Jesus helbreder en spedalsk. Glasmosaik fra St. Matthew's Lutheran Church i Charleston, South Carolina. Kilde: Wikimedia Commons.
3. søndag efter hellig tre konger (22-01-2023) kl. 9.30 Vilslev m. nadver og kirkekaffe samt indvielse af det nye redskabshus, kl. 11 Hjortlund
Kirkegængere i Vilslev:
Kirkegængere i Hjortlund:
Mine konfirmander til gudstjeneste:
1) DDS 323: Kirken den er et gammelt hus
2) DDS 2: Lover den herre
3) DDS 931: Du skal elske din næste som dig selv
--
4) DDS 365: Gud kærlighed ej grænser ved
5) 457: Du, som gik foran os //Hjortlund: 69, 5-6: Du fødtes på jord
6) DDS 52: Du, Herre Krist
INTRO GT
Hvis man tænker over, hvad gudernes Gud og herrernes Herre forventer og forlanger af os dødelige jordboere, så er det enkle svar: Barmhjertighed. For Gud er selv barmhjertig imod os, og derfor skal vi være det imod hinanden. Han giver os en masse glædelige goder, som vi ikke har fortjent, og sådan skal vi være over for hinanden. Relationen mellem Gud og mennesker danner en lodret navlestreng af kærlighed, og relationen mellem os danner en vandret forbindelse, der stiller os ligeværdige men forpligtede af kærlighed over for hinanden. Rejs jer blot og hør: Denne hellige lektie skrives i 5. Mosebog…
INTRO NT
Den første sætning, vi skal høre om lidt, lyder som en hån mod de veluddannede og dem, der tror på fornuft og logik. Det er ikke jantelov, men talen er rettet til os som individer og enkeltpersoner. Man skal ikke stole for meget på sig selv i alle sammenhænge; tværtimod skal der være mere end rigelig plads til Guds hånd og virke. Vi skal derimod bare sørge for at være gode mod hinanden, også imod dem, vi ikke kan lide og dem, der gør onde ting imod os. Vi må nemlig ikke lade det onde vinde. Rejs jer blot og hør: Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne…
PRÆDIKEN
Der er ingen tvivl om, at hele Guds væsen og hans Søns ærinde er at velsigne ethvert menneske, så vi fyldes af glæde og fred og dermed kan leve i tilgivelse med hinanden. Sådan levede Jesus, og folket elskede ham for det, når han helbredte de syge og gav mad til de mange; ja, selv når han talte hårdt imod de skinhellige præster og de selvretfærdige og veluddannede. Mange ville gerne følges med Jesus, fordi han gav dem et glimt af paradis; et lille glimt af et skønt liv og en dejlig tilværelse. Jesus holdt sig som regel ikke tilbage. Der kom en spedalsk, og så blev han helbredt. Og så blev den raske sendt hen for at gøre, som de gamle regler og love befalede, for Jesus ville ikke selv tage æren for det, der skete omkring ham. Selvom det jo var ganske vidunderligt. Han kunne lægge hænderne på en syg, og så blev personen rask. Nogle gange behøvede han ikke engang være tæt på den syge, men kunne nærmest som igennem WiFi eller Bluetooth helbrede på længere afstande. VI kender den forbindelse som Helligånden. Det var alt sammen meget imponerende, og folk blev imponerede af ham, så de flokkedes om ham og fulgte ham i tyk og tyndt.
Hvis Jesus havde været præst i en dansk sognekirke, så ville der nok ikke være en bænkeplads ledig, for alle har brug for at høre, hvad han sagde, og alle har brug for at mærke, hvad han gjorde med sit nærvær. Dén sognekirke ville være en menighed af raske og rørige, helbredte mennesker, der uden at blive pinligt berørte vil synge med på salmerne af hjertens lyst og inderlig glæde; og alle i sognet ville mærke, at Jesu kærlighed strømmede fra embede og prædikestol ud i hver krog og hjørne af sognet med hjælp til dem, der var fanget og bundet i livets nød og tilværelsens elendighed. Kærligheden ville blive levende og ville kunne mærkes i menigheden og sognet og bølge videre ud over sognegrænserne og til sidst indeslutte alle i Guds barmhjertighed. Men Jesus blev ikke præst – heller ikke i folkekirken – og det var ikke fordi, han ikke bestod indfødsretsprøven eller ikke kunne sproget. Jeg ved godt, denne lille forestilling i tankerne for nogle kan synes at være temmelig absurd, for vi er så vant til – og har det vel bedst med? – at Jesus levede for 2000 år siden i et land langt, langt borte, og at han døde og opstod og fór derhen, hvorfra han ikke længere i samme grad blander sig. Men Bibelen ligger på alteret, og hans ord lyder til os endnu – godt nok i en dansk oversættelse, men indholdet er dog det samme som dengang for mange århundreder siden. Virkeligheden i folkekirken er, at kirkerne som regel står halvtomme, selvom præsterne prøver det bedste vi har lært at prædike og forkynde og nå ud over prædikestol og kirkemurer med budskabet om Guds barmhjertighed.
Men ord alene kan ikke gøre det. Det vil sige, vi kan ikke nøjes med bare at sige det gode, vi ønsker for os selv og hinanden; af ord alene går det ikke i opfyldelse. Hvis det gjorde, så kunne vi jo bare installere nogle skærme i landets kirker, der så kunne afspille videoer med oplæsninger af teksterne fra Bibelen. Eller man kunne hyre en robot med kunstig intelligens til at sige alle de gode ord. Men så ville vi også hurtigt lære det, som så mange har lært igennem tiden: De døde bogstaver og ord uden ånd og liv og mellemmenneskeligt nærvær kan ikke gøre noget. Og dog - det er jo ikke helt sandt, for selvom vi altid bliver nødt til at sætte handling bag de gode ord for at de gode ønsker kan opfyldes, så kan ondsindede sætninger ramme som piskeslag hos modtageren. Tænk bare på, hvor nemt det at såre og mobbe hinanden alene med ord. Et enkelt lille ord kan tage livsglæden fra den anden. Men der skal mange, mange flere gode ord til at skabe livsglæde.
Lad os se på de to helbredelser. Den spedalske blev rask alene ved ord, fordi Jesus talte med sin Faders skabende stemme. Men han skulle gå hen og bringe en offergave, for Jesus var ikke imod organiseret religion, og Jesus vil også lære folk at takke Gud for alt det gode, de får. Officeren derimod skulle ikke bringe en offergave af taknemmelighed, for han forstod noget dybereliggende og ærede allerede Gud i sit hjerte ved at stole og tro så meget på Jesus, at han kun havde brug for ét ord fra ham. Tro er måske noget, vi gerne vil måle, men tro er tillid, og tillid er ikke noget, vi sådan går rundt og konkurrer om. Officeren stolede ikke på sin egen klogskab, men gik til ham, der var søn af gudernes Gud; ham der forlanger barmhjertighed af os i enhver situation mod både venner, fremmede og fjender.
Både den spedalske og officeren kom hen til Jesus, fordi de i ham fandt dét menneske, der om nogen var medfølende og nærværende. De mødte begge op hos Jesus med et ønske, der gjorde dem ydmyge; de stod i krydsfeltet mellem liv og død. Og måske skammede de sig endda over, at de ikke kunnet klare sagen selv. Når man mister kontrol og magt kan man føle sig meget forkert, og den følelse vokser, når man føler sig forkert mødt af dem, man søger hjælp hos.[1] Jesus kom altid ned fra bjerget og havde en formidabel evne til at møde folk i øjenhøjde så at sige, for selvom folk kastede sig ned for ham eller kom med bøjet nakke for at bede ham om det, som ingen andre kunne give dem, så løftede han deres nedslåede blikke og viste dem, at når man tror, kan meget gøres med ord.
Ord alene er fantastiske, og selvom sproget som sådan er en vidunderlig opfindelse, så er skriftsproget jo nærmest en tidsmaskine, der kan skabe sammenhæng over tidens og geografiske afstande. På den måde har vi fået den hændelse her til os i dag, at Jesus engang helbredte to vidt forskellige personer. Det er kort beskrevet i Bibelen, men indholdet kan udfoldes til at sige meget om den Gud, som fra sin himmel altid er nærværende hos os og møder os dér, hvor vi knapt vil kendes ved os selv. Og det er noget, vi ganske enkelt ikke finder eller får andre steder. Tænk, alt det vi har, har vi fået mere eller mindre ufortjent, men hvordan vender man sig egentlig til Gud med taknemmelighed? Det kan vi jo vende tilbage til en anden dag. Glædelig 2. søndag efter Helligtrekonger. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede. – (Fadervor iflg. Bibelen på hverdagsdansk, 2015) Lad os alle bede: ”Far i Himlen. Må du blive æret. Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i Himlen. Giv os det, vi har brug for i dag. Tilgiv os, hvor vi har svigtet, ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os. Lad os ikke bukke under for fristelsen, men red os fra den Ondes angreb.” Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord, velsign os med din egen hånd. Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
MEDDELELSER
Hjortlund
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
[1] Skam, Lars J. Sørensen, p. 20
Kirkegængere i Vilslev:
Kirkegængere i Hjortlund:
Mine konfirmander til gudstjeneste:
1) DDS 323: Kirken den er et gammelt hus
2) DDS 2: Lover den herre
3) DDS 931: Du skal elske din næste som dig selv
--
4) DDS 365: Gud kærlighed ej grænser ved
5) 457: Du, som gik foran os //Hjortlund: 69, 5-6: Du fødtes på jord
6) DDS 52: Du, Herre Krist
INTRO GT
Hvis man tænker over, hvad gudernes Gud og herrernes Herre forventer og forlanger af os dødelige jordboere, så er det enkle svar: Barmhjertighed. For Gud er selv barmhjertig imod os, og derfor skal vi være det imod hinanden. Han giver os en masse glædelige goder, som vi ikke har fortjent, og sådan skal vi være over for hinanden. Relationen mellem Gud og mennesker danner en lodret navlestreng af kærlighed, og relationen mellem os danner en vandret forbindelse, der stiller os ligeværdige men forpligtede af kærlighed over for hinanden. Rejs jer blot og hør: Denne hellige lektie skrives i 5. Mosebog…
INTRO NT
Den første sætning, vi skal høre om lidt, lyder som en hån mod de veluddannede og dem, der tror på fornuft og logik. Det er ikke jantelov, men talen er rettet til os som individer og enkeltpersoner. Man skal ikke stole for meget på sig selv i alle sammenhænge; tværtimod skal der være mere end rigelig plads til Guds hånd og virke. Vi skal derimod bare sørge for at være gode mod hinanden, også imod dem, vi ikke kan lide og dem, der gør onde ting imod os. Vi må nemlig ikke lade det onde vinde. Rejs jer blot og hør: Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne…
PRÆDIKEN
Der er ingen tvivl om, at hele Guds væsen og hans Søns ærinde er at velsigne ethvert menneske, så vi fyldes af glæde og fred og dermed kan leve i tilgivelse med hinanden. Sådan levede Jesus, og folket elskede ham for det, når han helbredte de syge og gav mad til de mange; ja, selv når han talte hårdt imod de skinhellige præster og de selvretfærdige og veluddannede. Mange ville gerne følges med Jesus, fordi han gav dem et glimt af paradis; et lille glimt af et skønt liv og en dejlig tilværelse. Jesus holdt sig som regel ikke tilbage. Der kom en spedalsk, og så blev han helbredt. Og så blev den raske sendt hen for at gøre, som de gamle regler og love befalede, for Jesus ville ikke selv tage æren for det, der skete omkring ham. Selvom det jo var ganske vidunderligt. Han kunne lægge hænderne på en syg, og så blev personen rask. Nogle gange behøvede han ikke engang være tæt på den syge, men kunne nærmest som igennem WiFi eller Bluetooth helbrede på længere afstande. VI kender den forbindelse som Helligånden. Det var alt sammen meget imponerende, og folk blev imponerede af ham, så de flokkedes om ham og fulgte ham i tyk og tyndt.
Hvis Jesus havde været præst i en dansk sognekirke, så ville der nok ikke være en bænkeplads ledig, for alle har brug for at høre, hvad han sagde, og alle har brug for at mærke, hvad han gjorde med sit nærvær. Dén sognekirke ville være en menighed af raske og rørige, helbredte mennesker, der uden at blive pinligt berørte vil synge med på salmerne af hjertens lyst og inderlig glæde; og alle i sognet ville mærke, at Jesu kærlighed strømmede fra embede og prædikestol ud i hver krog og hjørne af sognet med hjælp til dem, der var fanget og bundet i livets nød og tilværelsens elendighed. Kærligheden ville blive levende og ville kunne mærkes i menigheden og sognet og bølge videre ud over sognegrænserne og til sidst indeslutte alle i Guds barmhjertighed. Men Jesus blev ikke præst – heller ikke i folkekirken – og det var ikke fordi, han ikke bestod indfødsretsprøven eller ikke kunne sproget. Jeg ved godt, denne lille forestilling i tankerne for nogle kan synes at være temmelig absurd, for vi er så vant til – og har det vel bedst med? – at Jesus levede for 2000 år siden i et land langt, langt borte, og at han døde og opstod og fór derhen, hvorfra han ikke længere i samme grad blander sig. Men Bibelen ligger på alteret, og hans ord lyder til os endnu – godt nok i en dansk oversættelse, men indholdet er dog det samme som dengang for mange århundreder siden. Virkeligheden i folkekirken er, at kirkerne som regel står halvtomme, selvom præsterne prøver det bedste vi har lært at prædike og forkynde og nå ud over prædikestol og kirkemurer med budskabet om Guds barmhjertighed.
Men ord alene kan ikke gøre det. Det vil sige, vi kan ikke nøjes med bare at sige det gode, vi ønsker for os selv og hinanden; af ord alene går det ikke i opfyldelse. Hvis det gjorde, så kunne vi jo bare installere nogle skærme i landets kirker, der så kunne afspille videoer med oplæsninger af teksterne fra Bibelen. Eller man kunne hyre en robot med kunstig intelligens til at sige alle de gode ord. Men så ville vi også hurtigt lære det, som så mange har lært igennem tiden: De døde bogstaver og ord uden ånd og liv og mellemmenneskeligt nærvær kan ikke gøre noget. Og dog - det er jo ikke helt sandt, for selvom vi altid bliver nødt til at sætte handling bag de gode ord for at de gode ønsker kan opfyldes, så kan ondsindede sætninger ramme som piskeslag hos modtageren. Tænk bare på, hvor nemt det at såre og mobbe hinanden alene med ord. Et enkelt lille ord kan tage livsglæden fra den anden. Men der skal mange, mange flere gode ord til at skabe livsglæde.
Lad os se på de to helbredelser. Den spedalske blev rask alene ved ord, fordi Jesus talte med sin Faders skabende stemme. Men han skulle gå hen og bringe en offergave, for Jesus var ikke imod organiseret religion, og Jesus vil også lære folk at takke Gud for alt det gode, de får. Officeren derimod skulle ikke bringe en offergave af taknemmelighed, for han forstod noget dybereliggende og ærede allerede Gud i sit hjerte ved at stole og tro så meget på Jesus, at han kun havde brug for ét ord fra ham. Tro er måske noget, vi gerne vil måle, men tro er tillid, og tillid er ikke noget, vi sådan går rundt og konkurrer om. Officeren stolede ikke på sin egen klogskab, men gik til ham, der var søn af gudernes Gud; ham der forlanger barmhjertighed af os i enhver situation mod både venner, fremmede og fjender.
Både den spedalske og officeren kom hen til Jesus, fordi de i ham fandt dét menneske, der om nogen var medfølende og nærværende. De mødte begge op hos Jesus med et ønske, der gjorde dem ydmyge; de stod i krydsfeltet mellem liv og død. Og måske skammede de sig endda over, at de ikke kunnet klare sagen selv. Når man mister kontrol og magt kan man føle sig meget forkert, og den følelse vokser, når man føler sig forkert mødt af dem, man søger hjælp hos.[1] Jesus kom altid ned fra bjerget og havde en formidabel evne til at møde folk i øjenhøjde så at sige, for selvom folk kastede sig ned for ham eller kom med bøjet nakke for at bede ham om det, som ingen andre kunne give dem, så løftede han deres nedslåede blikke og viste dem, at når man tror, kan meget gøres med ord.
Ord alene er fantastiske, og selvom sproget som sådan er en vidunderlig opfindelse, så er skriftsproget jo nærmest en tidsmaskine, der kan skabe sammenhæng over tidens og geografiske afstande. På den måde har vi fået den hændelse her til os i dag, at Jesus engang helbredte to vidt forskellige personer. Det er kort beskrevet i Bibelen, men indholdet kan udfoldes til at sige meget om den Gud, som fra sin himmel altid er nærværende hos os og møder os dér, hvor vi knapt vil kendes ved os selv. Og det er noget, vi ganske enkelt ikke finder eller får andre steder. Tænk, alt det vi har, har vi fået mere eller mindre ufortjent, men hvordan vender man sig egentlig til Gud med taknemmelighed? Det kan vi jo vende tilbage til en anden dag. Glædelig 2. søndag efter Helligtrekonger. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede. – (Fadervor iflg. Bibelen på hverdagsdansk, 2015) Lad os alle bede: ”Far i Himlen. Må du blive æret. Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i Himlen. Giv os det, vi har brug for i dag. Tilgiv os, hvor vi har svigtet, ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os. Lad os ikke bukke under for fristelsen, men red os fra den Ondes angreb.” Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord, velsign os med din egen hånd. Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
MEDDELELSER
- Næste gudstjeneste søndag den 29. januar kl. 9.30 i Jernved og kl. 11 i Hunderup v. Katrine Gaub. Torsdag den 2. februar holder vi Kyndelmissegudstjeneste i Hunderup Kirke med kirkekor, og efter gudstjenesten er der hyldebærsuppe.
- Hvad betyder Fadervor egentlig? Den bøn, som nærmest alle kan i søvne – hvad indeholder den? Og skal vi til at bede den på en ny måde? Det vil jeg dykke ned i til Studiekredsen tirsdag den 24. januar kl. 19-21 i Vilslev konfirmandstue, og alle er velkomne. Der er te, kaffe og kage.
- Kaffe og indvielse – efter gudstjenesten indvier vi det nye redskabshus, ved at vi indtager kirkekaffen derovre. Alle er velkomne.
Hjortlund
- Næste gudstjeneste søndag den 29. januar kl. 9.30 i Jernved og kl. 11 i Hunderup v. Katrine Gaub. Torsdag den 2. februar holder vi Kyndelmissegudstjeneste i Hunderup Kirke med kirkekor, og efter gudstjenesten er der hyldebærsuppe.
- Hvad betyder Fadervor egentlig? Den bøn, som nærmest alle kan i søvne – hvad indeholder den? Og skal vi til at bede den på en ny måde? Det vil jeg dykke ned i til Studiekredsen tirsdag den 24. januar kl. 19-21 i Vilslev konfirmandstue, og alle er velkomne. Der er te, kaffe og kage.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
[1] Skam, Lars J. Sørensen, p. 20
