Et digt: Foraarets horisont
”Verden er vaad og lys -
Himlen er tung af væde...
Hjertet er tungt af lykke,
Lykkeligt nær ved at græde.”
Digteren og modstandsmanden Morten Nielsen levede og døde ungt, og inden han i 1944 blev ramt af et dødbringende vådeskud, nåede han at udgive én digtsamling: ”Krigere uden vaaben”, hvorfra digtet stammer, som jeg indledte med. Hans digte omhandler især to temaer, der lægger alle mennesker på sinde: Døden og kærligheden. I 1945 da nazismen slap sit jerngreb måtte ordene atter flyde frit, og man greb til Morten Nielsens digte og lod hans ord give stemme til en befolkning, der så et nyt, gryende håb for Danmark i et befriet forår. Den unge digter skrev, fordi der var så meget, han håbede på. Og med befrielsen fik danskerne atter øjnene op for at håbet stadig fandtes om et bedre liv. Hele vort liv bevæger vi os mellem to poler, mellem håb og håbløshed.
Når håbet begynder at rinde ud for os, bliver vi umenneskelige. At tage håbet fra et menneske, er det værste, man kan gøre. Igen og igen har vi set situationer, hvordan håbløshed i forskellige lande har ført til kaotiske oprør i gaderne og voldelige sammenstød med andre borgere samt med politi og militær, for nogen må jo bære skylden for, at man selv er ved at miste håbet. Håbløshed medfører frustration og kalder mange til kamp for en slags retfærdighed eller i hvert fald til kamp for mere håb, mere glæde og mere sandhed. Stedet er dog ikke vigtigt, for over alt hvor mennesker lever og bor, foregår der en kamp mellem håb og håbløshed. Håbløsheden vinder dog først, når mennesker giver op. Når først man opgiver håbet, slukkes livslysten langsomt, og hvad er der at kæmpe eller leve for, hvis ikke der findes et håb om noget bedre?
Håb er en dyrebar handelsvare, og folk med ordet i deres magt formår at sælge håb om det ene og det andet til os, der altid gerne vil have det lidt bedre. Et bedre samfund, et bedre liv, en bedre økonomi. Det seneste folketingsvalg var som alle andre valg i livet et udtryk for, hvad vi håber på. Hvem tør vi stole på og sætte vort lid til at lede landet ind i en forhåbentlig bedre fremtid? Vi håber altid på noget lidt bedre. Og jo bedre håbet ser ud for os, desto mere vil vi gøre for at opnå det. Det er ikke så underligt, at mange stræber efter at realisere deres håb om det bedre liv ved at opsøge konsulenter og psykologer, der kan hjælpe med at få håbet inden for vores rækkevidde. De seneste år har konsulenter og psykologer fået kronede dage, fordi mange søger hjælp til at opnå det højeste mål i livet, nemlig lykken. Lykken er nærmest blevet en rettighed, og hvis man en dag ikke føler sig lykkelig, må der jo gøres en professionel indsats for at man igen kan opnå følelsen.
Som modtræk til den evindelige og ofte ulykkelige jagt på lykke har psykologiprofessor Svend Brinkmann forsøgt at sætte hælene i over for trangen til at hoppe om bord på en udviklingstendens, der aldrig stopper. Brinkmann peger på den tendens i samfundet, at man hele tiden skal kunne flytte sig, og at der er større værdi i at have fødder end rødder. At være rodfæstet betyder jo, at man ikke sådan uden videre kan omstille sig eller udvikle sig eller forandre sig, men at man står plantet som et træ fast i mulden. Hvis der kun findes håb i altid at være i bevægelse, bliver tilværelsen en flugt rundt i livets manege, og håbet bliver et flygtigt håb om noget bedre lige nu og her. Underlagt en tidsånd, der hele tiden kræver forandring og forbedring, udvikling og oplevelse vokser også egoismen, og man bliver hver især sin egen lykkes smed – for hvem ellers skulle tage vare på vores håb om lykke her på jorden?
Fiskeren Peter havde tålmodigt og modløst siddet og hørt på Jesu undervisning og fortællinger. Måske hørte han ikke rigtigt efter, for han havde fisket hele natten – forgæves. Manglende fangst betød manglende indtjening, hvilket igen betød et fattigere liv for ham og hans familie. Dengang boede mange under samme tag, og Peter havde fx sin svigermor boende. Måske tænkte han på, hvordan han skulle fortælle sin familie, at de måtte gå sultne i seng eller måske endda skulle til at vende hver 25-øre for at få økonomien til at hænge sammen. Penge har bekymret mennesker alle steder til alle tider. Peters håb var ved at rinde ud, ligesom så mange i vores samtid har prøvet det, når man ikke kan tjene til livets opretholdelse. Jesus havde talt om Guds store gerninger og om tro, håb og kærlighed blandt mennesker. Man bliver dog nemmere modløs på tom mave, og det er ikke utænkeligt, at både mave og hoved knurrede hos Peter. Hans bekymring gjalt alene det jordiske, og at skulle forholde sig til de store ord, Jesus ofte havde i munden, forekom ham ikke nemt efter en nats hårdt arbejde, der intet andet udbytte havde givet end håbløshed og modløshed.
De var i samme båd, Peter og Jesus, helt bogstaveligt talt. De befandt sig derude på Genesaret Sø – stedet, hvor Peter skulle høste sin mad og sin indtægt, og flere var afhængige af, at han lykkedes i sit foretagende. Men den nat havde Peter fejlet, hans hårde arbejde var en fiasko. Dét kunne Jesus mærke. Han bød derfor Peter prøve igen, bare én gang til, og selvom Peters modløshed lagde sig som en tung ugidelighed over ham, handlede han alligevel på ordet fra Håbets mester. Det gav gevinst på en måde, Peter i sin vildeste fantasi aldrig kunne have drømt om. Garnet blev fyldt til bristepunktet, og to både blev fyldt til randen. Sådan et synligt mirakel gjorde stort indtryk på Peter, der pludseligt følte sig meget lille i selskab med Jesus. Han følte sig uværdig til at få en ny chance, for han havde jo troet, at han ved egen kraft måtte klare sit eget liv og de mange udfordringer, der fulgte med sådan et fiskerliv. For Peter og mange i hans sko skinner håbets lys dog allerklarest, når man befinder sig i håbløshedens fortvivlende mørke.
Digteren Morten Nielsen sad i håbløshedens mørke under Anden Verdenskrig og udtrykte et håb i digte på trods af erfaringen. På trods af erfaringen prøvede fiskeren Peter en enkelt gang mere at smide garnet ud i søens vand. Alene på opfordring af Jesu nådefulde ord. Vores erfaring er, at håbet om det bedre i vores liv bølger frem og tilbage. Nogle dage, ja, måske kun nogle timer af gangen, kan vi fyldes af håb og synes at se et gryende forår, der varsler nye og bedre tider. Andre gange kan dagene, timerne og sekunderne synes os bare at blive mørkere og mørkere efterhånden som håbløsheden overvælder os som tordenskyer en sommerdag. Som et lyn fra en klar himmel glimtede håbet derude på søen, og Peter fik fisk til overflod, langt mere end hans hjerte begærede. Imens fiskene sprællede i båden og døden overmandede dem, fik Peter et nyt kald. Han skulle ikke længere slå fisk ihjel og bekymre sig om sit daglige liv. I stedet blev han kaldet til at sprede håb til andre om liv, glæde og velsignelse.
Kirkebygningen her er bygget alene med det formål at være et sted for håb. Her kommer mange i alle mulige situationer i livet, glædelige såvel som sørgelige. Og hver gang lyder de gamle nådefulde ord om, at vi endnu engang skal kaste garnet ud, selvom vi har slidt hele natten. I dåben er vi blevet plantet i håbets gode muld, så vi kan håbe og tro selvom alverdens erfaring kun byder os tvivl og håbløshed. Herinde gælder det ikke om at forbedre sig eller udvikle sig for at blive gode nok til hinandens og Guds nærvær. I stedet hører vi, at Jesus allerede står i samme båd som os, og opfordrer os til endnu engang at kaste garnet ud. Sådan lyder altså Jesu opfordring og bud til os om at leve et nærværende liv i tro, håb og kærlighed. Og selvom verden byder os imod og tærer på vores mod til at leve og elske, må vi dog alligevel igen og igen gøre forsøget så længe, Jesus byder os at prøve én gang til. Amen.
Dagens bibeltekster.
Salmer: 1. DDS: 725: Det dufter lysegrønt af græs; 2. DDS: 441: Alle mine kilder; 3. DDS: 147: Der sad en fisker så tankefuld; ~ prædiken ~ ; 4. DDS: 687: Hvor dejligt skal Guds kirke stå; 5. DDS: 736,4-5: Den mørke nat forgangen er (altergang); 6. DDS: 29: Spænd over os dit himmelsejl
”Verden er vaad og lys -
Himlen er tung af væde...
Hjertet er tungt af lykke,
Lykkeligt nær ved at græde.”
Digteren og modstandsmanden Morten Nielsen levede og døde ungt, og inden han i 1944 blev ramt af et dødbringende vådeskud, nåede han at udgive én digtsamling: ”Krigere uden vaaben”, hvorfra digtet stammer, som jeg indledte med. Hans digte omhandler især to temaer, der lægger alle mennesker på sinde: Døden og kærligheden. I 1945 da nazismen slap sit jerngreb måtte ordene atter flyde frit, og man greb til Morten Nielsens digte og lod hans ord give stemme til en befolkning, der så et nyt, gryende håb for Danmark i et befriet forår. Den unge digter skrev, fordi der var så meget, han håbede på. Og med befrielsen fik danskerne atter øjnene op for at håbet stadig fandtes om et bedre liv. Hele vort liv bevæger vi os mellem to poler, mellem håb og håbløshed.
Når håbet begynder at rinde ud for os, bliver vi umenneskelige. At tage håbet fra et menneske, er det værste, man kan gøre. Igen og igen har vi set situationer, hvordan håbløshed i forskellige lande har ført til kaotiske oprør i gaderne og voldelige sammenstød med andre borgere samt med politi og militær, for nogen må jo bære skylden for, at man selv er ved at miste håbet. Håbløshed medfører frustration og kalder mange til kamp for en slags retfærdighed eller i hvert fald til kamp for mere håb, mere glæde og mere sandhed. Stedet er dog ikke vigtigt, for over alt hvor mennesker lever og bor, foregår der en kamp mellem håb og håbløshed. Håbløsheden vinder dog først, når mennesker giver op. Når først man opgiver håbet, slukkes livslysten langsomt, og hvad er der at kæmpe eller leve for, hvis ikke der findes et håb om noget bedre?
Håb er en dyrebar handelsvare, og folk med ordet i deres magt formår at sælge håb om det ene og det andet til os, der altid gerne vil have det lidt bedre. Et bedre samfund, et bedre liv, en bedre økonomi. Det seneste folketingsvalg var som alle andre valg i livet et udtryk for, hvad vi håber på. Hvem tør vi stole på og sætte vort lid til at lede landet ind i en forhåbentlig bedre fremtid? Vi håber altid på noget lidt bedre. Og jo bedre håbet ser ud for os, desto mere vil vi gøre for at opnå det. Det er ikke så underligt, at mange stræber efter at realisere deres håb om det bedre liv ved at opsøge konsulenter og psykologer, der kan hjælpe med at få håbet inden for vores rækkevidde. De seneste år har konsulenter og psykologer fået kronede dage, fordi mange søger hjælp til at opnå det højeste mål i livet, nemlig lykken. Lykken er nærmest blevet en rettighed, og hvis man en dag ikke føler sig lykkelig, må der jo gøres en professionel indsats for at man igen kan opnå følelsen.
Som modtræk til den evindelige og ofte ulykkelige jagt på lykke har psykologiprofessor Svend Brinkmann forsøgt at sætte hælene i over for trangen til at hoppe om bord på en udviklingstendens, der aldrig stopper. Brinkmann peger på den tendens i samfundet, at man hele tiden skal kunne flytte sig, og at der er større værdi i at have fødder end rødder. At være rodfæstet betyder jo, at man ikke sådan uden videre kan omstille sig eller udvikle sig eller forandre sig, men at man står plantet som et træ fast i mulden. Hvis der kun findes håb i altid at være i bevægelse, bliver tilværelsen en flugt rundt i livets manege, og håbet bliver et flygtigt håb om noget bedre lige nu og her. Underlagt en tidsånd, der hele tiden kræver forandring og forbedring, udvikling og oplevelse vokser også egoismen, og man bliver hver især sin egen lykkes smed – for hvem ellers skulle tage vare på vores håb om lykke her på jorden?
Fiskeren Peter havde tålmodigt og modløst siddet og hørt på Jesu undervisning og fortællinger. Måske hørte han ikke rigtigt efter, for han havde fisket hele natten – forgæves. Manglende fangst betød manglende indtjening, hvilket igen betød et fattigere liv for ham og hans familie. Dengang boede mange under samme tag, og Peter havde fx sin svigermor boende. Måske tænkte han på, hvordan han skulle fortælle sin familie, at de måtte gå sultne i seng eller måske endda skulle til at vende hver 25-øre for at få økonomien til at hænge sammen. Penge har bekymret mennesker alle steder til alle tider. Peters håb var ved at rinde ud, ligesom så mange i vores samtid har prøvet det, når man ikke kan tjene til livets opretholdelse. Jesus havde talt om Guds store gerninger og om tro, håb og kærlighed blandt mennesker. Man bliver dog nemmere modløs på tom mave, og det er ikke utænkeligt, at både mave og hoved knurrede hos Peter. Hans bekymring gjalt alene det jordiske, og at skulle forholde sig til de store ord, Jesus ofte havde i munden, forekom ham ikke nemt efter en nats hårdt arbejde, der intet andet udbytte havde givet end håbløshed og modløshed.
De var i samme båd, Peter og Jesus, helt bogstaveligt talt. De befandt sig derude på Genesaret Sø – stedet, hvor Peter skulle høste sin mad og sin indtægt, og flere var afhængige af, at han lykkedes i sit foretagende. Men den nat havde Peter fejlet, hans hårde arbejde var en fiasko. Dét kunne Jesus mærke. Han bød derfor Peter prøve igen, bare én gang til, og selvom Peters modløshed lagde sig som en tung ugidelighed over ham, handlede han alligevel på ordet fra Håbets mester. Det gav gevinst på en måde, Peter i sin vildeste fantasi aldrig kunne have drømt om. Garnet blev fyldt til bristepunktet, og to både blev fyldt til randen. Sådan et synligt mirakel gjorde stort indtryk på Peter, der pludseligt følte sig meget lille i selskab med Jesus. Han følte sig uværdig til at få en ny chance, for han havde jo troet, at han ved egen kraft måtte klare sit eget liv og de mange udfordringer, der fulgte med sådan et fiskerliv. For Peter og mange i hans sko skinner håbets lys dog allerklarest, når man befinder sig i håbløshedens fortvivlende mørke.
Digteren Morten Nielsen sad i håbløshedens mørke under Anden Verdenskrig og udtrykte et håb i digte på trods af erfaringen. På trods af erfaringen prøvede fiskeren Peter en enkelt gang mere at smide garnet ud i søens vand. Alene på opfordring af Jesu nådefulde ord. Vores erfaring er, at håbet om det bedre i vores liv bølger frem og tilbage. Nogle dage, ja, måske kun nogle timer af gangen, kan vi fyldes af håb og synes at se et gryende forår, der varsler nye og bedre tider. Andre gange kan dagene, timerne og sekunderne synes os bare at blive mørkere og mørkere efterhånden som håbløsheden overvælder os som tordenskyer en sommerdag. Som et lyn fra en klar himmel glimtede håbet derude på søen, og Peter fik fisk til overflod, langt mere end hans hjerte begærede. Imens fiskene sprællede i båden og døden overmandede dem, fik Peter et nyt kald. Han skulle ikke længere slå fisk ihjel og bekymre sig om sit daglige liv. I stedet blev han kaldet til at sprede håb til andre om liv, glæde og velsignelse.
Kirkebygningen her er bygget alene med det formål at være et sted for håb. Her kommer mange i alle mulige situationer i livet, glædelige såvel som sørgelige. Og hver gang lyder de gamle nådefulde ord om, at vi endnu engang skal kaste garnet ud, selvom vi har slidt hele natten. I dåben er vi blevet plantet i håbets gode muld, så vi kan håbe og tro selvom alverdens erfaring kun byder os tvivl og håbløshed. Herinde gælder det ikke om at forbedre sig eller udvikle sig for at blive gode nok til hinandens og Guds nærvær. I stedet hører vi, at Jesus allerede står i samme båd som os, og opfordrer os til endnu engang at kaste garnet ud. Sådan lyder altså Jesu opfordring og bud til os om at leve et nærværende liv i tro, håb og kærlighed. Og selvom verden byder os imod og tærer på vores mod til at leve og elske, må vi dog alligevel igen og igen gøre forsøget så længe, Jesus byder os at prøve én gang til. Amen.
Dagens bibeltekster.
Salmer: 1. DDS: 725: Det dufter lysegrønt af græs; 2. DDS: 441: Alle mine kilder; 3. DDS: 147: Der sad en fisker så tankefuld; ~ prædiken ~ ; 4. DDS: 687: Hvor dejligt skal Guds kirke stå; 5. DDS: 736,4-5: Den mørke nat forgangen er (altergang); 6. DDS: 29: Spænd over os dit himmelsejl
