Tre vise mænd rejste fra et fjernt land for at finde Jesus-barnet ved at følge en stjerne. De fulgte det store lys på nattehimlen for at finde et lille lys i en stald. Glæden over det lille Jesus-barn var målet for deres lange rejse. De tre vise mænd er i traditionen blevet anset for at være tre konger, fordi de medbragte dyre gaver. De rejste langt og ledte længe for at finde Guds lys, der kom til verden, men siden hen har lyset så at sige selv opsøgt de mørke kroge i verden for at lyse dér, hvor behovet er. Vi skal altså ikke længere selv vandre, for ligesom solen kommer til syne på himlen uden vores indsats, vil også Guds sol stå op for enhver, der sidder i mørket og dødens skygge. Det glædelige budskab er gået fra Jesus til hans disciple og videre ud over hele verden - selv helt herop i det kolde nord.
Den danske vinter er en mørk og kold tid; ja, endda kold og varm og lys og mørk, rigtig grå og oprigtigt deprimerende; den er ligefrem lunken og byder hverken på sne og is eller varme og solskin. Der er en grund til, at vi i hvert fald siden vikingetiden har forsamlet os i huse med megen lys og varme for at hygge os og holde hoved og livsmod oppe, indtil vinteren driver over, indtil foråret skimtes som en dansende morgensol i øst. Vi venter på, at lyset i naturen atter må bryde rigtigt frem.
Bibelen begynder i Det Gamle Testamente med de velkendte sætninger: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.” (1 Mos 1,-4). Mange har diskuteret om skabelsen nu også fandt sted, som vi kan læse i bibelen, eller om der i stedet er sket et Big Bang eller måske noget helt tredje. Selv finder jeg diskussionen ret uinteressant, for hvordan vi er havnet her i dag fortaber sig i tidens tåger; vores eksistens er en gåde, og Guds barmhjertighed er vores nåde. I dag tager jeg fat i skabelsesordene for at vise at lige fra begyndelsen af bibelen, er der fokus på Gud som ophav til lys og liv; Han er Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber, og det kan forstås åndeligt for vores eksistens, når vi griber ordene i tro. Det er i forhold til vores eksistens, at den evige Guds ord skal lyde til opmuntring og glæde – ja, som et lysglimt i tiden.
Hele vort liv veksler mellem nat og dag, mellem mørke og lys, både efter urets klokkeslag og efter vore sindsstemninger. Selv på den koldeste vinterdag kan vi nogle gange synes, at varmen breder sig i os, når vi får en glædelig nyhed. Omvendt kan der den dejligste solskinsdag blive mørkt i vore hjerter, når en trist nyhed lægger sig som en tung sky over os. Hvad enten det drejer sig om årstid eller sindsstemning, ved vi, at vi i enhver mørk tid i det ydre og indre har vi brug for lyset og varmen. Livet skal have næring til at trives, så kærligheden og glæden kan bryde ud og blomstre, selvom det må ske som en rose, der skyder op af den frosne jord. Der findes lys i lommelygter og fra lamper i loftet, der findes lys fra mennesker omkring os, og der findes lys på himlen i form af sol og måne. Noget lys er på en måde sandere end andet.
I vore liv og dagligdag kan vi søge efter livsmodets lys mange steder; i fællesskaber, i fester, i adspredelser, ja, såmænd i karriere og arbejde. Alle har vi brug for at føle, der er lys også for os, og et lysglimt i tiden kan netop være et klap på skulderen eller anerkendende ord. At blive anerkendt og afholdt stræber vi efter, når vi virkelig gør en indsats for at få ros for vores arbejde, så at vi derved kan føle taknemmelighed over, at vi er til. Modsat kan manglende anerkendelse og ros føre til, at man glider ind i livets skyggesider og mørke kroge, hvor lyset ikke synes at kunne trænge ind, og man kan vandre længe i mørket uden at tro, man har nogen grund til at leve. I mørket skinner kun tvivlens bedragende løgne, der vikler os ud af fællesskaber og ind i en sorgfyldt selvoptagethed af egen smerte og selvforagt.
Vinterdepressioner rammer mange, og endnu flere rammes af mismod over et liv, der ikke blev, som man havde ønsket. Vi erfarer mørket mange steder; både i naturen, i politikkens verden og i vore sind når sorg, sygdom og smerte rammer. Både naturens og Guds lys savner vi altså ikke blot for at kunne se og orientere os i verden og iblandt hinanden, men også for virkeligt at kunne se sandheden om os selv – og affinde os med vores livs skønhedspletter. Lyset skinner dog på os, uanset om vi er kønne eller grimme, for Guds kærlighed skinner uden at gøre forskel på os. Det klareste lys kan vi ikke tænde selv, men må skinne på os udefra. Jesus Kristus kom selv til jord med sit ord for at indbyde os til sit bord; svigter alle andre fællesskaber, da står stadig nadverbordet åbent med Jesus selv som den, der indbyder.
I dag sætter Jesus ikke sit lys under en skæppe, men peger på sig selv som verdens og livets lys. Intet mindre! Selvom farisæerne ikke vil godtage hans ord, men sår tvivlens mørke om hans budskab, holder Jesus dog fast. At han virkelig er det sande lys kunne ingen dog vide, før det blev påske og død for Jesus. Hele tiden holdt han fast ved, at han virkelig var udsendt af Gud for at bringe livets lys til en verden i syndens mørke, men mørket klemte livet ud af ham, da han Langfredag blev naglet til et kors. Og mørket sluttede sig tæt om ham, da han blev lagt i graven. Dog brød lyset frem af gravens nat, da han opstod Påskemorgen; derved flængede lyset mørkets jerntæppe, og gav os håb om, at der også er lys for os, trods al den mørke, vi hver især kan opleve igennem livet.
Lyset savner og fejrer vi så meget mere, når vi kender mørket i verden og i vore sind. Til hvert enkelt af os lyder derfor de nådige ord om, at Jesus er verdens og livets lys, og at enhver som tror på ham, aldrig skal se sig besejret af mørket. Han, der brød mørkets grav med livets lyst og livets lys, er blevet vores nytårssol, er blevet vores stjerne på himlen og er blevet vores åndelige morgensol til nyt livsmod og ny glæde hver en Herrens dag på denne jord. Amen.
Læs prædikentekster til Helligtrekonger
Salmer: 1. DDS 318: Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige; 2. DDS 696: Kærlighed er lysets kilde; 3. DDS 138: De hellig tre konger så hjertensglad; ---; 4. DDS 362: Gør dig nu rede, kristenhed; 5. DDS 277, 4-5: Herre, når din time kommer; 6. DDS 136: Dejlig er den himmel blå
Den danske vinter er en mørk og kold tid; ja, endda kold og varm og lys og mørk, rigtig grå og oprigtigt deprimerende; den er ligefrem lunken og byder hverken på sne og is eller varme og solskin. Der er en grund til, at vi i hvert fald siden vikingetiden har forsamlet os i huse med megen lys og varme for at hygge os og holde hoved og livsmod oppe, indtil vinteren driver over, indtil foråret skimtes som en dansende morgensol i øst. Vi venter på, at lyset i naturen atter må bryde rigtigt frem.
Bibelen begynder i Det Gamle Testamente med de velkendte sætninger: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.” (1 Mos 1,-4). Mange har diskuteret om skabelsen nu også fandt sted, som vi kan læse i bibelen, eller om der i stedet er sket et Big Bang eller måske noget helt tredje. Selv finder jeg diskussionen ret uinteressant, for hvordan vi er havnet her i dag fortaber sig i tidens tåger; vores eksistens er en gåde, og Guds barmhjertighed er vores nåde. I dag tager jeg fat i skabelsesordene for at vise at lige fra begyndelsen af bibelen, er der fokus på Gud som ophav til lys og liv; Han er Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber, og det kan forstås åndeligt for vores eksistens, når vi griber ordene i tro. Det er i forhold til vores eksistens, at den evige Guds ord skal lyde til opmuntring og glæde – ja, som et lysglimt i tiden.
Hele vort liv veksler mellem nat og dag, mellem mørke og lys, både efter urets klokkeslag og efter vore sindsstemninger. Selv på den koldeste vinterdag kan vi nogle gange synes, at varmen breder sig i os, når vi får en glædelig nyhed. Omvendt kan der den dejligste solskinsdag blive mørkt i vore hjerter, når en trist nyhed lægger sig som en tung sky over os. Hvad enten det drejer sig om årstid eller sindsstemning, ved vi, at vi i enhver mørk tid i det ydre og indre har vi brug for lyset og varmen. Livet skal have næring til at trives, så kærligheden og glæden kan bryde ud og blomstre, selvom det må ske som en rose, der skyder op af den frosne jord. Der findes lys i lommelygter og fra lamper i loftet, der findes lys fra mennesker omkring os, og der findes lys på himlen i form af sol og måne. Noget lys er på en måde sandere end andet.
I vore liv og dagligdag kan vi søge efter livsmodets lys mange steder; i fællesskaber, i fester, i adspredelser, ja, såmænd i karriere og arbejde. Alle har vi brug for at føle, der er lys også for os, og et lysglimt i tiden kan netop være et klap på skulderen eller anerkendende ord. At blive anerkendt og afholdt stræber vi efter, når vi virkelig gør en indsats for at få ros for vores arbejde, så at vi derved kan føle taknemmelighed over, at vi er til. Modsat kan manglende anerkendelse og ros føre til, at man glider ind i livets skyggesider og mørke kroge, hvor lyset ikke synes at kunne trænge ind, og man kan vandre længe i mørket uden at tro, man har nogen grund til at leve. I mørket skinner kun tvivlens bedragende løgne, der vikler os ud af fællesskaber og ind i en sorgfyldt selvoptagethed af egen smerte og selvforagt.
Vinterdepressioner rammer mange, og endnu flere rammes af mismod over et liv, der ikke blev, som man havde ønsket. Vi erfarer mørket mange steder; både i naturen, i politikkens verden og i vore sind når sorg, sygdom og smerte rammer. Både naturens og Guds lys savner vi altså ikke blot for at kunne se og orientere os i verden og iblandt hinanden, men også for virkeligt at kunne se sandheden om os selv – og affinde os med vores livs skønhedspletter. Lyset skinner dog på os, uanset om vi er kønne eller grimme, for Guds kærlighed skinner uden at gøre forskel på os. Det klareste lys kan vi ikke tænde selv, men må skinne på os udefra. Jesus Kristus kom selv til jord med sit ord for at indbyde os til sit bord; svigter alle andre fællesskaber, da står stadig nadverbordet åbent med Jesus selv som den, der indbyder.
I dag sætter Jesus ikke sit lys under en skæppe, men peger på sig selv som verdens og livets lys. Intet mindre! Selvom farisæerne ikke vil godtage hans ord, men sår tvivlens mørke om hans budskab, holder Jesus dog fast. At han virkelig er det sande lys kunne ingen dog vide, før det blev påske og død for Jesus. Hele tiden holdt han fast ved, at han virkelig var udsendt af Gud for at bringe livets lys til en verden i syndens mørke, men mørket klemte livet ud af ham, da han Langfredag blev naglet til et kors. Og mørket sluttede sig tæt om ham, da han blev lagt i graven. Dog brød lyset frem af gravens nat, da han opstod Påskemorgen; derved flængede lyset mørkets jerntæppe, og gav os håb om, at der også er lys for os, trods al den mørke, vi hver især kan opleve igennem livet.
Lyset savner og fejrer vi så meget mere, når vi kender mørket i verden og i vore sind. Til hvert enkelt af os lyder derfor de nådige ord om, at Jesus er verdens og livets lys, og at enhver som tror på ham, aldrig skal se sig besejret af mørket. Han, der brød mørkets grav med livets lyst og livets lys, er blevet vores nytårssol, er blevet vores stjerne på himlen og er blevet vores åndelige morgensol til nyt livsmod og ny glæde hver en Herrens dag på denne jord. Amen.
Læs prædikentekster til Helligtrekonger
Salmer: 1. DDS 318: Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige; 2. DDS 696: Kærlighed er lysets kilde; 3. DDS 138: De hellig tre konger så hjertensglad; ---; 4. DDS 362: Gør dig nu rede, kristenhed; 5. DDS 277, 4-5: Herre, når din time kommer; 6. DDS 136: Dejlig er den himmel blå
