Gabriel fortæller Maria, at hun skal føde Guds søn. Maleri af Fra Angelico, ca. 1435. Kilde: Wikimedia Commons.
Mariæ Bebudelsesdag (II), søndag den 3. april 2022 kl. 9.30 Vilslev (dåb, nadver, kirkekaffe) kl. 11 Hunderup (dåb, guldkonfirmander) Festmessehagel. Salmer: 749: I østen stiger solen op - 448: Fyldt af glæde - 441: Alle mine kilder - — 73: Vi synger med Maria - 80: Tak og være, være Gud - 725: Det dufter lysegrønt af græs
INTRO GT
Nu skal vi høre noget fra Det gamle Testamente, der fandt sted for ca. 2.700 år siden i Israel. Vi hører om Akaz, der var konge i Juda, som var området omkring Hebron og Jerusalem. Akaz får besked på at bede om et tegn fra Gud for at Gud kan vise, at han er med sin konge i en krig og krise, han og kongeriget står i. Men Akaz vil ikke, for han tror, at han så vil friste Gud og at det vil være en dødssynd. Men så bliver Esajas vred. Esajas var profet, dvs. at han talte på vegne af Gud. Og så forudsiger Esajas, at Akaz alligevel skal få et tegn, nemlig at en ung kvinde skal blive gravide og føde en søn, og han skal hedde Immanuel. Det er hebraisk og betyder: Gud med os. Så, Gud vil altså være med Akaz uanset om Akaz vil have det eller ej.
PRÆDIKEN
Efter prædiken skal vi synge med Maria. Det hedder salmen, og pointen er, at vi sammen med Maria vil glæde os over, at hun blev mor til Jesus. Sikke en opgave den unge kvinde fik: At skulle føde og opdrage Guds søn. Det virker som noget, der er langt væk fra vores virkelighed, og hvis én af os blev mødt af en engel, der sagde, at vi skulle gøre noget for Gud, så ville vores naturlige jyske skepsis nok forhindre os i at lovprise Gud, som hun ellers gjorde så frit fra leveren, den gode Maria. Hun kunne slet ikke rumme glæden over, at Gud havde set hende – og udvalgt hende – blandt alle andre kvinder til at bære hans eneste barn. Som mand kan jeg naturligvis ikke relatere til glæden over at være i en gravid krop, men jeg kan forstå på nogle af de kvinder, som har prøvet det, at følelsen er ubeskrivelig og fyldt af mange andre - og nogle gange endda modsatrettede - følelser; for om man så hedder Maria eller er en hverdagsdansker, så er enhvers graviditet noget unikt. Man har et barn inde i sig, der vokser! Det er vildt!
Det er også vildt på en noget mere negativt måde, at kvinder – mødre såvel som søstre og døtre - igennem historien helt op til i dag på mange måder – alene pga. deres køn – er blevet underkuet, undertrykt, mishandlet, forfulgt, hånet, slået ihjel, købt og solgt og i det hele taget ikke er blevet betragtet som rigtige mennesker eller mennesker med nogen særlig værdi, ganske enkelt fordi de ikke var mænd. Det er vildt ubehageligt at tænke på, men samfundets måde at behandle kvinder, hører også med til historien om jomfru Maria. Vi kender hende jo – også fra trosbekendelsen - som ”jomfru”, altså én, der så at sige ikke havde bragt skam over sig selv eller sin familie ved at have haft sex uden for ægteskab. Det skal her bemærkes, – og det er vigtigt – at når der i Det gamle Testamente (GT) omtales en ung kvinde, så kaldes den unge kvinde i Det nye Testamente (NT) for en jomfru. Der er altså sket noget i forståelsen og oversættelsen af den unge kvinde fra GT til NT. Det lille ord ”jomfru” i NT har sidenhen givet anledning til mange forfærdelige situationer for kvinder, fordi man i forbindelse med vielse krævede, at kvinden havde en intakt jomfruhinde – selvom videnskabelige undersøgelser viser, at en sådan slet ikke findes. Blodet på lagenet efter bryllupsnatten var altså ikke tegn på at jomfruen havde mistet sin mødom, men at fuldbyrdelsen af ægteskabet havde været brutal på den måde, som kun en mand kan være over for en kvinde, hvis han mener at have ret til at kræve noget af hende, som jo slet ikke kan kræves, nemlig kærlighed, intimitet og hengivenhed.
Kærlighed og al dens herlige væsen og fylde kan man ikke kræve – det kan kun gives frivilligt. Derfor har der i nogle år efterhånden væltet en syndflod ud af skabene med skeletter overridset med hashtagget #metoo, fordi mænd inden for snart sagt alle brancher har krævet noget, de ikke havde ret til; de krænkede en kvindes krop, fordi de havde bildt sig ind, at de gerne måtte. Ind i den sammenhæng kunne en aggressiv ateist spørge, om ikke Gud så også begik krænkede adfærd og overgreb mod Maria, når han nu ikke sikrede sig hendes samtykke, før han fyldte hende med Helligånd og gjorde hende med barn? Men det er naturligvis et forsøg på at afspore sagen med pjat; Gud kender os bedre, end vi kender os selv. Det, Maria med munden sagde om at være Guds tjener, det lå allerede dybt i hende, for hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Gud havde i Marias hjerte set en kvinde, der i medgang og modgang ville stå ved sin søn, også selvom hun en dag skulle stå under hans kors. Måske ønskede hun endda ligefrem at kunne have taget hans plads? Ja, sådan kan en moders kærlighed være så selvopgivende, at hun er villig til at betale den højeste pris, hvis bare hendes barn kan gå fri.
Det var netop dét, Jesus gjorde: Han betalte den højeste pris, så vi andre kunne gå fri. Han ofrede sig selv for venner og fjender. Han var selvopgivende over for de selvoptagede. Han tog menneskehedens adskillelse fra Gud og hængte den og sin krop til tørre på et kors, så adskillelsen kunne blive lagt i graven. Jesus banede en vej for os til Gud, som ikke går igennem at overholde regler og love i form af mange religiøse bud, men som går igennem tro og håb og kærlighed. Lyder det simpelt? Lyder det for nemt? Lyder det så ligetil, at det føles irrelevant?
Lad os ikke narre os selv. Vi skal passe på med at gøre det kristne budskab til en lille ting; for det er jo dog i dette budskab vi hører, at Gud stadig vil have med os at gøre; at Guds hjerte banker for enhver af os, også selvom vi hverken er jomfruer eller heldige som Maria. Selvom vore skabe er fulde af skeletter; selvom vi er fulde af fejl og mangler; selvom vi jo netop ikke formår at leve oprigtigt i tro og håb og kærlighed, så ofrede Jesus sig for vores skyld. Selv Maria var et almindeligt, normalt hverdagsmenneske lige så adskilt fra Gud eller lige så tæt på Gud som alle os andre. Og Guds øje fra det høje fandt hende værdig, ligesom han finder os værdige til at modtage opgaver og velsignelser, som vi skal bære rundt på og tage vare på, indtil det bryder frem for andre som en fødsel og bliver til trøst, håb, opmuntring, glæde og velsignelse.
Maria burde have en større plads i vores kirke. Det kan godt være, at jeg for lidt siden læste hendes ord om, at hun skulle prises af alle slægter, men det sker i hvert fald ikke i vores evangelisk-lutherske folkekirke. Desværre. Selvfølgelig er ikke alle kvinder ligesom Maria, og denne prædiken er ikke et feministisk korstog mod al maskulint og mandigt. Tværtimod vil jeg fremhæve Maria som én, vi alle kunne lade os inspirere af. Hun var klar til at være Herrens tjener, allerede inden Gud kaldte på hende. Hvem af os kan fremvise sådan en tro? Maria stod det igennem, selvom hun måtte på æsel til Betlehem og føde sin søn i en stald; flygte til Egypten med et nyfødt barn og siden se dette underlige barn vokse op; og jeg er sikker på, han har sagt nogle ting, der både har sat hende grå hår i hovedet og gjort hende tung om hjertet. Maria var trofast, mere end så mange af de mænd, vi hører om i Bibelen, og hun stod ved sin moderrolle og sin feminine kvindelighed, selv da hun så sin søn blive henrettet og da hun besøgte hans tomme grav tre dage efter. Jo, kære menighed, vi synger med Maria. Godt nok kun i første vers, for vi er jo lutherske og Jesus er uden tvivl den vigtigste. Men – uden Maria, hvad ville Gud så have gjort? Han kunne jo ikke tvinge hende, for det går imod hele Guds væsen af kærlighed. Næh, hun måtte frivilligt sige ja til gaven og opgaven – ligesom vi må; hvis vi vil. Men tænk nu bare, hvis vi tør og hvis vi gør – hvad vil der så mon ske? Glædelig Mariæ Bebudelsesdag. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
KIRKEBØN Lad os alle bede: Kære Gud, tak for dagen, vi fik lov at vågne til; for de grå skyer og den lyse morgensol, der tittede frem; tak for luften, vi indånder, for vinden i ansigtet, for lyden af andre menneskers stemmer. Vi beder for dem, der ved dåben er blevet podet ind på dit livstræ fuld af optimisme og trøst, livsvild energi og kærlighed. Lad flere finde frem til døbefonten og høre de løfterige ord fra dig om, at du aldrig vil lade en af dine mindste gå alene gennem livet. Vi beder for de unge, som lider under en alt for alvorlig verden; vi beder for dem, der rammes af frygt og angst og mismod – vær nær ved dem og lade dem mærke, at du med varme og opmærksomhed altid er deres Far og frelser. Vi beder for alle, der rammes af krigens rædsler; send os ud med hjælp til enhver ukrainer og russer, syrer og afghaner og alle andre, der trænger til vores hjælp, og som kommer til vort land for at finde ly for bomberegn. Velsign os alle med din hånd og lad os alle finde nyt gå på mod til trofast at kæmpe for det gode liv. Amen.
MEDDELELSER
De næste gudstjenester er søndag den 10. april kl. 9.30 i Hunderup, kl. 11 i Hjortlund og kl. 17.30 i Vilslev, hvor vi byder ind til en kort gudstjeneste, hvor konfirmanderne vil opføre et lille skuespil om Palmesøndag.
I morgen aften (mandag den 4. april) afholdes sæsonens sidste sangaften i Vilslev konfirmandstue kl. 19. Der synges forårssange fra den nye højskolesangbog, og alle er velkomne.
Efter prædiken er der nadver, og alle er velkomne. Jeg tager en fin dragt uden over præstekjolen. Det kaldes en messehagel, og vi bruger den her i kirken ved særligt festlige højtider og dage. Og sådan en dag er lige i dag; og I er så heldige at være her!
VILSLEV: Efter gudstjenesten er der kirkekaffe.
Apropos altergang og fællesspisning i nadveren, så har vi torsdag den 14. april et særligt arrangement, hvor vi kl. 17 begynder med gudstjeneste i Hunderup Kirke og bagefter går over i et lokale (Samlingssalen) og spiser et påskemåltid. Det er gratis at deltage og man skal blot skaffe sig en spisebillet ved graveren.
I dag får vi også lov at få lidt vådt og tørt til ganen, for vi har inviteret guldkonfirmanderne i kirke. På egne og menighedsrådets vegne skal der lyde et hjerteligt tillykke til jer, som i dag har sat hinanden stævne. I blev konfirmeret den 7. maj 1972, og I var 5 piger og 6 drenge på holdet.
Det er 50 år siden, I blev konfirmeret, og i dag er I tilbage for at fejre, at I dengang bekræftede jeres tro og dåb.
Da I blev konfirmeret, blev der lagt vægt på, at man var værdig og klar til at blive konfirmeret, og at man foruden De ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor også skulle kunne visse salmevers, og måske blev Luthers lille Katekismus også terpet igennem i årets løb. Hvor meget I fik lov at være midtpunkt i løbet af dagen, kan jeg ikke vide, men det har næppe været helt som i disse moderne dage. I år skal vi fejre konfirmation af 8 unge fra Hunderup sogn.
Konfirmationen betød dengang, at man trådte ind i de voksnes rækker. I har haft 50 år til at finde ud af, hvad de voksnes rækker er for noget. I har prøvet livet på godt og ondt, måske fået børn og børnebørn. Et liv som de færreste af jer vel skænkede en tanke, da I stod her på kirkegulvet i pænt tøj. Livet sætter sit præg på os. Det kan ses på os, at vi har levet og Gud ske tak og lov for det. Der er gået mange år, og der er sket meget, men der er én ting, som står urokkeligt fast: Gud har ikke glemt jer, og han vil aldrig glemme jer. Ved hver en gudstjeneste bekræftes det, at Gud står ved sine løfter om at være trofast, selvom vi skulle svigte. Gud er den, der er hos os altid - også når vi føler os svigtet og glemt. Det er den tanke, jeg gerne vil have, at I tager med jer her fra kirken i dag. Tillykke med jeres flotte mærkedag. Jeg håber, I får en dejlig dag sammen. Vi byder på et glas og lidt kage i konfirmandstuen efter gudstjenesten, hvor jeg også gerne til tage et billede af jer.
Om lidt skal guldkonfirmanderne stå op, og så vil jeg læse jeres navne (det, I hedder nu) og efter gudstjenesten byder menighedsrådet på kransekage og champagne. Her i kirken er alle lige, og selvom man ikke kan krones med guld eller har jubilæum, så må man meget gerne få både kage og et glas med. Når det regner på guldkonfirmanderne, drypper det på menigheden…
Så vil jeg bede guldkonfirmanderne om at rejse sig:
Hjerteligt tillykke til jer alle. Og så synes jeg, vi skal holde et øjebliks stilhed til minde om .... - Æret være hendes minde.
Så skal jeg bede resten af menigheden rejse sig, så vi med apostlen Paulus kan tilønske hinanden
APOSTOLSK VELSIGNELSE: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
INTRO GT
Nu skal vi høre noget fra Det gamle Testamente, der fandt sted for ca. 2.700 år siden i Israel. Vi hører om Akaz, der var konge i Juda, som var området omkring Hebron og Jerusalem. Akaz får besked på at bede om et tegn fra Gud for at Gud kan vise, at han er med sin konge i en krig og krise, han og kongeriget står i. Men Akaz vil ikke, for han tror, at han så vil friste Gud og at det vil være en dødssynd. Men så bliver Esajas vred. Esajas var profet, dvs. at han talte på vegne af Gud. Og så forudsiger Esajas, at Akaz alligevel skal få et tegn, nemlig at en ung kvinde skal blive gravide og føde en søn, og han skal hedde Immanuel. Det er hebraisk og betyder: Gud med os. Så, Gud vil altså være med Akaz uanset om Akaz vil have det eller ej.
PRÆDIKEN
Efter prædiken skal vi synge med Maria. Det hedder salmen, og pointen er, at vi sammen med Maria vil glæde os over, at hun blev mor til Jesus. Sikke en opgave den unge kvinde fik: At skulle føde og opdrage Guds søn. Det virker som noget, der er langt væk fra vores virkelighed, og hvis én af os blev mødt af en engel, der sagde, at vi skulle gøre noget for Gud, så ville vores naturlige jyske skepsis nok forhindre os i at lovprise Gud, som hun ellers gjorde så frit fra leveren, den gode Maria. Hun kunne slet ikke rumme glæden over, at Gud havde set hende – og udvalgt hende – blandt alle andre kvinder til at bære hans eneste barn. Som mand kan jeg naturligvis ikke relatere til glæden over at være i en gravid krop, men jeg kan forstå på nogle af de kvinder, som har prøvet det, at følelsen er ubeskrivelig og fyldt af mange andre - og nogle gange endda modsatrettede - følelser; for om man så hedder Maria eller er en hverdagsdansker, så er enhvers graviditet noget unikt. Man har et barn inde i sig, der vokser! Det er vildt!
Det er også vildt på en noget mere negativt måde, at kvinder – mødre såvel som søstre og døtre - igennem historien helt op til i dag på mange måder – alene pga. deres køn – er blevet underkuet, undertrykt, mishandlet, forfulgt, hånet, slået ihjel, købt og solgt og i det hele taget ikke er blevet betragtet som rigtige mennesker eller mennesker med nogen særlig værdi, ganske enkelt fordi de ikke var mænd. Det er vildt ubehageligt at tænke på, men samfundets måde at behandle kvinder, hører også med til historien om jomfru Maria. Vi kender hende jo – også fra trosbekendelsen - som ”jomfru”, altså én, der så at sige ikke havde bragt skam over sig selv eller sin familie ved at have haft sex uden for ægteskab. Det skal her bemærkes, – og det er vigtigt – at når der i Det gamle Testamente (GT) omtales en ung kvinde, så kaldes den unge kvinde i Det nye Testamente (NT) for en jomfru. Der er altså sket noget i forståelsen og oversættelsen af den unge kvinde fra GT til NT. Det lille ord ”jomfru” i NT har sidenhen givet anledning til mange forfærdelige situationer for kvinder, fordi man i forbindelse med vielse krævede, at kvinden havde en intakt jomfruhinde – selvom videnskabelige undersøgelser viser, at en sådan slet ikke findes. Blodet på lagenet efter bryllupsnatten var altså ikke tegn på at jomfruen havde mistet sin mødom, men at fuldbyrdelsen af ægteskabet havde været brutal på den måde, som kun en mand kan være over for en kvinde, hvis han mener at have ret til at kræve noget af hende, som jo slet ikke kan kræves, nemlig kærlighed, intimitet og hengivenhed.
Kærlighed og al dens herlige væsen og fylde kan man ikke kræve – det kan kun gives frivilligt. Derfor har der i nogle år efterhånden væltet en syndflod ud af skabene med skeletter overridset med hashtagget #metoo, fordi mænd inden for snart sagt alle brancher har krævet noget, de ikke havde ret til; de krænkede en kvindes krop, fordi de havde bildt sig ind, at de gerne måtte. Ind i den sammenhæng kunne en aggressiv ateist spørge, om ikke Gud så også begik krænkede adfærd og overgreb mod Maria, når han nu ikke sikrede sig hendes samtykke, før han fyldte hende med Helligånd og gjorde hende med barn? Men det er naturligvis et forsøg på at afspore sagen med pjat; Gud kender os bedre, end vi kender os selv. Det, Maria med munden sagde om at være Guds tjener, det lå allerede dybt i hende, for hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Gud havde i Marias hjerte set en kvinde, der i medgang og modgang ville stå ved sin søn, også selvom hun en dag skulle stå under hans kors. Måske ønskede hun endda ligefrem at kunne have taget hans plads? Ja, sådan kan en moders kærlighed være så selvopgivende, at hun er villig til at betale den højeste pris, hvis bare hendes barn kan gå fri.
Det var netop dét, Jesus gjorde: Han betalte den højeste pris, så vi andre kunne gå fri. Han ofrede sig selv for venner og fjender. Han var selvopgivende over for de selvoptagede. Han tog menneskehedens adskillelse fra Gud og hængte den og sin krop til tørre på et kors, så adskillelsen kunne blive lagt i graven. Jesus banede en vej for os til Gud, som ikke går igennem at overholde regler og love i form af mange religiøse bud, men som går igennem tro og håb og kærlighed. Lyder det simpelt? Lyder det for nemt? Lyder det så ligetil, at det føles irrelevant?
Lad os ikke narre os selv. Vi skal passe på med at gøre det kristne budskab til en lille ting; for det er jo dog i dette budskab vi hører, at Gud stadig vil have med os at gøre; at Guds hjerte banker for enhver af os, også selvom vi hverken er jomfruer eller heldige som Maria. Selvom vore skabe er fulde af skeletter; selvom vi er fulde af fejl og mangler; selvom vi jo netop ikke formår at leve oprigtigt i tro og håb og kærlighed, så ofrede Jesus sig for vores skyld. Selv Maria var et almindeligt, normalt hverdagsmenneske lige så adskilt fra Gud eller lige så tæt på Gud som alle os andre. Og Guds øje fra det høje fandt hende værdig, ligesom han finder os værdige til at modtage opgaver og velsignelser, som vi skal bære rundt på og tage vare på, indtil det bryder frem for andre som en fødsel og bliver til trøst, håb, opmuntring, glæde og velsignelse.
Maria burde have en større plads i vores kirke. Det kan godt være, at jeg for lidt siden læste hendes ord om, at hun skulle prises af alle slægter, men det sker i hvert fald ikke i vores evangelisk-lutherske folkekirke. Desværre. Selvfølgelig er ikke alle kvinder ligesom Maria, og denne prædiken er ikke et feministisk korstog mod al maskulint og mandigt. Tværtimod vil jeg fremhæve Maria som én, vi alle kunne lade os inspirere af. Hun var klar til at være Herrens tjener, allerede inden Gud kaldte på hende. Hvem af os kan fremvise sådan en tro? Maria stod det igennem, selvom hun måtte på æsel til Betlehem og føde sin søn i en stald; flygte til Egypten med et nyfødt barn og siden se dette underlige barn vokse op; og jeg er sikker på, han har sagt nogle ting, der både har sat hende grå hår i hovedet og gjort hende tung om hjertet. Maria var trofast, mere end så mange af de mænd, vi hører om i Bibelen, og hun stod ved sin moderrolle og sin feminine kvindelighed, selv da hun så sin søn blive henrettet og da hun besøgte hans tomme grav tre dage efter. Jo, kære menighed, vi synger med Maria. Godt nok kun i første vers, for vi er jo lutherske og Jesus er uden tvivl den vigtigste. Men – uden Maria, hvad ville Gud så have gjort? Han kunne jo ikke tvinge hende, for det går imod hele Guds væsen af kærlighed. Næh, hun måtte frivilligt sige ja til gaven og opgaven – ligesom vi må; hvis vi vil. Men tænk nu bare, hvis vi tør og hvis vi gør – hvad vil der så mon ske? Glædelig Mariæ Bebudelsesdag. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
KIRKEBØN Lad os alle bede: Kære Gud, tak for dagen, vi fik lov at vågne til; for de grå skyer og den lyse morgensol, der tittede frem; tak for luften, vi indånder, for vinden i ansigtet, for lyden af andre menneskers stemmer. Vi beder for dem, der ved dåben er blevet podet ind på dit livstræ fuld af optimisme og trøst, livsvild energi og kærlighed. Lad flere finde frem til døbefonten og høre de løfterige ord fra dig om, at du aldrig vil lade en af dine mindste gå alene gennem livet. Vi beder for de unge, som lider under en alt for alvorlig verden; vi beder for dem, der rammes af frygt og angst og mismod – vær nær ved dem og lade dem mærke, at du med varme og opmærksomhed altid er deres Far og frelser. Vi beder for alle, der rammes af krigens rædsler; send os ud med hjælp til enhver ukrainer og russer, syrer og afghaner og alle andre, der trænger til vores hjælp, og som kommer til vort land for at finde ly for bomberegn. Velsign os alle med din hånd og lad os alle finde nyt gå på mod til trofast at kæmpe for det gode liv. Amen.
MEDDELELSER
De næste gudstjenester er søndag den 10. april kl. 9.30 i Hunderup, kl. 11 i Hjortlund og kl. 17.30 i Vilslev, hvor vi byder ind til en kort gudstjeneste, hvor konfirmanderne vil opføre et lille skuespil om Palmesøndag.
I morgen aften (mandag den 4. april) afholdes sæsonens sidste sangaften i Vilslev konfirmandstue kl. 19. Der synges forårssange fra den nye højskolesangbog, og alle er velkomne.
Efter prædiken er der nadver, og alle er velkomne. Jeg tager en fin dragt uden over præstekjolen. Det kaldes en messehagel, og vi bruger den her i kirken ved særligt festlige højtider og dage. Og sådan en dag er lige i dag; og I er så heldige at være her!
VILSLEV: Efter gudstjenesten er der kirkekaffe.
Apropos altergang og fællesspisning i nadveren, så har vi torsdag den 14. april et særligt arrangement, hvor vi kl. 17 begynder med gudstjeneste i Hunderup Kirke og bagefter går over i et lokale (Samlingssalen) og spiser et påskemåltid. Det er gratis at deltage og man skal blot skaffe sig en spisebillet ved graveren.
I dag får vi også lov at få lidt vådt og tørt til ganen, for vi har inviteret guldkonfirmanderne i kirke. På egne og menighedsrådets vegne skal der lyde et hjerteligt tillykke til jer, som i dag har sat hinanden stævne. I blev konfirmeret den 7. maj 1972, og I var 5 piger og 6 drenge på holdet.
Det er 50 år siden, I blev konfirmeret, og i dag er I tilbage for at fejre, at I dengang bekræftede jeres tro og dåb.
Da I blev konfirmeret, blev der lagt vægt på, at man var værdig og klar til at blive konfirmeret, og at man foruden De ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor også skulle kunne visse salmevers, og måske blev Luthers lille Katekismus også terpet igennem i årets løb. Hvor meget I fik lov at være midtpunkt i løbet af dagen, kan jeg ikke vide, men det har næppe været helt som i disse moderne dage. I år skal vi fejre konfirmation af 8 unge fra Hunderup sogn.
Konfirmationen betød dengang, at man trådte ind i de voksnes rækker. I har haft 50 år til at finde ud af, hvad de voksnes rækker er for noget. I har prøvet livet på godt og ondt, måske fået børn og børnebørn. Et liv som de færreste af jer vel skænkede en tanke, da I stod her på kirkegulvet i pænt tøj. Livet sætter sit præg på os. Det kan ses på os, at vi har levet og Gud ske tak og lov for det. Der er gået mange år, og der er sket meget, men der er én ting, som står urokkeligt fast: Gud har ikke glemt jer, og han vil aldrig glemme jer. Ved hver en gudstjeneste bekræftes det, at Gud står ved sine løfter om at være trofast, selvom vi skulle svigte. Gud er den, der er hos os altid - også når vi føler os svigtet og glemt. Det er den tanke, jeg gerne vil have, at I tager med jer her fra kirken i dag. Tillykke med jeres flotte mærkedag. Jeg håber, I får en dejlig dag sammen. Vi byder på et glas og lidt kage i konfirmandstuen efter gudstjenesten, hvor jeg også gerne til tage et billede af jer.
Om lidt skal guldkonfirmanderne stå op, og så vil jeg læse jeres navne (det, I hedder nu) og efter gudstjenesten byder menighedsrådet på kransekage og champagne. Her i kirken er alle lige, og selvom man ikke kan krones med guld eller har jubilæum, så må man meget gerne få både kage og et glas med. Når det regner på guldkonfirmanderne, drypper det på menigheden…
Så vil jeg bede guldkonfirmanderne om at rejse sig:
Hjerteligt tillykke til jer alle. Og så synes jeg, vi skal holde et øjebliks stilhed til minde om .... - Æret være hendes minde.
Så skal jeg bede resten af menigheden rejse sig, så vi med apostlen Paulus kan tilønske hinanden
APOSTOLSK VELSIGNELSE: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Læs den foregående prædiken: Jesus var ikke skyld i holocaust
