Steningen af Sankt Stefan. Maleri af Bernardo Cavallino, ca. 1645. Kilde: Wikimedia Commons.
Søndag den 26. december 2021, 2. juledag - Sankt Stefans dag (II), kl. 9.30 Gredstedbro kl. 11 Hunderup festmessehagel i Hunderup SALMER 129 Julebuddet til dem der bygge - Læsning - 117 En rose så jeg skyde - læsning + Trosbekendelse (i GB: siges + synge fra salme 123: "Lad verden ej...") - 122: Den yndigste rose er funden --- prædiken osv. - 67 Jeg så ham som barn - Nadver - ritual B med 1. vers af salme 439 - Nadversalme: 652, 5-7: Vor Herre! til dig må jeg ty - 634: Du ved det nok, mit hjerte
INTRO GT
Som profet blev Esajas udsat for meget had. Det hører vi om i dette korte afsnit, hvor han fortæller om, at han står meget hån, had og vold igennem, fordi Gud gør store ting for ham. Idet Gud er hos ham, kan hele verden bare komme an!
INTRO NT
I dette lange afsnit fra Det nye Testamente hører vi om den forfærdelige stening af den unge kristne mand, Stefanus. Enhver, som har set en stening, ved, at det er en lang og pinefuld måde at henrette folk på. Hans forbrydelse? At han var kristen, troede på Jesus og vidnede med ord og mirakler om den frelse, som Jesus gi’r enhver, som med sin mund bekender, at Jesus er Herre og i sit hjerte tror, at Gud oprejste ham fra de døde. Det ironiske er, at inden Stefanus blev stenet til døde, hører vi i forbifarten om Saulus; det var ham, som Jesus gav navnet Paulus, og som selv blev en ivrig missionær for kristendommen, og som også selv endte med at lide døden ved halshugning i Rom i år 64. Hans forbrydelse? At han var kristen og forkyndte det kristne budskab.
PRÆDIKEN
Det er en voldsom provokerende tale, vi lige har hørt fra Jesus om, at den, der elsker sin familie mere, end man elsker Jesus, vil ikke være ham værd. Det har givet mig en del hovedpine at overveje, hvori det glædelige budskab lå i den tale, der jo virker som om, at Jesus vil have os til at blive fanatiske ekstremister, der sætter religion og Gudstro over det jævne menneskeliv. Det lyder som om, at Jesus ikke vil have almindelige mennesker som sine disciple og venner men kun dem, der kan skære deres nærmest relationer fra for at følge efter ham i blind lydighed. I så fald må jeg erklære mig som en dårlig og uduelig tjener, for jeg elsker faktisk (stadig) mine forældre, selvom de for 3 år siden døde, og jeg elsker min familie og mine venner, og ikke mindst min hustru og vores datter. Hvis jeg skulle skære dem og ud af mit liv, ville mit liv falde sammen; og så ville Jesus i hvert fald få en ubrugelig tjener og discipel. Derfor må der være en dybere mening - end den rent bogstavelige - med det, Jesus siger. Han peger provokerende på de kærlighedsrelationer, de fleste af os har i vort liv, og han viser, at de kan være meget skrøbelige, når det handler om at tro på Jesus. Nogle vil vende sig imod hinanden og blive forargede over, at man kan tro på Jesus som Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser.
Men hvad andet kan man tro? Jesus er jo al Guds kærlighed i menneskeform, og idet vi elsker hinanden, virker Guds kærlighed også igennem os. Vi elsker, fordi Gud elskede os først. Hvilken lykke er større end at elske og selv at blive elsket? Kærligheden rummer en enorm drivkraft, og den vender aldrig indad mod sin egen navle, men søger altid udad mod et andet menneske i form af næstekærlighed. Den, der kun søger sit eget, er ikke grebet af Guds kærlighed, og sådan et liv bliver trist og tomt. Enhver som gribes af Guds kærlighed og ser Jesus som den største julegave til os, vil derimod også se, at Gud arbejder i vores verden på en provokerende måde; måske for at overraske os og få os til at spærre øjne og øre op, så vi måske kan fatte og forstå – mere end vi tør tro.
Nogle gange skal der lige ruskes op i os, så vi ikke synker helt ned i julestemningens fortryllende hygge og overflod; og det er virkeligt som at blive vækket med en spand koldt vand, når vi hører den tale, der lyder så hårdt imod vore menneskelige relationer. Sådan taler Jesus, for at vi skal forstå, at der er noget større end den kærlighed, vi kan føle til vores allernærmeste og allerkæreste. Hvor utroligt det end lyder, så er der faktisk en større kærlighed. Kærligheden mellem mennesker kan ellers være enorm stor; tænk bare på, at forældre stadig elsker deres børn, selvom de som spæde kan give os grå hår i hovedet, og som teenagere kan få os til at rykke håret ud af hovedet. Vi kan finde på at sætte livet på spil for hinanden ud af kærlighed, omsorg og næstehjælp, men alt hvad vi ellers kan finde på at gøre, tænke og sige af kærlighed og godhed er såmænd intet i forhold til den kærlighed, godhed og omsorg, som Gud har for os.
Det er for stort til at fatte, og vi kan kun fornemme en flig af det ved at lytte til Bibelens ord og ved at synge salmer om miraklet, om storheden, om underet. Salmedigterne har på vers og form givet os et poetisk sprog til at synge om det, vi knapt kan tale om. Og melodierne driver ordene ud af vores mund, selvom vi næsten ikke tænker over det. Vi fornemmer, at kærligheden på det jævne rummer stor kraft og magt, og vi kan tænke os til, at der findes en endnu større kærlighed, og endda en kærlighed, der er endnu større end den, vi kan tænke os til. Derude i det rum, vi ikke kan tænke, der er Gud, og han virker så langt væk, fordi vi ikke kan begribe det med fornuften eller rumme det i hjertet; og dét udnytter Djævelen til at friste og lokke og føre os på afveje, så vi tror, at Gud ikke kan nå ind til os, bare fordi vi ikke kan nå ud til ham.
Men (mindst) én gang har Gud rakt sin hånd og Ånd ind i vores liv og verden, og det skete selvfølgelig med Jesus, hvis fødsel vi fejrer i disse flotte vinterdage. Da Jesus blev født, måtte himlen selvfølgelig blive flænget, fordi englene stod ligesom ved et nøglehul og kiggede ned i stalden, og da de skubbede og masede bag hinanden, revnede himlen pludseligt, så døren gik op, og de bragede frem med glædessang i en kæmpe skare over de forskrækkede og vantro hyrder, der hverken turde tro deres øjne eller ører. Det havde de lige godt aldrig oplevet før; og nej, verden havde aldrig før oplevet, at Gud lod sin kærlighed føde i skikkelse af et fattigt menneske. Han blev en diamant i støvet.
Som mand var Jesus i øjenhøjde med mennesker, og på jord levede han, som Guds kærlighed og rakte ud til enhver, der var uden tro, håb eller kærlighed. Han elskede ethvert menneske, han mødte på sin vej; nogle blev hans venner, andre blev hans fjender, men Jesus gav ikke op; enhver skulle have mulighed for at møde og mærke Guds barmhjertighed. Selv da Jesus blev hadet for at elske, og blev slået for at velsigne, ja, da han blev korsfæstet for at forkynde godt nyt for fattige, så holdt han fast ved sin tro og endte med på korset at bede: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” (Luk 23,34).
Sådan bad også Stefanus, da han blev lagt for had for at forkynde Guds barmhjertighed, og da han blev stenet, sov han hen. Der står ikke skrevet, at han døde en voldsom pindefuld og lidelsefyldt død, selvom man kan for sit indre kan se for sig, hvordan stenene hagler ned over den unge kristne mand, og kun bringer lidelse og pine på hans krop. Men i sit hjerte ønskede Stefanus blot, at de hadefulde stenende mennesker måtte finde tilgivelse, fordi han så tydeligt så, at de var blevet fristet og ført på løgnens afveje. Gud ser Stefanus’ trofasthed midt i al den meningsløse lidelse og tager hans livsånd bort, inden hans krop bukker under for de fysiske smerter; således døde han ikke pga. menneskers ondskab, men han blev taget bort af Gud, fordi han virkelig holdt fast ved sin tro og næstekærlighed.
Man kan sige, at det vil være for nemt, hvis Jesus forlangte af os, at vi skulle blive religiøst-fanatiske ekstremister, der forlod alle menneskelige relationer for kun at recitere Bibelen og være i dyb bøn og tilbedelse. Det svære er jo netop at blive i de jordiske relationer og dér udleve vores tro på Jesus som kærlighedens lys og varme. Og så kan det godt være, at nogle bliver fornærmede og forargede over vores tilgivelse og barmhjertige sindelag, men så må vi håbe på og bede om, at Gud vil tilgive dem, ligesom han har tilgivet os. For han sendte sin søn til alle mennesker i hele vores vanskelige verden for at give håbets glædelige forventning, for at så troens små frø og for at opmuntre til uselvisk næstekærlighed. Glædelig 2. juledag. Amen.
LOVPRISNING Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN
Kære treenige, hellige Gud Fader, Søn og Helligånd. I dag samler vi tankerne i hjerte, hjerne og sind for at lade os fylde af julelysets glæde og varme, så vi kan gå ud i kulden og række dét videre, som du gi’r os. Julen er mere end materiel overflod; lad os få øje på det og se det, så vi føler os set af dine barmhjertige øjne.
Vi takker for dagen, livet, venner og familie. Tak især for de gaver, der ikke kan pakkes ind; tak for venskab, kærlighed, tilgivelse og frelse, alt det, der virkeligt gi’r livet værdi og tilværelsen mening.
Vi beder for dem, der har det svært i denne tid; ensomme, syge, sultne, fattige, fremmede og forkomne. Må de få al den hjælp og omsorg, de har brug for, og vis os, hvordan vi kan yde hjælp og omsorg for hinanden. Vi beder for magter og myndigheder i vort land, at de må regere med omsorg og omtanke for os alle. Amen.
MEDDELELSER
Pga. corona-situationen og efter henstilling fra biskoppen må vi desværre aflyse mellemjulekoncerten den 29/12 i Hunderup.
Den 31. december er der nytårsgudstjeneste ved Katrine Gaub kl. 15 i Gredstedbro og 1. januar er der gudstjeneste kl. 16.30 i Hunderup ved mig.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
INTRO GT
Som profet blev Esajas udsat for meget had. Det hører vi om i dette korte afsnit, hvor han fortæller om, at han står meget hån, had og vold igennem, fordi Gud gør store ting for ham. Idet Gud er hos ham, kan hele verden bare komme an!
INTRO NT
I dette lange afsnit fra Det nye Testamente hører vi om den forfærdelige stening af den unge kristne mand, Stefanus. Enhver, som har set en stening, ved, at det er en lang og pinefuld måde at henrette folk på. Hans forbrydelse? At han var kristen, troede på Jesus og vidnede med ord og mirakler om den frelse, som Jesus gi’r enhver, som med sin mund bekender, at Jesus er Herre og i sit hjerte tror, at Gud oprejste ham fra de døde. Det ironiske er, at inden Stefanus blev stenet til døde, hører vi i forbifarten om Saulus; det var ham, som Jesus gav navnet Paulus, og som selv blev en ivrig missionær for kristendommen, og som også selv endte med at lide døden ved halshugning i Rom i år 64. Hans forbrydelse? At han var kristen og forkyndte det kristne budskab.
PRÆDIKEN
Det er en voldsom provokerende tale, vi lige har hørt fra Jesus om, at den, der elsker sin familie mere, end man elsker Jesus, vil ikke være ham værd. Det har givet mig en del hovedpine at overveje, hvori det glædelige budskab lå i den tale, der jo virker som om, at Jesus vil have os til at blive fanatiske ekstremister, der sætter religion og Gudstro over det jævne menneskeliv. Det lyder som om, at Jesus ikke vil have almindelige mennesker som sine disciple og venner men kun dem, der kan skære deres nærmest relationer fra for at følge efter ham i blind lydighed. I så fald må jeg erklære mig som en dårlig og uduelig tjener, for jeg elsker faktisk (stadig) mine forældre, selvom de for 3 år siden døde, og jeg elsker min familie og mine venner, og ikke mindst min hustru og vores datter. Hvis jeg skulle skære dem og ud af mit liv, ville mit liv falde sammen; og så ville Jesus i hvert fald få en ubrugelig tjener og discipel. Derfor må der være en dybere mening - end den rent bogstavelige - med det, Jesus siger. Han peger provokerende på de kærlighedsrelationer, de fleste af os har i vort liv, og han viser, at de kan være meget skrøbelige, når det handler om at tro på Jesus. Nogle vil vende sig imod hinanden og blive forargede over, at man kan tro på Jesus som Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser.
Men hvad andet kan man tro? Jesus er jo al Guds kærlighed i menneskeform, og idet vi elsker hinanden, virker Guds kærlighed også igennem os. Vi elsker, fordi Gud elskede os først. Hvilken lykke er større end at elske og selv at blive elsket? Kærligheden rummer en enorm drivkraft, og den vender aldrig indad mod sin egen navle, men søger altid udad mod et andet menneske i form af næstekærlighed. Den, der kun søger sit eget, er ikke grebet af Guds kærlighed, og sådan et liv bliver trist og tomt. Enhver som gribes af Guds kærlighed og ser Jesus som den største julegave til os, vil derimod også se, at Gud arbejder i vores verden på en provokerende måde; måske for at overraske os og få os til at spærre øjne og øre op, så vi måske kan fatte og forstå – mere end vi tør tro.
Nogle gange skal der lige ruskes op i os, så vi ikke synker helt ned i julestemningens fortryllende hygge og overflod; og det er virkeligt som at blive vækket med en spand koldt vand, når vi hører den tale, der lyder så hårdt imod vore menneskelige relationer. Sådan taler Jesus, for at vi skal forstå, at der er noget større end den kærlighed, vi kan føle til vores allernærmeste og allerkæreste. Hvor utroligt det end lyder, så er der faktisk en større kærlighed. Kærligheden mellem mennesker kan ellers være enorm stor; tænk bare på, at forældre stadig elsker deres børn, selvom de som spæde kan give os grå hår i hovedet, og som teenagere kan få os til at rykke håret ud af hovedet. Vi kan finde på at sætte livet på spil for hinanden ud af kærlighed, omsorg og næstehjælp, men alt hvad vi ellers kan finde på at gøre, tænke og sige af kærlighed og godhed er såmænd intet i forhold til den kærlighed, godhed og omsorg, som Gud har for os.
Det er for stort til at fatte, og vi kan kun fornemme en flig af det ved at lytte til Bibelens ord og ved at synge salmer om miraklet, om storheden, om underet. Salmedigterne har på vers og form givet os et poetisk sprog til at synge om det, vi knapt kan tale om. Og melodierne driver ordene ud af vores mund, selvom vi næsten ikke tænker over det. Vi fornemmer, at kærligheden på det jævne rummer stor kraft og magt, og vi kan tænke os til, at der findes en endnu større kærlighed, og endda en kærlighed, der er endnu større end den, vi kan tænke os til. Derude i det rum, vi ikke kan tænke, der er Gud, og han virker så langt væk, fordi vi ikke kan begribe det med fornuften eller rumme det i hjertet; og dét udnytter Djævelen til at friste og lokke og føre os på afveje, så vi tror, at Gud ikke kan nå ind til os, bare fordi vi ikke kan nå ud til ham.
Men (mindst) én gang har Gud rakt sin hånd og Ånd ind i vores liv og verden, og det skete selvfølgelig med Jesus, hvis fødsel vi fejrer i disse flotte vinterdage. Da Jesus blev født, måtte himlen selvfølgelig blive flænget, fordi englene stod ligesom ved et nøglehul og kiggede ned i stalden, og da de skubbede og masede bag hinanden, revnede himlen pludseligt, så døren gik op, og de bragede frem med glædessang i en kæmpe skare over de forskrækkede og vantro hyrder, der hverken turde tro deres øjne eller ører. Det havde de lige godt aldrig oplevet før; og nej, verden havde aldrig før oplevet, at Gud lod sin kærlighed føde i skikkelse af et fattigt menneske. Han blev en diamant i støvet.
Som mand var Jesus i øjenhøjde med mennesker, og på jord levede han, som Guds kærlighed og rakte ud til enhver, der var uden tro, håb eller kærlighed. Han elskede ethvert menneske, han mødte på sin vej; nogle blev hans venner, andre blev hans fjender, men Jesus gav ikke op; enhver skulle have mulighed for at møde og mærke Guds barmhjertighed. Selv da Jesus blev hadet for at elske, og blev slået for at velsigne, ja, da han blev korsfæstet for at forkynde godt nyt for fattige, så holdt han fast ved sin tro og endte med på korset at bede: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” (Luk 23,34).
Sådan bad også Stefanus, da han blev lagt for had for at forkynde Guds barmhjertighed, og da han blev stenet, sov han hen. Der står ikke skrevet, at han døde en voldsom pindefuld og lidelsefyldt død, selvom man kan for sit indre kan se for sig, hvordan stenene hagler ned over den unge kristne mand, og kun bringer lidelse og pine på hans krop. Men i sit hjerte ønskede Stefanus blot, at de hadefulde stenende mennesker måtte finde tilgivelse, fordi han så tydeligt så, at de var blevet fristet og ført på løgnens afveje. Gud ser Stefanus’ trofasthed midt i al den meningsløse lidelse og tager hans livsånd bort, inden hans krop bukker under for de fysiske smerter; således døde han ikke pga. menneskers ondskab, men han blev taget bort af Gud, fordi han virkelig holdt fast ved sin tro og næstekærlighed.
Man kan sige, at det vil være for nemt, hvis Jesus forlangte af os, at vi skulle blive religiøst-fanatiske ekstremister, der forlod alle menneskelige relationer for kun at recitere Bibelen og være i dyb bøn og tilbedelse. Det svære er jo netop at blive i de jordiske relationer og dér udleve vores tro på Jesus som kærlighedens lys og varme. Og så kan det godt være, at nogle bliver fornærmede og forargede over vores tilgivelse og barmhjertige sindelag, men så må vi håbe på og bede om, at Gud vil tilgive dem, ligesom han har tilgivet os. For han sendte sin søn til alle mennesker i hele vores vanskelige verden for at give håbets glædelige forventning, for at så troens små frø og for at opmuntre til uselvisk næstekærlighed. Glædelig 2. juledag. Amen.
LOVPRISNING Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN
Kære treenige, hellige Gud Fader, Søn og Helligånd. I dag samler vi tankerne i hjerte, hjerne og sind for at lade os fylde af julelysets glæde og varme, så vi kan gå ud i kulden og række dét videre, som du gi’r os. Julen er mere end materiel overflod; lad os få øje på det og se det, så vi føler os set af dine barmhjertige øjne.
Vi takker for dagen, livet, venner og familie. Tak især for de gaver, der ikke kan pakkes ind; tak for venskab, kærlighed, tilgivelse og frelse, alt det, der virkeligt gi’r livet værdi og tilværelsen mening.
Vi beder for dem, der har det svært i denne tid; ensomme, syge, sultne, fattige, fremmede og forkomne. Må de få al den hjælp og omsorg, de har brug for, og vis os, hvordan vi kan yde hjælp og omsorg for hinanden. Vi beder for magter og myndigheder i vort land, at de må regere med omsorg og omtanke for os alle. Amen.
MEDDELELSER
Pga. corona-situationen og efter henstilling fra biskoppen må vi desværre aflyse mellemjulekoncerten den 29/12 i Hunderup.
Den 31. december er der nytårsgudstjeneste ved Katrine Gaub kl. 15 i Gredstedbro og 1. januar er der gudstjeneste kl. 16.30 i Hunderup ved mig.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
