”Hvis ikke man vil høre, må man føle”, sagde man førhen og stak sit barn en lussing. Så kunne man lære det. Man skal høre, før man kan lære og før man kan adlyde. Sergenten råber højt, så soldaterne kan høre hans informationer og adlyde dem. Nogle gange råber læreren også højt for at få eleverne til at adlyde ordene om at side ordentlig og tie stille. Chefen kan også råbe for at skabe lydighed på arbejdspladsen.
Vi er dog heldigvis ved at lære ikke at slå på andre for at få dem til at høre efter. Men ét er at råbe, noget andet er at tale eller endda hviske til hinanden – under alle omstændigheder må vi lytte. Ét er at lytte, noget andet er at adlyde. Enhver, der har (velfungerende) ører kan høre, men vi kender også til at tale for døve øren. At den anden har ører er ikke ensbetydende med, at den anden også hører efter. Det ved enhver forældre og enhver lærer. Nogle mennesker hører også kun det, de selv vil høre, og det kan jo være ganske smart.
I vores tid sætter vi den musik på, vi hver især godt kan lide, og vi lytter til dem, vi er enige med enten hvad angår musik eller politik. Vore bedste venner lytter vi til, mens vi vender det døve øre til de personer, der taler om ting, vi ikke gider høre om. Især gider vi ikke lytte til dem, vi er uenige med. De tager jo fejl, så hvorfor lytte til dem? Jesu disciple kunne godt lide Jesus, og derfor lyttede de, når han talte. Men de forstod ikke altid, hvad han talte om. Så når vi skal lytte til andre, skal vi have tillid til dem og også kunne forstå, hvad de siger. Lidt som når en præst prædiker for en menighed.
Shema Jisrael, Jahve Eloheinu, Jahve Ehad (שְׁמַע יִשְׂרָאֵל יהוה אֱלֹהֵינוּ יהוה אֶחָד). Sådan lyder den gamle, jødiske trosbekendelse på hebraisk. På dansk betyder det: ”Hør Israel, Herren er vor Gud, Herren er én.” Det er en bekendelse vi kristne har overtaget fra jøderne, og den rummer en forståelse af, at der kun er én Gud, og at han både skaber og opretholder alt liv på jord. Gud er den første og den sidste. Uden Gud, er der intet liv.
Det er til denne ene Gud i himlen, at vi beder vort Fadervor; og i den bøn nævnes hverken Jesus eller Helligånden. Det er også denne Gud i himlen, der igennem historien har haft en afgørende finger med i spillet, bl.a. ved at sende først Jesus og derpå Helligånden til jorden for at helbrede det syge og genoprette en brudt relation mellem Gud og mennesker, mellem skaber og skabning. Det er nemlig som Guds skabninger, at vi er Guds børn, og som hans børn er vi hans elskede og afholdte. Vi mennesker er som den fortabte søn, der er draget ud i den store og spændende nye verden. Men Gud er hjemme i himlen og venter på, at vi opdager hvor fattige vi er herude, og at der hjemme hos vores Far i himlen er rigeligt med mad og drikke og rigdom til overflod.
Hør menighed, Herren er vor Gud, Herren er én. Der er ingen Gud uden vor Far og Jesus er Hans søn. Gud udvalgte for længe siden det israelitiske folk til sit hellige folk. Det var hos dette folk, at Moses og de andre store profeter skulle fødes og leve. Det var hos dette folk at Jesus skulle fødes. Moses var leder for det gamle folk, hvis forhistorie var udvandringen fra Egypten og indgangen til Israel med de ti buds ord om, hvordan forholdet skulle være mellem Gud og mennesker. Med Jesus sker der et skift. Guds folk er for Jesus at se ikke længere kun israelitterne, men enhver, der tror, at Jesus er Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser. Guds folk er ikke længere defineret som en særlig slægt i et afgrænset geografisk område, men folket skal forstås som et trosfællesskab. Det er til det fællesskab, at vi døbes enten som børn eller voksne; et fællesskab vi bekræfter ved konfirmationen. Fællesskabet bygger på en tro på og et håb om, at Jesus er Kristus, og at han både vil og kan frelse os fra synd, død og fortabelse.
Hør menighed, Herren er vor Gud, Herren er én. Der er ingen Gud uden vor Far, og Jesus er Hans søn, og Helligånden er Hans (h)ånd, der drager os til ham ad mange forskellige veje. Vi går pinsen i møde som det nye Guds folk, der i påsken oplevede, hvordan Gud virkelig har taget sit kors på sig for at genoprette den gode relation med sit folk. Helligånden har han sendt til jorden for at give os nyt håb, nyt mod og ny tro på, at projektet nok skal lykkes.
Lytter I – hører I efter? Der er kun én Gud, og han velsigner folkene med sin ånd. En ånd, der kommer os til hjælp, når vi skal bede, når vi skal leve, når vi skal tro – for intet af det kan vi gøre af os selv eller for os selv. Der er en tendens i tiden til at tro, vi sagtens kan klare os selv. En individualisering, hvor vi som individer med vores navlepilleri er det vigtigste i verden. Vi sammenligner vore navler med andre og skal altid overgå hinanden. Men mennesket er mere end navlen, og der er en verden uden for vores egen næsetip. Vi fødes ikke alene, men vi fødes ind i en sammenhæng, en familie – stor eller lille – og igennem livet sættes vi ind i forskellige sammenhænge med forskellige mennesker – på godt og ondt. Livet er ikke en dans på roser, og ingen har sagt, at det skal være nemt eller svært. Vi må forholde os til, at vi lever lige nu, og at vi lige nu står i bestemte relationer både til Gud og til mennesker omkring os. For at kunne leve et godt liv i fred med andre, må vi kunne lytte til, hvad andre siger. Spørgsmålet er, om vi er opmærksomme. For at kunne lytte og høre, hvad den anden siger, må man have tålmodighed og være opmærksom på den anden.
Det er kun en dårlig ven, lærer, præst eller forældre, der ikke lytter opmærksomt, når andre taler. Der er mange, der taler i munden på hinanden, og det er dybt respektløst, idet man derved viser, at den anden ikke er værd at høre på, ikke er værd at være opmærksom på; ikke værd at bruge sin tid sammen med. En af de største trusler mod et godt liv sammen med andre er, at man tror, man selv er så interessant og vigtig, at man ikke behøver lytte til andre. Det kan også være, at man er bange for andre og derfor bliver nødt til at råbe højt nok til, at man ikke kan høre de andres ord; ikke kan høre, om de sårer eller roser en – fordi man er bange for at blive rørt i sine følelser. Frygt og hovmod hænger sammen på den måde, at man tror en helt masse om sig selv.
Men nogle gange må vi prøve at tie stille og lytte. Ikke kun lytte til skovens dybe stille ro, til havets stille brusen en varm sommeraften, ikke kun lytte til lærkens triller en skøn morgen, men i høj grad lytte til vort hjerte, og til Gud og til det menneske, der står over for os enten storsmilende eller sorgfuld. At lytte opmærksomt handler om at se bort fra os selv et øjeblik. Men det kan være i et øjeblik, hvor der tikker en sms ind på mobilen fra en anden og måske mere spændende ven, eller der kan komme en opdatering fra facebook. Vi higer efter spænding, som vi glemmer i en vending. Det er nemt at blive distraheret, og det kan blive stressende at tvinge sig til at være nærværende, når man i sine tanker er hundrede andre steder. Når nogen taler længe kan tankerne begynde at vandre – helt uden, at vi egentlig vil det. Det er nærmest noget grundlæggende hos os moderne mennesker, at vi har svært ved at fokusere i længere tid; nærvær er meget værd, men det er svært.
Her i kirken har vi afsat tiden til at være nærværende. Her er ingen tændte mobiler, vel? Vi lader for en times tid livet på sin vante gang uden for kirkens tykke murer, imens vi herinde trygt og roligt fokuserer på bøn, eftertanke, refleksion og salmesang. Her er der rum til at føle glæde og sorg, til at lade troen udfordre tvivlen. Tvivl er usikkerhed og frygt, og derfor beder vi om sikkerhed og tryghed i forhold til livets store spørgsmål. Jo mere opmærksomme og jo mere vi lytter til vort hjerte, til Gud og til vor næste, des mere bliver vi afklarede, des mindre skal vi frygte, og des mere kan vi tro og håbe.
Vor Far som ønsker at velsigne os mennesker har sendt sin søn Jesus til verden. Jesu opgave var at gøre Guds velsignelse til herlighed for os; noget vi kan glæde os over, fryde os over og noget, som vi kan leve på hver dag og hver time. Jesus gjorde i sit liv mange vidunderlige ting; helbredte de syge, velsignede de forbandede, besøgte de fremmede, blev ven med toldere og syndere, han gik til fest med de udstødte og grimme; og han er gået i forbøn for os alle. Der er vist ingen af os, der med god samvittighed kan rose os til skyerne af at være næstekærlige og gode mennesker; men vi kan indrømme, at vi ikke altid gør det gode vi vil. Og når vi indrømmer det for os selv og for Gud, så får vi en ny mulighed for at gøre noget godt. Og så må vi bede Helligånden om at styrke os i vort håb og vores tro, så vi atter engang kan gi' den en skalle.
Hvis vi vil leve et godt, sandt og frit liv i glæde, må vi være opmærksomme på Gud og vor næste. Når Gud løfter sin stemme (f)lyder ordene om nåde, barmhjertighed, retfærdighed, velsignelse og fred imod os. De ord kan vi med fordel lade gro i vore hjerter, så vi kan møde vor næste på samme måde, som Gud møder os. Da den fortabte søn vendte hjem til sin far, løb faren ud på marken og tog imod sønnen. Ikke med skældsord, ikke med formaninger, men med hjertelige hilsner og ønske om at kunne give sønnen det bedste. For os kan vi tænke, at Jesus er hjemme hos vor far for at tilberede festen for vores hjemkomst. Helligånden er som brevduen, der flyver rundt til os med invitationen om at vende om og vende hjem. Amen.
