Gudstjeneste og online-andagt den 10. januar 2021 kl. 11 i Hjortlund Kirke.
Klokkeringning + bedeslag
OM indleder med at understrege, at vi ikke må synge sammen, men at kirkesangeren synger for os. Kirkesangeren har korsvar ved velsignelsen. OM annoncerer undervejs, hvad der skal ske.
Præludium = Salme 411, v. 1, 3, 7: Hyggelig, rolig, melodi: Gether
Nådeshilsen Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus. Amen.
Læsning fra GT folk står
Salmisten skriver: Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre! Min sjæl fortæres af længsel efter Herrens forgårde, mit hjerte og min krop råber efter den levende Gud. Selv spurven finder sig et bo, og svalen en rede, hvor den lægger sine unger, ved dine altre, Hærskarers Herre, min konge og min Gud. Lykkelige de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig. Lykkelige de mennesker, der har deres styrke i dig, de som har i sinde at drage på valfart. Når de drager gennem Baka-dalen, gør de den til et kildevæld, efterårsregnen hyller den i velsignelse. De går fra kraft til kraft og får Gud at se på Zion. Herre, Hærskarers Gud, hør min bøn, lyt, Jakobs Gud! Se til vort skjold, Gud, se på din salvedes ansigt! En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte. For Herren er sol og skjold, Herren giver nåde og ære. Dem, der vandrer i oprigtighed, nægter han intet godt. Hærskarers Herre, lykkeligt det menneske, der stoler på dig! Amen Salmernes Bog 84,1-13
Læsning fra NT folk står
* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne. I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham. For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer. Amen Romerbrevet 12,1-5
Salme 410, v. 1 + 7: Som tørstige hjort monne skrige
Evangelielæsning På gulvet/alteret? folk står
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Amen. Markusevangeliet 10,13-16
Prædiken
Gud ved godt, at det ikke altid er lige let at være menneske. Men det bliver dog nemmere at leve med glæde, hvis man lever med tro, håb og kærlighed. For når vi har med at Gud at gøre, så bliver livet bare større. For Gud er vores far, og vi er hans børn.
Vi ved godt, at der bor en masse forskellige følelser inde i os, bl.a. et ønske om at høre til og en længsel efter at have det godt. Det boede også i dem, der levede for flere tusinde år siden. Vi har i dag hørt om én fra dengang, som skrev, at han bare længtes så meget efter at være tæt på Gud. Det var endda nok for ham at være tæt på - på afstand; – bare lige uden for døren til Guds hus. Hvis bare han kunne ligge dér på dørtærsklen, så ville han være glad og lykkelig; han behøvede slet ikke komme helt ind i Gudshuset; behøvede ikke at sidde til bords med Gud eller få serveret lækkert mad – det var nok for ham, hvis bare han måtte få lov at ligge uden for hoveddøren. Ikke på et blødt tæppe, men bare på den kolde, beskidte tærskel lige ved hoveddøren. Så ville han være tæt nok på himmeriget. Ja, han ville hundrede gange hellere ligge dér på dørtærsklen til Guds bolig end at bo på de fineste hoteller og nyde den dyreste luksus. Intet ville kunne hamle op med bare én dag at ligge så tæt på Guds bolig. Så stor var denne mands længsel efter at høre til og finde fred.
Hverken den længselsfulde mand eller vi kan dog selv kravle op til Guds hus og lægge os ved hans hoveddør; for vi er jo skabt til at leve her på jorden, hvor vi er sat imellem hinanden for at elske hinanden og være barmhjertige. Det er meningen med livet og formålet med vores eksistens. Selvom vi er skabt til det, betyder det dog ikke, at vi har nemt ved det. Men vi har altså ligefrem en pligt til at gøre det gode for hinanden, for vi er døbt til at være i det fællesskab, hvor kærligheden er det vigtigste. Vi har ved dåben indgået en aftale med Gud om at leve på den måde, og vi har såmænd fået et mærke – ikke et rygmærke, men et vandmærke på hovedet. Det skete ved vores dåb. Ingen andre kan se det tegn og mærke, for vi skal ikke kunne tjekke hinanden, men Gud ser det klart og tydeligt, og ved, hvad vi føler dybt i hjertet. Gud ved, hvad vi længes efter, og hvad vi trænger til.
Når vi nu her i den efterhånden lange og trælse corona-tid udsættes for mange slags modgang, prøvelser og udfordringer, så opstår der også hos os en længsel efter normale – eller bedre – tilstande; en længsel efter bare at få fred for bøvl, frustration og forvirring. Coronaen forvolder efterhånden så meget debat og diskussion, uenighed og ufred, skænderier for åben skærm og på de sociale medier, at man bliver helt forvirret og fortvivlet, og nemt kommer til at tænke: Bliver det nogensinde godt – imellem mennesker? Vil der ikke alligevel altid være sygdomme og katastrofer, krige, nød og elendighed? Jo, formodentligt; og måske bliver det hele bare værre og værre.
Ingen har lovet os, at verden bliver et bedre sted, selvom mange gerne vil gøre noget for det. Ingen har lovet, at naturens kræfter en dag ikke går totalt grassat og amok. Tværtimod ved vi kun én ting, og det gælder alle, uanset hvem man er, og hvornår man lever. Den ene ting er, at vi en dag skal dø; en dag ligger i vi jorden og formulder. Af jord er vi kommet – til jord skal vi blive. Det gælder de frommeste og de mest ugudelige – alle som én ender vi i jorden. Det vil ingen benægte - Jesus mindst af alle! Kirken ligger endda omgivet af gravsten, for at vi ikke skal glemme livets alvor og den uforanderlige virkelighed. Døden er det, der venter os i horisonten, og det burde gøre noget ved den måde, vi lever på nu.
Jeg siger det ikke for at føre skræmmekampagne; det er jo ikke nyt for os, men det må siges igen, for at vi lige standser op og tænker over, hvordan vi bruger timerne, minutterne og sekunderne i vores liv. Vi er trådt ind i et nyt år, men der kastes allerede skygger hen over vore dage. Her tænker jeg ikke blot på coronaen og dens fæle mutationer, men også på de politiske ting, der sker rundt om her i landet og i det store udland. Udfordringerne og modgangen er ikke hjemsendte og holder ikke afstand; de trives i høj grad og frygten næres af alt det, der kan ramme os og dem, vi holder af. Måske er der noget værre end døden? F.eks. at leve i frygt og angst eller føle sig hjemløs og uønsket, selvom man er derhjemme og iblandt sin familie. Jo, selv uden døden som den truende afslutning i horisonten, så kan tilværelsens hverdag såmænd være tung nok at bære i sig selv. Når vi på forskellige måder presses, så kommer også tvivlen snigende med håbløshed og modløshed til følge – og så er vejen banet for os ind i et trist mørke, hvor man ikke synes, der er mening med nogen ting, fordi alting alligevel engang ender. Døden synes at være et sort punktum, der opsluger alt.
Men kære menighed! Der er mening; der er lys; der er håb – på trods af alt! Det fantastiske ved kristendom og alt det, Jesus siger, er, at vi bliver taget alvorlig som de mennesker, vi er lige nu. Det er her i denne situation, at Guds ord lyder til os om, at vi bare skal komme til ham, som om vi var små børn, der kun kan kravle og krybe, græde og hyle – og han vil tage os i sin favn, trøste os og velsigne os i himlens navn. For vi er Guds børn. Ja, vi skal rammes af modgang, af sorg og af død, men Jesus vil være med os alle dage og hele vejen. Han vil lyse i vores mørke; han vil trøste i vores sorg; han vil oplive i vores død. Derfor skal vi ikke være bange for det, der måtte komme til os, for intet kan rive os ud af Guds kærlighed; intet kan rive os ud af hans hånd. Må Guds Ånd fylde os alle - fjern som nær - og give os fred med os selv og hinanden, så vi igen kan tage fat på at leve sammen og hver for sig. Amen.
Lovprisning
Lov og tak og vig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn
Kære Far i himlene. Vi beder til dig, fordi du må gribe ind med din barmhjertighed. Vi lider under corona, og vi længes efter frihed fra restriktioner. Giv os et håb at leve på også i disse tider. Gud, du må især være med børn og unge og dem, der mest længes efter sociale fællesskaber. Giv dem styrke til at holde ud Vær også med de ensomme og forladte; de syge og de døende. Fyld os med din Ånd, så vi ser, at vi er i din hånd. Jesus gå med os, hvorend vi skal hen; vær også i dag vor sjæleven. Amen.
Meddelelser … og så skal jeg meddele
Katrine Gaub holder korte gudstjenester (kaldet andagter) den 17. januar kl. 9.30 Gredstedbro og kl. 11 Jernved. Jeg holder andagter kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup. Andagterne bliver uden fællessang, og man må gerne melde sig til. Man må også gerne møde op og se, om der er plads.
Mht. pladser skal det siges, at der efter de seneste retningslinjer kun er plads til 8 kirkegængere i Gredstedbro, 14 i Jernved, 15 i Vilslev og 10 i Hunderup.
Apostolsk velsignelse
Må vor herres Jesu Kristi nåde, Gud kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen
Fadervor – bedes i fællesskab
Velsignelsen + korsvar ved kirkesanger
Postludium = salme 49, v. 1 + 3 + 4: Ingen er så tryg i fare
Klokkeringning + bedeslag
OM indleder med at understrege, at vi ikke må synge sammen, men at kirkesangeren synger for os. Kirkesangeren har korsvar ved velsignelsen. OM annoncerer undervejs, hvad der skal ske.
Præludium = Salme 411, v. 1, 3, 7: Hyggelig, rolig, melodi: Gether
Nådeshilsen Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Far, og Herren Jesus Kristus. Amen.
Læsning fra GT folk står
Salmisten skriver: Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre! Min sjæl fortæres af længsel efter Herrens forgårde, mit hjerte og min krop råber efter den levende Gud. Selv spurven finder sig et bo, og svalen en rede, hvor den lægger sine unger, ved dine altre, Hærskarers Herre, min konge og min Gud. Lykkelige de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig. Lykkelige de mennesker, der har deres styrke i dig, de som har i sinde at drage på valfart. Når de drager gennem Baka-dalen, gør de den til et kildevæld, efterårsregnen hyller den i velsignelse. De går fra kraft til kraft og får Gud at se på Zion. Herre, Hærskarers Gud, hør min bøn, lyt, Jakobs Gud! Se til vort skjold, Gud, se på din salvedes ansigt! En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte. For Herren er sol og skjold, Herren giver nåde og ære. Dem, der vandrer i oprigtighed, nægter han intet godt. Hærskarers Herre, lykkeligt det menneske, der stoler på dig! Amen Salmernes Bog 84,1-13
Læsning fra NT folk står
* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne. I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham. For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer. Amen Romerbrevet 12,1-5
Salme 410, v. 1 + 7: Som tørstige hjort monne skrige
Evangelielæsning På gulvet/alteret? folk står
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Amen. Markusevangeliet 10,13-16
Prædiken
Gud ved godt, at det ikke altid er lige let at være menneske. Men det bliver dog nemmere at leve med glæde, hvis man lever med tro, håb og kærlighed. For når vi har med at Gud at gøre, så bliver livet bare større. For Gud er vores far, og vi er hans børn.
Vi ved godt, at der bor en masse forskellige følelser inde i os, bl.a. et ønske om at høre til og en længsel efter at have det godt. Det boede også i dem, der levede for flere tusinde år siden. Vi har i dag hørt om én fra dengang, som skrev, at han bare længtes så meget efter at være tæt på Gud. Det var endda nok for ham at være tæt på - på afstand; – bare lige uden for døren til Guds hus. Hvis bare han kunne ligge dér på dørtærsklen, så ville han være glad og lykkelig; han behøvede slet ikke komme helt ind i Gudshuset; behøvede ikke at sidde til bords med Gud eller få serveret lækkert mad – det var nok for ham, hvis bare han måtte få lov at ligge uden for hoveddøren. Ikke på et blødt tæppe, men bare på den kolde, beskidte tærskel lige ved hoveddøren. Så ville han være tæt nok på himmeriget. Ja, han ville hundrede gange hellere ligge dér på dørtærsklen til Guds bolig end at bo på de fineste hoteller og nyde den dyreste luksus. Intet ville kunne hamle op med bare én dag at ligge så tæt på Guds bolig. Så stor var denne mands længsel efter at høre til og finde fred.
Hverken den længselsfulde mand eller vi kan dog selv kravle op til Guds hus og lægge os ved hans hoveddør; for vi er jo skabt til at leve her på jorden, hvor vi er sat imellem hinanden for at elske hinanden og være barmhjertige. Det er meningen med livet og formålet med vores eksistens. Selvom vi er skabt til det, betyder det dog ikke, at vi har nemt ved det. Men vi har altså ligefrem en pligt til at gøre det gode for hinanden, for vi er døbt til at være i det fællesskab, hvor kærligheden er det vigtigste. Vi har ved dåben indgået en aftale med Gud om at leve på den måde, og vi har såmænd fået et mærke – ikke et rygmærke, men et vandmærke på hovedet. Det skete ved vores dåb. Ingen andre kan se det tegn og mærke, for vi skal ikke kunne tjekke hinanden, men Gud ser det klart og tydeligt, og ved, hvad vi føler dybt i hjertet. Gud ved, hvad vi længes efter, og hvad vi trænger til.
Når vi nu her i den efterhånden lange og trælse corona-tid udsættes for mange slags modgang, prøvelser og udfordringer, så opstår der også hos os en længsel efter normale – eller bedre – tilstande; en længsel efter bare at få fred for bøvl, frustration og forvirring. Coronaen forvolder efterhånden så meget debat og diskussion, uenighed og ufred, skænderier for åben skærm og på de sociale medier, at man bliver helt forvirret og fortvivlet, og nemt kommer til at tænke: Bliver det nogensinde godt – imellem mennesker? Vil der ikke alligevel altid være sygdomme og katastrofer, krige, nød og elendighed? Jo, formodentligt; og måske bliver det hele bare værre og værre.
Ingen har lovet os, at verden bliver et bedre sted, selvom mange gerne vil gøre noget for det. Ingen har lovet, at naturens kræfter en dag ikke går totalt grassat og amok. Tværtimod ved vi kun én ting, og det gælder alle, uanset hvem man er, og hvornår man lever. Den ene ting er, at vi en dag skal dø; en dag ligger i vi jorden og formulder. Af jord er vi kommet – til jord skal vi blive. Det gælder de frommeste og de mest ugudelige – alle som én ender vi i jorden. Det vil ingen benægte - Jesus mindst af alle! Kirken ligger endda omgivet af gravsten, for at vi ikke skal glemme livets alvor og den uforanderlige virkelighed. Døden er det, der venter os i horisonten, og det burde gøre noget ved den måde, vi lever på nu.
Jeg siger det ikke for at føre skræmmekampagne; det er jo ikke nyt for os, men det må siges igen, for at vi lige standser op og tænker over, hvordan vi bruger timerne, minutterne og sekunderne i vores liv. Vi er trådt ind i et nyt år, men der kastes allerede skygger hen over vore dage. Her tænker jeg ikke blot på coronaen og dens fæle mutationer, men også på de politiske ting, der sker rundt om her i landet og i det store udland. Udfordringerne og modgangen er ikke hjemsendte og holder ikke afstand; de trives i høj grad og frygten næres af alt det, der kan ramme os og dem, vi holder af. Måske er der noget værre end døden? F.eks. at leve i frygt og angst eller føle sig hjemløs og uønsket, selvom man er derhjemme og iblandt sin familie. Jo, selv uden døden som den truende afslutning i horisonten, så kan tilværelsens hverdag såmænd være tung nok at bære i sig selv. Når vi på forskellige måder presses, så kommer også tvivlen snigende med håbløshed og modløshed til følge – og så er vejen banet for os ind i et trist mørke, hvor man ikke synes, der er mening med nogen ting, fordi alting alligevel engang ender. Døden synes at være et sort punktum, der opsluger alt.
Men kære menighed! Der er mening; der er lys; der er håb – på trods af alt! Det fantastiske ved kristendom og alt det, Jesus siger, er, at vi bliver taget alvorlig som de mennesker, vi er lige nu. Det er her i denne situation, at Guds ord lyder til os om, at vi bare skal komme til ham, som om vi var små børn, der kun kan kravle og krybe, græde og hyle – og han vil tage os i sin favn, trøste os og velsigne os i himlens navn. For vi er Guds børn. Ja, vi skal rammes af modgang, af sorg og af død, men Jesus vil være med os alle dage og hele vejen. Han vil lyse i vores mørke; han vil trøste i vores sorg; han vil oplive i vores død. Derfor skal vi ikke være bange for det, der måtte komme til os, for intet kan rive os ud af Guds kærlighed; intet kan rive os ud af hans hånd. Må Guds Ånd fylde os alle - fjern som nær - og give os fred med os selv og hinanden, så vi igen kan tage fat på at leve sammen og hver for sig. Amen.
Lovprisning
Lov og tak og vig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn
Kære Far i himlene. Vi beder til dig, fordi du må gribe ind med din barmhjertighed. Vi lider under corona, og vi længes efter frihed fra restriktioner. Giv os et håb at leve på også i disse tider. Gud, du må især være med børn og unge og dem, der mest længes efter sociale fællesskaber. Giv dem styrke til at holde ud Vær også med de ensomme og forladte; de syge og de døende. Fyld os med din Ånd, så vi ser, at vi er i din hånd. Jesus gå med os, hvorend vi skal hen; vær også i dag vor sjæleven. Amen.
Meddelelser … og så skal jeg meddele
Katrine Gaub holder korte gudstjenester (kaldet andagter) den 17. januar kl. 9.30 Gredstedbro og kl. 11 Jernved. Jeg holder andagter kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup. Andagterne bliver uden fællessang, og man må gerne melde sig til. Man må også gerne møde op og se, om der er plads.
Mht. pladser skal det siges, at der efter de seneste retningslinjer kun er plads til 8 kirkegængere i Gredstedbro, 14 i Jernved, 15 i Vilslev og 10 i Hunderup.
Apostolsk velsignelse
Må vor herres Jesu Kristi nåde, Gud kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen
Fadervor – bedes i fællesskab
Velsignelsen + korsvar ved kirkesanger
Postludium = salme 49, v. 1 + 3 + 4: Ingen er så tryg i fare
