Dagens prædikentekst om den uærlige godsforvalter har igennem tiden givet mange prædikanter grå hår af fortvivlelse, fordi den uærlige godsforvalter roses af Gud, men hans handlinger afslører ham umiddelbart som en tyv og bedrager, én man ikke kan stole på, én der hytter sit eget skin, en egoist og en snylter på andres penge. Hvordan i alverden kan den retfærdige Gud i det høje rose sådan en tølper og bandit, sådan en moralsk fordærvet slubbert, der snyder og bedrager og forsøger at købe sig venner for penge, han stjæler? Det kan godt være, han tog fra de rige og gav til de fattige, men Robin Hood er som sådan ingen kristen helt eller højtæret martyr for evangeliet. Den uærlige forvalter havde tilsyneladende kun kærlighed til penge og forsøgte altid at sikre sig selv et godt liv, først ved at begå underslæb og da han skulle fyres ved at skaffe sig venner ved hjælp af andres penge. Han var nemlig for doven til at få sig et reelt arbejde, så han forestillede sig vel, at han kunne nasse videre på sine venner, når han blev fyret og ikke længere kunne snylte på sin arbejdsgivers penge.
Fordi denne lignelse umiddelbart bryder med så mange af vore forestillinger om Jesu etiske pointer og evangeliets klare ord om næstekærlighed, så har den kostet en del hovedbrud og søvnløse nætter. Forståeligt nok, for som præst kan man jo ikke bare sige hvad som helst her fra prædikestolen, og vi må forsøge at finde ud af, hvori det glædelige budskab findes i denne lignelse. Vi kan ikke sno os uden om. Jesus har jo fortalt den til sine disciple af en ganske særlig årsag, og lignelsen er blevet skrevet ind i Bibelen og er kommet med i de rækker af tekster, der prædikes over søndag efter søndag, årti efter årti. Der må altså være en mening med galskaben.
Vi kan naturligvis blive forbavset over den lemfældige omgang, godsforvalteren havde til penge; de betød ikke så meget for ham. Han brugte dem frit og naturligt som var det luft eller noget, alle havde adgang til. For ham var de midler til et let liv med fest og glade dage. Han havde altså mere kærlighed til livet end til de kolde kontanter. Den rige godsejer havde jo penge nok, så hvad var der galt i, at han morede sig lidt og brugte pengene på at få et godt liv – hvad anden mening kunne der være med livet? De snusfornuftige går igennem livet med tvære miner og hævder, at man ikke kan købe kærlighed, venskaber eller glæde for penge, men mange får en glæde ved at shoppe, og med penge ved hånden bliver mange ting nemmere i livet. Godsforvalteren tog livet i egen hånd og sørgede for at sikre sig det gode i tilværelsen så længe han kunne; og så så han stort på, om pengene måske ikke lige var hans. ”Og Herren roste den uærlige godsforvalter, fordi han havde handlet klogt.”
Det var ikke kun disciplene, der stod tæt på, da Jesus fortalte denne lille historie. Også farisæerne hørte denne lignelse, og de gjorde nar ad Jesus, for hvad kunne rene, lovlydige borgere dog lære af sådan en forbryder? Farisæerne holdt sig tæt op ad Moseloven og de ti bud, og regnede dermed, at de var på den sikre side i livet og i døden. Ingen havde noget at bebrejde dem, og ingen kunne sætte en finger på deres måde at leve på; ikke andre end Jesus i hvert fald; og han satte som regel fingeren på det ømme sted. Og trykkede til. Farisæerne stolede på deres egne holdninger og mente, at de havde fat i hele sandheden. De var rige på deres egen menneskeskabte forestillinger om, hvem Gud og mennesker er, men de var fattige på kærlighed til deres medmennesker. Farisæerne valgte det nemme standpunkt og blev forargede over den uærlige godsforvalter, fordi han delte ud af penge, han ikke ejede, men de forstod ikke at blive forargede over deres egne kolde hjerter, der hverken delte ud af penge eller kærlighed. De så splinten i godsforvalteren øje, men ikke bjælken i deres eget. Herrens ros blev en sten i skoen på deres moralske fordømmelse af den uærlige skurk.
Jesu egne tilhængere, disciplene der fulgte ham land og rige rundt, forstod nok heller ikke helt, at Gud Herren kunne rose denne uærlige forvalter. Dengang som i dag kan det være uoverkommeligt at træde ud af ens moralske fordømmelse, der virker så berettiget. Og moralsk fordømmelse synes vi altid at have tid og overskud til. Der er altid nogle andre, der gør noget forkert, som man kan ryste på hovedet af eller blive ophidset over. Lignelsen har dog næppe til formål at opfordre til tyvagtig omgang med andres penge, men der ligger noget klogt i den uærlige godsforvalters måde at forholde sig til penge på. Men hvorfor er det lettere at blive forarget over forvaltningen af penge, der jo bare er en menneskelig opfindelse, når man ikke forarges så meget over den manglende forvaltning af næstekærligheden?
Da han blev taget på fersk gerning i sit tyveri, ændrede han noget. Han holdt ikke op med at snyde og bedrage, men han begyndte at lette andres byrder. Han havde mistet godsejerens tillid, men vandt i stedet de gældsattes tillid ved at eftergive dem store summer af deres gæld. Venskaber bygger på tillid, og da han begyndte at gøre noget godt for andre, begyndte de så småt at ændre syn på ham. Det ligner et psykologisk spil, for hvordan kunne de gældsatte hade ham, når han nu gjorde deres liv lettere? Langsomt men sikkert indyndede han sig hos mange, der sad i en svær situation. Forvalteren stod til at blive fyret og måske endda blive sat i fængsel for at sone sin brøde, og dér bag tremmerne ville han ikke modtage mange gode tanker fra godsejeren, men derimod fra dem, der før sad hårdt i tilværelsen med gæld til halsen. Han handlede nok stadig af egeninteresse, men hjalp samtidigt mange andre videre i livet. Når han så blev løsladt ville han næppe kunne finde ansættelse i en fin stilling hos andre godsejere, men han kunne være ret sikker på, at den jævne mand huskede ham. Når man får eftergivet stor gæld, glemmer man næppe den, der har hjulpet. ”Og Herren roste den uærlige godsforvalter, fordi han havde handlet klogt.”
Vi kan dog ikke blive hængende ved den uærlige godsforvalter, for hans gerninger var lyssky og umoralske, uanset hvordan vi vender og drejer det. Han er som en forbryder i en god spændingsfilm, hvor skurken formår at lægge gode planer, som vi kun kan beundre, selvom vi godt ved, han er på den forkerte side af loven. Slutningen af lignelsen er et spørgsmål til alle os, der hører den: Vi har alle fået noget betroet, men hvordan skal vi forvalte det? Meget har vi fået givet både af Gud og af mennesker, dog kun til låns og ej til eje; vi er forvaltere af dét, andre har givet os. Er vi slaver af penge, slaver af kærlighed eller slaver af moralske overvejelser over, hvordan andre skal opføre sig? Når vi er blevet beriget og betroet meget, skal og må vi forvalte det bedste vi kan såvel med tid, kærlighed og penge. Hvad er det så, der driver os i vores forvaltning? Er det som den uærlige godsforvalter et forsøg på at sikre sig et trygt liv, eller er det Jesu ord om, at vi skal elske Gud og vores næste?
Vi kan godt spejle os i den uærlige godsforvalter, for ingen kan sige sig fri fra at ville skabe sig tryghed i livet. Kærlighed til penge er nok også større, end man ønsker at indrømme. Men den, der er tro i det små, er også tro i det store, og den, der har været tro mod penge, kan også vende sig om og blive tro mod det større i livet. Ligesom en uærlig godsforvalter kunne blive ærlig over for de gældsramte og bruge sin sidste frihed til at give en håndsrækning til de nødlidende. Amen.
Prædikentekster.
Salmer: 1. DDS 728: Du gav mig, o Herre; 2. DDS 414: Den mægtige finder vi ikke; 3. DDS 46: Sorrig og glæde; ---;
4. DDS 692: Du skal i denne verden ej; 5. DDS 10,3-4: Alt, hvad som fuglevinger fik; 6. DDS 14: Tænk at livet koster livet
Fordi denne lignelse umiddelbart bryder med så mange af vore forestillinger om Jesu etiske pointer og evangeliets klare ord om næstekærlighed, så har den kostet en del hovedbrud og søvnløse nætter. Forståeligt nok, for som præst kan man jo ikke bare sige hvad som helst her fra prædikestolen, og vi må forsøge at finde ud af, hvori det glædelige budskab findes i denne lignelse. Vi kan ikke sno os uden om. Jesus har jo fortalt den til sine disciple af en ganske særlig årsag, og lignelsen er blevet skrevet ind i Bibelen og er kommet med i de rækker af tekster, der prædikes over søndag efter søndag, årti efter årti. Der må altså være en mening med galskaben.
Vi kan naturligvis blive forbavset over den lemfældige omgang, godsforvalteren havde til penge; de betød ikke så meget for ham. Han brugte dem frit og naturligt som var det luft eller noget, alle havde adgang til. For ham var de midler til et let liv med fest og glade dage. Han havde altså mere kærlighed til livet end til de kolde kontanter. Den rige godsejer havde jo penge nok, så hvad var der galt i, at han morede sig lidt og brugte pengene på at få et godt liv – hvad anden mening kunne der være med livet? De snusfornuftige går igennem livet med tvære miner og hævder, at man ikke kan købe kærlighed, venskaber eller glæde for penge, men mange får en glæde ved at shoppe, og med penge ved hånden bliver mange ting nemmere i livet. Godsforvalteren tog livet i egen hånd og sørgede for at sikre sig det gode i tilværelsen så længe han kunne; og så så han stort på, om pengene måske ikke lige var hans. ”Og Herren roste den uærlige godsforvalter, fordi han havde handlet klogt.”
Det var ikke kun disciplene, der stod tæt på, da Jesus fortalte denne lille historie. Også farisæerne hørte denne lignelse, og de gjorde nar ad Jesus, for hvad kunne rene, lovlydige borgere dog lære af sådan en forbryder? Farisæerne holdt sig tæt op ad Moseloven og de ti bud, og regnede dermed, at de var på den sikre side i livet og i døden. Ingen havde noget at bebrejde dem, og ingen kunne sætte en finger på deres måde at leve på; ikke andre end Jesus i hvert fald; og han satte som regel fingeren på det ømme sted. Og trykkede til. Farisæerne stolede på deres egne holdninger og mente, at de havde fat i hele sandheden. De var rige på deres egen menneskeskabte forestillinger om, hvem Gud og mennesker er, men de var fattige på kærlighed til deres medmennesker. Farisæerne valgte det nemme standpunkt og blev forargede over den uærlige godsforvalter, fordi han delte ud af penge, han ikke ejede, men de forstod ikke at blive forargede over deres egne kolde hjerter, der hverken delte ud af penge eller kærlighed. De så splinten i godsforvalteren øje, men ikke bjælken i deres eget. Herrens ros blev en sten i skoen på deres moralske fordømmelse af den uærlige skurk.
Jesu egne tilhængere, disciplene der fulgte ham land og rige rundt, forstod nok heller ikke helt, at Gud Herren kunne rose denne uærlige forvalter. Dengang som i dag kan det være uoverkommeligt at træde ud af ens moralske fordømmelse, der virker så berettiget. Og moralsk fordømmelse synes vi altid at have tid og overskud til. Der er altid nogle andre, der gør noget forkert, som man kan ryste på hovedet af eller blive ophidset over. Lignelsen har dog næppe til formål at opfordre til tyvagtig omgang med andres penge, men der ligger noget klogt i den uærlige godsforvalters måde at forholde sig til penge på. Men hvorfor er det lettere at blive forarget over forvaltningen af penge, der jo bare er en menneskelig opfindelse, når man ikke forarges så meget over den manglende forvaltning af næstekærligheden?
Da han blev taget på fersk gerning i sit tyveri, ændrede han noget. Han holdt ikke op med at snyde og bedrage, men han begyndte at lette andres byrder. Han havde mistet godsejerens tillid, men vandt i stedet de gældsattes tillid ved at eftergive dem store summer af deres gæld. Venskaber bygger på tillid, og da han begyndte at gøre noget godt for andre, begyndte de så småt at ændre syn på ham. Det ligner et psykologisk spil, for hvordan kunne de gældsatte hade ham, når han nu gjorde deres liv lettere? Langsomt men sikkert indyndede han sig hos mange, der sad i en svær situation. Forvalteren stod til at blive fyret og måske endda blive sat i fængsel for at sone sin brøde, og dér bag tremmerne ville han ikke modtage mange gode tanker fra godsejeren, men derimod fra dem, der før sad hårdt i tilværelsen med gæld til halsen. Han handlede nok stadig af egeninteresse, men hjalp samtidigt mange andre videre i livet. Når han så blev løsladt ville han næppe kunne finde ansættelse i en fin stilling hos andre godsejere, men han kunne være ret sikker på, at den jævne mand huskede ham. Når man får eftergivet stor gæld, glemmer man næppe den, der har hjulpet. ”Og Herren roste den uærlige godsforvalter, fordi han havde handlet klogt.”
Vi kan dog ikke blive hængende ved den uærlige godsforvalter, for hans gerninger var lyssky og umoralske, uanset hvordan vi vender og drejer det. Han er som en forbryder i en god spændingsfilm, hvor skurken formår at lægge gode planer, som vi kun kan beundre, selvom vi godt ved, han er på den forkerte side af loven. Slutningen af lignelsen er et spørgsmål til alle os, der hører den: Vi har alle fået noget betroet, men hvordan skal vi forvalte det? Meget har vi fået givet både af Gud og af mennesker, dog kun til låns og ej til eje; vi er forvaltere af dét, andre har givet os. Er vi slaver af penge, slaver af kærlighed eller slaver af moralske overvejelser over, hvordan andre skal opføre sig? Når vi er blevet beriget og betroet meget, skal og må vi forvalte det bedste vi kan såvel med tid, kærlighed og penge. Hvad er det så, der driver os i vores forvaltning? Er det som den uærlige godsforvalter et forsøg på at sikre sig et trygt liv, eller er det Jesu ord om, at vi skal elske Gud og vores næste?
Vi kan godt spejle os i den uærlige godsforvalter, for ingen kan sige sig fri fra at ville skabe sig tryghed i livet. Kærlighed til penge er nok også større, end man ønsker at indrømme. Men den, der er tro i det små, er også tro i det store, og den, der har været tro mod penge, kan også vende sig om og blive tro mod det større i livet. Ligesom en uærlig godsforvalter kunne blive ærlig over for de gældsramte og bruge sin sidste frihed til at give en håndsrækning til de nødlidende. Amen.
Prædikentekster.
Salmer: 1. DDS 728: Du gav mig, o Herre; 2. DDS 414: Den mægtige finder vi ikke; 3. DDS 46: Sorrig og glæde; ---;
4. DDS 692: Du skal i denne verden ej; 5. DDS 10,3-4: Alt, hvad som fuglevinger fik; 6. DDS 14: Tænk at livet koster livet
