En stor del af vores liv går med at vente. Vente på bussen, vente på hinanden, vente på det fornøjelige, det sjove og det glædelige. Lige for tiden venter vi på juleaften, og mange forventer at få en hyggelig aften med glæde og gode timer. Adventstiden er en ventetid på det, der kommer. På ham, der kommer, nemlig Jesus. I dag skal vi høre om hans fætter, Johannes, hvis liv begyndte på en mærkværdig måde.
Hans far Zakarias var jødisk præst ved templet i Jerusalem. Zakarias’ kone hed Elisabeth, og de var højt oppe i årene. De havde ikke kunnet få børn, selvom de så brændende havde ønsket sig det hele deres ægteskab. De havde hele livet ventet forgæves og efterhånden opgivet håbet. En dag, da Zakarias var i templet, åbenbarede Gud sig for ham i et syn ved at en engel talte til ham. Englen sagde, at Elisabeth skulle blive gravid og føde en søn; de skulle kalde ham Johannes, og han skulle blive til stor glæde for mange. Zakarias hørte englens ord, men kunne ikke forstå det. Han var jo gammel, og det var Elisabeth også, og når folk bliver for gamle, kan de ikke få børn – hvordan skulle det så kunne gå til, at Elisabeth i sin høje alder skulle kunne blive gravid? ”Hvordan kan jeg vide, at det er sandt?” spurgte Zakarias englen. Han var en fornuftig mand, der nok vidste, hvordan børn kom til verden. Men hans fornuft og logiske tankegang havde ikke tænkt på, at for Gud er alting muligt. Fornuften har det med kun at bringe tvivl i vore tanker. Englen sagde derfor, at Zakarias skulle blive stum som straf og et tegn på, at englen havde talt sandt. Zakarias blev stum, og da han kom hjem fra templet, blev Elisabeth gravid.
Der gik noget tid, ja, så langt tid som det tager for et barn at vokse og blive klar til at komme til verden. Elisabeth fødte en søn, og venner, naboer og familie blev meget glade, for Gud havde virkeligt skænket hende et barn – selvom hun var meget gammel. Da Elisabeth og Zakarias gav deres søn navnet Johannes, som englen havde befalet dem, kunne Zakarias tale igen. Og straks brød han ud i tak og lovsang – som jeg lige har læst op.
Zakarias blev pludseligt fyldt af glæde over livets under, og han lod munden flyde over med de ord, der fyldte hans hjerte og tanker. Sammenhænge blev åbenbare og fremlagt af et menneske men med en åndrighed som fra den Højeste selv. Zakarias tænkte nok ikke så meget over, hvad han der kom ud af munden på ham, men hans tale eller lovsang greb folk omkring ham, så den er kommet med i Det Ny Testamente i fortællingen om Johannes, der skulle få en stor plads i historien. Zakarias henviste i sin lovsang til de gamle profetier, og han pegede frem i tiden på noget, der skulle gælde hans søns livsopgave i verden. Johannes var bestemt til noget stort lige fra sin fødsel.
Johannes blev kendt vidt og bredt i sin samtid, men han kom også til at stå i skyggen for sin fætter Jesus. Johannes voksede op og levede langt tid i ørkenen, iklædt tøj af kameluld, og han spiste vildhonning og græshopper. En dag begyndte han at døbe folk i Jordanfloden, derfor blev han kendt som ”Johannes Døberen.” Der var noget specielt ved ham, og mange drog ud til ham for at høre hans store ord og måske endda blive døbt af det specielle menneske.
Johannes stod ude i vandet og døbte folk, og det var altså et underligt syn; dér stod han som profet iført det underlige tøj af kamelhår, og han var nok ikke blevet barberet eller klippet i mange, mange år. En vildmand lignede han, og han sagde meget, som man kunne tænke længe over. Hans opgave var at forberede folk på, at Jesus ville dukke op. En dag stod Jesus i Jordanfloden og blev døbt af Johannes, og først fra da af, begyndte Jesus at samle folk omkring sig, imens han helbredte og gjorde store mirakler. Da Jesus gik i gang med det, han skulle her på jorden, trådte Johannes i baggrunden. Han blev fængslet og halshugget, da han var omkring 30 år. Han døde pga. sin tro, han blev derved en martyr. Selvom han døde ung og selvom Jesus langt overskyggede ham, har han overlevet historiens gang, og til Sankt Hans er det faktisk Johannes Døberens fødsel vi fejrer, selvom vi forbinder den dag med bål og mad og fællesskab mere end med den vilde profet fra ørkenen. Johannes’ livsværk kan vi ikke se nogen steder, det er ikke et af verdens vidundere, for det var ord i øjeblikket, og de lød for øre, der nu for længst er holdt op med at høre. Men i det nye testamente kan vi stadig læse om Johannes, der banede vejen for Jesus. Et lille lys skinnede, før det store lys brød igennem.
Zakarias sang om alt dette, da Johannes blev født. Men mon han kunne se hele Johannes’ livsforløb og stadig glæde sig, hvis han vidste, hvordan det ville gå ham? Vi ved det ikke. Zakarias var i dét øjeblik fyldt af glæde over, at han havde fået en barn, og midt i sorgen over at være stum og gammel, blev der tændt et lys i hans liv, da barnet blev født. Og det er netop glæden, der følger i kølvandet på lyset, som vi fejrer i dag.
Så længe der er mørke i verden, har vi brug for at høre om lyset. Her tænker jeg ikke kun på den mørke, der sænker sig over Danmark i vintertiden eller mørket i den politiske verden med terror og krige, men også mørket i vores indre, mørke forårsaget af tvivl, sorg, sygdom og synd. I mørket er der ingen glæde, men juleaften blev glæden jordens gæst, da Jesus fødtes. Glæde og lys hænger sammen. Med Lucia-optoget skinner lyset i mørket, og i dag mindes vi altså to martyrer, Johannes Døberen og Lucia. Begge har med lys og glæde at gøre, til trods for, at de begge døde pga. af deres tro. De døde ikke af egen fri vilje, men folk omkring dem kunne ikke tåle, at de bragte lys i mørket. Der findes et mørke i os mennesker, som ikke engang alverdens godhed kan ændre på. Og ud af dét mørke kommer kun svigt og sorg. Det var mørke tanker i menneskers hjerte, der engang gjorde det af med både Johannes Døberen og Lucia.
Lucia døde, fordi hun nægtede at tilbede den romerske kejser. Det fortælles om Lucia, at hun bragte mad og drikke til sine medkristne der måtte leve i skjul i katakomberne, der er underjordiske gravpladser for titusindvis. Hun satte lys i en krans om hovedet så hun havde begge hænder fri og dermed kunne bære mere. Helt konkret lyste hun op i mørket med sin lyskrans.
Det er ydre lys, noget, vi kan se og erfare ligesom den flotte solopgang en decembermorgen. Zakarias’ lovsang kan vi ikke erfare. Vi kan høre ordene, og vi ved, at Johannes skulle pege på Jesus som det sande lys i verden. Men vi kan ikke med sanserne erfare det; kun ved at tro på håbet om, at Jesus er verdens lys, og at vi hver især kan få del i det lys, der spreder glæde, giver Zakarias’ lovsang mening for os.
”Hvordan kan jeg vide, at det er sandt?” spurgte Zakarias englen, og ligeså er det naturligt for os at spørge. Svaret er dog, at vi aldrig kan vide os sikre på, at det er sandt – for det kan ikke bevises videnskabeligt eller objektivt – det kan kun tros personligt. Så det er op til hver enkelt af os at lytte til disse gode ord og tage et valg, om vi ønsker at tro på Jesus som verdens lys, eller om vi vil afvise det glædelige budskab og forblive i mørket.
Så længe vi lever kan vi overveje det spørgsmål; og så længe vi lever vil vi ved juletid tænde adventskransens lys, lade Lucia-optoget gå syngende iblandt os, og lade de nådefulde ord lyde fra Det Ny testamente, så vi i det indre såvel som i det ydre kan få lys og glæde at leve på til trods for vinterens og tvivlens mørke. Amen.
Læs prædikenteksterne her til 3. søndag i Advent (II): Zakarias’ lovsang
Salmer: 1. DDS 78: Blomstre som en rosengård; 2. DDS 12: Min sjæl du Herren love; 3. DDS 77: O kom, o kom Immanuel; --- ; 4. DDS 814: Gå i mørket med lyset (Tillæg); 5.DDS 87: Det første lys
Hans far Zakarias var jødisk præst ved templet i Jerusalem. Zakarias’ kone hed Elisabeth, og de var højt oppe i årene. De havde ikke kunnet få børn, selvom de så brændende havde ønsket sig det hele deres ægteskab. De havde hele livet ventet forgæves og efterhånden opgivet håbet. En dag, da Zakarias var i templet, åbenbarede Gud sig for ham i et syn ved at en engel talte til ham. Englen sagde, at Elisabeth skulle blive gravid og føde en søn; de skulle kalde ham Johannes, og han skulle blive til stor glæde for mange. Zakarias hørte englens ord, men kunne ikke forstå det. Han var jo gammel, og det var Elisabeth også, og når folk bliver for gamle, kan de ikke få børn – hvordan skulle det så kunne gå til, at Elisabeth i sin høje alder skulle kunne blive gravid? ”Hvordan kan jeg vide, at det er sandt?” spurgte Zakarias englen. Han var en fornuftig mand, der nok vidste, hvordan børn kom til verden. Men hans fornuft og logiske tankegang havde ikke tænkt på, at for Gud er alting muligt. Fornuften har det med kun at bringe tvivl i vore tanker. Englen sagde derfor, at Zakarias skulle blive stum som straf og et tegn på, at englen havde talt sandt. Zakarias blev stum, og da han kom hjem fra templet, blev Elisabeth gravid.
Der gik noget tid, ja, så langt tid som det tager for et barn at vokse og blive klar til at komme til verden. Elisabeth fødte en søn, og venner, naboer og familie blev meget glade, for Gud havde virkeligt skænket hende et barn – selvom hun var meget gammel. Da Elisabeth og Zakarias gav deres søn navnet Johannes, som englen havde befalet dem, kunne Zakarias tale igen. Og straks brød han ud i tak og lovsang – som jeg lige har læst op.
Zakarias blev pludseligt fyldt af glæde over livets under, og han lod munden flyde over med de ord, der fyldte hans hjerte og tanker. Sammenhænge blev åbenbare og fremlagt af et menneske men med en åndrighed som fra den Højeste selv. Zakarias tænkte nok ikke så meget over, hvad han der kom ud af munden på ham, men hans tale eller lovsang greb folk omkring ham, så den er kommet med i Det Ny Testamente i fortællingen om Johannes, der skulle få en stor plads i historien. Zakarias henviste i sin lovsang til de gamle profetier, og han pegede frem i tiden på noget, der skulle gælde hans søns livsopgave i verden. Johannes var bestemt til noget stort lige fra sin fødsel.
Johannes blev kendt vidt og bredt i sin samtid, men han kom også til at stå i skyggen for sin fætter Jesus. Johannes voksede op og levede langt tid i ørkenen, iklædt tøj af kameluld, og han spiste vildhonning og græshopper. En dag begyndte han at døbe folk i Jordanfloden, derfor blev han kendt som ”Johannes Døberen.” Der var noget specielt ved ham, og mange drog ud til ham for at høre hans store ord og måske endda blive døbt af det specielle menneske.
Johannes stod ude i vandet og døbte folk, og det var altså et underligt syn; dér stod han som profet iført det underlige tøj af kamelhår, og han var nok ikke blevet barberet eller klippet i mange, mange år. En vildmand lignede han, og han sagde meget, som man kunne tænke længe over. Hans opgave var at forberede folk på, at Jesus ville dukke op. En dag stod Jesus i Jordanfloden og blev døbt af Johannes, og først fra da af, begyndte Jesus at samle folk omkring sig, imens han helbredte og gjorde store mirakler. Da Jesus gik i gang med det, han skulle her på jorden, trådte Johannes i baggrunden. Han blev fængslet og halshugget, da han var omkring 30 år. Han døde pga. sin tro, han blev derved en martyr. Selvom han døde ung og selvom Jesus langt overskyggede ham, har han overlevet historiens gang, og til Sankt Hans er det faktisk Johannes Døberens fødsel vi fejrer, selvom vi forbinder den dag med bål og mad og fællesskab mere end med den vilde profet fra ørkenen. Johannes’ livsværk kan vi ikke se nogen steder, det er ikke et af verdens vidundere, for det var ord i øjeblikket, og de lød for øre, der nu for længst er holdt op med at høre. Men i det nye testamente kan vi stadig læse om Johannes, der banede vejen for Jesus. Et lille lys skinnede, før det store lys brød igennem.
Zakarias sang om alt dette, da Johannes blev født. Men mon han kunne se hele Johannes’ livsforløb og stadig glæde sig, hvis han vidste, hvordan det ville gå ham? Vi ved det ikke. Zakarias var i dét øjeblik fyldt af glæde over, at han havde fået en barn, og midt i sorgen over at være stum og gammel, blev der tændt et lys i hans liv, da barnet blev født. Og det er netop glæden, der følger i kølvandet på lyset, som vi fejrer i dag.
Så længe der er mørke i verden, har vi brug for at høre om lyset. Her tænker jeg ikke kun på den mørke, der sænker sig over Danmark i vintertiden eller mørket i den politiske verden med terror og krige, men også mørket i vores indre, mørke forårsaget af tvivl, sorg, sygdom og synd. I mørket er der ingen glæde, men juleaften blev glæden jordens gæst, da Jesus fødtes. Glæde og lys hænger sammen. Med Lucia-optoget skinner lyset i mørket, og i dag mindes vi altså to martyrer, Johannes Døberen og Lucia. Begge har med lys og glæde at gøre, til trods for, at de begge døde pga. af deres tro. De døde ikke af egen fri vilje, men folk omkring dem kunne ikke tåle, at de bragte lys i mørket. Der findes et mørke i os mennesker, som ikke engang alverdens godhed kan ændre på. Og ud af dét mørke kommer kun svigt og sorg. Det var mørke tanker i menneskers hjerte, der engang gjorde det af med både Johannes Døberen og Lucia.
Lucia døde, fordi hun nægtede at tilbede den romerske kejser. Det fortælles om Lucia, at hun bragte mad og drikke til sine medkristne der måtte leve i skjul i katakomberne, der er underjordiske gravpladser for titusindvis. Hun satte lys i en krans om hovedet så hun havde begge hænder fri og dermed kunne bære mere. Helt konkret lyste hun op i mørket med sin lyskrans.
Det er ydre lys, noget, vi kan se og erfare ligesom den flotte solopgang en decembermorgen. Zakarias’ lovsang kan vi ikke erfare. Vi kan høre ordene, og vi ved, at Johannes skulle pege på Jesus som det sande lys i verden. Men vi kan ikke med sanserne erfare det; kun ved at tro på håbet om, at Jesus er verdens lys, og at vi hver især kan få del i det lys, der spreder glæde, giver Zakarias’ lovsang mening for os.
”Hvordan kan jeg vide, at det er sandt?” spurgte Zakarias englen, og ligeså er det naturligt for os at spørge. Svaret er dog, at vi aldrig kan vide os sikre på, at det er sandt – for det kan ikke bevises videnskabeligt eller objektivt – det kan kun tros personligt. Så det er op til hver enkelt af os at lytte til disse gode ord og tage et valg, om vi ønsker at tro på Jesus som verdens lys, eller om vi vil afvise det glædelige budskab og forblive i mørket.
Så længe vi lever kan vi overveje det spørgsmål; og så længe vi lever vil vi ved juletid tænde adventskransens lys, lade Lucia-optoget gå syngende iblandt os, og lade de nådefulde ord lyde fra Det Ny testamente, så vi i det indre såvel som i det ydre kan få lys og glæde at leve på til trods for vinterens og tvivlens mørke. Amen.
Læs prædikenteksterne her til 3. søndag i Advent (II): Zakarias’ lovsang
Salmer: 1. DDS 78: Blomstre som en rosengård; 2. DDS 12: Min sjæl du Herren love; 3. DDS 77: O kom, o kom Immanuel; --- ; 4. DDS 814: Gå i mørket med lyset (Tillæg); 5.DDS 87: Det første lys
