Søndag 27. juni 2021 kl. 9.30 Hunderup, kl. 11 Vilslev – 4. søndag efter Trinitatis (I) Det er søndag inden min sommerferie fra 28/6-18/7. SALMER: 807 Den lange lyse sommerdag (fra tillægget 100 salmer; kopiark) - 612 Den store mester kommer - 276 Dommer over levende og døde - Prædiken - 289 Nu bede vi den Helligånd - 477 Som korn fra mange marker - 752 Morgenstund har guld i mund
Indledning GT
Nu skal vi høre om dengang, den store kong David forelskede sig i en gift kvinde. Han ville ikke begå ægteskabsbrud og kunne derfor ikke lokke hende fra sin mand. Han fik derfor hendes mand sendt som soldat til fronten af krigen, hvor han døde, og da kvinden var blevet enke, kunne David jo fint tage hende som kone. Det gjorde Gud meget vred at se David opføre sig sådan, og derfor sendte han sin profet Natan til David. Nu skal vi høre, hvordan David fanges i en fælde og fælder dom over sin egen misgerning.
Indledning NT
Paulus var en mand med indsigt i mange ting, og nu skal vi høre et kort stykke fra hans brev til menigheden i Rom, hvor det ikke er helt nemt at gennemskue, hvad han mener. Det handler dog om, at han længes efter, at Gudsriget bryder igennem og Jesus kommer igen for at genoprette alting og oprette paradis. Pauls skrev endda, at hele skabningen, altså at hele jorden og alle jordens dyr og væsner længes efter at indtræde i evigheden; for i den jordiske tid er der mange lidelser.
Prædiken
Engang udvalgte Gud en ydmyg, klog og handlekraftig fårehyrde til at blive konge over Israel. Det var knægten David, I ved, ham, der bekæmpede den mægtige Goliat ved at slynge en sten lige ind i panden på ham, så kæmpen faldt lige så lang, som han var. David var elsket af folket, for han var konge, som takkede Gud for sin position, og som tog sig af folkene i sit kongerige.
Folkets høje tanker om ham og lovprisning af ham steg ham måske til hovedet, for på et tidspunkt glemte han sin ydmyghed og blev grådig. Magtfuldkommenhed er en stor fristelse, men den forblinder samvittigheden og afkøler oprigtigheden. En dag så David en smuk kvinde, Batseba, og han blev optændt af voldsomt begær efter hende; han kunne ikke styre sin lyst, men han ville have hende, om nogen så skulle dø! Og det skulle nogen, for Batseba var gift med Urias, og de levede deres jævne liv i Davids kongerige. Davids rige var i krig mod en fjende, og David udtænkte den snedige plan at få ryddet Urias af vejen ved at give ham en fremtrædende plads – blandt de forreste tropper dér, hvor kampene var hårdest.
Derfra stammer udtrykket ”en Uriaspost”, for som en lydig undersåt og soldat drog Urias afsted fra sin kone for at kæmpe mod fjenden og give sit liv i forsvar for kong Davids rige. Batseba blev enke og sørgede, og da sørgetiden var ovre, var hun – i kong Davids øjne – ledig på markedet. Han slog til med al sin royale magt og charme og tog hende til sig som hustru. Iflg. loven var der ikke noget i vejen med den måde, David fik Batseba til hustru, men iflg. Gud var det en ond og syndig måde. Som konge havde han fået meget magt betroet over andre mennesker, men han svigtede sin næstekærlighedspligt, da han fulgte sin kødelige lyst i stedet for at holde sig på den snævre vej. Han havde sandelig forbrudt sig imod Gud og mennesker. Gud kunne have irettesat ham med voldsomhed ved at lade ham ramme af 10 plager eller af undergang og ulykke, men i stedet lod han David fælde dom over sig selv. Det var snedigt; og David angrede dybt sin synd. Den dom, der rammer os hårdest, er den, at vi selv indser vores syndighed.
Men hvad så, når vi indser vores synd og ondskab; når vi indser, at vi ikke kan leve op til at være perfekte mennesker? Ja, så er det at vi kommer i kirke eller derhjemme folderne hænderne, sænker hovedet og beder længe eller kort om, at Gud må tilgive os det, der stikker og smerter os i samvittigheden. Det er jo ikke sådan, at vi skal blive ved med at gå rundt og slå os i hovedet med alt det, vi har gjort forkert. For vores Gud er en, som er rig på tilgivelse, omsorg og barmhjertighed. Han ønsker ikke, at vi skal gå igennem livet med tungsindige skridt, bøjet hoved og triste miner, men vi skal tværtimod indse vores synd, bede om tilgivelse, og så komme op på hesten igen. David angrede, men han trådte ikke tilbage som konge eller fortabte sig i selvpineri over sin synd og skam; tværtimod bad han om tilgivelse, blev mere opmærksom på ikke at begå ondskab og fortsatte så ellers med at regere sit kongerige så godt han kunne.
Nu er det jo godt nok de færreste, som har et kongerige at skulle passe på, men vi har hver især mennesker i vores liv, som vi ikke må være ligeglade med. Vi må ikke sende nogen på en Uriaspost for at gavne os selv. Tværtimod skal vi være barmhjertige. Mod hvem? Mod enhver. Uanset om vi kan lide den anden eller ej, skal vi være barmhjertige og tilgive. Kan vi tilgive alt og alle? Nej, sikkert ikke, men når vi tilgiver, så sættes vi selv fri fra en negativ forbindelse til den anden. Hvis vi bærer nag over andres misgerninger imod os, så lægger vi lænker på vores glæde og livslyst; det skal vi ikke. Især ikke når det er en skøn sommer, som vi har fået skænket af Gud for at leve og nyde livet i fællesskab. Og han har givet os fri vilje og mange frie muligheder for at leve dette jævne menneskeliv. Skulle vi så ikke prøve at gøre det så godt for hinanden, som vi kan, imens vi er her? Hvorfor skulle vi glæde os over, at nogle er fattige, fremmede eller flygtninge, eller at nogle fejler og bliver fiaskoer? Lad os da give dem en chance til. Lad os give hinanden en chance til.
Vi ved godt, at vi selv har vore fejl og mangler, så vi skal ikke dømme eller fordømme hinanden, for kærlighed skjuler mange synder. Derimod skal vi række hinanden en hånd, låne hinanden et øre og gerne lægge skuldre til at trøste og bære hinanden. Så kan vi løfte i flok både som lokalsamfund, som familie og som menighed – en forsamling af døbte, der mødes i lighed og fællesskab til gudstjeneste. Hver især er enkeltpersoner enten svage eller stærke, men sammen kan vi styrke hinanden med mange gode gaver og ikke mindst med troen på Gud, håbet om tilgivelse og kærlighed til såvel den fremmede som den, vi kender.
Vi skal ikke være bange for at lide for hinandens skyld; for det kan godt gøre ondt på vores stolthed, når vi skal tilgive eller gøre ondt på tegnebogen, når vi skal være barmhjertige; men lidelserne hører kun til i denne jordiske tid. Når tiden hører op og evigheden sætter ind, så ånder hele skaberværket op af lettelse for så kommer forløsningen og den frihed, der varer i evighed efter evighed. Hvorfor skulle vi - som er døbte og har løfter om evighed i kærlighed – bekymre os om jordiske ting? Lad os da give hinanden alt, hvad vi magter af barmhjertighed, tid og penge, så ingen skal have det alt for forfærdeligt her på jorden. Da ser Gud, at næstekærligheden blomstrer og håbet gror af troens ord. Og så kan vi gå ind i sommeren med glæde over livets under. Amen.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud Fader Søn og Helligånd, Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn
Kære Gud, ja, nu er vi her igen; din menighed her i kirken. Vi vender vores opmærksomhed mod dig i denne bøn for alle mennesker i dette sogn og samfund, og i alle sogne og samfund i Danmark og ud over hele jorden. Gud, søg efter enhver, der føler sig fortabt; led efter enhver, hvis liv er gået itu eller hvis tilværelse er gået i stykker. Grib dem, der falder; hold fast på dem, der styrter; vær nær enhver med din helbredelse og fred. Vi beder for dem, der er udstødte her i landet, både fattige og fremmede, forbrydere og flygtninge – som mennesker holder du af dem, for du har jo kærlighed nok til enhver. Vi beder for dem med anden tro og dem med ingen tro, at du også vil finde dem som en dyrebar skat og under lovsang drage dem med hjem i folden, hvor himlens glæde vil overøse dem. Find også os, når vi fortaber os i selvoptaget egoisme og glemmer både dig og vor næste; ja, når vi glemmer at være medmennesker under din nåde. Kære Far, tak for den broder vi fik i Jesus, for han er cool nok til at hænge ud med os. Lad Helligånden flyve hen over os og tegne korsets tegn over vore ansigter ligesom ved dåben, så vi husker og tror, at vi vort liv på dig beror. Amen.
Meddelelser
Fra mandag den 28. juni til og med søndag den 18. juli holder jeg ferie. I den periode tager Katrine Gaub over for mig.
På søndag den 4. juli står Katrine for gudstjenesterne kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hjortlund.
Apostolsk velsignelse
Lad os med apostlen tilønske hinanden. Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Indledning GT
Nu skal vi høre om dengang, den store kong David forelskede sig i en gift kvinde. Han ville ikke begå ægteskabsbrud og kunne derfor ikke lokke hende fra sin mand. Han fik derfor hendes mand sendt som soldat til fronten af krigen, hvor han døde, og da kvinden var blevet enke, kunne David jo fint tage hende som kone. Det gjorde Gud meget vred at se David opføre sig sådan, og derfor sendte han sin profet Natan til David. Nu skal vi høre, hvordan David fanges i en fælde og fælder dom over sin egen misgerning.
Indledning NT
Paulus var en mand med indsigt i mange ting, og nu skal vi høre et kort stykke fra hans brev til menigheden i Rom, hvor det ikke er helt nemt at gennemskue, hvad han mener. Det handler dog om, at han længes efter, at Gudsriget bryder igennem og Jesus kommer igen for at genoprette alting og oprette paradis. Pauls skrev endda, at hele skabningen, altså at hele jorden og alle jordens dyr og væsner længes efter at indtræde i evigheden; for i den jordiske tid er der mange lidelser.
Prædiken
Engang udvalgte Gud en ydmyg, klog og handlekraftig fårehyrde til at blive konge over Israel. Det var knægten David, I ved, ham, der bekæmpede den mægtige Goliat ved at slynge en sten lige ind i panden på ham, så kæmpen faldt lige så lang, som han var. David var elsket af folket, for han var konge, som takkede Gud for sin position, og som tog sig af folkene i sit kongerige.
Folkets høje tanker om ham og lovprisning af ham steg ham måske til hovedet, for på et tidspunkt glemte han sin ydmyghed og blev grådig. Magtfuldkommenhed er en stor fristelse, men den forblinder samvittigheden og afkøler oprigtigheden. En dag så David en smuk kvinde, Batseba, og han blev optændt af voldsomt begær efter hende; han kunne ikke styre sin lyst, men han ville have hende, om nogen så skulle dø! Og det skulle nogen, for Batseba var gift med Urias, og de levede deres jævne liv i Davids kongerige. Davids rige var i krig mod en fjende, og David udtænkte den snedige plan at få ryddet Urias af vejen ved at give ham en fremtrædende plads – blandt de forreste tropper dér, hvor kampene var hårdest.
Derfra stammer udtrykket ”en Uriaspost”, for som en lydig undersåt og soldat drog Urias afsted fra sin kone for at kæmpe mod fjenden og give sit liv i forsvar for kong Davids rige. Batseba blev enke og sørgede, og da sørgetiden var ovre, var hun – i kong Davids øjne – ledig på markedet. Han slog til med al sin royale magt og charme og tog hende til sig som hustru. Iflg. loven var der ikke noget i vejen med den måde, David fik Batseba til hustru, men iflg. Gud var det en ond og syndig måde. Som konge havde han fået meget magt betroet over andre mennesker, men han svigtede sin næstekærlighedspligt, da han fulgte sin kødelige lyst i stedet for at holde sig på den snævre vej. Han havde sandelig forbrudt sig imod Gud og mennesker. Gud kunne have irettesat ham med voldsomhed ved at lade ham ramme af 10 plager eller af undergang og ulykke, men i stedet lod han David fælde dom over sig selv. Det var snedigt; og David angrede dybt sin synd. Den dom, der rammer os hårdest, er den, at vi selv indser vores syndighed.
Men hvad så, når vi indser vores synd og ondskab; når vi indser, at vi ikke kan leve op til at være perfekte mennesker? Ja, så er det at vi kommer i kirke eller derhjemme folderne hænderne, sænker hovedet og beder længe eller kort om, at Gud må tilgive os det, der stikker og smerter os i samvittigheden. Det er jo ikke sådan, at vi skal blive ved med at gå rundt og slå os i hovedet med alt det, vi har gjort forkert. For vores Gud er en, som er rig på tilgivelse, omsorg og barmhjertighed. Han ønsker ikke, at vi skal gå igennem livet med tungsindige skridt, bøjet hoved og triste miner, men vi skal tværtimod indse vores synd, bede om tilgivelse, og så komme op på hesten igen. David angrede, men han trådte ikke tilbage som konge eller fortabte sig i selvpineri over sin synd og skam; tværtimod bad han om tilgivelse, blev mere opmærksom på ikke at begå ondskab og fortsatte så ellers med at regere sit kongerige så godt han kunne.
Nu er det jo godt nok de færreste, som har et kongerige at skulle passe på, men vi har hver især mennesker i vores liv, som vi ikke må være ligeglade med. Vi må ikke sende nogen på en Uriaspost for at gavne os selv. Tværtimod skal vi være barmhjertige. Mod hvem? Mod enhver. Uanset om vi kan lide den anden eller ej, skal vi være barmhjertige og tilgive. Kan vi tilgive alt og alle? Nej, sikkert ikke, men når vi tilgiver, så sættes vi selv fri fra en negativ forbindelse til den anden. Hvis vi bærer nag over andres misgerninger imod os, så lægger vi lænker på vores glæde og livslyst; det skal vi ikke. Især ikke når det er en skøn sommer, som vi har fået skænket af Gud for at leve og nyde livet i fællesskab. Og han har givet os fri vilje og mange frie muligheder for at leve dette jævne menneskeliv. Skulle vi så ikke prøve at gøre det så godt for hinanden, som vi kan, imens vi er her? Hvorfor skulle vi glæde os over, at nogle er fattige, fremmede eller flygtninge, eller at nogle fejler og bliver fiaskoer? Lad os da give dem en chance til. Lad os give hinanden en chance til.
Vi ved godt, at vi selv har vore fejl og mangler, så vi skal ikke dømme eller fordømme hinanden, for kærlighed skjuler mange synder. Derimod skal vi række hinanden en hånd, låne hinanden et øre og gerne lægge skuldre til at trøste og bære hinanden. Så kan vi løfte i flok både som lokalsamfund, som familie og som menighed – en forsamling af døbte, der mødes i lighed og fællesskab til gudstjeneste. Hver især er enkeltpersoner enten svage eller stærke, men sammen kan vi styrke hinanden med mange gode gaver og ikke mindst med troen på Gud, håbet om tilgivelse og kærlighed til såvel den fremmede som den, vi kender.
Vi skal ikke være bange for at lide for hinandens skyld; for det kan godt gøre ondt på vores stolthed, når vi skal tilgive eller gøre ondt på tegnebogen, når vi skal være barmhjertige; men lidelserne hører kun til i denne jordiske tid. Når tiden hører op og evigheden sætter ind, så ånder hele skaberværket op af lettelse for så kommer forløsningen og den frihed, der varer i evighed efter evighed. Hvorfor skulle vi - som er døbte og har løfter om evighed i kærlighed – bekymre os om jordiske ting? Lad os da give hinanden alt, hvad vi magter af barmhjertighed, tid og penge, så ingen skal have det alt for forfærdeligt her på jorden. Da ser Gud, at næstekærligheden blomstrer og håbet gror af troens ord. Og så kan vi gå ind i sommeren med glæde over livets under. Amen.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud Fader Søn og Helligånd, Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn
Kære Gud, ja, nu er vi her igen; din menighed her i kirken. Vi vender vores opmærksomhed mod dig i denne bøn for alle mennesker i dette sogn og samfund, og i alle sogne og samfund i Danmark og ud over hele jorden. Gud, søg efter enhver, der føler sig fortabt; led efter enhver, hvis liv er gået itu eller hvis tilværelse er gået i stykker. Grib dem, der falder; hold fast på dem, der styrter; vær nær enhver med din helbredelse og fred. Vi beder for dem, der er udstødte her i landet, både fattige og fremmede, forbrydere og flygtninge – som mennesker holder du af dem, for du har jo kærlighed nok til enhver. Vi beder for dem med anden tro og dem med ingen tro, at du også vil finde dem som en dyrebar skat og under lovsang drage dem med hjem i folden, hvor himlens glæde vil overøse dem. Find også os, når vi fortaber os i selvoptaget egoisme og glemmer både dig og vor næste; ja, når vi glemmer at være medmennesker under din nåde. Kære Far, tak for den broder vi fik i Jesus, for han er cool nok til at hænge ud med os. Lad Helligånden flyve hen over os og tegne korsets tegn over vore ansigter ligesom ved dåben, så vi husker og tror, at vi vort liv på dig beror. Amen.
Meddelelser
Fra mandag den 28. juni til og med søndag den 18. juli holder jeg ferie. I den periode tager Katrine Gaub over for mig.
På søndag den 4. juli står Katrine for gudstjenesterne kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hjortlund.
Apostolsk velsignelse
Lad os med apostlen tilønske hinanden. Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
