Jernved: 749: I østen stiger solen op - 448: Fyldt af glæde - 674: Sov sødt, barnlille --- 411: Hyggelig, rolig, melodi: Gether 192,7: Hil dig frelser 136: Dejlig er den himmel blå
Vilslev: 783: Kirkeklokke mellem ædle malme - 341: Det lakker nu ad aften brat, - 4: Giv mig Gud en salmetunge --- 479: Han, som på jorden bejler - 786: Nu går solen sin vej - 728: Du gav mig o Herre
INTRO GT
At læse i Salmernes Bog er en rutschjebanetur af følelser. Salmerne i Salmernes Bog er skrevet af forskellige forfattere, og snart er der klager, snart er der glædesudbrud. I dag skal vi heldigvis høre fra en af de glædelige salmer, og faktisk bliver det ikke glædeligere end det, vi skal høre. Det handler om, hvor godt der er i Guds bolig. I GT kan der være tale om det gamle jødiske tempel, som folk skal drage til for at opnå Guds fulde velsignelse, men i vores sammenhæng kan det være kirken – eller ganske enkelt himlen selv. Og man kan jo sige, at hvis alle andre boliger er mere eller mindre triste, trælse og trøstesløse, så er der i hvert fald ét godt sted at se frem til: Guds bolig. Rejs jer blot og hør: Salmisten skriver…
* INTRO NT
Et af de skønneste billeder på de kristnes forsamling er ikke en kirke eller en menighed, men at vi er et legeme, altså én krop med arme og ben og hele pivtøjet. Vi har godt nok selv et legeme, og den kan vi have mange nytårsforsæt for, og Paulus understreger, at man bør bruge legemet til Guds glæde. På samme måde bør alle kristne hænge sammen som et legeme, dels for at bekymre sig om hinanden, men dels også for at lade hver legemsdel have sin egen funktion – dog alt sammen for at ære Gud og gavne mennesker. Rejs jer blot og hør: Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne…
PRÆDIKEN
Der er ingen tvivl om, at hele Guds væsen og hans Søns ærinde er at velsigne ethvert menneske, så vi fyldes af glæde og fred og dermed kan leve i tilgivelse med hinanden. Hvis det var muligt for Gud at få gennemført sin vilje hos alle mennesker på hele jorden, ligesom vi beder om i Fadervor, så ville vi leve i et paradis. Der ville være fred, ingen krige og ingen hungersnød; ingen forurening, ingen ødelæggelse, ingen menneskeskabte klimaforandringer, ingen synd, ingen sorg – intet ondt. Lyder det ikke bare skønt? Så behøvede vi heller ikke gå i kirke, for vi ville jo have det godt, lovsynge Gud af et frit og glad hjerte på arbejde og i hverdagen; der ville måske endda ikke være behov for dåb eller nadver, for hvis Gud virkelig var så levende iblandt os, som Jesus gerne ville have det, så ville vi jo ikke være adskilte fra ham eller hans rige eller himmelske velsignelse. Se, vi kan godt forestille os Paradiset, men det er altid lige uden for vores rækkevidde.
Der er en længsel efter at finde dét sted, hvor man får ro i sjælen og fred i sindet, men så snart man aner en flig af det, så smadres drømmen af virkeligheden, der kommer larmende og flyvende med 180 i timen og ødelægger al vores så hårdt opsparede virkelighed. Eller er det kun mig, der har sådan en datter?
Da min datter skulle døbes, stod jeg iført præstekjole og krave og læste de hellige tekster og øste tre håndfulde vand på hendes hoved, imens hun kiggede lidt undrende og nysgerrigt op på sin far. Derved hjalp jeg hende til at få den velsignelse, som Jesus hellere end gerne giver os alle. Ganske gratis. Det var et øjeblik fyldt med spænding og energi, et følelsesmæssigt højdepunkt i mit arbejde. Det var som om, at vanddråberne fra døbefonten bar det højeste og åndelige i sig, da de landede på min lille datters lille hoved. Det var så enkelt og let. Klart kildevand. Kort opvarmet i elkedel. Hældt ned i døbefontens fordybning, der dannede en skål. Godt nok har vi gennem jul og nytår mange gange sagt ”skål”, men her ved døbefontens dybe skål, skåler vi virkelig på livet og ønsker det lille barn alt det bedste. Sådan et lille barn får brug for al den velsignelse og alle de bedste ønsker, det kan bære, for det er ikke nemt her i livet at være.
Det nemmeste er måske bare at passe sig selv; at være alene. Men vi er jo aldrig bare os selv. Intet menneske er en ø. Selvom man måske bor på en ø, så er man født ud af en relation mellem mennesker, og om vi så fysisk eller mentalt står på Lars Tyndskids mark afbrudt og afskåret alle andre menneskelige relationer, så er der altid den Gud foroven, som har ladet os føde og leve, selvom vi kan have svært ved at forstå, hvorfor det dog lige skulle være sådan for os. Tænk, hvis vi var blevet født i en by i Rusland.
Det er nemt at tænke sig til tristhed, sidde og bliver sortseer i et sort hul eller ende ud i en depression. Det er for nemt at blive skør, men det er langt sværere at forblive mentalt stabil.[1] For vi længes efter Paradis, men vi er så langt derfra, men dog på vej dertil. Gud selv drager os ligesom en magnet; for at lægge sine hænder på os og velsigne os. Af en eller anden grund, så er der nogle, der føler, at favnen er omklamrende eller kvælende, og de vender sig væk fra kirken og Kristus. Måske blev de ikke elsket nok som børn? Måske kender de ikke kærligheden, når de møder den? Måske er de engang blevet brændt af? Måske er de blevet så skuffede, at al håb gik ud af deres hjerte. Hvordan børn og forældre sættes sammen ved fødslen, kan give anledning til mange hovedbrud og undrende samtaler med præster og psykologer. Igen, man kan tænke: Hvorfor lige mig? Hvorfor skulle det lige være mig, der fik de forældre eller de søskende? (Forældre og søskende kan såmænd spørge om det samme fra deres vinkel). Man kan vende sig mange steder hen for at prøve at finde sjælefred og sindsro, men det kommer – ved jeg af personlig erfaring – først dér, hvor man føler sig elsket og afholdt og set som det menneske, man nu engang er på godt og ondt. Når man ser sig selv som en vigtig del af en større helhed, ja, som en vigtig del af en krop. Og føler sig accepteret og rummet – selv når, man har svært ved at acceptere og rumme sig selv.
Kirkebygningen er et fysisk rum. At gå i kirke handler ikke om at pudse sin glorie – det kan folk jo sagtens gøre uden, og nogle gange gør de det endda oftere, når de ikke går i kirke. Men at gå til gudstjeneste betyder blandt andet, at man øver sig i at se på sig selv og de andre med det blik, som Jesus ser på os med, nemlig overbærenhed og oprigtighed. Af alle os, der er her i dag, er jeg nok den, der har gået mest i kirke – uden at prale – og jeg kan da sige – igen helt uden at prale – helt ærligt sige, at jeg endnu ikke er i mål. Men jeg tror(!), at jeg efterhånden forstår, hvad det drejer sig om; og det er et smukt billede, at vi skal være sammen ligesom et legeme hænger sammen, hvor hænderne gør dét, som hænder skal og ligeså fødder gør dét, som fødder skal. Vi skal se, at vi selv og de andre er en del af en større sammenhæng og et fællesskab. Hver især har vi en gave, og den gave kan vi udfolde for at være til gavn for hinanden; og når vi er det, så glæder vi den gamle Gud, vores far i himlen.
Der er mange især unge, der føler sig oversete, ligegyldige, glemte – men her i kirken bliver vi ved med at sige, at der er plads til enhver i Guds rige. Ja, selv de urolige og dem, der larmer meget, ja, selv dem, der ikke kan finde ud af det og dem, der hele tiden fejler. Måske især dem, der ikke kan eller vil rette sig ind efter de regler og rammer og kasser, som vi sætter op og siger: Sådan skal du være, hvis du vil være et godt barn, en sød teenager, en fornuftig ung og voksen eller en værdig ældre. Jesus satte sig ikke på hug og tog imod de små børn for at skælde dem ud eller opdrage dem, men han kom i øjenhøjde med de mindste for at vise, at i Jesu favn er der 10 tønder land at boltre sig på. Livet er for stort og mangfoldigt og glædeligt og sprudlende. Det er i sig selv en velsignelse af være levende, og det er en endnu større glæde at være levende i en sammenhæng af kærlighed. Tror I mig ikke? Gå ud og prøv. Så kan vi ses herinde engang og se, om ikke det er rigtigt. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede. – (Fadervor iflg. Bibelen på hverdagsdansk, 2015) Lad os alle bede: ”Far i Himlen. Må du blive æret. Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i Himlen. Giv os det, vi har brug for i dag. Tilgiv os, hvor vi har svigtet, ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os. Lad os ikke bukke under for fristelsen, men red os fra den Ondes angreb.” Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord, velsign os med din egen hånd. Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
MEDDELELSER
Jernved
- På søndag den 15. januar er der gudstjenester kl. 11 i Hunderup Kirke og kl. 16.30 i Gredstedbro Kirke, der er en kort familiegudstjeneste med efterfølgende fællesspisning – se mere om program og tilmelding i kirkebladet. Begge gudstjenester er ved Katrine Gaub.
- Torsdag den 19. januar inviterer vi til foredrag med den tidligere muslim og nu præst i folkekirken, Massoud Foorouzandeh, som vil fortælle om sin flugt fra Iran og sin rejse ind i kristendommen og videre til at blive en landskendt debattør og islamkritiker i dagens Danmark. Det er torsdag den 19. januar kl. 19 i sognehuset. Det er gratis at deltage og alle er velkomne.
Vilslev
- Indsamling til Julemærkehjemmet
- På søndag den 15. januar er der gudstjenester kl. 11 i Hunderup Kirke og kl. 16.30 i Gredstedbro Kirke, der er en kort familiegudstjeneste med efterfølgende fællesspisning – se mere om program og tilmelding i kirkebladet. Begge gudstjenester er ved Katrine Gaub.
- Søndag den 22. januar kl. 9.30 har vi gudstjeneste her i kirken med nadver og kirkekaffe samt indvielse og fremvisning af det nye redskabshus; så kirkekaffen er flyttet over i det nye hus. Alle er velkomne.
- Torsdag den 19. januar inviterer vi til foredrag med den tidligere muslim og nu præst i folkekirken, Massoud Foorouzandeh, som vil fortælle om sin flugt fra Iran og sin rejse ind i kristendommen og videre til at blive en landskendt debattør og islamkritiker i dagens Danmark. Det er torsdag den 19. januar kl. 19 i sognehuset. Det er gratis at deltage og alle er velkomne.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
[1] Kashmir: Ether