Præludium er Lucia-optoget, derefter følger en næsten almindelig gudstjeneste dog uden altergang og med kun én læsning i fromessen. Præludium: Lucia-optog Indgangsbøn 747: Lysets engel går med glans Hilsen ("Og med din ånd") Kollekt ("Amen") Læsning Trosbekendelse (synges) 12: Min sjæl, du Herren love Evangelium ("Gud være lovet ...) Prædiken osv. 814: Gå i mørket med lyset (Tillæg) Fadervor (siges i fællesskab uden korsvar) Velsignelse ("Amen, amen, amen") 117: En rose så jeg skyde Udgangsbøn Postludium Efter gudstjenesten får Lucia-pigerne en slikpose udleveret af mig.
INTRO GT
Vi skal nu høre et stykke fra GT, som er skrevet af Esajas. Han var profet, og det vil sige, at Gud hviskede ham noget i øret, som han skulle fortælle til folk. Stykket handler om Jesus og Johannes, selvom Esajas altså skrev det ned ca. 800 år før, Jesus blev født. Og selvom der er mange ting på spil, så kan man godt høre, at det hele skal blive godt engang. Rejs jer derfor og hør: Denne hellige lektie skriver profeten Esajas…
PRÆDIKEN
Det har været en dejlig uge, synes jeg, både med undervisning af konfirmander og gudstjenester for børn fra dagplejen og den private pasningsordning samt børnehavebørn. Solen er stået så smukt op i øst. Den har skinnet igennem den grå masse af skyer, og den har spejlet sig i den nyfaldne sne på markerne og på træernes blade. Lyset har skinnet for os, der bor i vinterens land, hvor mørket falder tidligt og dagene bliver korte og små. Om aftenen har fuldmånen hævet sig og skinnet med sit særlige lys for dem, der er vågne, når vi andre går i seng. I dag har vi 3. søndag i advent, og nu er vi næsten halvvejs igennem kalenderlyset henne ved juleaften, og vi fejrer i dag gudstjeneste om eftermiddagen, så Lucia-optogets lys kan skinne så meget klarere i eftermiddagens mørke.
Lucia var en ung kvinde, som gjorde meget for de fattige og dem, der manglede mad, varme og lys. Der er også mange i dag, som mangler meget, fordi priserne er blevet så høje, at det er svært at få råd til både mad, julehygge, elektricitet og varme. Der er allerede mange, som gør meget for andre, men der kan altid bruges endnu flere, der er ligesom Lucia, som gik ud til de fattige for at hjælpe med, hvad hun kunne. Og hun satte lysene på hovedet, så hun havde begge hænder fri. Hendes lys blev et håb, som mange varmede sig ved. Det er mange år siden, hun levede, men på en måde lever hun videre, når vi mindes hendes måde at være på og hendes store kærlighed til sine medmennesker. Det var ikke noget, hun fandt på af sig selv, for kærligheden havde hun selv fået fra et højere sted.
I dag har vi hørt om Johannes Døber, som sad i fængsel, fordi han brugte sin høje stemme til at protestere og i fuld offentlighed tale imod alt det onde og dumme i hans samfund; han levede dog ikke i et demokrati og hans mening gad magthaverne ikke høre på. Johannes var sendt af Gud for at råbe op om uretfærdigheder og magthavernes synd, og de blev sure på ham og smed ham i fængsel. Men det lukkede ikke munden på ham; det lukkede ikke håbet i hans hjerte, og da han hørte om, hvad Jesus gik rundt og lavede, så ville han have klar besked: Var Jesus virkelig ham, som hele verden ventede på? Var Jesus virkelig den julegave, som Gud ville give? Var Jesus virkelig det menneske, som var fyldt med tro og håb og kærlighed? Johannes havde mange spørgsmål, men Jesus ville ikke svare ham direkte. Det var for nemt at sige ja eller nej, så Jesus fortalte om, hvad der skete omkring ham. Jesus levede så naturligt og selvfølgeligt med tro på håb om kærlighed; han fortalte om Guds barmhjertighed og forsøgte at lære folk at elske hinanden, tilgive hinanden og altid bære tro, håb og kærlighed ud til andre. Han gik i mørket med lyset, så Johannes i sin fængselscelle blev glad for at høre, at Jesus virkelig var den julegave, som han altid havde glædet sig til.
Hvad glæder vi os til? Hvilke julegaver vil vi allerhelst have? Jeg ved godt, at ønskesedlerne kan blive lange, og at vi deler Ønskeskyer med hinanden, fordi vi gerne vil have dét og dét ting, og absolut ikke kan leve uden dén ting dér osv. Da jeg holdt gudstjeneste før børnehavebørnene, havde jeg denne julegavekasse med. I kan se, det er en julegave, for den er jo pakket ind med julegavepapir og har en sløjfe om maven. Men den er tom. Der er ikke noget dyrt eller smart inden i den. Hvis man giver sådan en pakke juleaften, så bliver folk nok sure. Men pointen er, at de bedste julegaver er nogle, man slet ikke kan pakke ind.
Når man er punkteret på en øde landevej i vinterkulden en mørk nat i december, så er den bedste julegave jo ikke en Lego-figur eller en nyeste bog med søde kager. Den bedste gave er at blive fundet og hentet hjem i varmen. Og hvis man er ensom på arbejdet eller i skolen eller bare generelt, så hjælper det ikke så meget at får varme sokker, et nyt slips eller et krus, hvor der står ”Verdens bedste mormor”; man vil da langt hellere have en ven og mærke, at man betyder noget. Man kan godt give en ged i julegave, men kan man pakke en ven ind i avispapir og sætte en sløjfe rundt om maven? Jo måske, hvis det er en god ven.
Sammen med konfirmanderne har vi arbejdet lidt med venskaber. For hvordan får man egentlig venner og kammerater? De unge ved det godt, og de kan måske lære os voksne noget om det. Nogle af dem har selv prøvet at komme ind i ny klasse eller flytte til et nyt sted, og så må man altså også selv gøre noget for at få venner. Og hvad kan man gøre? Det er slet ikke raketvidenskab. Man skal bare gå hen til de andre og være sød og venlig og spørge, om man må være med i samtalen eller legen - eller man kan give dem slik og pizza; vejen til manges hjerter går som bekendt gennem maven. Det kan godt være, at vi danskere på overfladen virker kolde og ligeglade med hinanden, men man kan faktisk komme langt med et lille smil og venlighed. Og glæden over at have en god ven, over at have én man holder af, tænder ligesom et lys inde i os, så vi ikke føler os helt ligegyldige eller ensomme eller oversete og glemte. Når lyset skinner, så kan vi håbe lidt endnu.
Lyset skinner i mørket, og varmen breder sig i kulden; vi får varme i kinderne og glædens glødende julelys i øjnene. Jesus udlevde næstekærligheden midt imellem alle de mange forskellige mennesker han mødte, og Johannes Døberen blev overrasket og glad over, at Guds hjerte stadig bankede for vor gamle jords beboere. Og det var med Jesus i tankerne, at Lucia gik ud i nattens mørke for at finde dem, der var skjult i deres fattigdom og ensomhed, for hun tænkte: Ingen skal gå sultne i seng; ingen skal føle sig udenfor; ingen skal fryse; ingen skal lide; ingen skal mangle tro, håb og kærlighed. Lucia gik ud til dem, der ikke havde andre til at hjælpe sig, og ikke havde nogen til at gå med julelys og hjertevarme. Andre håber også på os, så vi som Johannes må stille os op og gå imod uretfærdigheder, og som Lucia gå med varme hænder til dem, der havde fået en kold skulder, for at vi i denne kolde og mørke tid kan vise, at næstekærlighed er julehjertes hemmelighed
Engang skal alting blive godt især for dem, der nu har det hårdt. Det kan være hårdt nok at være til – lad os ikke gøre livet mere besværligt for hinanden. I dag husker vi Lucia og Johannes og Jesus, og vi husker, at de bar på et lysende håb om kærlighed til alle mennesker. Det er det, vi tror på; og det er den julegave, vi længes inderligt efter. Glædelig 3. søndag i advent. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN – (Fadervor iflg. Bibelen på hverdagsdansk, 2015) Lad os alle bede: ”Far i Himlen. Må du blive æret. Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i Himlen. Giv os det, vi har brug for i dag. Tilgiv os, hvor vi har svigtet, ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os. Lad os ikke bukke under for fristelsen, men red os fra den Ondes angreb.” Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord, velsign os med din egen hånd. Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
MEDDELELSER
Vilslev
- Næste gudstjeneste er søndag den 18. december kl. 11 her i kirken, hvor konfirmanderne medvirker og løfter nogle opgaver i løbet af gudstjenesten og hvor Decemberkoret medvirker for at synge for os og med os.
- Tak til Lucia-pigerne pigerne – I sang så flot og gik så fint, og vi så, hvordan et lille lys kan skinne meget. Det var næsten som en solopgang; med englens lys og sang. Efter gudstjenesten får I en slikpose som tak – og helt i Lucias ånd, så kan I jo dele den med jeres søskende, kammerater eller forældre.
- I denne tid samler vi ind til Julemærkefondet, og vi siger tak for enhver gave dertil. I kan på bænkene læse lidt mere om indsamlingen, og man kan give både mønter i kirkebøssen samt overføre penge direkte.
Hunderup
- Næste gudstjeneste er søndag den 18. december kl. 9.30, hvor vi har De 9 Læsninger; det er at konfirmander og menighedsråd læser nogle Bibeltekster for os og Decemberkoret synger for os og med os. Efter gudstjenesten er der kirkekaffe.
- Tak til Lone for adventsgaverne: Adventskrans, pynt ved prædikestol + ?
- Tak til Lucia-pigerne – I sang så flot og gik så fint, og vi så, hvordan et lille lys kan skinne meget. Det var næsten som en solopgang; med englens lys og sang. Efter gudstjenesten får I en slikpose som tak – og helt i Lucias ånd, så kan I jo dele den med jeres søskende, kammerater eller forældre.
- I denne tid samler vi ind til Børnesagens fællesråd, og vi siger tak for enhver gave dertil. I kan på bænkene læse lidt mere om indsamlingen, og man kan give både mønter i kirkebøssen samt overføre penge direkte.
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.