”Vi kan jo intet give, / som nogen ting er værd, / men tag vort stakkels hjerte, / så ringe som det er!” (DDS 730, 3). Sådan lyder det i salmen ”Vi pløjed og vi så’de”. Salmen handler om, at vi som Gudskabte mennesker er sat til at arbejde her på jorden, og at Gud vil sørge godt for os. En typisk høst-salme, der sætter os på plads i skaberværket. De få citerede linjer siger, at vi kan meget her på jorden over for hinanden, men over for Gud har vi intet at komme med, andet end vort stakkels hjerte. Det er en vigtig pointe i dagens prædiken.
Det er jo egentligt herligt at få lov at prædike over dagens evangelietekst, for skat og velfærd og forholdet til myndighederne er noget, der ligger os danskere på sinde. Skat og velfærdspolitik er et sikkert samtaleemne i enhver sammenhæng, for alle har en mening om det. Det er klart, da det jo fylder meget i vores hverdag. Penge er grundlaget for samfundet og er afgørende for om man kan eksistere som menneske og familie. I ved selv hver især, hvordan privatøkonomi kan holde en vågen om natten.
Penge har altid fyldt meget for mennesker (måske også for meget), og man skal ikke lede længe for at finde yderpolerne i dansk økonomi og politik; de største fortalere for og de største modstandere af den vestlige verdens forståelse af penge og demokratiske system. Det politiske system i landet gør, at vi kan diskutere lige fra den ene yderfløj til den anden uden at frygte at blive smidt i fængsel eller miste vores ytringsfrihed. Vi er dog ikke mødt op i kirken for at høre om velfærdspolitik og penge, men for igen at lytte til evangeliet, altså, hvad Jesus selv mente om det hele.
Når Jesus i dagens evangelietekst siger, at man skal give kejseren hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, undslipper han den fælde, der blev lagt for ham. Han siger sådan set, at vi skal forholde os til to forskellige riger: Kejserens og Guds. Vi lever på jorden med en tro på Gud; jordens riger og lande er delt mellem forskellige magthavere og myndigheder, men i grunden tilhører det hele den sande konge, nemlig Gud.
Herodianerne var en gruppe, der støttede den jødiske Herodes som regent, og gruppen var modstander af den romerske besættelsesmagt i landet. Farisæerne var veluddannede jødiske mænd, der var kloge på de hellige skrifter, og de forsøgte igen og igen at fange Jesus ved at debattere religiøse og politiske emner med ham. De var dygtige retorikere, og de yndede at bruge deres store viden til at forvirre andre, så de kunne trumfe deres egen argumentation igennem.
Hvis de kunne snøre Jesus, ville han miste sin status som en slags superstjerne, fordi han formåede at samle tusinde af folk omkring sig. De ville ødelægge hans popularitet, fordi han truede deres autoritet og myndighed som samfundets religiøse politi. Jesus gav Gud æren for alt, mens farisæerne gerne selv ville have æren for meget.
Når farisæerne pegede på de religiøse og verdslige love og regler, pegede Jesus på Guds nåde og barmhjertighed. Med love og regler kan man holde folk fanget i et synd af systemer, og farisæerne kunne dermed få anseelse og magt og i sidste ende tjene penge på folks rådvilde lovovertrædelser.
Apostlen Paulus' ord om, at man skal underlægge sig de forskellige myndigheder er igennem tiden blevet brugt som argument for at tyrannisere folk. Hvis myndighederne var indsat af Gud, kunne de jo regere landet som de ville, og mange steder har det igennem historien ført til urimelige levevilkår for samfundets borgere. Hvis man læser Paulus' ord helt bogstaveligt, står der ikke noget om, at myndighederne kan tage fejl. Men de er jo mennesker som os, og så ved vi jo godt, at de kan tage grueligt meget fejl!
Jesu budskab handlede ikke om overholdelse af strenge regler, men om Guds tilgivelse, på trods af overtrædelse og Guds barmhjertighed generelt. På Jesu tid havde romerne besat Israel, og den romerske kejser forlangte skat af jøderne. Når de to grupper spurgte Jesus, om det var tilladt at give kejseren skat eller ej, gav de ham kun valget mellem enten at være oprører eller landsforræder. Hvis Jesus sagde ”ja” til, at det var tilladt, ville han blive anset for at være landsforræder og give støtte romernes besættelse af landet. Hvis han sagde ”nej” ville han gå imod kejserens lov og blive betragtet som oprører imod besættelsesmagten. Sikke en kattepine!
Man kan i sin tro og religion mene, at kejserens slet ikke har noget at skulle bestemme, idet hele skaberværket tilhører Gud. Det ville betyde, at man skulle fornægte verden og kun leve med blikket vendt mod himlen i længsel efter at dø, så man kunne vende hjem til det sande hjem. Men så ville man forråde Guds mening med at have skabt os mennesker til at leve her på jorden imellem hinanden, uden at vi helt kan gennemskue hvem, der er de gode og onde. Man kan også afvise Gud og bare holde sig til, at kejseren har en jordisk magt, der betyder, at man kan blive smidt i fængsel eller i værste fald miste hovedet. Begge positioner findes hos mennesker, men begge er radikale yderfløje, og begge bliver afvist af Jesus. Han lod sig ikke narre af deres falske opstilling, for han gav, som enhver havde krav på; skatten til kejseren og æren til Gud.
Jesu svar sætter begge grupper skakmat, for deres yderpositioner rummer ikke virkeligheden, at vi lever på jorden som Gudskabte mennesker. På jorden regerer forskellige politiske partier, og vi har til opgave at leve som menneske blandt mennesker i de stater og lande, hvor vi nu engang bor og lever, og her betale vores skat og give vores bidrag til at vi alle kan leve bedst muligt. Samtidigt hører vi evangeliets ord ind i vores nutid og hverdag om lige fra dåben til vores dødsdag, at vi intet kan betale over for Gud. Alt får vi fra Gud, intet kan vi give tilbage; ingen skat er høj nok som tak for hans barmhjertighed. Kejseren kan stilles tilfreds med skattens mønt, men netop kærlighed til vores næste og til dette jordiske liv er vort svar på Guds barmhjertighed. ”Vi kan jo intet give, / som nogen ting er værd, / men tag vort stakkels hjerte, / så ringe som det er!” Amen.
Prædikentekster til 23. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 752: Morgenstund har guld i mund; 2. DDS 692: Du skal i denne verden ej; 3. DDS 674 Sov sødt barnlille; --- ; 4. DDS 710: Kærlighed til fædrelandet; 5. DDS 476 Kornet som dør i jorden; 6. DDS 13 Måne og sol
Det er jo egentligt herligt at få lov at prædike over dagens evangelietekst, for skat og velfærd og forholdet til myndighederne er noget, der ligger os danskere på sinde. Skat og velfærdspolitik er et sikkert samtaleemne i enhver sammenhæng, for alle har en mening om det. Det er klart, da det jo fylder meget i vores hverdag. Penge er grundlaget for samfundet og er afgørende for om man kan eksistere som menneske og familie. I ved selv hver især, hvordan privatøkonomi kan holde en vågen om natten.
Penge har altid fyldt meget for mennesker (måske også for meget), og man skal ikke lede længe for at finde yderpolerne i dansk økonomi og politik; de største fortalere for og de største modstandere af den vestlige verdens forståelse af penge og demokratiske system. Det politiske system i landet gør, at vi kan diskutere lige fra den ene yderfløj til den anden uden at frygte at blive smidt i fængsel eller miste vores ytringsfrihed. Vi er dog ikke mødt op i kirken for at høre om velfærdspolitik og penge, men for igen at lytte til evangeliet, altså, hvad Jesus selv mente om det hele.
Når Jesus i dagens evangelietekst siger, at man skal give kejseren hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, undslipper han den fælde, der blev lagt for ham. Han siger sådan set, at vi skal forholde os til to forskellige riger: Kejserens og Guds. Vi lever på jorden med en tro på Gud; jordens riger og lande er delt mellem forskellige magthavere og myndigheder, men i grunden tilhører det hele den sande konge, nemlig Gud.
Herodianerne var en gruppe, der støttede den jødiske Herodes som regent, og gruppen var modstander af den romerske besættelsesmagt i landet. Farisæerne var veluddannede jødiske mænd, der var kloge på de hellige skrifter, og de forsøgte igen og igen at fange Jesus ved at debattere religiøse og politiske emner med ham. De var dygtige retorikere, og de yndede at bruge deres store viden til at forvirre andre, så de kunne trumfe deres egen argumentation igennem.
Hvis de kunne snøre Jesus, ville han miste sin status som en slags superstjerne, fordi han formåede at samle tusinde af folk omkring sig. De ville ødelægge hans popularitet, fordi han truede deres autoritet og myndighed som samfundets religiøse politi. Jesus gav Gud æren for alt, mens farisæerne gerne selv ville have æren for meget.
Når farisæerne pegede på de religiøse og verdslige love og regler, pegede Jesus på Guds nåde og barmhjertighed. Med love og regler kan man holde folk fanget i et synd af systemer, og farisæerne kunne dermed få anseelse og magt og i sidste ende tjene penge på folks rådvilde lovovertrædelser.
Apostlen Paulus' ord om, at man skal underlægge sig de forskellige myndigheder er igennem tiden blevet brugt som argument for at tyrannisere folk. Hvis myndighederne var indsat af Gud, kunne de jo regere landet som de ville, og mange steder har det igennem historien ført til urimelige levevilkår for samfundets borgere. Hvis man læser Paulus' ord helt bogstaveligt, står der ikke noget om, at myndighederne kan tage fejl. Men de er jo mennesker som os, og så ved vi jo godt, at de kan tage grueligt meget fejl!
Jesu budskab handlede ikke om overholdelse af strenge regler, men om Guds tilgivelse, på trods af overtrædelse og Guds barmhjertighed generelt. På Jesu tid havde romerne besat Israel, og den romerske kejser forlangte skat af jøderne. Når de to grupper spurgte Jesus, om det var tilladt at give kejseren skat eller ej, gav de ham kun valget mellem enten at være oprører eller landsforræder. Hvis Jesus sagde ”ja” til, at det var tilladt, ville han blive anset for at være landsforræder og give støtte romernes besættelse af landet. Hvis han sagde ”nej” ville han gå imod kejserens lov og blive betragtet som oprører imod besættelsesmagten. Sikke en kattepine!
Man kan i sin tro og religion mene, at kejserens slet ikke har noget at skulle bestemme, idet hele skaberværket tilhører Gud. Det ville betyde, at man skulle fornægte verden og kun leve med blikket vendt mod himlen i længsel efter at dø, så man kunne vende hjem til det sande hjem. Men så ville man forråde Guds mening med at have skabt os mennesker til at leve her på jorden imellem hinanden, uden at vi helt kan gennemskue hvem, der er de gode og onde. Man kan også afvise Gud og bare holde sig til, at kejseren har en jordisk magt, der betyder, at man kan blive smidt i fængsel eller i værste fald miste hovedet. Begge positioner findes hos mennesker, men begge er radikale yderfløje, og begge bliver afvist af Jesus. Han lod sig ikke narre af deres falske opstilling, for han gav, som enhver havde krav på; skatten til kejseren og æren til Gud.
Jesu svar sætter begge grupper skakmat, for deres yderpositioner rummer ikke virkeligheden, at vi lever på jorden som Gudskabte mennesker. På jorden regerer forskellige politiske partier, og vi har til opgave at leve som menneske blandt mennesker i de stater og lande, hvor vi nu engang bor og lever, og her betale vores skat og give vores bidrag til at vi alle kan leve bedst muligt. Samtidigt hører vi evangeliets ord ind i vores nutid og hverdag om lige fra dåben til vores dødsdag, at vi intet kan betale over for Gud. Alt får vi fra Gud, intet kan vi give tilbage; ingen skat er høj nok som tak for hans barmhjertighed. Kejseren kan stilles tilfreds med skattens mønt, men netop kærlighed til vores næste og til dette jordiske liv er vort svar på Guds barmhjertighed. ”Vi kan jo intet give, / som nogen ting er værd, / men tag vort stakkels hjerte, / så ringe som det er!” Amen.
Prædikentekster til 23. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 752: Morgenstund har guld i mund; 2. DDS 692: Du skal i denne verden ej; 3. DDS 674 Sov sødt barnlille; --- ; 4. DDS 710: Kærlighed til fædrelandet; 5. DDS 476 Kornet som dør i jorden; 6. DDS 13 Måne og sol
