På søndag fejrer vi fastelavnsgudstjeneste i Vilslev og Hunderup kirker. Mange børn kommer udklædte i kirke, og de er indstillet på sjov og ballade. Måske går de endda og nynner ”Fastelavn er mit navn”, imens de går legende til kirke fulde af forventning om festen i forsamlingshuset bagefter, hvor katten skal slås af tønden, og hvor både kattekongen og kattedronningen skal kåres. Vi skal også synge sange, der endnu ikke er kommet med i salmebogen; sange, der ikke har så mange gamle ord, men derimod bruger et mere nutidigt sprog.
Vi har dog også sige trosbekendelsen og bede fadervor, og til slut lyses velsignelsen over store og små. Der plejer at komme mange til den festlige familiegudstjeneste, for her møder sogn og kirke hinanden i mere uformelle rammer, og programmet i kirken er lidt friere. Desværre synes mange, at kirkens traditionelle klædedragt er blevet en spændetrøje, og jeg hører fra mange, at de egentlig gerne vil gå i kirke, men at højmessen både er stram, ”stiv”, kedelig, uvedkommende og alt for formel.
Det er jo ærgerligt, at vi i kirken mener, vi har det bedste budskab i verden, men at folk bliver væk, fordi de ikke kan forliges med formen. Nogle gange tænker jeg, at formen ikke er så vigtig – og i hvert fald, at formen aldrig må blive vigtigere end indholdet. Indholdet i en gudstjeneste skal altid være forkyndelsen af Jesus Kristus på en måde, der opmuntrer og trøster os, der kommer til gudstjenesten. På det seneste er jeg også begyndt at tænke, at vi må huske den ret afgørende pointe, at Jesus jo ikke selv var medlem af folkekirken, og at han slet ikke grundlagde den kirke, vi nu kender som den evangelisk-lutherske folkekirke i Danmark. Formen er altså blevet tid med tiden, og i dag har vi så en folkekirke, der er et kludetæppe af forskellige ting fra forskellige perioder i kirkens historie.
Præstekjolen med pibekrave var f.eks. almindelig borgerdragt i 1500-tallet, og oprindeligt gik præsten med tøjet for at vise, at præsten ikke var andet og mere end den almindelige borger. Desværre står præsten nu i 2019 med tøj, der var på mode i 1500-tallet i en kirkebygning, der er 800 år gammel. Salmerne er som regel også et par hundrede år gamle, og de tekster vi læser er beskriver af noget, der fandt sted for 2.000 år siden. Men heldigvis ved vi jo også godt, at bare fordi noget er gammelt, er det dog ikke ensbetydende med, at det er dårligt eller skidt. Tænk engang, alt det, vi nu ser som gammelt, var engang helt nyt og frisk.
Engang var vi også små børn, der legede og voksede, lo og græd og var børn derhjemme hos moder engang; men nu er det længe siden, om end det gemmes i vort sind. Verden var engang helt ny og ukendt. Vi er vokset op og har formet vores tilværelse og tilværelsen har formet os; nogle er blevet ramt hårdt og er blevet deforme eller syge og bøjet af livets omstændigheder. Alligevel sidder vi nu her og synger med på nogle salmer, vi holder af, og beder med på Fadervor; den lærte vi som børn, og hvad man i ungdommen nemmer, man sent i alderdommen glemmer.
I løbet af vores liv glemmer vi mange ting, og derfor har vi brug for at samles og blive mindet om det, der er vigtigt at blive ved med at have med os, nemlig håbet om, at Gud selv er med os alle dage, indtil verdens ende. De ord lød engang, da vi var ganske små og lå i en stærk favn, imens præsten øste tre håndfulde vand på vores hoved. Engang flød dåbens vand også over Jesu hoved, men det skete på en helt anden måde.
Der stod en mand i flodens vand, og han var en mærkelig mand. Han havde boet i ørkenen i mange år, og havde levet af vildhonning og græshopper; han var iklædt noget underligt og ildelugtende tøj, der var lavet af kamelhår. Og så døbte han folk, der kom hen til ham for at blive renset for deres synder og sjælelige dårligdomme. Pludselig stod der en mand foran ham, som han ikke ville døbe. Det var ikke fordi, hans synder var for store, eller fordi han var et gennemført syndigt, dårligt eller afskyeligt menneske – men fordi han var uden synd og dårligdom; han havde slet ikke brug for dåben, ligesom en rask slet ikke har brug for en læge. Men Jesus ville døbes, for det skulle være tegnet for fremtidige slægter på en ny aftale mellem Gud og mennesker. Jesus var ikke den første, som blev døbt, men det var ved hans dåb, at Helligånden dalede som en due, og Guds stemme lød fra skyerne.
Da vi blev døbt, lød der vist ingen stemme fra himlene, og ingen duer fløj hen over os inde i kirken. Alligevel er tegnet det samme; og vi blev ved vores dåb kædet sammen med Jesu dåb; vi har fællesskab med ham. Lige siden vores dåb er Jesus gået med i vores liv, og han har vandret med os op på glædens højeste tinder med glinsende lykkestimer, ligesom han også vandrede med ned i de dybeste dale og sorte dage, hvor livet var tungt og dystert. I dåben fik vi altså et tegn på et venskab med Jesus, som han aldrig vil bryde. Amen.
Evangelielæsning I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Amen. (Matthæusevangeliet 3,13-17)
Salmer: 750: Nu titte til hinanden - 41: Lille Guds barn - 49: Ingen er så tryg i fare - 787: Du, som har tændt
Prædiken blev holdt på plejehjemmet Solgården, Bramming, torsdag 28. februar 2019 kl. 10 (uden altergang)
Vi har dog også sige trosbekendelsen og bede fadervor, og til slut lyses velsignelsen over store og små. Der plejer at komme mange til den festlige familiegudstjeneste, for her møder sogn og kirke hinanden i mere uformelle rammer, og programmet i kirken er lidt friere. Desværre synes mange, at kirkens traditionelle klædedragt er blevet en spændetrøje, og jeg hører fra mange, at de egentlig gerne vil gå i kirke, men at højmessen både er stram, ”stiv”, kedelig, uvedkommende og alt for formel.
Det er jo ærgerligt, at vi i kirken mener, vi har det bedste budskab i verden, men at folk bliver væk, fordi de ikke kan forliges med formen. Nogle gange tænker jeg, at formen ikke er så vigtig – og i hvert fald, at formen aldrig må blive vigtigere end indholdet. Indholdet i en gudstjeneste skal altid være forkyndelsen af Jesus Kristus på en måde, der opmuntrer og trøster os, der kommer til gudstjenesten. På det seneste er jeg også begyndt at tænke, at vi må huske den ret afgørende pointe, at Jesus jo ikke selv var medlem af folkekirken, og at han slet ikke grundlagde den kirke, vi nu kender som den evangelisk-lutherske folkekirke i Danmark. Formen er altså blevet tid med tiden, og i dag har vi så en folkekirke, der er et kludetæppe af forskellige ting fra forskellige perioder i kirkens historie.
Præstekjolen med pibekrave var f.eks. almindelig borgerdragt i 1500-tallet, og oprindeligt gik præsten med tøjet for at vise, at præsten ikke var andet og mere end den almindelige borger. Desværre står præsten nu i 2019 med tøj, der var på mode i 1500-tallet i en kirkebygning, der er 800 år gammel. Salmerne er som regel også et par hundrede år gamle, og de tekster vi læser er beskriver af noget, der fandt sted for 2.000 år siden. Men heldigvis ved vi jo også godt, at bare fordi noget er gammelt, er det dog ikke ensbetydende med, at det er dårligt eller skidt. Tænk engang, alt det, vi nu ser som gammelt, var engang helt nyt og frisk.
Engang var vi også små børn, der legede og voksede, lo og græd og var børn derhjemme hos moder engang; men nu er det længe siden, om end det gemmes i vort sind. Verden var engang helt ny og ukendt. Vi er vokset op og har formet vores tilværelse og tilværelsen har formet os; nogle er blevet ramt hårdt og er blevet deforme eller syge og bøjet af livets omstændigheder. Alligevel sidder vi nu her og synger med på nogle salmer, vi holder af, og beder med på Fadervor; den lærte vi som børn, og hvad man i ungdommen nemmer, man sent i alderdommen glemmer.
I løbet af vores liv glemmer vi mange ting, og derfor har vi brug for at samles og blive mindet om det, der er vigtigt at blive ved med at have med os, nemlig håbet om, at Gud selv er med os alle dage, indtil verdens ende. De ord lød engang, da vi var ganske små og lå i en stærk favn, imens præsten øste tre håndfulde vand på vores hoved. Engang flød dåbens vand også over Jesu hoved, men det skete på en helt anden måde.
Der stod en mand i flodens vand, og han var en mærkelig mand. Han havde boet i ørkenen i mange år, og havde levet af vildhonning og græshopper; han var iklædt noget underligt og ildelugtende tøj, der var lavet af kamelhår. Og så døbte han folk, der kom hen til ham for at blive renset for deres synder og sjælelige dårligdomme. Pludselig stod der en mand foran ham, som han ikke ville døbe. Det var ikke fordi, hans synder var for store, eller fordi han var et gennemført syndigt, dårligt eller afskyeligt menneske – men fordi han var uden synd og dårligdom; han havde slet ikke brug for dåben, ligesom en rask slet ikke har brug for en læge. Men Jesus ville døbes, for det skulle være tegnet for fremtidige slægter på en ny aftale mellem Gud og mennesker. Jesus var ikke den første, som blev døbt, men det var ved hans dåb, at Helligånden dalede som en due, og Guds stemme lød fra skyerne.
Da vi blev døbt, lød der vist ingen stemme fra himlene, og ingen duer fløj hen over os inde i kirken. Alligevel er tegnet det samme; og vi blev ved vores dåb kædet sammen med Jesu dåb; vi har fællesskab med ham. Lige siden vores dåb er Jesus gået med i vores liv, og han har vandret med os op på glædens højeste tinder med glinsende lykkestimer, ligesom han også vandrede med ned i de dybeste dale og sorte dage, hvor livet var tungt og dystert. I dåben fik vi altså et tegn på et venskab med Jesus, som han aldrig vil bryde. Amen.
Evangelielæsning I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Amen. (Matthæusevangeliet 3,13-17)
Salmer: 750: Nu titte til hinanden - 41: Lille Guds barn - 49: Ingen er så tryg i fare - 787: Du, som har tændt
Prædiken blev holdt på plejehjemmet Solgården, Bramming, torsdag 28. februar 2019 kl. 10 (uden altergang)
