Vi er samlet her i dag for at mindes, at Jesus døde Langfredag for et par tusinde år siden. Så mange år siden er det, at vi slet ikke kan begribe det med fornuften. Alligevel bruger vi i dag tiden på at lytte til de gamle fortællinger om afslutningen på hans liv, fordi det har betydning for os i vores nutid, i vores liv og dagligdag, hvad der skete med ham. De mange læsninger fungerer som en beskrivelse af hans sidste tid i live, som om vi i dag var til begravelse af ham selv.
Til en begravelse fortælles om den afdødes liv, og vi mangler næsten bare en kiste, hvis vi skulle genopføre Jesu død og begravelse i vores kultur og kontekst – men det skal vi ikke. Vi hverken kan eller skal genskabe Jesu Langfredag, men til denne gudstjeneste mindes vi hans offer. At ofre sit liv for at andre kan leve er blevet hyldet og velanset igennem verdenshistorien, og mange digte, sange og fortællinger handler om, hvordan den enes død er blevet til frelse og redning for mange. Også i vores tid er der mange der ofrer sig, for at andre kan leve. Lige fra forældre, der giver en del af sig selv for deres børn til de soldater, der vover livet for at skabe frihed og fred.
I dag hører vi altså, hvad der skete dengang, og lader ordene sige noget til os hver især ind i vort liv. Så selvom vi ved, at påskens begivenheder har fundet sted én gang for alle, mindes vi stadig påskens dage – dog ikke fordi vi lader som om, det hele gentages år for år, der er nemlig hverken tale om skuespil eller dilettant, der opføres igen og igen.
I dag skete det uundgåelige. Langfredag var dagen, hvor Guds søns skæbne blev beseglet af mennesker. Det er dagen, hvor Guds vilje og menneskets vilje stødte sammen. Umiddelbart tabte Gud. Sådan kunne det godt se ud, for døden har altid sat en stopper for menneskelivet. Død og opstand kender vi fra naturens cyklus, hvor vinteren lægger alt øde, og foråret lader alt blomstre frem, men vores egen erfaring er, at de døde ikke opstår fra kirkegårdens jord uanset årstiden. Troen på kødets opstandelse er altså ikke noget, vi har udtænkt. Det ville dog være tåbeligt at tro på en opstandelse, hvis der ikke var noget om snakken.
Langfredag er en vigtig dag for kirken, for den giver rum og plads til, at man gerne må sørge. Der er en tid til glæde og en tid til sorg, en tid til at leve og en tid til at dø – sådan er det at være menneske. I kirken gives der plads til de menneskelige erfaringer, følelser og møder med såvel livet som døden. Den fysiske død her på jorden er der ingen af os, der kan undslippe – alle mennesker vil dø, ligesom også Jesus selv. Livet er ikke en dans på roser, og Jesus både levede og døde under samme vilkår som vi. Han blev altså ikke sparet for vore almindelige erfaringer, selvom han er Guds søn. Tværtimod følger han med både i livets højder og dødens dybder. Aldrig er vi ladt alene.
Det er, når døden rammer livet og ryster troen, at vi igen må lytte til evangeliets ord om, at dødens stilhed ikke er det sidste, der er at sige om menneskelivet. Påskedag skal vi høre om Jesu opstandelse, men i dag slutter vi ret brat og unådigt ved fortællingen om, at Jesus er stendød og er blevet i den kolde grav. Selv livets Gud blev ikke sparet for vores erfaring med, at døden er en endegyldig stopklods, som vi ikke kan overvinde. Jomfru Marias førstefødte og Guds egen søn levede for at bringe liv, fred og velsignelse til os, og kun døden kunne gøre ham tavs som den grav, der ikke slipper sit greb i noget menneske.
I dag har lyset i kirken været slukket indtil nu, hvor lyset atter er blevet tændt. For håbet er ikke ude, og den sidste læsning er en hyldest til Jesus for det offer, han bragte for vores skyld. Dét er et ord at leve på, dét er et håb at trøstes ved, og dét er et budskab at finde fred i. Amen.
Til en begravelse fortælles om den afdødes liv, og vi mangler næsten bare en kiste, hvis vi skulle genopføre Jesu død og begravelse i vores kultur og kontekst – men det skal vi ikke. Vi hverken kan eller skal genskabe Jesu Langfredag, men til denne gudstjeneste mindes vi hans offer. At ofre sit liv for at andre kan leve er blevet hyldet og velanset igennem verdenshistorien, og mange digte, sange og fortællinger handler om, hvordan den enes død er blevet til frelse og redning for mange. Også i vores tid er der mange der ofrer sig, for at andre kan leve. Lige fra forældre, der giver en del af sig selv for deres børn til de soldater, der vover livet for at skabe frihed og fred.
I dag hører vi altså, hvad der skete dengang, og lader ordene sige noget til os hver især ind i vort liv. Så selvom vi ved, at påskens begivenheder har fundet sted én gang for alle, mindes vi stadig påskens dage – dog ikke fordi vi lader som om, det hele gentages år for år, der er nemlig hverken tale om skuespil eller dilettant, der opføres igen og igen.
I dag skete det uundgåelige. Langfredag var dagen, hvor Guds søns skæbne blev beseglet af mennesker. Det er dagen, hvor Guds vilje og menneskets vilje stødte sammen. Umiddelbart tabte Gud. Sådan kunne det godt se ud, for døden har altid sat en stopper for menneskelivet. Død og opstand kender vi fra naturens cyklus, hvor vinteren lægger alt øde, og foråret lader alt blomstre frem, men vores egen erfaring er, at de døde ikke opstår fra kirkegårdens jord uanset årstiden. Troen på kødets opstandelse er altså ikke noget, vi har udtænkt. Det ville dog være tåbeligt at tro på en opstandelse, hvis der ikke var noget om snakken.
Langfredag er en vigtig dag for kirken, for den giver rum og plads til, at man gerne må sørge. Der er en tid til glæde og en tid til sorg, en tid til at leve og en tid til at dø – sådan er det at være menneske. I kirken gives der plads til de menneskelige erfaringer, følelser og møder med såvel livet som døden. Den fysiske død her på jorden er der ingen af os, der kan undslippe – alle mennesker vil dø, ligesom også Jesus selv. Livet er ikke en dans på roser, og Jesus både levede og døde under samme vilkår som vi. Han blev altså ikke sparet for vore almindelige erfaringer, selvom han er Guds søn. Tværtimod følger han med både i livets højder og dødens dybder. Aldrig er vi ladt alene.
Det er, når døden rammer livet og ryster troen, at vi igen må lytte til evangeliets ord om, at dødens stilhed ikke er det sidste, der er at sige om menneskelivet. Påskedag skal vi høre om Jesu opstandelse, men i dag slutter vi ret brat og unådigt ved fortællingen om, at Jesus er stendød og er blevet i den kolde grav. Selv livets Gud blev ikke sparet for vores erfaring med, at døden er en endegyldig stopklods, som vi ikke kan overvinde. Jomfru Marias førstefødte og Guds egen søn levede for at bringe liv, fred og velsignelse til os, og kun døden kunne gøre ham tavs som den grav, der ikke slipper sit greb i noget menneske.
I dag har lyset i kirken været slukket indtil nu, hvor lyset atter er blevet tændt. For håbet er ikke ude, og den sidste læsning er en hyldest til Jesus for det offer, han bragte for vores skyld. Dét er et ord at leve på, dét er et håb at trøstes ved, og dét er et budskab at finde fred i. Amen.
Langfredags 7 læsninger fra Jesu lidelseshistorie
Læsning 1: Herrens lidende tjener (Es 52, 13-53,12)
v13 Se, min tjener får lykken med sig,
han knejser, han ophøjes og løftes højt.
v14 Som mange gyste over ham– så umenneskeligt ussel så han ud, så ussel var hans skikkelse blandt mennesker
v15 sådan hensætter han mange folk i forundring,
over ham lukkes munden på konger;
for det, de ikke har fået fortalt, ser de,
og det, de ikke har hørt, indser de.
v1 Hvem troede på det, vi hørte?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
v2 Han skød op foran Herren som en spire,
som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
v3 Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
v4 Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.
v5 Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.
v6 Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.
v7 Han blev plaget og mishandlet,
men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund.
v8 Fra fængsel og dom blev han taget bort.
Hvem tænkte på hans slægt,
da han blev revet bort fra de levendes land?
For mit folks synd blev han ramt.
v9 Man gav ham grav blandt forbrydere
og gravplads blandt de rige,
skønt han ikke havde øvet uret,
der fandtes ikke svig i hans mund.
v10 Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.
Når hans liv er bragt som skyldoffer,
ser han afkom og får et langt liv,
og Herrens vilje lykkes ved ham.
v11 Efter sin lidelse ser han lys,
han mættes ved sin indsigt.
Min tjener bringer retfærdighed til de mange,
og han bærer på deres synder.
v12 Derfor giver jeg ham del med de store,
med de mægtige deler han bytte,
fordi han hengav sit liv til døden
og blev regnet blandt lovbrydere.
Men han bar de manges synd
og trådte i stedet for syndere.
Læsning nr. 2 Jesus i Getsemane (Mark 14,32-42.43-52) v32 Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple: »Sæt jer her, mens jeg beder.« v33 Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af forfærdelse og angst v34 og sagde til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!« v35 Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt. v36 Han sagde: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.« v37 Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter: »Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? v38 Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.«v39 Atter gik han bort og bad med de samme ord. v40 Og atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle sige til ham. v41 Så kom han for tredje gang og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder. v42 Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«
Tilfangetagelsen v43 Endnu mens han talte, kommer Judas, en af de tolv, fulgt af en skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste.v44 Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham og før ham væk under sikker bevogtning!v45 Og han kom og gik straks hen til Jesus og sagde: »Rabbi!« og kyssede ham. v46 De lagde hånd på ham og greb ham. v47 En af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. v48 Så tog Jesus til orde og sagde til dem: »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver.v49 Dag efter dag har jeg været hos jer og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det sker, for at Skrifterne skal opfyldes.«v50 Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede. v51 Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over sin nøgne krop; også ham griber de fat i, v52 men han gav slip på lagnet og flygtede nøgen.
Læsning nr. 3 Jesus for Rådet (Mark 14,53-65.66-72) v53 Så førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes. v54 Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden.
v55 Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget.v56 Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens. v57 Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige: v58 »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.« v59 Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens.
v60 Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?« v61 Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen: »Er du Kristus, den Velsignedes søn?«v62 Jesus svarede: »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.« v63 Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Hvad skal vi nu med vidner? v64 I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« Og de dømte ham alle skyldig til døden.
v65 Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham: »Profetér så!« Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.
Peters fornægtelse v66 Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi, v67 og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde: »Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus.« v68 Men han nægtede det og sagde: »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener.« Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede.v69 Og pigen, som havde set ham, sagde så igen til dem, som stod der: »Han dér er en af dem.« v70 Men atter nægtede han det. Lidt efter sagde de, som stod der, endnu en gang til Peter: »Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.« v71 Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske, I taler om!« v72 I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd.
Læsning nr. 4 (Mark 15,1-15.16-20.21-32.33-41) Jesus for Pilatus v1 Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. v2 Og Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.«v3 Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt, v4 og Pilatus spurgte ham igen: »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!« v5 Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.
v6 Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske.v7 Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret. v8 Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede. v9 Han svarede dem: »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«v10 Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. v11 Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. v12 Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?« v13 De råbte tilbage: »Korsfæst ham!« v14 Pilatus spurgte dem: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Korsfæst ham!« v15 Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.
Tornekroningen v16 Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken. v17 Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. v18 Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« v19 De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. v20 Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
Korsfæstelsen v21 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. v22 De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted.v23 De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke.v24 Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. v25 Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. v26 Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. v27 Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. v28 Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«
v29 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, v30 frels dig selv og stig ned fra korset!« v31 Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. v32 Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.
Jesu død v33 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. v34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« v35 Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« v36 Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« v37 Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. v38 Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. v39 Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«
v40 Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome; v41 de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham.
Læsning nr. 5 Korsfæstelsen (Luk 23,32-43) v32 Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. v33 Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. v34 Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. v35 Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« v36 Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike v37 og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« v38 Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.
De to røvere på korset v39 Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« v40 Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? v41 Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« v42 Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« v43 Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«
Læsning nr. 6 Gravlæggelsen (Matt 27,57-61.62-66) v57 Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. v58 Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres.v59 Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen v60 og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik. v61 Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven.
Gravvagten v62 Næste dag, dagen efter forberedelsesdagen, gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus v63 og sagde: »Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg. v64 Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste bedrageri værre end det første.« v65 Pilatus sagde til dem: »Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan.« v66 De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på stenen.
Læsning nr. 7 En hymne til Kristus (Fil 2,5-11)
v5 I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,
v6 han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
v7 men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
v8 ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
v9 Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
v10 for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
v11 og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.
Læsning 1: Herrens lidende tjener (Es 52, 13-53,12)
v13 Se, min tjener får lykken med sig,
han knejser, han ophøjes og løftes højt.
v14 Som mange gyste over ham– så umenneskeligt ussel så han ud, så ussel var hans skikkelse blandt mennesker
v15 sådan hensætter han mange folk i forundring,
over ham lukkes munden på konger;
for det, de ikke har fået fortalt, ser de,
og det, de ikke har hørt, indser de.
v1 Hvem troede på det, vi hørte?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
v2 Han skød op foran Herren som en spire,
som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
v3 Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
v4 Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.
v5 Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.
v6 Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.
v7 Han blev plaget og mishandlet,
men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund.
v8 Fra fængsel og dom blev han taget bort.
Hvem tænkte på hans slægt,
da han blev revet bort fra de levendes land?
For mit folks synd blev han ramt.
v9 Man gav ham grav blandt forbrydere
og gravplads blandt de rige,
skønt han ikke havde øvet uret,
der fandtes ikke svig i hans mund.
v10 Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.
Når hans liv er bragt som skyldoffer,
ser han afkom og får et langt liv,
og Herrens vilje lykkes ved ham.
v11 Efter sin lidelse ser han lys,
han mættes ved sin indsigt.
Min tjener bringer retfærdighed til de mange,
og han bærer på deres synder.
v12 Derfor giver jeg ham del med de store,
med de mægtige deler han bytte,
fordi han hengav sit liv til døden
og blev regnet blandt lovbrydere.
Men han bar de manges synd
og trådte i stedet for syndere.
Læsning nr. 2 Jesus i Getsemane (Mark 14,32-42.43-52) v32 Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple: »Sæt jer her, mens jeg beder.« v33 Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af forfærdelse og angst v34 og sagde til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!« v35 Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt. v36 Han sagde: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.« v37 Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter: »Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? v38 Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.«v39 Atter gik han bort og bad med de samme ord. v40 Og atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle sige til ham. v41 Så kom han for tredje gang og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder. v42 Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«
Tilfangetagelsen v43 Endnu mens han talte, kommer Judas, en af de tolv, fulgt af en skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste.v44 Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham og før ham væk under sikker bevogtning!v45 Og han kom og gik straks hen til Jesus og sagde: »Rabbi!« og kyssede ham. v46 De lagde hånd på ham og greb ham. v47 En af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. v48 Så tog Jesus til orde og sagde til dem: »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver.v49 Dag efter dag har jeg været hos jer og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det sker, for at Skrifterne skal opfyldes.«v50 Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede. v51 Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over sin nøgne krop; også ham griber de fat i, v52 men han gav slip på lagnet og flygtede nøgen.
Læsning nr. 3 Jesus for Rådet (Mark 14,53-65.66-72) v53 Så førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes. v54 Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden.
v55 Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget.v56 Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens. v57 Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige: v58 »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.« v59 Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens.
v60 Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?« v61 Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen: »Er du Kristus, den Velsignedes søn?«v62 Jesus svarede: »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.« v63 Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Hvad skal vi nu med vidner? v64 I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« Og de dømte ham alle skyldig til døden.
v65 Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham: »Profetér så!« Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.
Peters fornægtelse v66 Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi, v67 og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde: »Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus.« v68 Men han nægtede det og sagde: »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener.« Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede.v69 Og pigen, som havde set ham, sagde så igen til dem, som stod der: »Han dér er en af dem.« v70 Men atter nægtede han det. Lidt efter sagde de, som stod der, endnu en gang til Peter: »Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.« v71 Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske, I taler om!« v72 I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd.
Læsning nr. 4 (Mark 15,1-15.16-20.21-32.33-41) Jesus for Pilatus v1 Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. v2 Og Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.«v3 Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt, v4 og Pilatus spurgte ham igen: »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!« v5 Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.
v6 Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske.v7 Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret. v8 Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede. v9 Han svarede dem: »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«v10 Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. v11 Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. v12 Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?« v13 De råbte tilbage: »Korsfæst ham!« v14 Pilatus spurgte dem: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Korsfæst ham!« v15 Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.
Tornekroningen v16 Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken. v17 Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. v18 Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« v19 De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. v20 Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
Korsfæstelsen v21 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. v22 De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted.v23 De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke.v24 Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. v25 Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. v26 Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. v27 Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. v28 Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«
v29 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, v30 frels dig selv og stig ned fra korset!« v31 Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. v32 Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.
Jesu død v33 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. v34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« v35 Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« v36 Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« v37 Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. v38 Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. v39 Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«
v40 Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome; v41 de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham.
Læsning nr. 5 Korsfæstelsen (Luk 23,32-43) v32 Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. v33 Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. v34 Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. v35 Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« v36 Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike v37 og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« v38 Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.
De to røvere på korset v39 Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« v40 Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? v41 Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« v42 Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« v43 Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«
Læsning nr. 6 Gravlæggelsen (Matt 27,57-61.62-66) v57 Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. v58 Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres.v59 Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen v60 og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik. v61 Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven.
Gravvagten v62 Næste dag, dagen efter forberedelsesdagen, gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus v63 og sagde: »Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg. v64 Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste bedrageri værre end det første.« v65 Pilatus sagde til dem: »Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan.« v66 De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på stenen.
Læsning nr. 7 En hymne til Kristus (Fil 2,5-11)
v5 I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,
v6 han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
v7 men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
v8 ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
v9 Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
v10 for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
v11 og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.
