LITURGI
Klokkeringning
Præludium (kun musik)
Nådeshilsen v. præsten
Læsning
Trosbekendelse (siges i fællesskab)
Salme 218: Krist stod op af døde, (middelalderlig melodi)
Evangelium (med korsvar v. kirkesangeren ”Gud være lovet…”)
+ prædiken + lovprisning (i fællesskab) + kirkebøn + meddelelser + apostolsk velsignelse (i fællesskab)
Salme 236, v. 1+3+4: Påskeblomst hvad vil du her
Fadervor i fællesskab
Velsignelse (med korsvar v. kirkesangeren – 3x Amen)
Postludium (kun musik)
Prædiken
Foråret er endelig på vej, og vi går varmere og længere dage i møde. Vi har også derhjemme været i haven for at skrabe de visne blade væk, og vi opdagede med glæde, at der nedenunder gemmer sig et væld af nye planter, der allerede spirede og utålmodige som små børn var på vej til at bryde op og ud i fuld flor. Foråret er dejligt, synger fuglene, og det er skønt, at forårssolens morgenrøde falder sammen med påsketiden, men påskens pointe handler om meget andet end lune vinde, dejligt vejr og kåde forårsfornemmelser. Om påskedagen så lå i efteråret eller midt om vinteren, så ville påskebudskabet være det samme: At livet vandt over døden.
I naturen kører livet i ring som et hjul, der følger et nogenlunde fast mønster af forår, sommer, efterår og vinter. Sådan forløber et menneskeliv også nogenlunde med barndom, ungdom, voksenhed og alderdom. Derfor taler man også om, at de gamle befinder sig i livets efterår. Forskellen på naturens og menneskers liv er mange og ikke mindst, at mennesker ikke spirer igen, når først de er lagt under muld. Af jord er vi kommet, til jord skal vi blive. Det kan vi sige os selv, og erfaringen stikker os i hjertet, når vi tænker på dem, vi har måttet sige farvel til igennem vort liv. Men - kristendommen fortsætter med at sige: Af jord skal du igen opstå. Og det er netop dét, vi i dag fejrer: At livet vandt over døden.
Flaget er derfor hejst til tops, for Jesus stod op fra de døde. Det burde ikke kunne lade sig gøre, og vi får ingen detaljerede forklaringer på, hvordan det kunne lade sig gøre. Det nemmeste er derfor også at afvise tanken om opstandelsen eller omforme den til noget andet; nogle siger f.eks. at opstandelsen kun er et billede eller et symbol på, at mindet om et menneske skal leve videre; altså bliver opstandelsen ligesom et opdigtet eventyr, som man kan underholde sig med; man omtaler påsken som fortællinger – for det er da en god historie. Andre siger, at disciplene ligefrem stjal Jesu legeme, og at opstandelsen dermed er en velbevaret løgn. Bortforklaringer er der nok af, og det er jo nemt at afvise og sige nej til opstandelsen, fordi den bryder med den virkelighed vi kender. Ingen videnskabsmand kan efterprøve opstandelsen og bevise den. Følgen deraf bliver dog, at hvis der ikke er en opstandelse, er der heller ingen sejr over døden, og der er heller intet liv på den anden side, altså: Siger man nej til opstandelsen, siger man ja til, at døden er det store punktum; den evige, sorte udslettelse af os. Det er der ikke meget trøst i, for hvad er så meningen med at vi skal leve, hvis vi alligevel bare skal dø og forsvinde? Dén deprimerende tanke kan give en enorm frygt for døden, så man forsøger at opleve så meget som muligt, inden det er for sent. ”Fik du set, det du ville” lyder det i Kim Larsens sang, og det kan næsten lyde som en trussel om at nå at få set så meget som muligt, inden vi ikke længere kan se noget. Fra engelsk har vi importeret udtrykket FOMO – Fear of missing out (frygten for at gå glip af noget) – og hvis man skal tro diverse tolkninger af tiden, er der mange – såvel unge som voksne, der lider under frygten for at gå glip af det ene og andet. Måske er det også noget af grunden til, at nedlukningen af samfundet tager så hårdt på dem, der er tvunget til at gå glip af en masse.
I den kristne tro er der som sådan ikke noget, vi skal nå at opleve eller gøre. Der er ingen stress i at tro på opstandelsen, men der er tværtimod en stædighed og modstandskraft, fordi vi ikke behøver være bange for døden. Vi tror jo, at døden ikke det sidste, der sker for os. Blandt de tidligste kristne førte troen på opstandelsen til, at man provokerede de romerske soldater, så mange kristne blev fanget, brændt, kastet for de vilde dyr, halshugget eller korsfæstet – og de var ikke bange. Tværtimod bad eller sang de, imens livet blev taget fra dem, for de var så stålsatte i deres tro på, at de i det evige liv på den anden side ville møde Jesus i hans guddommelighed og blive opslugt i evighedens paradis uden sorg og smerte. De havde kun blikket rettet mod himlen og foragtede det jordiske. Faktisk blev det så stort et problem, at biskopperne dengang måtte slå ned på de kristnes kådhed og sige, at kristnes liv og formål altså ikke er stræbe efter døden for at komme i Paradis, men efter at leve et liv i næstekærlighed, indtil Gud så at sige kaldte dem hjem. Nok er der en opstandelse, men vi skal ikke fremskynde overgangen. Der er brug for os her på jorden, hvor vi skal være til velsignelse. Det er her i dødens skyggedale, at der er brug for at vidne om, at livet vandt over døden.
Selvom vi inden for teologiske kredse og imellem kirkerne kan diskutere, hvad der er den sande lære om opstandelsen, og selvom vi præster kan fylde mange avissider med diskussioner om, hvordan man skal forstå og tro det, så ændrer det ikke ved, at livet vandt over døden, og at det derfor er livet før døden, der skal være vores fokus. Sådan var det jo også hos Jesus. Det er meget lidt, han fortæller om livet efter døden, for han havde fokus og blikket rettet mod det jordiske liv og dem, han levede hos. Han forsøgte både i ord og gerning at lære andre, hvordan man skal leve i tro på Gud og i kærlighed til sin næste. Han må virkelig have haft en engels guddommelige tålmodighed, for det er ikke sådan lige at opdrage mennesker til ydmyg tro og uselvisk levned. Men han sled for det og sparede ikke sig selv; han gav alt, indtil han intet ejede andet end det glædelige budskab og sin omsorg for ethvert menneske. Hans succes var stigende hos det jævne folk, når han gav dem brød at spise og helbredte de syge, og han blev hyldet som konge, lige indtil han blev svigtet af alle og blev korsfæstet og døde forladt og forhånet som en ussel forbryder. Han opgav sin livsånd, og hans livslys blev slukket, ligesom der blev slukket for alt det, hans følgere drømte om ved ham; men alt faldt sammen, da døden vandt over livet.
Alle flygtede i frygt og angst; for på korset hang ikke blot deres ven men også al deres håb og alle deres drømme. Med Jesu død gik alle i chok, og det hele i sort, alt gik i graven for at formuldes og glemmes. Påskemorgen fik disciplene dog endnu et chok, og det er et mirakel, at de ikke blev sindssyge. Langfredag faldt deres verden sammen, og de faldt sammen i selvmedlidenhed, men så pludselig – uden forklaring – var han der igen som forårssolen morgenrød, og med ham kom også drømmen og håbet tilbage, ja, troen på, at det liv, Gud giver, ikke sådan lige er at træde under fode. Livet er langt mere standhaftig, for det er født ud af tro, håb og kærlighed, ja, skænket af Fader, Søn og Helligånd. Jesus var opstået fra døde, og livet vandt over døden. Lad os på de ord / leve trofaste på jord / med vor næste for øje / og derved takke Ham i det høje. Glædelig påskedag. Amen.
+ lovprisning (i fællesskab)
Lad os i fællesskab sige: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
+ kirkebøn Lad os alle bede: Kære Gud. Du som er lys og liv. Vi beder dig ræk os troen på at du, ligesom du væltede den store sten fra graven påskemorgen, vil vælte de store sten fra, i vores mørke, så vi kan følge Kristus ud af gravens mørke imod liv og fællesskab. Vi beder dig, vær tilstede som fornyende og forvandlende kraft i alle verdens brændpunkter og der hvor formørkelse hærger som krig, ødelæggelse og frygt for terror. Vær lys hos mennesker på flugt og velsignelse for alle der lever under forbandede vilkår. Vi beder dig, vær nær de mennesker, som har det svært. Dem som er ensomme, og dem som har fået revet gulvtæppet væk under sig af sygdom og død. Vær grunden under vores fødder trøst i vores hjerter og håb i vores hænder. Vær hos alle der har magt Må de bruge den med visdom fra dig og i kærlighed til mennesker. Vær hos din kirke her og ud over hele jorden. Lad de håbets sten fra den tomme grav, være de sten, som vi træder på, når vi går ud herfra som ambassadører for dit håb og din evige glæde. Amen. (skrevet af Hanne Jul Jakobsen, APRIL 19, 2017)
+ meddelelser
Næste gudstjeneste er i morgen Anden påskedag og der fejrer vi, at Jesus som den korsfæstede og opstandne frelser igen møder sine disciple, og der er andagt kl. 11 i Gredstedbro Kirke. Det er fortsat en god idé at tilmelde sig gudstjenesterne, og det kan man gøre hos mig.
- Hvis nogen ønsker altergang, kan man lave en aftale med mig. Hvis I kender til nogen, som er syge eller ensomme, og som gerne vil tale med mig, må I også gerne lade mig det vide.
+ apostolsk velsignelse (i fællesskab) Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.