Søndag den 6. juni 2021 - 1. søndag efter Trinitatis (I) Kl. 9.30 Hunderup, kl. 11 Vilslev
4: Giv mig Gud - 28: De dybeste lag - 494: Kærlighed fra Gud - --- 522: Nåden er din dagligdag - ALTERGANG Hunderup: 277,3-5: Herre, når din time kommer // Vilslev: 439: O, du Guds lam - 735: Det dufter lysegrønt
Indledning GT
I dette afsnit fra det gamle testamente tager Gud bladet fra munden og taler dunder til jøderne; for de går så meget op i de religiøse ritualer og regler, at de helt glemmer den barmhjertighed og nåde, som egentlig var baggrunden for ritualerne. Derfor kommer der en skrap kritik og løftet pegefinger.
Indledning NT
I det nye testamente har vi et par breve fra Johannes, og han lægger meget vægt på kærligheden, ja, han skriver ligefrem, at Gud er kærlighed. Det hænger direkte sammen med teksten fra GT, for ud af kærlighed springer jo også både nåde og barmhjertighed.
Prædiken
Penge lugter ikke, siges det (og det passer jo fint nok med de digitale penge, vi ser på netbanken, hvorimod gamle mønter godt kan have en noget mærkværdig lugt), og alligevel kan man om velbeslåede personer sige, at de er nogle rige svin. Svin lugter som bekendt, men udtrykket rige svin betyder ikke, at de bogstaveligt er grise, som er kommet til penge, men at disse personer sviner med pengene; det kan man se i mange film, man kan finde det i virkelighedens verden og man kan naturligvis læse det i mange historier, således altså også i dag; den rige mand levede i et svinsk sus og dus i sådan en rigtig Las-Vegas-livsnyder-stil, hvor det gælder hurtige penge og biler, uforpligtende relationer med f.eks. kvinder osv. Det er nok ret nemt at finde nogle billeder frem af, hvordan sådan et rigt svin kunne se ud. Det overraskende er, at denne rigmand ikke har noget navn. De rige og berømte ved vi ellers nok, hvem er. Det er jo dem, de kulørte blade lever af at omtale og det er hos dem, journalisterne henter ”inspiration” til mere eller mindre lødige artikler. Vi har altså – utroligt nok – en anonym rigmand, der lever, som rige svin gør: Kun med tanke for sig selv. Der er ikke så meget interessant at sige om ham end, at hans kærlighed til penge har gjort hans hjerte koldt. Sådan ville vi dømme ham, selvom han selv ville sige, at han ikke var grådig, men blot havde økonomisk ambition, og at enhver jo er sin egen lykkes smed. Hvorfor skulle han drages til ansvar for, at andre blev fattige, bare fordi de ikke kunne finde ud af at skabe deres egen succes? Det er underligt, at han levede sådan, for han vidste jo godt, at Gud i himlen netop ikke ønsker meget andet end at mennesker er barmhjertige og tager sig af hinanden. Gud vil hellere have fattigrøve end rige svin.
I al den rige mands oversvømmende rigdom, der druknede hans omtanke for andre, opdagede han slet ikke, at der var en fattig og syg mand, som lå ved indkørslen eller indgangen til hans gårdsplads; fuld af sår var fattigrøven, og hundene var de eneste der nærmede sig den elendige, fattige skikkelse. Hvad hans forhistorie var, ved vi ikke, men vi kan gisne om meget. Og for at blive bedre til at gætte, kan vi læse i gadeavisen Hus Forbi om de mange andre mennesker, der af den ene eller anden årsag er stødt på grund i livet, og hvoraf nogle endda er røget igennem det sociale sikkerhedsnet og ud over den eksistentielle afgrund. Den fattige mands skæbnehistorie kender vi ikke, men hans navn var Lazarus; navnet er hebraisk og betyder: Gud har hjulpet. Tænk at bære sådan et stort navn, når man ligger ensom og forladt og må nøjes med at spise smuler fra de riges bord; når man er så fuld af bylder, at kun hunde vil gøre én selskab; hunde – som vi ved – ikke går af vejen for at æde deres egen afføring og opkast. Alligevel lå Lazarus dér med sit store navn og ringe skikkelse, og fik kun det at spise, som ved et uheld faldt ned; og han delte skæbne med hundene.
En dag fik han fred fra sit forfærdelige liv, da døden udfriede ham ved hans sidste åndedrag; det ene øjeblik lukkede han sine dødtrætte øjne og i det næste slog øjeblik ham dem op og befandt sig hos den mægtige Abraham; troens fader, han, som blev far til den berømte Isak. Lazarus blev virkelig hjulpet af Gud ved, at han fik lov at vågne op et skønt sted efter et uskønt liv. Som det jo går, gik det også det rige svin; han døde og vågnede – men i et forfærdeligt pinested. Han, som ikke udviste barmhjertighed imens han levede, han fik i døden frataget selv den smule barmhjertighed, han måske gemte et sted. Den rige mand fik straf som fortjent, og Lazarus fik vendt sin jordiske nød til himmelsk glæde. Frelse og fortabelse har vi fået skåret ud i pap; dommen er sort/hvid – de fattige kommer i Himlen, de rige kommer i Helvede. Smukt vil det være for alle dem, der selv sidder hårdt i det og misunder de rige. Og de rige tænker vel næppe over denne historie, for så galt kan det vel ikke gå?
Når nu Jesus fortæller den lignelse til sine disciple, og når nu vi hører den i dag, skal vi så glæde os over, at de rige svin går fortabt og at de fattige stakler kommer i Paradis? (Og har Jesus ikke glemt alle os i mellemklassen af småborgerlige, der hverken er rige eller fattige?) Når Jesus fortæller en lignelse, så er der altid flere ting på spil, og man kan derfor tage fat i flere pointer eller budskaber. Vi kunne godt dykke ned i diskussionen om frelse og fortabelse eller diskutere, hvordan Himlen og Helvede ser ud, men jeg tror, det er mere frugtbart i dag at lægge mærket til den sidste sætning i lignelsen. Den rige mand forsøger at få Lazarus sendt tilbage i det jordiske liv for at advare dem, der lever et svine-rigt liv, men Abraham afslår, for som han siger i slutningen af lignelsen: ”Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sg overbevise, selvom om en står op fra de døde.”
Pointen eller budskabet til os i dag ligger lige dér, for Jesus stod jo op fra de døde – men mange troede ikke på det, og mange tror stadig ikke på det. Men da han var opstået – uanset om folk troede det eller ej – kom han igen til sine disciple for at give dem mod til forsat at leve i tro og ikke mindste barmhjertighed. Selvom Jesus i denne lignelse retter en voldsom kritik af de rige egoister, så er det ikke svært også at forestille sig, at der også findes mellemrige og endda fattige egoister. Egoismen er jo netop det, der skal gøres op med – for ellers kan kærligheden ikke trives. Gud er kærlighed, og når vi bliver i kærlighed, ønsker vi helt uden bagtanker eller tøven at være barmhjertige, uanset om vi er rige eller fattige. Det er altså ikke vores økonomiske status, der afgør vores skæbne i efterlivet; det er ikke vores konto, Himmeldommeren kigger på, men han kigger dybt i hjertet og ser på barmhjertigheden. Dermed bliver lignelsen også en kritik af os her i dag, og derfor må vi tænke efter, om vi virkelig er i kærligheden?
Der findes næppe nogen, der kan dømme os så hårdt, som vi selv kan. Vi kigger kritisk på vores spejlbillede eller ligger søvnløse over alt det, vi fik sagt eller gjort – eller ikke fik sagt og gjort. Skal vi nu også slå os selv i hovedet med, om vi elsker nok? Om vi er barmhjertige nok? Om vi kun har mange penge, fordi vi ikke giver nok til velgørenhed? Nej, det er nyttesløst. Om vi så gav alt, hvad vi ejede, ville det ikke nytte noget, hvis ikke vi har kærlighed; det er jo netop ved at elske, at vi får frihed fra vores egen kritiske selvbedømmelse og fratages vore domme over andre. Vi skal ikke dømme; vi skal bare hjælpe. Eller som vi hørte fra den første Bibellæsning: løse ondskabens lænker, sprænge ågets bånd, sætte undertrykte i frihed, dele brød med den sultne, give husly til hjemløse, give tøj til nøgne og ikke vende ryggen til dem, der beder om hjælp. Egentligt lyder det jo ikke svært; det handler bare om at skrue ned for egoismen og op for barmhjertigheden. God søndag. Amen.
4: Giv mig Gud - 28: De dybeste lag - 494: Kærlighed fra Gud - --- 522: Nåden er din dagligdag - ALTERGANG Hunderup: 277,3-5: Herre, når din time kommer // Vilslev: 439: O, du Guds lam - 735: Det dufter lysegrønt
Indledning GT
I dette afsnit fra det gamle testamente tager Gud bladet fra munden og taler dunder til jøderne; for de går så meget op i de religiøse ritualer og regler, at de helt glemmer den barmhjertighed og nåde, som egentlig var baggrunden for ritualerne. Derfor kommer der en skrap kritik og løftet pegefinger.
Indledning NT
I det nye testamente har vi et par breve fra Johannes, og han lægger meget vægt på kærligheden, ja, han skriver ligefrem, at Gud er kærlighed. Det hænger direkte sammen med teksten fra GT, for ud af kærlighed springer jo også både nåde og barmhjertighed.
Prædiken
Penge lugter ikke, siges det (og det passer jo fint nok med de digitale penge, vi ser på netbanken, hvorimod gamle mønter godt kan have en noget mærkværdig lugt), og alligevel kan man om velbeslåede personer sige, at de er nogle rige svin. Svin lugter som bekendt, men udtrykket rige svin betyder ikke, at de bogstaveligt er grise, som er kommet til penge, men at disse personer sviner med pengene; det kan man se i mange film, man kan finde det i virkelighedens verden og man kan naturligvis læse det i mange historier, således altså også i dag; den rige mand levede i et svinsk sus og dus i sådan en rigtig Las-Vegas-livsnyder-stil, hvor det gælder hurtige penge og biler, uforpligtende relationer med f.eks. kvinder osv. Det er nok ret nemt at finde nogle billeder frem af, hvordan sådan et rigt svin kunne se ud. Det overraskende er, at denne rigmand ikke har noget navn. De rige og berømte ved vi ellers nok, hvem er. Det er jo dem, de kulørte blade lever af at omtale og det er hos dem, journalisterne henter ”inspiration” til mere eller mindre lødige artikler. Vi har altså – utroligt nok – en anonym rigmand, der lever, som rige svin gør: Kun med tanke for sig selv. Der er ikke så meget interessant at sige om ham end, at hans kærlighed til penge har gjort hans hjerte koldt. Sådan ville vi dømme ham, selvom han selv ville sige, at han ikke var grådig, men blot havde økonomisk ambition, og at enhver jo er sin egen lykkes smed. Hvorfor skulle han drages til ansvar for, at andre blev fattige, bare fordi de ikke kunne finde ud af at skabe deres egen succes? Det er underligt, at han levede sådan, for han vidste jo godt, at Gud i himlen netop ikke ønsker meget andet end at mennesker er barmhjertige og tager sig af hinanden. Gud vil hellere have fattigrøve end rige svin.
I al den rige mands oversvømmende rigdom, der druknede hans omtanke for andre, opdagede han slet ikke, at der var en fattig og syg mand, som lå ved indkørslen eller indgangen til hans gårdsplads; fuld af sår var fattigrøven, og hundene var de eneste der nærmede sig den elendige, fattige skikkelse. Hvad hans forhistorie var, ved vi ikke, men vi kan gisne om meget. Og for at blive bedre til at gætte, kan vi læse i gadeavisen Hus Forbi om de mange andre mennesker, der af den ene eller anden årsag er stødt på grund i livet, og hvoraf nogle endda er røget igennem det sociale sikkerhedsnet og ud over den eksistentielle afgrund. Den fattige mands skæbnehistorie kender vi ikke, men hans navn var Lazarus; navnet er hebraisk og betyder: Gud har hjulpet. Tænk at bære sådan et stort navn, når man ligger ensom og forladt og må nøjes med at spise smuler fra de riges bord; når man er så fuld af bylder, at kun hunde vil gøre én selskab; hunde – som vi ved – ikke går af vejen for at æde deres egen afføring og opkast. Alligevel lå Lazarus dér med sit store navn og ringe skikkelse, og fik kun det at spise, som ved et uheld faldt ned; og han delte skæbne med hundene.
En dag fik han fred fra sit forfærdelige liv, da døden udfriede ham ved hans sidste åndedrag; det ene øjeblik lukkede han sine dødtrætte øjne og i det næste slog øjeblik ham dem op og befandt sig hos den mægtige Abraham; troens fader, han, som blev far til den berømte Isak. Lazarus blev virkelig hjulpet af Gud ved, at han fik lov at vågne op et skønt sted efter et uskønt liv. Som det jo går, gik det også det rige svin; han døde og vågnede – men i et forfærdeligt pinested. Han, som ikke udviste barmhjertighed imens han levede, han fik i døden frataget selv den smule barmhjertighed, han måske gemte et sted. Den rige mand fik straf som fortjent, og Lazarus fik vendt sin jordiske nød til himmelsk glæde. Frelse og fortabelse har vi fået skåret ud i pap; dommen er sort/hvid – de fattige kommer i Himlen, de rige kommer i Helvede. Smukt vil det være for alle dem, der selv sidder hårdt i det og misunder de rige. Og de rige tænker vel næppe over denne historie, for så galt kan det vel ikke gå?
Når nu Jesus fortæller den lignelse til sine disciple, og når nu vi hører den i dag, skal vi så glæde os over, at de rige svin går fortabt og at de fattige stakler kommer i Paradis? (Og har Jesus ikke glemt alle os i mellemklassen af småborgerlige, der hverken er rige eller fattige?) Når Jesus fortæller en lignelse, så er der altid flere ting på spil, og man kan derfor tage fat i flere pointer eller budskaber. Vi kunne godt dykke ned i diskussionen om frelse og fortabelse eller diskutere, hvordan Himlen og Helvede ser ud, men jeg tror, det er mere frugtbart i dag at lægge mærket til den sidste sætning i lignelsen. Den rige mand forsøger at få Lazarus sendt tilbage i det jordiske liv for at advare dem, der lever et svine-rigt liv, men Abraham afslår, for som han siger i slutningen af lignelsen: ”Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sg overbevise, selvom om en står op fra de døde.”
Pointen eller budskabet til os i dag ligger lige dér, for Jesus stod jo op fra de døde – men mange troede ikke på det, og mange tror stadig ikke på det. Men da han var opstået – uanset om folk troede det eller ej – kom han igen til sine disciple for at give dem mod til forsat at leve i tro og ikke mindste barmhjertighed. Selvom Jesus i denne lignelse retter en voldsom kritik af de rige egoister, så er det ikke svært også at forestille sig, at der også findes mellemrige og endda fattige egoister. Egoismen er jo netop det, der skal gøres op med – for ellers kan kærligheden ikke trives. Gud er kærlighed, og når vi bliver i kærlighed, ønsker vi helt uden bagtanker eller tøven at være barmhjertige, uanset om vi er rige eller fattige. Det er altså ikke vores økonomiske status, der afgør vores skæbne i efterlivet; det er ikke vores konto, Himmeldommeren kigger på, men han kigger dybt i hjertet og ser på barmhjertigheden. Dermed bliver lignelsen også en kritik af os her i dag, og derfor må vi tænke efter, om vi virkelig er i kærligheden?
Der findes næppe nogen, der kan dømme os så hårdt, som vi selv kan. Vi kigger kritisk på vores spejlbillede eller ligger søvnløse over alt det, vi fik sagt eller gjort – eller ikke fik sagt og gjort. Skal vi nu også slå os selv i hovedet med, om vi elsker nok? Om vi er barmhjertige nok? Om vi kun har mange penge, fordi vi ikke giver nok til velgørenhed? Nej, det er nyttesløst. Om vi så gav alt, hvad vi ejede, ville det ikke nytte noget, hvis ikke vi har kærlighed; det er jo netop ved at elske, at vi får frihed fra vores egen kritiske selvbedømmelse og fratages vore domme over andre. Vi skal ikke dømme; vi skal bare hjælpe. Eller som vi hørte fra den første Bibellæsning: løse ondskabens lænker, sprænge ågets bånd, sætte undertrykte i frihed, dele brød med den sultne, give husly til hjemløse, give tøj til nøgne og ikke vende ryggen til dem, der beder om hjælp. Egentligt lyder det jo ikke svært; det handler bare om at skrue ned for egoismen og op for barmhjertigheden. God søndag. Amen.
