DDS 580: Jesus, dødens overvinder
3. DDS 362: Gør dig nu rede --- 4. DDS 379: Der er en vej, som verden ikke kender 5. DDS 192,7: Hil dig, frelser og forsoner 6. DDS 634: Du ved det nok