Søndag Seksagesima (II), søndag den 20. februar 2022 kl. 9.30 Rejsby, kl. 11 Hviding + dåb SALMER 750: Nu titte til hinanden - 28: De dybeste lag i mit hjerte - 156: Guds rige lignes ved et frø. (Mel. Førreformatorisk/Nürnberg) --- 319: Vidunderligst af alt på jord, Christian Barnekow 1870 - 477: Som korn fra mange marker - 49: Ingen er så tryg i fare
PRÆDIKEN
Det afhænger IKKE af dig!
Du har IKKE ansvaret for det!
Du kan IKKE gøre noget for det eller imod det.
Sådan lyder det om Gudsriget, der vokser op ligesom et lille frø, der bliver ligesom et kæmpestort livstræ til glæde for mange små fugle. Vi er vant til at høre det modsatte, nemlig at ting faktisk afhænger af os og af nærmest hver eneste lille bevægelse vi gør, om det så er klimaforandringer eller kvindeundertrykkelse. Vi får at vide, at der ligger noget i vores samfundsstruktur, der øger CO2-udledningen og umuliggør ligestillingen. Noget må der gøres, selvfølgelig, men hvem skal gøre det? ”DU SKAL!”, siges det, og så skal vi sortere affald i flere og flere spande, skifte til elbiler og elbusser, forbruge mindre og forsage mere, imens vi holder nallerne for os selv, så kvinder ikke længere nedgøres som objekter for mænd og ændrer sproget for minoriteternes skyld. Ideologi og virkelighed når sjældent hinanden, fordi ideologien er i skyerne, mens vi mennesker stadig lever med begge ben på jorden. Ideologierne vil gerne hæve os op fra jorden og derop, hvor alt bliver godt; og det ville da være fantastisk, hvis klimaforandringerne ikke truede med at ødelægge naturens orden, og hvis kvinder kunne gå frit omkring uden at frygte at blive underbetalt eller bortført og slået ihjel. Vi kan godt se en bedre verden og virkelighed for os, men der er så mange ting, der står i vejen for, at vi kan nå derhen eller derop. Der vil altid være et råddent æble, som ødelægger det for andre, og der skal kun én dårlig og doven person til at smide en god mængde skrald i naturen og i det hele taget være temmelig ligeglad med forurening, fordi – som en ofte brugt undskyldning lyder – ”det er alligevel for sent at gøre noget ved det”, eller: ”Jeg kan alligevel ikke gøre en forskel”. Det er jo ikke sandt, og heldigvis mener flere og flere, at de faktisk kan gøre en lille forskel og tænk, engang blev Berlinmuren væltet og Apartheidsystemet afskaffet. Samfund kan godt forandre sig til det bedre. Hvis bare vi vil.
Vores vilje er dog en lumsk størrelse, og vi ser det tydeligst hos børn, der i det ene øjeblik først vil én ting og i det næste sekund vil noget andet, og ve den forælder, der prøver at stille sig i vejen! Sikken et skrigeri og en kamp det kan blive. Ja, her taler præsten er personlig erfaring, for nok har jeg kun én datter på knap 2 år og to bonusteenagerpiger på 13 og 14 år, men jeg har bemærket, at en stærk vilje i barndommen ikke bare sådan forsvinder, selvom børnene bliver ældre. Det er jo sjovt, at vi i meningsmålinger kan give udtryk for, at vi er enige om, at folk skal have det godt, forureningen skal ned og at vi skal behandle hinanden bedre – samtidigt med, at vi på internettets mange sider så kaster os ud i at være tastaturkrigere, der får en tilfredsstillende dopaminudløsning af at svine andre til; eller man finder glæde ved at købe billige ting på Wish.com produceret af børnearbejdere i fattige områder. Vi ønsker os det bedste, men vi er gode til at lukke øjnene for det dårligste. Der er (stadig) syndigt langt fra virkeligheden til ideologiens paradis.
Sådan er det ikke for Gudsriget, og det synes jeg er en trøst. For Guds rige afhænger slet ikke af os. Gud har jo allerede plantet sine frø, og de vokser. Hans frø består af tro og håb og kærlighed, og han har strøet dem ud over hele jorden. Og der, hvor hans gode frø får mulighed for at vokse og gro frem, der bliver det lille frø til meget stor velsignelse og glæde for mange. For sådan arbejder Guds Ånd i vores verden; vi skal ikke søge opad, for Gud har søgt nedad for selv at løfte os med sin hånd og Ånd, med liv og glæde. Men kan Gud glæde sig over, at vi behandler hinanden dårligt? Kan Gud glæde sig over, at vi lyver for os selv og hinanden, eller nedgør nogle og fremhæver andre? Næppe. Når man hører om Guds rige, så sker der en forandring hos os, og hvem kan være ved sine fulde fem og elske sin næste samtidigt med, at man nedgør, foragter og håner andre pga. småting som køn, seksualitet eller etnicitet?
Da Jesus blev født, plantede Gud sit eget lille himmelfrø i vores verden, og Jesus voksede op og – ja, vi kender vel det meste af, hvordan han levede; helbredte nogle syge, opvækkede nogle døde, gjorde blinde seende og døve hørende og – måske især – skabte en del ballade, fordi han gik omkring og sagde, at Gud i himlen, den almægtige verdens skaber og universets hersker er kærlighed. Det lyder ikke provokerende? Okay, men det var det, for det betød, at Jesus udfordrede dem, der var fjender til at tilgive hinanden; sagde til folk, at de skulle holde op med at synde i sindets tanke og sjælens hjerte og håndens gerning; sagde at folk skulle sælge ud af deres rigdomme og give det til de fattige; sagde at man skulle tage sit liv alvorligt og ikke pjatte det væk; sagde at man skulle tro på Gud som både skaber og dommer; sagde, at man – først som sidst – skulle elske sin næste ved at være til gavn og glæde i øjenhøjde. Og så tænkte de – især dem, der havde noget i klemme -, at det gad de da godt ikke høre på, så Jesus måtte dø, så de én gang for alle kunne få lukket munden på ham. Ingen skulle komme og belære dem om, hvordan de skulle leve; for var de måske ikke kloge nok til selv at vælge og bestemme, hvordan deres samfund skulle indrettes? Var de ikke modne og vise nok til at beslutte, hvad der var godt for alle mennesker? Nej, Jesus gad de ikke høre på – væk med ham!, op på korset, ned i graven – ude af øje, ude af sind; og så et langt, afslappende ahhhh, for da havde de fået slukket tørsten efter at få ro til at leve, som de gerne ville på den måde og i den kultur de selv havde skabt, og hvad så, om de fattige led og de syge blev udstødt og kvinderne blev undertrykt – sådan var det jo bare, sådan havde det jo altid været, og det kunne man desværre ikke gøre noget ved. Hvad de ikke havde regnet med i alle deres skumle bagtanker var, at Jesus kom igen; opstod fra de døde og igen brugte mund til at sige alt det, han før havde sagt, men altså nu på en måde, så man ikke igen kunne lukke munden på ham. Det lille frø havde virkeligt vokset sig så stort, at menneskehedens små fugle og fattige skikkelser, usle, fattige, syge, undertrykte og udstødte søgte læ i ly af hans store hjerte og endnu større favn.
Sådan sidder vi også her i dag i Guds kirke og bliver omsluttet af Guds rige, der vokser op imellem os uden at vi gør en døjt andet, end sidder på vores flade og er til. Vores liv bliver belyst med Guds velsignelse. Se, Guds rige gror af sig selv, men det gror ikke af ingenting; nej, det gror, når det høres med opmærksomme ører, og når ordene fra ørene flyder ind i hjernen og drypper ned i hjertet og løber ud i hænderne, der griber ud for at hjælpe og tager fat for at være til gavn. Se, så vokser Guds rige, det må man sige. Glædelig Seksagesima søndag. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
KIRKEBØN
Lad os alle bede: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
MEDDELELSER
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
PRÆDIKEN
Det afhænger IKKE af dig!
Du har IKKE ansvaret for det!
Du kan IKKE gøre noget for det eller imod det.
Sådan lyder det om Gudsriget, der vokser op ligesom et lille frø, der bliver ligesom et kæmpestort livstræ til glæde for mange små fugle. Vi er vant til at høre det modsatte, nemlig at ting faktisk afhænger af os og af nærmest hver eneste lille bevægelse vi gør, om det så er klimaforandringer eller kvindeundertrykkelse. Vi får at vide, at der ligger noget i vores samfundsstruktur, der øger CO2-udledningen og umuliggør ligestillingen. Noget må der gøres, selvfølgelig, men hvem skal gøre det? ”DU SKAL!”, siges det, og så skal vi sortere affald i flere og flere spande, skifte til elbiler og elbusser, forbruge mindre og forsage mere, imens vi holder nallerne for os selv, så kvinder ikke længere nedgøres som objekter for mænd og ændrer sproget for minoriteternes skyld. Ideologi og virkelighed når sjældent hinanden, fordi ideologien er i skyerne, mens vi mennesker stadig lever med begge ben på jorden. Ideologierne vil gerne hæve os op fra jorden og derop, hvor alt bliver godt; og det ville da være fantastisk, hvis klimaforandringerne ikke truede med at ødelægge naturens orden, og hvis kvinder kunne gå frit omkring uden at frygte at blive underbetalt eller bortført og slået ihjel. Vi kan godt se en bedre verden og virkelighed for os, men der er så mange ting, der står i vejen for, at vi kan nå derhen eller derop. Der vil altid være et råddent æble, som ødelægger det for andre, og der skal kun én dårlig og doven person til at smide en god mængde skrald i naturen og i det hele taget være temmelig ligeglad med forurening, fordi – som en ofte brugt undskyldning lyder – ”det er alligevel for sent at gøre noget ved det”, eller: ”Jeg kan alligevel ikke gøre en forskel”. Det er jo ikke sandt, og heldigvis mener flere og flere, at de faktisk kan gøre en lille forskel og tænk, engang blev Berlinmuren væltet og Apartheidsystemet afskaffet. Samfund kan godt forandre sig til det bedre. Hvis bare vi vil.
Vores vilje er dog en lumsk størrelse, og vi ser det tydeligst hos børn, der i det ene øjeblik først vil én ting og i det næste sekund vil noget andet, og ve den forælder, der prøver at stille sig i vejen! Sikken et skrigeri og en kamp det kan blive. Ja, her taler præsten er personlig erfaring, for nok har jeg kun én datter på knap 2 år og to bonusteenagerpiger på 13 og 14 år, men jeg har bemærket, at en stærk vilje i barndommen ikke bare sådan forsvinder, selvom børnene bliver ældre. Det er jo sjovt, at vi i meningsmålinger kan give udtryk for, at vi er enige om, at folk skal have det godt, forureningen skal ned og at vi skal behandle hinanden bedre – samtidigt med, at vi på internettets mange sider så kaster os ud i at være tastaturkrigere, der får en tilfredsstillende dopaminudløsning af at svine andre til; eller man finder glæde ved at købe billige ting på Wish.com produceret af børnearbejdere i fattige områder. Vi ønsker os det bedste, men vi er gode til at lukke øjnene for det dårligste. Der er (stadig) syndigt langt fra virkeligheden til ideologiens paradis.
Sådan er det ikke for Gudsriget, og det synes jeg er en trøst. For Guds rige afhænger slet ikke af os. Gud har jo allerede plantet sine frø, og de vokser. Hans frø består af tro og håb og kærlighed, og han har strøet dem ud over hele jorden. Og der, hvor hans gode frø får mulighed for at vokse og gro frem, der bliver det lille frø til meget stor velsignelse og glæde for mange. For sådan arbejder Guds Ånd i vores verden; vi skal ikke søge opad, for Gud har søgt nedad for selv at løfte os med sin hånd og Ånd, med liv og glæde. Men kan Gud glæde sig over, at vi behandler hinanden dårligt? Kan Gud glæde sig over, at vi lyver for os selv og hinanden, eller nedgør nogle og fremhæver andre? Næppe. Når man hører om Guds rige, så sker der en forandring hos os, og hvem kan være ved sine fulde fem og elske sin næste samtidigt med, at man nedgør, foragter og håner andre pga. småting som køn, seksualitet eller etnicitet?
Da Jesus blev født, plantede Gud sit eget lille himmelfrø i vores verden, og Jesus voksede op og – ja, vi kender vel det meste af, hvordan han levede; helbredte nogle syge, opvækkede nogle døde, gjorde blinde seende og døve hørende og – måske især – skabte en del ballade, fordi han gik omkring og sagde, at Gud i himlen, den almægtige verdens skaber og universets hersker er kærlighed. Det lyder ikke provokerende? Okay, men det var det, for det betød, at Jesus udfordrede dem, der var fjender til at tilgive hinanden; sagde til folk, at de skulle holde op med at synde i sindets tanke og sjælens hjerte og håndens gerning; sagde at folk skulle sælge ud af deres rigdomme og give det til de fattige; sagde at man skulle tage sit liv alvorligt og ikke pjatte det væk; sagde at man skulle tro på Gud som både skaber og dommer; sagde, at man – først som sidst – skulle elske sin næste ved at være til gavn og glæde i øjenhøjde. Og så tænkte de – især dem, der havde noget i klemme -, at det gad de da godt ikke høre på, så Jesus måtte dø, så de én gang for alle kunne få lukket munden på ham. Ingen skulle komme og belære dem om, hvordan de skulle leve; for var de måske ikke kloge nok til selv at vælge og bestemme, hvordan deres samfund skulle indrettes? Var de ikke modne og vise nok til at beslutte, hvad der var godt for alle mennesker? Nej, Jesus gad de ikke høre på – væk med ham!, op på korset, ned i graven – ude af øje, ude af sind; og så et langt, afslappende ahhhh, for da havde de fået slukket tørsten efter at få ro til at leve, som de gerne ville på den måde og i den kultur de selv havde skabt, og hvad så, om de fattige led og de syge blev udstødt og kvinderne blev undertrykt – sådan var det jo bare, sådan havde det jo altid været, og det kunne man desværre ikke gøre noget ved. Hvad de ikke havde regnet med i alle deres skumle bagtanker var, at Jesus kom igen; opstod fra de døde og igen brugte mund til at sige alt det, han før havde sagt, men altså nu på en måde, så man ikke igen kunne lukke munden på ham. Det lille frø havde virkeligt vokset sig så stort, at menneskehedens små fugle og fattige skikkelser, usle, fattige, syge, undertrykte og udstødte søgte læ i ly af hans store hjerte og endnu større favn.
Sådan sidder vi også her i dag i Guds kirke og bliver omsluttet af Guds rige, der vokser op imellem os uden at vi gør en døjt andet, end sidder på vores flade og er til. Vores liv bliver belyst med Guds velsignelse. Se, Guds rige gror af sig selv, men det gror ikke af ingenting; nej, det gror, når det høres med opmærksomme ører, og når ordene fra ørene flyder ind i hjernen og drypper ned i hjertet og løber ud i hænderne, der griber ud for at hjælpe og tager fat for at være til gavn. Se, så vokser Guds rige, det må man sige. Glædelig Seksagesima søndag. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
KIRKEBØN
Lad os alle bede: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
MEDDELELSER
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
